Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Willermoz’ blandede succes i Wilhelmsbad
I anden halvdel af 1770’erne gennemgik den tyske Strikte Tempelobservans en dyb krise. Allerede ved konventet i Kohlo i 1772 var der opstået tvivl om det charter, som Baron von Hund påstod at have modtaget fra Charles Edward Stuart, samt om de såkaldte “Ukendte Overordnede”, som ordenen angiveligt var underlagt. Man gav dengang Hund fordelen af tvivlen og nøjedes med at erstatte ham i spidsen for ordenen med hertug Ferdinand af Braunschweig-Lüneburg (1721-1782). Det gik ikke lige så let ved konventet i Braunschweig i 1775: Hund blev tvunget til at fremlægge beviser for sine påstande, og han endte med at indrømme, at det hele var hans egen opfindelse.
Ordenen truede med at gå i opløsning, og mange loger forlod den for at tilslutte sig andre systemer (den svenske ritus, Zinnendorf-ritus, den gamle rosenkors-orden osv.).
I et forsøg på at redde, hvad reddes kunne, indkaldte Ferdinand af Braunschweig til et konvent i Wilhelmsbad i 1782. Inden da havde han i 1780 sendt et cirkulære til kapitlerne i alle provinser med en række spørgsmål, som kan opsummeres således: Har ordenen overordnede? Hvem er de? Går ordenens rødder tilbage til tempelridderne? Kan Tempelherreordenen genoprettes? Er ritualerne passende? Bør ordenens mål være hemmelige eller kendte af alle? Besidder ordenen viden, som ingen andre har?
Hertug Ferdinand af Braunschweig-Lüneburg
Spørgsmålene fra hertugen af Braunschweig svarede næsten præcis til de bekymringer, som konventet i Gallien i 1778 allerede havde behandlet. De franske delegerede præsenterede derfor Lyon-reformen for konventet i Wilhelmsbad. Det var denne reform, som primært var Willermoz’ værk, som konventet i Wilhelmsbad vedtog i 1782, hvorved man accepterede at give afkald på tempelherre-filiationen og ikke længere gøre krav på ordenens ejendomme. Sejren var dog ikke total for Willermoz, da konventet ikke godkendte graderne “Profès” og “Grands Profès”, som var dem, han vægtede højest, og hvori han havde indlejret hele den martinistiske doktrin. Disse grader konkurrerede tydeligvis for meget med den mystiske strømning fra svenske Emanuel Swedenborg (1688-1772), som nød stor gunst blandt tyske og skandinaviske frimurere.
Takket være Willermoz og hans venners arbejde havde den Strikte Tempelobservans, nu omdannet til den Rektificerede Skotske Ritus, fået fornyet energi. Men dette momentum varede ikke længe, da ordenen endegyldigt kollapsede ved hertugen af Braunschweigs død i 1792. Den Rektificerede Skotske Ritus overlevede stort set kun i Frankrig og Schweiz.
Opdagelsen af mesmerisme og sagen om den “Ukendte Agent”
Mellem 1782 og 1792 kunne man have forventet, at Willermoz ville gøre en ekstra indsats for at udvikle sin ritus og forsøge at få de to sidste grader godkendt af hele ordenen. Sådan gik det ikke, og man må konstatere, at han i flere år forsømte det almindelige frimureri. I 1784 fangede en begivenhed Willermoz’ opmærksomhed og optog en del af hans tid: ankomsten til Lyon af Cagliostro (hvis rigtige navn var Giuseppe Balsamo, 1743-1795), som forsøgte at åbne en loge af sin egyptiske ritus. Willermoz havde ikke til hensigt at lade en rival etablere sig på hans territorium, så han undersøgte denne nyankomne. Han identificerede hurtigt Cagliostro som en charlatan, men sidstnævnte formåede alligevel at forføre nogle frimurere i Lyon og oprette logen “La Sagesse Triomphante”. Men sagen om dronningens halsbånd brød ud i 1785, og Cagliostro, der var involveret, blev fængslet i Bastillen, før han blev udvist af Frankrig i 1786. Han blev hurtigt glemt til fordel for en langt mere seriøs skikkelse, Franz Anton Mesmer (1734-1815), opfinderen af teorien om animalsk magnetisme.
Som tysk læge og astronom blandede Mesmer videnskab med okkultisme. Han udviklede teorier om stjernernes indflydelse på den menneskelige krop, før han begyndte at interessere sig for magnetisme og praktisere terapier ved hjælp af magneter. Hans idé var, at der i verden eksisterede en fysisk væske, der forbandt levende væsener. Det var ubalancen i denne væske, der forårsagede sygdomme, og han hævdede at kunne indfange, lagre og dirigere den for at opnå helbredelse.
Siden 1778 havde Mesmer boet i Paris, hvor han havde grundlagt “Société de l’Harmonie Universelle” for at udbrede sine teorier og praksisser. Han blev betragtet som en charlatan af nogle og et geni af andre, og han fik mange tilhængere, især blandt frimurere. Det var først fra 1783, at mesmerismen nåede Lyon, hvor Mesmers disciple skabte en lokal gruppe kaldet “La Concorde”, som Willermoz og flere rektificerede frimurere tilsluttede sig. Denne interesse fra frimurernes side kom på et belejligt tidspunkt for mesmerismen, som ikke længere vakte samme begejstring i Paris. Den blåstempling, som ankomsten af en fremtrædende frimurer som Willermoz gav, ville gøre det muligt for den at overleve længere i Lyon end i Paris, som Mesmer selv forlod i 1785.
Men som forventet kunne den lyonske mystik, som Willermoz var en perfekt repræsentant for, ikke nøjes med en rent fysisk, materialistisk og “videnskabelig” fortolkning af animalsk magnetisme. Mesmerismen blev adopteret i Lyon i form af somnambulisme, det vil sige hypnose, og den animalske væske blev ikke betragtet som et fysisk agens, men som en sand åndelig og overnaturlig kraft, der forbandt levende væsener med Gud. Somnambulisme-sessionerne skulle gøre det muligt at få adgang til universets mest skjulte hemmeligheder. Det er let at forstå, at Willermoz, som ikke havde opnået nogen overnaturlige manifestationer med den teurgi, Martinès havde undervist i, kunne blive fristet af denne nye metode. Han kastede sig over det med entusiasme og magnetiserede to unge piger i vinteren 1784-1785. Derefter brugte han en kvinde ved navn Jeanne Rochette som medium.
Det var da, at en broder fra hans loge i 1785, Chevalier de Monspey, overleverede dokumenter til Willermoz, skrevet til ham af en mystisk “Ukendt Agent” i en tilstand af somnambulisme (i dag ville man sige automatisk skrift). Denne Ukendte Agent foreskrev Willermoz at oprette et “Société des Initiés” (Indviedes Selskab) for at studere hans åbenbaringer, hvilket han straks gjorde. Han gjorde det til en slags hemmelig klasse over Profès- og Grands Profès-graderne. Selv Louis Claude de Saint-Martin blev en del af det, selvom han havde forladt frimureriet, da Willermoz tilsluttede sig den Strikte Tempelobservans.
Den Ukendte Agents notesbøger var ekstremt forvirrende, uklare og fyldt med opdigtede ord og ukendte grafer. Willermoz og hans tilhængere, overbeviste om at finde spor af det adamitiske sprog, studerede dem med lidenskab. Willermoz fandt endda mærkelige ligheder med Martinès’ doktrin og anså sig selv for heldig at have adgang til den samme sandhed på to forskellige måder. Dette studie fik i øvrigt konsekvenser for de frimureriske ritualer, da det var efter råd fra den Ukendte Agent, at Willermoz erstattede Tubalkain med Phaleg som kodeord for den første grad. Men den Ukendte Agents kommunikation blev mere og mere uklar, mystisk og profetisk, og annoncerede nogle gange begivenheder, der ikke indtraf. Desuden opstod der modsigelser mellem den Ukendte Agents beskeder og dem, som Jeanne Rochette overbragte mundtligt, som var mindre ophøjede, men mere pragmatiske. Derfor besluttede han at lade dem mødes, så den Ukendte Agent kunne overføre kunsten at skrive magnetisk til Jeanne.
Marie-Louise de Monspey, kaldet Mme de Vallière
Det var under dette møde i april 1787, at Willermoz opdagede den Ukendte Agents identitet: det var Marie-Louise de Monspey (1731-1814), kendt under navnet Églée de Vallière, kanonisse ved klosteret i Remiremont i Vogeserne; hun var søster til Chevalier de Monspey, som havde overleveret de berømte notesbøger fra den Ukendte Agent til Willermoz. Havde Monspey magnetiseret sin søster? Hvis hendes budskaber var så tæt på Martinès’ doktriner og vidnede om en vis viden om frimureriske mysterier, var det så ikke fordi, hendes bror havde brudt sin ed og afsløret hemmelighederne for de martinistiske frimurere? Willermoz fik den ubehagelige følelse af at være blevet manipuleret. Han slugte sin skam og forvirring og holdt det hemmeligt i over et år, men den 10. oktober 1788 indkaldte han “Société des Initiés” for at fremlægge den tvivl, han nærede vedrørende den overnaturlige og mirakuløse kvalitet af den Ukendte Agents kommunikation. Rasende svarede Mme de Vallière igen ved at fratage ham ledelsen af selskabet og give den til Jean Paganucci (1729-1797), som, som vi husker, var en af forfatterne til ritualerne for Lyon-reformen.
Denne uheldige episode svækkede det rektificerede frimureri og afledte i flere år de lyonske Grands Profès fra de symbolske loger. Desuden havde denne vanvittige okkultisme generet flere protestantiske Grands Profès fra provinsen Bourgogne i Strasbourg. På tærsklen til revolutionen fremstod den Rektificerede Skotske Ritus i Frankrig som stagnerende og splittet. Ville Willermoz kunne føre den gennem revolutionens stormvejr? Det vil vi opdage i en kommende artikel.
