Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Det beskyttende sværd
Den primære brug af sværdet i logen er indlysende, og der er ingen grund til at dvæle for længe ved det. Sværdet er et våben – offensivt, ja, men også defensivt.
Der ligger ingen særlig symbolik i det, blot en bekræftelse af, at logen og det frimureriske arbejde skal beskyttes mod uvedkommendes nysgerrighed. Det er derfor, at alle frimurer-riter, hvad enten de er angelsaksiske eller kontinentale, foreskriver, at de officerer, der har til opgave at bevogte logens dør (dørvogteren), skal være bevæbnet med et sværd.
Sværdet som symbol på lighed
At alle mestre i logen bærer sværd, er et særligt kendetegn for fransk og senere bredere europæisk frimureri. Denne skik havde en sociologisk betydning og tjente til at understrege den lighed, der hersker mellem frimurere. I det gamle regime (Ancien Régime) var det at bære sværd i det civile liv et eksklusivt privilegium for aristokratiet, og særligt for den såkaldte “sværdadel”. Allerede i det 17. århundrede skelnede man mellem “sværdadelen” – den traditionelle adel, der nedstammede fra den gamle krigerklasse – og en ny virkelighed, “embedsadelen” (noblesse de robe), altså adelsmænd, der gjorde karriere inden for administration eller jura, og som på grund af deres universitetsstudier bar akademisk kappe.
I betragtning af det store antal adelsmænd, der frekventerede logerne, var det utænkeligt at udtrykke lighed på anden måde end ved at løfte barren. Det franske frimureri vendte dermed ryggen til minderne om det operative frimureri, hvilket det angelsaksiske frimureri aldrig gjorde. Denne foragt for den operative tradition kom også til udtryk i den berømte tale af Chevalier de Ramsay i 1736, som gjorde frimurerne til efterkommere af korsfarerne og dermed banede vejen for den omfattende udvikling af de højere grader i REAA. Når man blev frimurer, blev man ligestillet med en adelsmand; man nedstammede fra korsfarere, tempelriddere, mystiske Rosenkreuzere og alkymister… Det var mere prestigefyldt end at kalde sig arving til ydmyge bygningsarbejdere!
Hele udvalget af logesværd, dolke og klinger er samlet her. Se kollektionen.
Det flammende sværd
Det flammende sværd, som logemesteren bærer i de fleste kontinentale frimurer-riter, er resultatet af en mere dybdegående symbolsk bearbejdning. Udgangspunktet for denne udvikling var dørvogterens sværds beskyttende funktion.
I et samfund, der stadig var præget af kristendommen, hvad kunne et sværd, hvis funktion er at forhindre adgang til et helligt sted, så minde om? Det berømte flammende sværd, som keruberne svingede for at bevogte Edens have efter syndefaldet (1. Mosebog 3, 24). Men så ville det have været mere logisk at bevæbne dørvogteren med et flammende sværd frem for logemesteren. Denne tanke har sandsynligvis været overvejet, hvilket vidnes om af det broderi i form af et flammende sværd, der undertiden pryder dørvogterens collier i visse riter (særligt i den Skotske Ritus).
Men sværdets symbolik blev beriget med en anden fortolkning: Flere bibelske tekster betragter sværdet som et symbol på det guddommelige ord (Logos), der på én gang er skabende, ødelæggende og livgivende. Frimureriet gør derfor det flammende sværd til et redskab for overlevering – overleveringen af den indviede viden.
Hvis det flammende sværd med rette tilhører logemesteren i flere frimurer-riter, er det fordi, det sammenstiller de to bibelske fortolkninger og dermed får en dobbelt funktion: at bevogte adgangen til viden som en transcendent virkelighed (og ikke længere blot logen som et fysisk sted), og at overlevere denne viden til den, der har vist sig værdig til den.
