Jean-Baptiste Willermoz, en mystisk frimurer

En frimurer i evig søgen

Som ældste søn i en søskendeflok på 13 blev Jean-Baptiste Willermoz født i 1730 i Saint-Claude i Franche-Comté, i det nuværende Jura-departement. Hans far, Claude Catherin Willermoz, var manufakturhandler, og hele familien var meget religiøs. En af Jean-Baptistes brødre blev endda præst. Som 15-årig kom Jean-Baptiste i lære hos en manufakturhandler i Lyon. Han var initiativrig, flittig og ambitiøs, og som 24-årig stod han i spidsen for sin egen silkeforretning, uden at give afkald på sin religiøse inderlighed.

Willermoz var en troende og dedikeret katolik, men han var ikke tilfreds med en simpel tro. Han var en søgende ånd, ivrig efter at afdække mysterierne i forholdet mellem mennesket og Gud, og ligesom mange af sine samtidige mente han, at frimureriet gemte på de sublime hemmeligheder, der kunne besvare hans sjæls dybeste længsler. Derfor blev han optaget som frimurer i en alder af 20 år, sandsynligvis i Lyons ældste loge, Les Amis Choisis. Som 22-årig blev han logens mester, og året efter, i 1753, var han medstifter af en ny loge, La Parfaite Amitié, hvor han ligeledes blev mester.

Medalje forestillende Jean-Baptiste Willermoz

Willermoz’ frimurerkarriere fik en flyvende start, og han havde ikke tænkt sig at stoppe der. Praktiseringen af de tre første grader afslørede ikke de dybe mysterier, han stræbte efter, men i 1750’erne fandtes der endnu ingen højgrader i Lyon. Disse grader, som blomstrede op overalt i Frankrig, blev betragtet med mistro af Frankrigs Storloge, som var tilbageholdende med at anerkende dem. Willermoz var overbevist om, at det var i højgraderne, at de sande frimurerhemmeligheder lå gemt, og at de symbolske grader blot var en indgangsport. Han satte sig for at modtage flest mulige højgrader og skaffe sig så mange manuskripter med ritualer som muligt. Han blev uden tvivl en af de største kendere af alle de højgrader, der var i brug på hans tid, og han indrømmede selv at have modtaget over tres grader fra forskellige systemer.

I 1760 var Willermoz medstifter af Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon, en slags provinsstorloge under Frankrigs Storloge. Willermoz opnåede endda en dispensation fra Frankrigs Storloge og dens stormester, grev Clermont (1709-1771), der tillod logerne i Lyon at praktisere skotske højgrader. Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon udviklede således et system i syv grader, inklusive de symbolske grader. Men den viden, Willermoz konstant tilegnede sig, førte til, at storlogen i Lyon allerede fra sit andet leveår indførte et system med 25 grader. Dette system blev kronet med graden Ridder af Ørnen og Pelikanen, Ridder af St. Andreas eller Hérédom-murer, hvilket er den samme grad som den nuværende Rose-Croix-ridder, der findes i forskellige former i Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, Den Traditionelle Franske Rite og andre riter. Det er første gang, denne grad optræder i denne form, og det er sandsynligt, at Willermoz er ophavsmanden. Det skal desuden bemærkes, at Kadosh-graden ikke indgik i graderne i Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon: Willermoz havde opdaget denne grad via brødre fra Metz, men da han fandt den modbydelig og i strid med frimurerværdierne, tog han altid afstand fra den.

I sin evige søgen efter den sande frimurerhemmelighed forblev Willermoz utilfreds med de gængse højgrader. Sammen med sin bror Pierre-François Willermoz (1735-1799), der var læge, kemiker og bidragyder til Diderot og d’Alemberts encyklopædi, skabte han i 1763 et kapitel af Sorte Ørns Riddere, som var meget hemmeligt og ukendt for almindelige frimurere. Her dyrkede man hermetisme og alkymi. Da Willermoz var optaget af administrative opgaver i storlogen i Lyon – hvor han kortvarigt var stormester og derefter længe var seglbevarer og arkivar – blev han forhindret i at deltage aktivt. Hvilken skuffelse og endda væmmelse følte han ikke, da han opdagede, at dette kapitel hovedsageligt helligede sig en materialistisk søgen: jagten på chrysopoeia, altså fremstilling af guld gennem transmutation. Selvom han havde interesseret sig for alkymi nogle år tidligere, havde han hurtigt vendt sig væk fra det, for i hans øjne kunne den sande frimurerhemmelighed kun være rent spirituel og måtte ikke være besudlet af materielle hensyn.

Et skæbnesvangert møde for Willermoz

Det var i 1767, under et ophold i Paris, at Willermoz mødte den mand, der for altid ville ændre hans tilværelse og give hans frimureriske og spirituelle liv en ny retning: Joachim Martinès de Pasqually (1727(?)-1774). Denne gådefulde skikkelse, som menes at have været af portugisisk eller spansk oprindelse og efterkommer af marranere (jøder tvangskonverteret til katolicismen på den iberiske halvø fra det 15. århundrede), havde udviklet en spirituel doktrin præget af gnosticisme, pythagoræisk mystik og kabbala, som kulminerede i en okkultistisk praksis. Kort fortalt mente Martinès, at det oprindelige menneske var udgået fra Gud for at vogte over de oprørske engle, der havde været fanget siden Satans fald. Men korrumperet af disse onde ånder var mennesket selv faldet. Målet med den martinezistiske doktrin var at føre mennesket tilbage til dets oprindelige udgangspunkt. Men ifølge Martinès beskrev Bibelen to slægter af mennesker: Kains efterkommere, som var fordømte, og Seths slægt, de udvalgte, som alene kunne håbe på at blive genindsat i deres oprindelige renhed. Og for at bevise, at man var efterkommer af Seth, måtte man udføre ekstremt komplekse teurgiske praksisser for at komme i kontakt med spirituelle entiteter, hvilket Kains efterkommere blev anset for ude af stand til.

Martinès havde skabt en para-frimurerisk orden for at huse sin doktrin og sine praksisser, Ordre des Élus Coens de l’Univers, som kulminerede i graden Réau-Croix. Denne orden repræsenterede en slags okkult præsteskab, der med største forsigtighed rekrutterede de frimurere, der syntes værdige til at opdage disse mysterier. Ordens hovedsæde lå i Bordeaux, hvor Martinès boede, men han havde også oprettet en suveræn domstol for sin orden i Paris under ledelse af en fremtrædende frimurer fra Frankrigs Storloge, Jean-Jacques Bacon de la Chevalerie (1731-1821), som var født i Lyon og ven af Willermoz. Det var under et besøg hos ham i Paris i 1767, at Bacon afslørede eksistensen af en meget hemmelig orden, der svarede til de mest krævende frimureres forventninger, og inviterede ham til at deltage. Willermoz accepterede uden tøven og blev indviet af Martinès selv. Han troede endelig at have fundet det, han havde søgt i så mange år, omfavnede Martinès’ doktrin med begejstring og fik tilladelse til at åbne et Grand Temple Coen i Lyon. Han knyttede desuden venskab med Louis-Claude de Saint-Martin, kendt som “Den Ukendte Filosof” (1743-1803), Martinès’ personlige sekretær og en fjern inspirator for den moderne martinisme.

Diplom som Réau-Croix tildelt Willermoz

Selvom han troede at have fundet den viden, han så længe havde søgt, lykkedes det ikke Willermoz at opnå den mindste overnaturlige manifestation under de teurgiske operationer, som han udførte med flid og grundighed. Dette er et af de mest rørende aspekter ved Willermoz’ karakter; man ser ham fortsætte med at praktisere med den største vedholdenhed, efter råd i breve fra en Martinès, der altid finder gode undskyldninger for at forklare hans fiaskoer. Mange ville have mistet modet, men ikke Willermoz!

Fra 1767 helligede Willermoz sig hovedsageligt Élus Coens’ sag og forsømte i nogen grad Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon. Det skal dog siges til hans forsvar, at en forordning fra politidirektør Sartine i 1768 officielt suspenderede frimureraktiviteter i hele Frankrig efter et mindeværdigt slagsmål ved indgangen til et tempel i Paris i december 1772. Selvom dette tiltag aldrig blev fuldt implementeret, blev det franske frimurerliv ikke desto mindre bremset frem til 1774.

I 1772 sejlede Martinès til Saint-Domingue for at overtage en arv. Han lovede at vende tilbage efter et år og fortsatte med at korrespondere med sine disciple i Frankrig, dog i et mindre omfang end før. Men han blev syg og døde på Saint-Domingue i 1774. Herefter begyndte hans disciple at sprede sig, og de fleste templer vendte tilbage til at være simple loger under Frankrigs Storloge, som siden 1773 var blevet til Grand Orient de France. Kun templet i Lyon, ledet af Willermoz, bestod. Men uden sin grundlægger kunne Ordre des Élus Coens ikke overleve længe, især da dens nye de facto-leder, Willermoz, aldrig havde opnået nogen manifestation under sine operationer. Willermoz havde brug for en ny struktur til at huse den martinezistiske doktrin, men hvilken?

Den Strenge Tempelobservans, en ny mulighed for Willermoz

Efterladt til sig selv siden Martinès’ afrejse havde Willermoz igen fattet interesse for Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon i håb om at gøre den til kernen i en ny rite med martinezistisk klangbund, som han selv ville være grundlægger af. Opgaven viste sig vanskelig, da storlogen havde været i dvale siden 1768, og desuden krævede skabelsen af en ny rite en legende, der kunne legitimere den. Willermoz var mistroisk over for den rosenkorsianske legende, som han mente alt for let kunne føre til alkymi, hvilket han afviste. På samme måde udelukkede han tempelridderlegenden, som han kun kendte i form af Kadosh-graden, som han fandt afskyelig.

Det var da, at en uventet mulighed bød sig for Willermoz i form af en frimurerorden, der påberåbte sig tempelridderne uden at adoptere Kadosh-gradens hævngerrige logik: Den tyske Strenge Tempelobservans, grundlagt i 1751 af baron von Hund (1722-1776).

Allerede i 1766 havde logen St-Jean des Voyageurs i Dresden, medlem af Den Strenge Tempelobservans, forsøgt at etablere kontakt med Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon, men brevet ankom under et fravær af Willermoz, der var storlogens seglbevarer og arkivar, og han fik aldrig kendskab til det. Men det er sandsynligt, at Willermoz i 1766 ikke ville have set nogen særlig interesse i at være i kontakt med en loge af tempelridderrite i Tyskland.

Baron von Hund

Det blev helt anderledes, da logen La Candeur i Strasbourg i 1772 priste Den Strenge Tempelobservans (kendt af almindelige frimurere som Den Reformerede Frimureri i Dresden) over for Willermoz, som de netop havde tilsluttet sig. Brødrene fra Strasbourg lod forstå, at de havde opdaget en frimurerorden, der i modsætning til andre kendte frimureriets sande mål. Det var nok til at vække Willermoz’ opmærksomhed, og han konkluderede lidt forhastet, at denne orden sikkert rummede en meget ophøjet spirituel doktrin, sammenlignelig med Martinès’. Han knyttede derefter tætte bånd til brødrene fra Strasbourg, begyndte at undersøge det tyske system og skrev til baron von Hund for at nævne en mulig ansøgning om optagelse for brødrene fra Lyon.

Da Willermoz erfarede, at Den Strenge Tempelobservans havde til formål at genoprette Tempelridderordenen, udviste han forsigtighed og bad om garantier for, at det tyske tempelriddersystem ikke indeholdt noget, der var forkasteligt i kirkens eller rigets øjne, og at det intet havde med Kadosh-graden at gøre. Han bad også om, at de symbolske loger i Lyon forblev under jurisdiktion af Grand Orient de France, og at kun højgraderne blev placeret under ordens ledelse. Baron Weiler, der allerede havde installeret ordens 5. provins (Bourgogne) i Strasbourg i 1772, fik til opgave at sende de nødvendige dokumenter til brødrene i Lyon og tog til Lyon i maj 1773. Efter forhandlingerne blev omkring tyve brødre fra Lyon, som skulle udgøre det nye kapitel, optaget som riddere den 21. juli 1773, og den 25. juli blev ordens 2. provins (Auvergne) installeret. Den 11. og 13. august 1773 aflagde alle de nye riddere deres højtidelige profession og nåede dermed ordens højeste grad, graden som professionel ridder.

Efter at have fuldført sin mission i Lyon fortsatte Weiler sit arbejde ved at tage til Montpellier og Bordeaux, hvor han installerede ordens 3. provins (Occitanie). Frankrig havde nu tre tempelridderprovinser og snart fire, da brødrene fra Montpellier, der mente, at de bordelaisiske ridderes iver var for lunken, løsrev sig fra den 3. provins for at skabe en ny, Septimanie-provinsen. Ordens provinser strakte sig ud over Frankrigs grænser, da den 2. (Bourgogne) omfattede det tysktalende Schweiz, og den 5. (Auvergne) udvidede sin jurisdiktion til det fransktalende Schweiz, Genève og hertugdømmet Savoyen.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker