Historien om GODF: 1728-1815 – Frimurerbutikken

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Oprindelsen af Grand Orient de France: Den første Grande Loge de France (1728 eller 1738)

Det var fra 1725 og frem, at de første franske loger blev oprettet under indflydelse af Storlogen i London, der blev grundlagt i 1717 (eller mere sandsynligt 1721). Før de blev uafhængige, var logerne grundlagt af London samlet i ret lette strukturer kaldet provinsielle eller engelske storloger, hvis stormestre oftest var britiske undersåtter. I Frankrig var de tre første stormestre for den første Grande Loge de France, som har været attesteret siden 1728, engelske eller skotske: Hertugen af Wharton, som havde været stormester for Storlogen i London i 1722-1723 og viste sig at være en ret opportunistisk eventyrer, den skotske baron James Hector Mac Leane og englænderen Charles Radclyffe, jarl af Derwentwater – de to sidstnævnte var inkarnerede jakobitter. Derwentwater blev i øvrigt halshugget efter det jakobitiske nederlag ved slaget ved Culloden i 1746.

En første fransk stormester blev først valgt i 1738 i skikkelse af Louis Pardaillan de Gondrin, hertug af Antin (1707-1743). Og ifølge visse forfattere kan man først tale om en Grande Loge de France fra det tidspunkt. Man kan med rette spørge, om hertugen af Antin efterfulgte Derwentwater direkte, da de engelske stormestre dengang kun blev valgt for ét år ad gangen. Mellem 1728 og 1738 ser der kun ud til at have været tre britiske stormestre i Frankrig, hvilket er meget lidt. Wharton var kun stormester i Frankrig én gang, og Mac Leane og Derwentwater kan være blevet genvalgt flere gange, men det er muligt, at der har været andre britiske stormestre, som man ikke har bevaret mindet om.

Hvad angår hertugen af Antin, der døde for tidligt i 1743, var han kun stormester i fem år og satte ikke noget særligt præg på udviklingen af Grande Loge de France.

Grande Loge de France mellem 1743 og 1771: En begivenhedsrig periode

Historien om den første Grande Loge de France begynder for alvor efter udnævnelsen af Louis de Bourbon-Condé, greve af Clermont (1709-1771), som stormester i 1743. Og hans tid som stormester var ret turbulent.

I denne periode måtte Grande Loge de France nemlig håndtere flere interne problemer og kriser. Der var endnu ikke tale om en frimurerlydighed, der kunne sammenlignes med dem, vi kender i dag: Stormesterens magt var relativt svag i en meget decentraliseret ramme, der i praksis gav stor autonomi til logerne og de mellemliggende strukturer, som styrede logerne lokalt (Grande Loge Écossaise de Bordeaux, Mère-Loge de Marseille, Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon…). I greven af Clermonts tilfælde betød hans status som blodsprins og hærchef desuden, at han ofte var fraværende fra sit embede som stormester, og han havde delegeret sin magt til tre stedfortrædere: den protestantiske bankier Baur, derefter danselæreren Lacorne og anmodningsmesteren Chaillon de Jonville.

Denne ret svage storloge måtte se i øjnene, at højgraderne i REAA (Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite) opstod i 1740’erne. Dens officielle position (i det mindste stormesterens) var præget af den største tilbageholdenhed over for disse nye grader, helt op til forbuddet mod Kadosh-graden, der dukkede op omkring 1750. Men det var umuligt at ignorere højgraderne, som formerede sig og tiltrak flere og flere frimurere. I konflikten mellem Conseil des Chevaliers d’Orient, som praktiserede en rite i syv grader, og Conseil des Empereurs d’Orient et d’Occident, som havde et system med 25 grader, hældede greven af Clermont til Chevaliers d’Orient med deres mere sobre rite, men mange medlemmer af storlogen (herunder de to stedfortrædere Lacorne og Chaillon de Jonville) tilsluttede sig uden forbehold Empereurs d’Orient et d’Occident. Det var således i 1761, i stormesterens fravær og uden hans vidende, at de to stedfortrædere sammen med syv andre underskrivere, alle medlemmer af Conseil des Empereurs d’Orient et d’Occident, gav Étienne Morin det berømte patent, der autoriserede ham til at udbrede Perfektionsriten i 25 grader i de franske Antiller. Det er udgangspunktet for Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite.

Men det største problem var den voksende modstand inden for Grande Loge de France mellem to sociologisk identificerbare strømninger: på den ene side aristokraterne og borgerne tæt på adelen, især repræsenteret i de parisiske loger, som var mere progressive på filosofiske og religiøse områder, og på den anden side borgerne og håndværkerne, som var i flertal i provinslogerne og markant mere konservative i religiøse spørgsmål. Man kaldte det aristokratiske parti for “lacornard” efter stedfortræderen Lacorne, og det borgerlige lejr for “antilacornard”.

Efter Lacornes død i 1762 begyndte stormesteren at reformere storlogen og dekreterede, at embederne fremover skulle være valgbare for en periode på tre år. Indtil da kunne embeder som Værdig eller dignitarer købes og besiddes på livstid. Ved de første valg, som fandt sted i 1765, vandt “antilacornarderne”; i forlængelse heraf blev femten “lacornardere” ekskluderet fra storlogen.

I december 1767, i forbindelse med fejringen af Skt. Hans, forsøgte visse brødre, der var blevet ekskluderet i 1765, at trænge ind i storlogens tempel, men de blev nægtet adgang, og de tvang døren op. Scenen udviklede sig til en udveksling af slag og skældsord, og denne næsten offentlige skandale fik politigeneralløjtnant Antoine de Sartine til at suspendere storlogens arbejde, sandsynligvis på anmodning fra stormesteren selv. Denne suspensionsforanstaltning varede indtil 1771, året hvor stormesteren, greven af Clermont, også døde. En anden blodsprins efterfulgte ham, Louis-Philippe d’Orléans, hertug af Chartres (1747-1793). Som progressiv prins, modstander af enevælden og stor beundrer af det britiske politiske system, ville hertugen af Chartres sidde i Stænderforsamlingen i 1789 blandt adelens deputerede og derefter blive valgt til Nationalkonventet i 1793, hvor han gav afkald på alle sine titler og tog navnet Philippe Égalité.

Butik fremstiller dekorationer til Grand Orient de France. Se kollektionen.

Grande Loge de France bliver til Grand Orient de France (1773)

Fra 1771 tog reformbevægelsen, som greven af Clermont havde påbegyndt i 1762, for alvor fart for at gå meget længere. En ny struktur blev indført med et system for repræsentation af logerne, hvilket gav mere vægt til provinslogerne og modvirkede den dominans, som de parisiske og aristokratiske loger tidligere havde haft. De tidligere “lacornardere” spillede ikke desto mindre en vigtig rolle i disse reformer, da de havde støttet hertugen af Chartres’ kandidatur. De opnåede således i 1772 en fusion af Grande Loge de France og Conseil des Empereurs d’Orient et d’Occident, som den tidligere stormester havde afskyet.

I 1773 tog den omstrukturerede Grande Loge de France navnet Grand Orient de France. Men et vist antal loger bestred disse reformer og dannede en national storloge kaldet Grande Loge de Clermont. Disse loger sluttede sig til Grand Orient i 1799.

Udover den fuldstændige reorganisering var det vigtigste projekt for Grand Orient de France før revolutionen arbejdet med ritualerne. Ideen om at revidere ritualerne og frem for alt at nå frem til et forenet ritual inden for Grand Orient de France var opstået allerede i 1773, men arbejdet begyndte først i 1781, hvilket førte til vedtagelsen af ritualerne for de tre symbolske grader i 1785 og de fire visdomsordener (højgrader) i 1786. Det er det, man kalder Den Franske Rite.

På trods af sine progressive ideer involverede hertugen af Chartres sig kun lidt i disse reformer, som blev båret frem af Grand Administrateur for Grand Orient, Anne Charles Sigismond, hertug af Montmorency-Luxembourg (1737-1803).

Perioden før revolutionen var meget velstående for Grand Orient de France, som i 1789 talte 629 loger og 30.000 medlemmer. En traktat med de Rectified-loger var blevet underskrevet, som holdt de symbolske loger under denne rite under Grand Orients jurisdiktion, således at den ikke helt undslap kontrollen.

Revolutionen i 1789: Afskedigelse og derefter stormesterens død (1793)

Revolutionens udbrud i 1789 var et hårdt slag for frimureriet generelt og for Grand Orient de France i særdeleshed. Ikke fordi revolutionen direkte angreb frimureriet, men snarere fordi mange frimurere forlod logerne af forskellige årsager. Nogle havde tilsluttet sig revolutionens idealer og valgte at engagere sig mere konkret i samfundsforandringen, mens andre, aristokrater, valgte eksilvejen, ligesom hertugen af Montmorency-Luxembourg.

Selvom Grand Orient de France officielt havde godkendt revolutionen i 1792, var der meget få loger, der fortsatte med at mødes, og det nådestødet blev givet ved stormesteren, hertugen af Chartres’ (nu Philippe Égalité), fornægtelse den 22. februar 1793. Stormesteren nøjedes ikke med at vende ryggen til frimureriet, men tog fuldstændig afstand fra det og erklærede, at han havde troet på frimureriets egalitære illusioner, men at han nu var i virkeligheden, og at en republik ikke kunne tolerere eksistensen af hemmelige selskaber i sit midte. Ved en ekstraordinær forsamling den 13. maj 1793 accepterede Grand Orient de France stormesterens afskedigelse og overvejede at erstatte ham, på trods af at embedet teoretisk set var uopsigeligt. Men terrorregimet var begyndt og skulle vare indtil 27. juli 1794 (9. thermidor år 2): Det franske frimureri gik derefter i dvale, og hvis nogle loger stadig mødtes, var det på semi-hemmelig vis.

Philippe Égalités karriere skulle snart få en ende. Under retssagen mod Ludvig XVI foran konventet, som fandt sted i flere sessioner mellem 15. og 20. januar 1793, stemte han for kongens død. En general forsøgte forgæves at vælte konventet for at redde Ludvig XVI, general Charles François Dumouriez (1739-1823), leder af Nordhæren. Som revolutionær var han ikke desto mindre tilhænger af et konstitutionelt monarki, og truet af retsforfølgelse fra konventet gik han over til østrigerne den 4. april 1793. Blandt de officerer, der fulgte ham i hans afhopning, var Louis-Philippe, ældste søn af Philippe Égalité og fremtidig konge Louis-Philippe I. Philippe Égalité blev straks mistænkt for sammensværgelse med sin søn og hans venner. Han blev arresteret den 7. april 1793, dømt til døden den 6. november og guillotineret samme dag.

Vækkelse af det franske frimureri efter terrorregimet

I februar 1793, mens stormesteren fornægtede frimureriet, bragte Alexandre Roëttiers de Montaleau (1748-1808), som havde spillet en vigtig rolle i udformningen af ritualerne for Den Franske Rite, Grand Orient de Frances arkiver i sikkerhed. Den 27. oktober 1795 efterfulgte Direktoriet det termidorianske konvent, som havde erstattet terrorregimet efter Robespierres fald. Frimureraktiviteterne kunne derefter genoptages forsigtigt. I april 1796 valgte Grand Orient de France Roëttiers de Montaleau til stormester, men han afviste titlen og lod sig kun kalde Grand Vénérable.

Han gik derefter i gang med at samle det spredte franske frimureri og opnåede, at logerne fra Grande Loge de Clermont, som havde løsrevet sig i 1773, sluttede sig til Grand Orient de France den 22. juni 1799.

Grand Orient de France under konsulatet og kejserriget (1799-1815)

Kuppet den 18. brumaire (9. november 1799) satte en stopper for Direktoriet og indførte konsulatets regime. Den udøvende magt, der var blevet styrket, lå nu i hænderne på tre konsuler, men den stærke mand var i virkeligheden Napoleon Bonaparte, førstekonsul (1769-1821). For mange iagttagere dengang var frimureriet enten et tilholdssted for royalister eller et fristed for jakobinere, der længtes efter terrorregimet. Det ville ikke have været overraskende, hvis konsulatets regime, der var ret autoritært og domineret af en militærmand, var fjendtligt indstillet over for det eller ligefrem forbød det.

Men Bonaparte var ret positivt indstillet over for frimureriet, da hans far og brødre alle var frimurere. Man har aldrig kunnet bevise, at Napoleon selv var det, men nogle mener, at han kunne være blevet indviet under felttoget i Egypten, hvor mange frimurere deltog. Frimureriet blev derfor ikke forstyrret, men dog nøje overvåget af politiet.

Napoleon havde ikke interesseret sig meget for frimureriet under konsulatet, men han ændrede holdning, da han blev kejser over franskmændene (18. maj 1804). Han forstod, at frimureriet kunne tjene hans interesser, hvis det var føjeligt over for ham, og besluttede derfor at placere det under kontrol af mænd, der var ham loyale, enten nære venner eller medlemmer af hans familie. Således blev Joseph Bonaparte i 1804 udpeget til stormester for Grand Orient de France, men det var Jean Jacques Régis Cambacérès (1753-1824), den tidligere anden konsul, der var blevet ærkekansler for kejserriget, som udøvede magten; og den skotske filosofiske rite, som var meget lille, blev placeret under Louis Bonapartes stormesterskab.

Det var i denne sammenhæng, at Alexandre de Grasse-Tilly vendte tilbage fra Amerika og gik i gang med at grundlægge et højeste råd for Frankrig for Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite. Som optakt til denne grundlæggelse begyndte han den 22. oktober 1804 med at stifte en Grande Loge Générale Écossaise med marskal Kellermann (en anden af Napoleons loyale støtter) som Grand Administrateur. På kejserens vegne greb Cambacérès straks ind for, at logerne i denne nye lydighed skulle integreres i Grand Orient de France. Den 3. december 1804 blev der underskrevet et konkordat: Logerne fra Grande Loge Générale Écossaise blev en del af Grand Orient de France, mens det højeste råd, som endeligt ville blive konstitueret den 22. december 1804, beholdt jurisdiktionen over graderne 4 til 33 med Grasse-Tilly som Grand Commandeur.

Men den 21. juli 1805 oprettede Grand Orient de France et Grand Directoire des Rites, som begyndte at tildele den 33. grad af Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite i strid med konkordatet fra 1804, hvilket straks blev fordømt af det højeste råd. Cambacérès greb ind igen og opnåede et kompromis: Grand Orient skulle fremover administrere graderne fra 1 til 18, og det højeste råd fra 19 til 33. Og Cambacérès blev udpeget til Grand Commandeur for det højeste råd i 1806. Det franske frimureri var altså nu fuldstændig i hænderne på den kejserlige magt.

Grand Orient de France var ikke helt frit under kejserriget, da det tjente kejserens interesser og ære, ikke uden smiger i øvrigt. Men det blomstrede særligt i denne periode: Hvis det i 1800 kun talte 74 loger, var deres antal allerede steget til 300 ved konsulatets afslutning i 1804, og ved Napoleons abdikation i 1814 talte det 1219, herunder 69 militærloger, som havde bidraget til at udbrede revolutionens ideer i de besatte lande.