Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Cerneau-ritualets oprindelse
Det er værd at huske, at Étienne Morin (1795 eller 1717-1771) i 1761 modtog et patent, der gav ham tilladelse til at udbrede “Rite de Perfection” (fuldendelsesritualet) i 25 grader (eller Royal Secret-ordenen) i de franske Antiller, og at han i 1762 satte sejl mod Saint-Domingue for at påbegynde sin mission. I 1766 opdagede greven af Clermont, stormester for Frankrigs Storloge, eksistensen af dette patent, som var blevet udstedt i hans navn uden hans vidende, og han tilbagekaldte det, hvilket annullerede Morins beføjelser. Morin fortsatte dog sit arbejde. I 1768 mødte han en broder ved navn Henry Francken (~1720-1795), en englænder af hollandsk afstamning, som han udnævnte til stedfortrædende storinspektør. Francken oversatte ritualerne til engelsk, og efter Morins død i 1771 udbredte han Rite de Perfection på det amerikanske kontinent, helt op til New York. Før sin død i 1795 menes Francken at have givet faklen videre til grev Alexandre de Grasse-Tilly (1765-1845), som var ankommet til Antillerne i 1789.
I 1797 grundlagde en gruppe amerikanske og franske frimurere, herunder Grasse-Tilly, et “Souverain Consistoire des Princes du Royal Secret” (Suverænt konsistorium for prinser af den kongelige hemmelighed) i 25 grader i Charleston. Omkring år 1800 dukkede forfatningerne fra 1786 op, angiveligt skrevet af Frederik II af Preussen, som fastlagde de 33 grader i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite (REAA). I 1801 blev verdens første højeste råd (Suprême Conseil) for denne rite skabt i Charleston. Det næstældste, det højeste råd for de franske øer i Amerika, blev grundlagt i 1802 af Grasse-Tilly, som ved sin tilbagevenden til Frankrig også skabte Frankrigs højeste råd i 1804. I 1806 tildelte et medlem af det højeste råd for de franske øer i Amerika, Antoine Bideaud, privat og uregelmæssigt den 33. grad til tre brødre, som i 1812 i New York skabte et “Sublime Consistoire” (Sublimt konsistorium) af den 32. grad i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, uden om Charlestons højeste råd.
Joseph Cerneau
Det var længe efter Morins død, at den franske juveler Joseph Cerneau (1763-1840~1845) slog sig ned i Saint-Domingue, hvor han steg i graderne inden for Rite de Perfection. Den haitianske revolution i 1802-1803 tvang ham til først at flygte til Cuba, hvor han i 1806 modtog et patent som stedfortrædende storinspektør, der gav ham tilladelse til at skabe én “Prince du Royal Secret” (25. og sidste grad) om året. Da han kom til det amerikanske kontinent, endte han med at bosætte sig i New York, hvor han i 1807 grundlagde et suverænt konsistorium for prinser af den kongelige hemmelighed for Amerika (rite i 25 grader).
Med sine 25 grader kunne Cerneaus konsistorium ikke konkurrere med den Gamle og Anerkendte Skotske Rite. I 1813, uden at man ved, fra hvem han modtog den 33. grad, omdannede Cerneau sit konsistorium til et højeste råd for USA og formåede at blive anerkendt af Frankrigs Stororient.
__M2__
Konflikt mellem højeste råd
Under et ophold i New York i 1813 undrede Emanuel De la Motta (1761-1821), stormester for Charlestons højeste råd, sig over at finde to organisationer, der begge hævdede at tilhøre den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, hvoraf den ene endda påstod at være det højeste råd for hele USA. Charlestons højeste råd var bekymret over fremkomsten af disse tvivlsomme organisationer og gav De La Motta til opgave at undersøge dem.
Cerneau nægtede at svare på De La Mottas spørgsmål og nægtede ham retten til at udspørge ham. De La Motta anerkendte derefter legitimiteten af det sublime konsistorium dannet af de tre brødre, der var blevet indviet af Antoine Bideaud, og erklærede Cerneaus højeste råd for uregelmæssigt. Samme år, 1813, skabte Charlestons højeste råd i New York det højeste råd for den nordlige jurisdiktion i USA, idet de forbeholdt sig jurisdiktionen over det sydlige USA. Konfrontationen med Cerneaus højeste råd var uundgåelig, og De La Motta udelukkede endda Cerneau fra det universelle frimureri.
Sædet for Charlestons højeste råd i det 19. århundrede
Man kan spørge sig selv, hvad den virkelige natur af denne konflikt var, udover simple spørgsmål om regelmæssighed og anerkendelse. Det ser ud til, at problemet var af religiøs karakter: Charlestons højeste råd talte blandt sine grundlæggere og medlemmer flere jøder, begyndende med Emanuel De La Motta, mens Cerneau-ritualet kun var åbent for kristne, og mere specifikt katolikker. I et brev fra 1823 udtrykte Cerneau desuden åbenlyst holdninger, som man i dag ville kalde antisemitiske. Konflikten ser primært ud til at have drejet sig om frimureriets universalitet, og om hvorvidt det transcenderer forskellige religioner og trosretninger.
Cerneau tabte kampen og sank ned i fattigdom, desavoueret af alle. Endelig, i 1831, betalte Storlogen i New York af medlidenhed en billet til Frankrig for ham. Cerneau havde derefter ingen frimureraktivitet og døde i Frankrig, glemt af alle, mellem 1840 og 1845. Den præcise dato er ikke engang kendt.
Men historien sluttede ikke der. Greven af Saint-Laurents (1774-1857) ankomst til New York i 1831 gav resterne af Cerneaus højeste råd nyt liv. Som 33. grad, anerkendt både i Charleston og Paris, påstod Saint-Laurent at være suveræn storkommandør for et højeste råd, som ingen havde hørt om, og som angiveligt havde jurisdiktion over alle spanske besiddelser i Amerika, i Antillerne og endda helt til Filippinerne. Og vigtigst af alt besad han den formodede latinske original af forfatningerne fra 1786, som han sandsynligvis selv var forfatter til. Han reorganiserede resterne af Cerneaus højeste råd og døbte den nye struktur “Suprême Conseil Uni pour l’Hémisphère Occidental du 33e et dernier Degré du Rite Écossais Ancien Accepté” (Det Forenede Højeste Råd for den Vestlige Halvkugle af den 33. og sidste grad af den Gamle og Anerkendte Skotske Rite). Konflikten med det højeste råd for den nordlige jurisdiktion blussede op igen og stoppede kun midlertidigt med Saint-Laurents beslutning i 1832 om at fusionere sit eget højeste råd med det højeste råd for den nordlige jurisdiktion, før han selv rejste til Frankrig.
Da ikke alle accepterede fusionen, fortsatte medlemmer af Cerneaus højeste råd med at holde det i live som en uafhængig struktur. Konflikten blussede op igen, og denne gang blandede de amerikanske staters storloger sig og ekskluderede alle de medlemmer, der besøgte Cerneau-ritualets loger. Konflikten sluttede i 1867, da de sidste trofaste tilhængere af Cerneau-ritualet accepterede at tilslutte sig det højeste råd for den nordlige jurisdiktion.
Genopblussen og overlevelse af Cerneau-ritualet
I 1868 rekonstruerede Harry J. Seymour, der var blevet ekskluderet fra Cerneaus højeste råd i 1865 og var den, der introducerede den Gamle og Primitive Rite (Memphis-ritualet) i USA, et højeste råd for Cerneau-ritualet, som han omkring 1880 solgte til William H. Peckham, og som fungerede i omkring tyve år. Seymour overførte også ritualet til John Yarker (1833-1913), som introducerede Memphis-ritualet i Storbritannien.
På samme tid erklærede Robert B. Folger (1803-1892), et tidligere medlem af Cerneaus højeste råd, som havde underskrevet fusionsaftalen med det højeste råd for den nordlige jurisdiktion i 1867, aftalen for ugyldig og rekonstruerede i 1881 et andet højeste råd sammen med broder Thompson. Folger-Thompson-rådet fungerede indtil sin sidste suveræne storkommandørs død i 1919 og uddøde tilsyneladende i USA i 1925, selvom visse dokumenter antyder, at det måske eksisterede indtil 1951.
Robert B. Folger
Det var endelig gennem Memphis-Misraïm-ritualets bevægelse, at Cerneau-ritualet kom til Frankrig, hvor det stadig praktiseres i dag. Vi har allerede set den rolle, Harry Seymour spillede i 1878 i genoplivningen af Cerneau-ritualet, som han også havde overført til John Yarker. Men det var Jean Bricaud (1881-1934), der blev stormester for Memphis-Misraïm i 1914, som introducerede det i Frankrig. Da han ikke kunne opnå et patent for den Gamle og Anerkendte Skotske Rite hos Frankrigs højeste råd, henvendte han sig til Folger-Thompson-rådet for at få et.
En begivenhedsrig historie
Alle frimurer-riter har haft en mere eller mindre begivenhedsrig historie, men Cerneau-ritualet overgår dem alle. Få frimurer-riter har vakt så meget polemik og lidenskab, og frem for alt har få haft en sådan evne til at genopstå fra asken efter mindst tre officielle forsvindinger. Den begivenhedsrige historie om denne rite, rig på drejninger, er uden tvivl en af de sværeste at beskrive. Vi er mere end én gang gået vild i labyrinten af til tider modstridende informationer, og vi håber at have udført denne opgave med størst mulig klarhed.
