Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Begrebet frimurerisk rite
Først og fremmest er det vigtigt at definere, hvad vi forstår ved en “frimurerisk rite”. Dette begreb betegner en række frimurergrader samlet i et sammenhængende og progressivt system, præget af en bestemt filosofisk og spirituel farvning.
En frimurerisk rite kan omfatte de tre symbolske grader (Lærling, Svend og Mester) og/eller et system af højgrader. Den Franske Rite (Traditionel), den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, den Rettede Skotske Rite og f.eks. Memphis-Misraïm-riten omfatter både de tre symbolske grader og højgrader, mens Schroeder-riten (især praktiseret i Tyskland, Schweiz og Brasilien) kun tæller de tre grader af Lærling, Svend og Mester. I de angelsaksiske lande er situationen generelt anderledes: de symbolske grader og højgraderne er uafhængige af hinanden, omend de er forbundne. Derfor eksisterer den Gamle og Anerkendte Skotske Rite f.eks. kun som en struktur for højgrader og har derfor ingen symbolske loger (undtagen i Droit Humain-føderationerne).
Begrebet “rite” i denne betydning optræder sent i Frankrig og vinder først for alvor indpas i det 19. århundrede. I det 18. århundrede foretrak man at tale om regimer eller systemer. I de angelsaksiske lande er begrebet rite forbeholdt højgradssystemer og anvendes aldrig om de symbolske grader, undtagen i amerikansk frimureri, hvor York-riten betegner både de blå loger og det efterfølgende højgradssystem.
Oprindelsen af den Franske Rite
Det, vi kalder den Franske Rite, er resultatet af en historie, der startede med introduktionen af frimureriet i Frankrig fra 1725 under indflydelse af Storlogen i London, kendt som “de Moderne”. Det er anakronistisk at tale om en Fransk Rite på dette tidspunkt: ritualerne i logerne var endnu ikke ensartede, og der var flere forskellige ritualer i brug, hvilket fremgår af de afsløringer, der blev offentliggjort mellem 1740 og 1760, samt de ritualer fra det 18. århundrede, der er bevaret (Bern-manuskriptet, Marquis de Gages’ ritual, Duc de Chartres’ ritual, “Berté”-ritualet osv.).
Men alle disse ritualer, selvom de udviser forskelle i formuleringer eller i de prøvelser, som recipienden udsættes for, har en grundlæggende enhed: de tilhører alle familien af såkaldte “Moderne” riter, som placerer J-søjlen mod nord og B-søjlen mod syd.
Grand Orient de France, der blev født i 1773 ved en reorganisering af den første Storloge i Frankrig, mente, at det var nødvendigt at skabe orden i denne overflod af ritualer. Ved sin anden forsamling den 27. december 1773 udpegede Grand Orient de France en kommission på tre medlemmer (Bacon de la Chevalerie, grev Stroganoff og baron de Toussaint) med til opgave at producere et nyt ritual. Men beslutningen ser ud til at være forblevet en hensigtserklæring, da intet skete før i 1781.
Den 59. forsamling i Grand Orient de France den 26. januar 1781 genoptog spørgsmålet og betroede opgaven til Forsamlingen af de Tre Kamre (der samlede det Administrative Kammer, Paris-kammeret og Provinskamrene). Arbejdet tog omkring et år at udforme ritualerne for de tre symbolske grader. Og i 1782, i stedet for at fremlægge resultaterne, sendte Forsamlingen af de Tre Kamre sagen videre til Gradernes Kammer (dvs. højgraderne), som på sin side arbejdede med højgraderne. Det var først i 1785, at Grand Orient de France officielt vedtog det nye ritual for de symbolske grader, og året efter for højgraderne.
Den Franske Rite var født, selvom den først fik dette navn i det 19. århundrede. Godkendt af Grand Orient de France manglede den blot at blive spredt til logerne i form af overensstemmende manuskripter – en betydelig opgave, som naturligvis blev afbrudt af den Franske Revolution i 1789. Udbredelsen genoptoges først ved genopvågnen af Grand Orient de France fra 1795 under ledelse af Alexandre-Louis Roëttiers de Montaleau (1748-1808).
I 1801 udkom en “uautoriseret” udgave af den Franske Rite under titlen “Régulateur du Maçon” for de symbolske grader og “Régulateur du Chevalier Maçon” for højgraderne. Det er på grund af denne udgivelse, at man i dag ofte taler om “Fransk Rite 1801”, selvom der retteligt er tale om ritualet fra 1785. Selvom det ikke var ønsket af Grand Orient de France, lettede denne udgivelse utvivlsomt udbredelsen af riten.
I modsætning til andre frimureriske riter, hvor forfatteren er kendt (f.eks. Jean-Baptiste Willermoz for den Rettede Skotske Rite eller Jacques-Étienne Marconis de Nègre for Memphis-riten), er den Franske Rite et kollektivt værk. En skikkelse træder dog frem: Roëttiers de Montaleau, som flere gange var rapportør for kommissionen og skrev den endelige version af de tre symbolske grader. Men i modsætning til hvad man nogle gange læser, var han ikke forfatteren til denne rite.
Karakteristika ved den Franske Rite fra 1785
Den Franske Rite fra 1785 er en fremragende syntese af franske frimurerskikke fra det 18. århundrede. Den er nøgtern og præcis og udviser en meget god balance mellem en rationalistisk holdning og en mere spiritualistisk følsomhed. Der er altså tale om en meget velskrevet og essentielt konsensuel rite, velegnet til brug inden for en stor frimurerisk lydighed som Grand Orient de France.
Især vender den Franske Rite fra 1785 ryggen til de makabre og teatralske iscenesættelser, der var trængt ind i mange franske ritualer i det 18. århundrede. Den afstår derfor fra praksisser som opdagelsen af en hængt person under indvielsesceremonien eller brugen af en kiste med dobbeltbund i Mestergraden, hvor en broder gemte sig og talte med en gravrøst, mens han lukkede armene om recipienden, der lå ovenpå!
Den Franske Rite fra 1785 havde også stor indflydelse på andre frimureriske riter. Det glemmes ofte, men det er i den Franske Rite fra 1785, at de berømte sentenser indskrevet i Refleksionskabinettet optræder for første gang, og som senere blev adopteret af de fleste andre riter.
Men den mest overraskende egenskab ved den Franske Rite fra 1785 er, at arbejdet ikke åbnes “Til ære for Universets Store Arkitekt”, og at Bibelen ikke er udstillet på alteret. Man tror ofte, at disse dristigheder, som ville være et uomtvisteligt tegn på det såkaldte “liberale” frimureri fra det 19. århundrede, først opstod med Grand Orient de Belgiques beslutning om at opgive kravet om omtale af Universets Store Arkitekt og tilstedeværelsen af Bibelen i 1872, efterfulgt af en lignende beslutning i Grand Orient de France i 1877. Næsten et århundrede før havde Grand Orient de France allerede indtaget en sådan holdning, selv mens den stadig var regulær og anerkendt af Storlogen i London.
Den anspændte forestilling om en såkaldt frimurerisk regularitet udtrykt i termer af en eksplicit bibelsk teisme, der kræver Bibelen og påkaldelser, eksisterede ikke i det “Moderne” frimureri i det 18. århundrede, selv ikke i England – uanset hvad tilhængerne af regularitet i stil med den nuværende United Grand Lodge of England måtte mene. Debatten mellem traditionelt (og/eller regulært) og liberalt frimureri var ikke på dagsordenen dengang, men man kan konstatere, at det, der senere blev til det “liberale” frimureri, faktisk eksisterede i det 18. århundrede, selv inden for Storlogen i London. Kun radikaliseringen af fronterne i det 19. århundrede, den katolske kirkes fjendtlige holdning, fremkomsten af republikansk antiklerikalisme og den dogmatiske stramning i United Grand Lodge of England i 1929 forklarer den beklagelige situation, vi kender i dag, hvor en stor del af frimurerne nægter andre frimurerisk anerkendelse.
Den Franske Rites udvikling i det 19. og 20. århundrede
Den Franske Rite måtte nødvendigvis udvikle sig i løbet af de følgende århundreder i kraft af ændrede mentaliteter og socio-politiske kontekster. Forskellige versioner blev vedtaget, som søgte at tilpasse sig deres tid, men også at modvirke den betydelige konkurrence fra den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, hvis ritualer var rigere og potentielt mere mystiske.
Oprindeligt mere nøgterne end de fleste andre frimureriske riter, blev ritualerne i den Franske Rite tungere med elementer, der generelt var lånt fra den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, samt insisterende omtaler af troen på Gud og sjælens udødelighed, med en genkomst af Bibelen under ritualerne. Således adopterer “Murat”-versionen nogle skikke fra den Gamle og Anerkendte Skotske Rite og insisterer meget på Gud og sjælen. Hvad angår højgraderne i den Franske Rite, praktiseres de ikke længere til fordel for dem i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, reduceret til 18., 30. og 33. grad. Det er den version, der var i brug, da konventet i 1877 besluttede at gøre påkaldelsen af Universets Store Arkitekt og tilstedeværelsen af Bibelen valgfri.
I 1887 førte en ny revision til “Amiable”-versionen af den Franske Rite, hvor enhver hentydning til Gud og sjælens udødelighed forsvinder til fordel for en tankegang, der er markant præget af positivisme. Den Franske Rite “Amiable” lægger sig tæt op ad ritualerne i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, der blev brugt i Grande Loge Symbolique Écossaise, en frimurerisk lydighed, der var meget markant republikansk, demokratisk, antiklerikal og knyttet til fritænkeri, og endda anarkosyndikalisme. Her optræder rituelle elementer, der hidtil var ukendte i den Franske Rite: passagen under bindet, den Ærværdiges flammende sværd, sørgebatteriet, taleretten før arbejdets afslutning, de fem patroner for Svendens rejser (sanserne, kunsten, videnskaberne, menneskehedens velgørere, glorificeringen af arbejdet), bogstaverne M B på frimurer-forklædet…
Det var i 1922, med “Gérard“-versionen, at den Franske Rite nåede sit laveste frimureriske niveau. Næsten al frimurerisk symbolik blev fjernet, frimureriske dekorationer, logetæpper, søjler, lysestager osv. blev opgivet, og ritualet blev reduceret til simple moralske formuleringer om menneskeligt broderskab og den indsats, der skal gøres for at forbedre menneskeheden gennem studiet af videnskaberne. Det var i et symbolsk modstød mod dette ritual, som ikke længere havde noget specifikt frimurerisk over sig, at den sidste store version af den Franske Rite så dagens lys: “Groussier“-versionen fra 1938. På grund af Anden Verdenskrig blev denne rite først offentliggjort og generaliseret i Grand Orient de France i 1955. Med enkelte senere revisioner er den stadig referenceriten for Grand Orient de France. Den Franske Rite “Groussier” betragtes ofte af frimurere fra andre riter som en “discount-rite”, en slags minimumstærskel, under hvilken der ikke engang findes frimureri, selvom denne rite, som er yderst respektabel, tværtimod havde til hensigt at genoprette visse symbolske og traditionelle værdier, som de to foregående versioner manglede. Selvom den adskiller sig fra 1785-riten i formuleringerne, er den ikke desto mindre gennemsyret af den samme ånd af åbenhed og frihed.
Genfødslen af den Traditionelle Franske Rite
Et første forsøg på at genoptage de rituelle skikke fra det franske frimureri i det 18. århundrede, i en ånd af tilbagevenden til kilderne, så dagens lys i 1950’erne. Ved at studere franske ritualer fra det 18. århundrede og fremhæve ritualer, der for nylig var blevet genopdaget, skabte dette historiske forskningsarbejde, ledet af en lille gruppe omkring René Guilly (også kendt under sit pseudonym René Désaguliers, 1921-1992; kunsthistoriker, journalist, museumskurator, fremtrædende frimurer og specialist i frimureri), den Moderne Genoprettede Franske Rite, som stadig er i brug i dag. Nogle kalder den Traditionel Fransk Rite, men denne betegnelse vedrører snarere et andet initiativ, der i 1980’erne så en loge fra Loge Nationale Française (en frimurerisk lydighed grundlagt i 1968 af René Guilly) rehabilitere – med enkelte uundgåelige revisioner – den Franske Rite fra 1785, som var blevet offentliggjort i 1801 under titlen “Régulateur du Maçon”. Denne Traditionelle Franske Rite, inklusive dens højgrader, praktiseres i dag inden for flere frimureriske lydigheder.
Andre forskningsarbejder udført på kilderne til den Franske Rite har ført til forskellige versioner, som alle kunne gøre krav på titlen Traditionel Fransk Rite, såsom den Filosofiske Franske Rite, udviklet i 1970’erne af Loge Tolérance under Grand Orient de France, eller den Franske Rite af Gammel Observans, skabt mellem 2015 og 2019 til en uafhængig loge beliggende i Bangkok.
