Sekularisme og frimureri

Begrebet sekularisme

Udtrykket sekularisme (laïcité) stammer fra ordet “lægmand”, som hører til det kirkelige sprog. Det kommer fra det latinske “laicus”, som igen stammer fra det græske “laïkos”, afledt af “laos”, der betyder folket. Begrebet lægmand betegner således enhver person, der ikke tilhører præsteskabet, både i den katolske kirke og i de protestantiske kirker, selvom sidstnævnte ikke har et præsteskab i traditionel forstand.

Da kirken i århundreder havde næsten monopol på viden, kom ordet lægmand hurtigt til at betyde “uvidende”, en betydning det har bevaret på engelsk, hvor “lay” eller “layman” betegner en person, der mangler viden inden for et bestemt felt, for eksempel videnskab; på fransk bruger man snarere ordet “profan” (dog ikke i frimurerisk forstand, naturligvis).

Begrebet sekularisme (laïcité) optræder først i Frankrig mod slutningen af det andet kejserdømme og får en betydning, der adskiller sig væsentligt fra dets kirkelige oprindelse. Det betegner princippet om adskillelse mellem kirke og stat og om ikke-indblanding fra den enes side i den andens anliggender. Det er derfor først og fremmest et juridisk begreb, der fastlægger grænserne for både kirkens og statens indgriben. Men fra et filosofisk og politisk synspunkt handler det mere bredt om ønsket om at frigøre samfundet fra religiøse diskurser og normers indflydelse.

Ifølge den sekulære tankegang er det religiøse og den offentlige sfære to forskellige virkeligheder, der kan eksistere side om side, men uden indblanding. Det betyder ikke en benægtelse af det religiøse, men en begrænsning af det til den private sfære.

Sekularismens oprindelse

Selvom den sekularisme, vi forstår i dag, stammer fra det sidste tredjedel af det 19. århundrede og kan virke meget moderne, er dens rødder i virkeligheden meget gamle. Man kan endda sige, at ønsket om at adskille den religiøse sfære fra den politiske går helt tilbage til evangelierne; sagde Jesus ikke: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”? Prædikede det oprindelige kristne budskab ikke allerede autonomien mellem de to sfærer, den timelige og den åndelige?

Men man må konstatere, at den katolske kirke gennem århundrederne uophørligt har forsøgt at øge sin indflydelse, for ikke at sige sin dominans, over den politiske sfære. Den anerkendte, at monarkerne besad magten (Potestas), men hævdede selv at besidde autoriteten (Auctoritas), som står over magten. Den blev i høj grad hjulpet i sine ambitioner af, at de videregående uddannelser praktisk talt var dens monopol. De høje administrative poster i staten blev derfor ofte besat af gejstlige, og hele områder af det, vi i dag betragter som statens ansvarsområder, lå i kirkens hænder, såsom skoler og hospitaler.

Det første brud i denne katolske bygning var den protestantiske reformation i det 16. århundrede. For kirkerne, der udsprang af den lutherske og calvinistiske reformation, såvel som for den anglikanske kirke, blev modellen vendt om. Da kirkerne var organiseret nationalt og ikke længere afhængige af en ekstern magt (Rom), var det uundgåeligt den timelige magt, der fik overtaget. Det var i denne sprække, at de første engelske politiske filosoffer fra det 17. århundrede, såsom John Locke (1632-1704), trængte ind. Ved at introducere begrebet samfundspagt (Social Contract) frigjorde den politiske filosofi samfundets fundament fra enhver religiøs determinisme. Gennem et oprindeligt (og nødvendigvis mytisk) samtykke har det fremtidige menneskelige samfund udstyret sig selv med ledere, hvis opgave er at sikre orden og retfærdighed: ingen kan derfor gøre krav på guddommelig ret, og kirken må erkende, at samfundet ikke afhænger af den, selvom den kan bevare en vigtig rolle som formidler af moralske værdier.

Vi kender succesen, som begrebet samfundspagt havde hos oplysningstidens filosoffer i det 18. århundrede. Disse nye teorier blev legemliggjort, ganske vist på meget forskellige måder, i århundredets to vigtigste politiske begivenheder: USA’s uafhængighed og den franske revolution.

Men sekularismen i moderne forstand opstod i Europa, og især i Frankrig, i det 19. århundrede. Efter det napoleonske imperiums fald lukkede den revolutionære parentes tilsyneladende. De gamle monarkier og den katolske kirke troede, at det ville være let for dem at genvinde det tabte terræn. En bølge af konservatisme skyllede ind over Europa, og det religiøse spørgsmål blev radikaliseret. Den katolske kirke indledte en ideologisk krig mod politisk og religiøs liberalisme, demokrati, menneskerettigheder, videnskabens fremskridt… Men det var uden at regne med de store forandringer, som den industrielle revolution havde sat i gang, hvilket havde skabt arbejderklassen og snart ville føre til socialismens fødsel.

Butik samler værker dedikeret til frimurerisk etik og filosofi. Se kollektionen.

I Frankrig i særdeleshed gik kampen for republikken og demokratiet gradvist hånd i hånd med antiklerikalisme og fritænkeri, hvilket forenede arbejdere, socialister, anarkosyndikalister og moderate borgerlige republikanere i en fælles indsats. Den antiklerikale komponent var stadig diskret under revolutionen i 1830, langt mere udtalt i 1848, og kampen for sekularisme blev et klart defineret mål for den Tredje Republik, som i 1905 vedtog loven om adskillelse af kirke og stat.

Forskellige former for sekularisme

I modsætning til hvad mange franskmænd tror, kan sekularisme udmønte sig på mange måder, som måske vil overraske dem. Sekularisme i sig selv eksisterer ikke; den er altid knyttet til et land, en kultur og en historie.

I katolske lande med en overvejende latinsk komponent har kampen for sekularisme oftest antaget en meget polemisk og aggressiv karakter, til det punkt hvor man nogle gange sammenblander de forskellige problemstillinger. Sekularismen, som blot er en politisk-juridisk driftsform, der fastlægger forholdet mellem kirke og stat og bekræfter statens neutralitet i religiøse spørgsmål, blev ofte forvandlet til en kamp mod selve religionen, mod selve det at tro. Som om det at forsvare sekularisme nødvendigvis betød at være agnostiker eller endda ateist.

I lande med en overvejende protestantisk tradition har sekularismen generelt antaget et meget mere roligt ansigt. Fundamentet for sekularismen blev her ikke forstået som en krig mod kirken, men snarere som udtryk for samvittighedsfrihed: Staten konstaterer, at der findes flere religioner, den anerkender deres eksistens og udøvelse (så længe det ikke krænker den offentlige orden), men giver ingen af dem ret til at blande sig direkte i udøvelsen af magten. I praksis kan denne sekularisme antage ret varierede former. Her er nogle eksempler.

I USA garanterer forfatningen fuldstændig religionsfrihed, men staten anerkender ingen statsreligion og yder ikke tilskud til nogen kirke eller nogen konfessionel skole eller hospital. Der er tale om en form for sekularisme. Men det forhindrer ikke, at amerikanske præsidenter aflægger ed på Bibelen, at mottoet “In God We Trust” er indgraveret på valutaen, og at anerkendte kirker nyder skattefordele. Mere end det: selve det at tro på Gud (uanset trosretning eller religion) er cementen i det amerikanske samfund, og det er ateisme, der traditionelt er mistænkeliggjort i dette land. I den amerikanske kontekst betragtes sekularisme derfor slet ikke som fjendtlighed over for religion, tværtimod.

I Schweiz, der består af protestantiske eller katolske kantoner, garanterer den føderale forfatning religionsfrihed og forbyder, at nogen tvinges eller forhindres i at udøve en religion. Ingen religion er officielt anerkendt på føderalt niveau, hvilket ikke forhindrer den føderale forfatning i at begynde med ordene “I den Almægtige Guds navn”. Forholdet mellem kirke og stat er kantonernes kompetence: nogle har valgt adskillelse. Men i kantonen Vaud, for eksempel, som har en overvejende reformert tradition, er den reformerte og den katolske kirke “offentligretlige institutioner”, og præster er lønnet af staten; desuden aflægger reformerte præster stadig ed over for statsrådet (kantonregeringen) ved deres indsættelse.

Endelig i Sverige, et land med en luthersk-protestantisk tradition, blev adskillelsen af kirke og stat indført i 1999, men forfatningen kræver stadig, at kongen skal være af luthersk tro.

Disse forskellige eksempler viser, at sekularisme kan udmønte sig på mange måder i lande præget af protestantisme. Således kan visse tegn på de historiske kirkers tilstedeværelse forblive præget i visse aspekter af det offentlige liv, uden at princippet om regeringens konfessionelle neutralitet bliver anfægtet. Det skyldes, at princippet om sekularisme har vundet indpas naturligt på grund af de historiske kirkers aftagende indflydelse og fremkomsten af nye religiøse samfund, og ikke som en ideologisk kamp ført mod en bestemt kirke. I disse lande vil omtalen af Gud eller tilstedeværelsen af en bibel for de fleste borgere ikke have nogen stødende karakter.

Sekularisme og frimureri

Frimureriet har ikke opfundet begrebet sekularisme i moderne forstand, men det er indlysende, at det er en af de mange faktorer, der har fremmet dens opblomstring. Frimureriet har i virkeligheden altid været en af formidlerne af de nye filosofiske koncepter, der dukkede op fra det 17. århundrede, og et idé-laboratorium. Ikke desto mindre hører kampen for sekularisme ikke til frimureriets kerne, hvis man betragter det på verdensplan. Det er dog tilfældet for en række frimurerordener beliggende i lande med en katolsk tradition, hvor Grand Orient de France sandsynligvis er det mest kendte eksempel. Denne orden var endda, under den Tredje Republik, ophavsmand til loven om adskillelse af kirke og stat.

Denne kamp for sekularisme (og især mod den romersk-katolske indflydelse) har ført til, at de fleste såkaldte liberale frimurerordener ikke længere kræver, at deres medlemmer tror på Gud, ikke længere udstiller Bibelen under ritualerne og ikke længere arbejder til ære for Universets Store Arkitekt. Princippet om aggressiv sekularisme trængte således ind i logerne, hvilket udgjorde et stort brud med den tidligere tradition. Var det virkelig nødvendigt?

Grand Orient de Frances dekorationer er samlet her. Se kollektionen.

Var det moderne frimureri, der opstod fra Storlogen i London i 1717 (eller mere sandsynligt 1721), så underlagt religionen, at det udgjorde en reel trussel mod medlemmernes samvittighedsfrihed? Det ville være absurd at påstå. Tværtimod repræsenterede Storlogen i Londons projekt en form for sekularisme før tid. I Andersons forfatninger fra 1723 kan man læse:

“En frimurer er ved sin tilslutning forpligtet til at adlyde den moralske lov, og hvis han forstår Kunsten ret, vil han aldrig blive en dum ateist eller en irreligiøs libertiner. Men skønt frimurere i gamle dage i hvert land var forpligtet til at tilhøre det pågældende lands religion, uanset hvilken det var, anses det nu for mere hensigtsmæssigt kun at underlægge dem den religion, som alle mennesker accepterer, idet man lader enhver beholde sin egen særlige mening, og som består i at være gode og loyale mænd eller mænd med ære og retskaffenhed, uanset hvilke betegnelser eller overbevisninger der måtte adskille dem; således bliver frimureriet centrum for forening og midlet til at knytte et sandt venskab blandt personer, der ellers ville være forblevet evigt adskilte.”

Er vi stadig i stand til i dag at måle, hvor nyskabende og stødende disse ord var i deres tid? Der var intet mindre tale om at grundlægge en ny socialitet, der ikke på nogen måde ville afhænge af konfessionelt tilhørsforhold, hvilket dengang var utænkeligt. Ideen om en Gud, uanset om den er teistisk eller deistisk, og selve det at tro, bliver på ingen måde angrebet, hvilket således efterlader enhver med samvittighedsfrihed.

Frimurerordener kan således deles i to kategorier, som, ligesom det er tilfældet med måden, hvorpå sekularisme opfattes i staterne, generelt er bestemt af den religiøse tradition, der er fremherskende i det land, hvor de er etableret, enten katolsk eller protestantisk.

Således er det i de angelsaksiske lande med protestantisk tradition slet ikke stødende, at frimureriske ritualer er spækket med bibelske referencer, at der er en kapellan i stedet for en taler, at Bibelen er udstillet i templet, og at der bliver bedt mange bønner. Ikke desto mindre respekteres enhvers samvittighedsfrihed, og ingen kirke eller religiøs institution bliver favoriseret. Det er kun i de tilfælde, hvor sekularisme er blevet forvekslet med antiklerikalisme, agnosticisme og ateisme, at tingene er blevet komplicerede…

Mod en afbalanceret og rolig sekularisme

For nogle frimurere er sekularisme en frimurerisk værdi, som de først vil påtvinge i logerne og derefter i samfundet. Men sekularisme er ikke en abstrakt filosofisk værdi: det er blot en social driftsform, et politisk-juridisk princip, der hviler på værdier som samvittighedsfrihed. Den har i sig selv intet positivt indhold og kan heller ikke have det, da den blot er et princip om konfessionel neutralitet.

Sekularismen begynder at få et eget indhold, når man forveksler den med fremme af agnosticisme og ateisme. Ville den så have til formål at påtvinge en statsateisme, hvor der engang var en statsreligion? Sandelig et forbløffende fremskridt for samvittighedsfriheden!

Bedre end nogen andre burde frimurere være i stand til at skelne mellem de forskellige planer, som deres tankegang anvendes på. Epidermiske reaktioner og forenklende generaliseringer forekommer os ikke at være en del af de værdier, man videregiver til en ny lærling. At konstatere den indflydelse, som en bestemt kirke har kunnet få på et givet regime, og at arbejde for at undgå, at vores samfund falder tilbage i de samme fejl, er i høj grad frimurerens opgave. Men at ramme forkert og bekæmpe selve det at tro på Gud forekommer os at være udtryk for en dogmatisme, der er frimureriet uværdig.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker