Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Dødens symboler, der manglede i det tidlige frimureri
Har symboler relateret til døden altid eksisteret i frimureriet, eller opstod de på et bestemt tidspunkt? De fleste tidlige frimurer-katekismusser fra begyndelsen af det 18. århundrede holdt sig til en symbolik knyttet til bygmesterfaget og nævner generelt ikke elementer, der fremkalder døden, bortset fra den makabre beskrivelse af den potentielle død for den, der ville bryde sin ed. Disse beskrivelser virker chokerende i dag, men lignende formuleringer var dengang almindelig praksis i engelske juridiske eder.
Der er dog én undtagelse blandt de tidlige dokumenter: “Dumfries”-manuskriptet nr. 4 (ca. 1710) tilføjer efter afslutningen af sin katekismus et mærkeligt digt på otte linjer (på engelsk), prydet med små tegninger, som kan oversættes således:
“Her ser du et kranium, der minder dig om din dødelige tilstand.
Se de store søjler falde, men det er muligt at bygge mod himlen.
Lad dine handlinger være i overensstemmelse med vinkel, retfærdige og sande, bliv i det center, der er anvist dig. Vær beredt, for din sidste time kommer.”
Butik fremstiller dekorationer til Mestergraden, hvor denne ophøjelse finder sted. Se kollektionen.
Mærkværdigvis udelades dette digt ofte i udgivelser af manuskriptet. Det er tydeligvis ikke en del af selve katekismus, som afsluttes med ordet FINIS. Er tilføjelsen af digtet redaktørens personlige initiativ, eller blev denne tekst brugt af frimurere? Det får vi nok aldrig at vide. Men under alle omstændigheder passer det perfekt ind i “Memento Mori”-traditionen (Husk døden), som var særligt populær i barokkens kunstneriske udtryk. Selvom det lille digt fra “Dumfries” nr. 4 tilføjer frimureriske termer, præsenterer det ikke desto mindre et billede af døden, der var helt konventionelt for sin tid: døden, der minder om altings forfængelighed og inviterer mennesket til at erkende livets korthed og handle derefter.
Der er intet specifikt frimurerisk eller originalt i dette lille digt, der fremkalder døden; forfatteren nøjes med at gentage tidens klichéer. Hvornår blev døden så behandlet anderledes i frimureriet, og hvornår blev den et centralt element i den frimureriske indvielsesproces?
Temaet om Mesterens død
Det samme “Dumfries” nr. 4-manuskript giver os måske et spor, hvis man læser det grundigt. Spørgsmålet vedrørende Mesterens plads i Logen er mildest talt mærkeligt i sit ordvalg: “Sp. Hvor hviler Mesteren? Sv. I et stenkugle-kar, under det vestlige vindue, vendt mod øst og ventende på solopgangen for at sætte sine mænd i arbejde.” Mesteren “står” ikke, han “sidder” ikke et bestemt sted, “han hviler i en stenurne”! Vi kender ikke de rituelle elementer, som denne omtale henviser til, men man har ret til at forestille sig, at dette dokument hviler på en tradition, der bekræftede Mesterens død, som således hviler i et stenkugle-kar, et symbol på en grav. Men det virker til, at denne død ikke er definitiv, da det er fra dette kar, hvor han ligger, at han kan observere den opgående sol og sætte arbejderne i gang.
Insisteringen på døden i frimureriet ser således ud til at opstå med en legende om Mesterens død eller en anden mytisk figur. Man tænker straks på legenden om Hiram, men “Graham”-manuskriptet fra 1726 ser ud til at antyde, at døden og opdagelsen af Noas lig gik forud for legenden om Hiram, som den leverede hovedtrækkene til.
Værker dedikeret til dette spørgsmål er samlet her. Se kollektionen.
Hvorfor og hvordan blev dette tema dominerende i frimureriske ritualer? Man kan antage, at denne proces faldt sammen med væksten i frimureriets esoteriske og indvielsesmæssige dimension, da det fik færre og færre forbindelser til bygmesternes operative tradition. Det forudsætter også, at frimureriet blev ledet af uddannede personer, og endda af lærde, som berigede ritualerne med esoteriske dimensioner, de fandt i de mange beskrivelser af antikkens mysterier hos græske og latinske forfattere. Man tænker straks på personer som Jean-Théophile Désaguliers.
Man ved kun lidt om de engelske frimurerloger før grundlæggelsen af Storlogen i London i 1717 (eller sandsynligvis 1721): hvem besøgte logerne, hvem ledede dem, hvad var deres mål? Man kender højst til frimurer-tilhørsforholdet hos nogle få personligheder som Sir Christopher Wren (1632-1723), videnskabsmand, arkitekt og stiftende medlem af Royal Society. Men tilstedeværelsen af sådanne lærde er meget bedre dokumenteret fra grundlæggelsen af Storlogen. Og det er bredt anerkendt, at Mesterfrimurer-graden, med sit ritual centreret omkring Hirams død, opstod omkring 1730, altså i konteksten af denne nye form for frimureri drevet af intellektuelle, der forsøgte at genoplive de gamle indvielser. “Dumfries” nr. 4-manuskriptet kan dog antyde, at de første spor af en tradition, der bekræftede Mesterens død, allerede kunne eksistere omkring 1710.
Refleksionskammeret og indvielsen
Den symbolske død, der beskrives i Mestergraden, er ikke frimurerens første møde med døden, i det mindste ikke i fransk (og europæisk) og amerikansk frimureri. Kandidaten til indvielsen konfronteres for første gang med døden i Refleksionskammeret, som blev udviklet inden for fransk frimureri i løbet af det 18. århundrede. Denne anordning, som går forud for indvielsesceremonien, er ukendt i engelsk, skotsk og irsk frimureri.
I dette lille mørke rum, hvor kandidaten skal meditere, findes forskellige genstande, hvoraf nogle minder om døden (kraniet, timeglasset, leen), nedstigningen i jorden (V.I.T.R.I.O.L.), elementernes opløsning (Salt, Svovl og Kviksølv), kort sagt symboler, der betyder, at dette trin er en symbolsk død.
Den frimureriske optagelse bliver således reelt et indvielsesritual, der følger et mønster, som man finder i mange traditioner, herunder den oprindelige kristne dåb: en symbolsk død, det vil sige opgivelsen af en tidligere situation, præget af ufuldstændighed, uvidenhed og fejl; et ritual, der genskaber væsenet på et andet bevidsthedsniveau; og endelig integrationen i et nyt fællesskab, dem der har gennemgået den samme indre forvandling.
