Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Tempelriddernes oprindelse
Tempelridderordenen opstod i forbindelse med korstogene. Man kunne skrive hundredvis af sider om deres historie, men her vil vi nøjes med at fremhæve de vigtigste træk. I 1118 valgte ni riddere at forene sig i Jerusalem for at beskytte pilgrimme, der ofte blev udsat for angreb. De aflagde religiøse løfter om kyskhed, fattigdom og lydighed foran Gormond (ofte stavet Garimond), den latinske patriark af Jerusalem, og fulgte Sankt Augustins regel, som blev anvendt af kannikkerne ved Den Hellige Grav, som de oprindeligt var tilknyttet.
Kong Balduin II af Jerusalem var overbevist om nytten af en sådan milits i Det Hellige Land og tildelte dem en del af sit palads, svarende til den nuværende Al-Aqsa-moské, som man dengang troede lå på stedet for det oprindelige Tempel i Jerusalem. Det er grunden til, at man almindeligvis kaldte disse riddere for tempelriddere, selvom ordenens officielle navn var “Kristi og Salomons Tempels Fattige Ridderes Milits”.
Denne nye kongregation blev kanonisk godkendt ved et regionalt koncil i Nablus i 1120. I 1127 tog fem af dens medlemmer, herunder stormester Hugues de Payns og André de Montbard, nevø til Bernhard af Clairvaux, på en rejse i Europa for at indsamle midler, rekruttere riddere og få Kirkens godkendelse af en ny og hidtil uset status: munke-soldaten. Dette blev stadfæstet af pave Honorius III ved koncilet i Troyes samme år. Tempelridderne modtog desuden en ny regel, skrevet til dem af Bernhard af Clairvaux.
Tempelridderne blev dermed den første stående hær i det latinske kongerige Jerusalem, efterfulgt af Sankt Johannes-ordenen (grundlagt omkring 1080 og godkendt i 1113 som hospitalsorden, blev militær i 1182) og Den Tyske Orden (en tysk militær og religiøs orden, grundlagt som hospitalsorden i 1190 og blev militær i 1199).
Tempelriddernes ekspansion
Ved at ophøje ridderlighedens spirituelle dimension i en tid, hvor de første ridderromaner om bl.a. jagten på den hellige gral dukkede op, tilbød tempelridderne en vej til selvrealisering, der svarede til mange europæiske ridderes forventninger. Rekruttering og donationer strømmede til, hvilket hurtigt gjorde ordenen til verdens første multinationale selskab med et tæt netværk af kommandier. Størstedelen af kommandierne, der lå i Vesten, blev det økonomiske fundament for den kæmpende gren i Det Hellige Land. I modsætning til hvad man ofte forestiller sig, var der meget få tempelriddere i Europa, bortset fra på den iberiske halvø, hvor de havde været militært engageret siden midten af det 12. århundrede: de fleste kommandier var landbrugsbedrifter drevet af sergenter, dvs. tempelriddere af ikke-adelig herkomst, klædt i sort eller brunt, og ikke i den berømte hvide kappe, der har været prydet med et rødt kors siden 1147.
Dette økonomiske netværk gjorde det muligt for tempelridderne også at fungere som bankfolk. Enhver, der ønskede at rejse til Det Hellige Land, kunne indbetale penge i en europæisk tempelridder-institution og modtage en kvittering, der gjorde det muligt at hæve beløbet i en anden af ordenens afdelinger i Orienten. De begyndte endda at udlåne penge, primært til monarker, der ønskede at organisere et korstog.
Pragmatisk politik
I Det Hellige Land havde tempelridderne ikke kun militære aktiviteter; de engagerede sig også stærkt i diplomatiet. Korsfarerne, der ankom fra Europa, var fulde af simple sandheder; de kom blot for at bekæmpe saracenerne og håbede at vende hjem uden at bekymre sig om konsekvenserne. Tempelridderne, ligesom de andre militære ordener, var bosat der og blev der. De kunne derfor ikke tillade sig at være i permanent krig med alle muslimer og måtte nødvendigvis indgå alliancer – nogle gange med sultanen af Damaskus mod sultanen af Egypten, eller omvendt – samt forhandle med de lokale ikke-kristne befolkninger og de berømte “Assassiner” (en mystisk shiitisk “orden”, ledet af “Den Gamle fra Bjerget”, hvoraf kun en lille del – Fedayin – var krigere).
Tempelridderne måtte også navigere mellem de europæiske monarkers interesser, som alle ønskede at opnå prestige gennem deres ofte overilede handlinger i Det Hellige Land. Og naturligvis måtte de tage hensyn til de rivaliserende militære ordener (Sankt Johannes-ridderne og Den Tyske Orden), som ikke nødvendigvis forsvarede den samme politik. Tempelriddernes oprindelige program, der var meget enkelt i sin grundlæggende erklæring om at “forsvare Det Hellige Land”, viste sig at være yderst komplekst og krævede mange kompromiser.
Det latinske kongerige Jerusalems fald
Undergravet af konstante interne stridigheder og manglende vedvarende støtte fra de europæiske stater gik det latinske kongerige Jerusalem til sidst tabt. Først blev Jerusalem generobret af Saladin i 1187, som også indtog havnebyer som Sankt Johannes af Akko. De kristne måtte derefter trække sig tilbage til Tyrus. Men de genvandt en smule terræn under det tredje korstog, ledet af Filip August og Richard Løvehjerte. I 1191 generobrede sidstnævnte Sankt Johannes af Akko, som blev den nye hovedstad i det, der var tilbage af kongeriget Jerusalem. Men Jerusalem forblev permanent på saracenernes hænder.
Butik fremstiller kapper og mantler til ridderordener. Se kollektionen.
De europæiske monarker kæmpede konstant om titlen som konge af Jerusalem, og anarkiet spredte sig i dette skin-kongerige, som kun tempelridderne, hospitalsridderne og den tyske orden forsøgte at holde oven vande. Men de var splittede indbyrdes og tjente i virkeligheden forskellige eksterne interesser. Det var først under belejringen af Sankt Johannes af Akko af sultanen af Egypten i 1291, at de kæmpede skulder ved skulder, men det var for sent. Byen faldt den 18. maj 1291, hvilket satte et endeligt punktum for det latinske kongerige Jerusalems eksistens. Tempelridderne vidste det endnu ikke, men deres dage var talte fra det øjeblik.
Tempelriddernes tragiske afslutning
Efter tabet af kongeriget Jerusalem etablerede tempelridderne ordenens hovedsæde i Paris, uden at holde op med at kræve et nyt korstog (som ville have været det tiende) for at generobre Jerusalem. Men ingen syntes længere parate til at kaste sig ud i et sådant eventyr, og især ikke til at bære omkostningerne. Som en betydelig økonomisk og militær magt befandt tempelridderne sig på en måde uden nytte. En farlig situation, især når man er kreditor for Frankrigs konge, i dette tilfælde Filip IV, kaldet “den Smukke”.
Filip den Smukkes regeringstid var præget af administrativ centralisering, gradvis opgivelse af feudale skikke, indførelsen af generelle skatter i hele Frankrig og konstante monetære kriser… I 1306 udviste han jøderne fra Frankrig, ikke uden først at have konfiskeret alle deres ejendele. Filip den Smukke skyldte tempelridderne mange penge og havde oprindeligt forestillet sig at løse dette problem ved at fusionere Tempelridderordenen med Sankt Johannes-ordenen og lade sig selv vælge som stormester for denne nye forenede orden. Dette projekt mødte modstand fra både tempelridderne og hospitalsridderne. Men hospitalsriddernes stormester var på Rhodos, uden for rækkevidde, mens tempelriddernes stormester boede i Paris. Og det var tempelridderne, Filip den Smukke skyldte penge…
En omfattende sammensværgelse blev sat i værk, og på baggrund af anklager (åbenlyst bagvaskelse) fra en tidligere tempelridder, der var blevet ekskluderet fra ordenen, beordrede Filip den Smukke deres arrestation i hele kongeriget fredag den 13. oktober 1307 og indledte en retssag mod dem for kætteri. Pave Klemens V, der skyldte Filip den Smukke sin pavekrone, kunne kun følge kongens ordrer med mere eller mindre god vilje.
Under tortur tilstod mange tempelriddere alt, hvad de blev anklaget for: benægtelse af Kristus, spyt på krucifikset under deres hemmelige optagelsesceremoni, tilbedelse af Baphomet, simoni, sodomi osv. Men man skal ikke lade sig narre af disse tilståelser, som desuden blev opnået under tortur: i kætteriprocesser forsøgte man ikke at finde ud af, hvad der virkelig var sket; man opstillede først en liste over de laster, der sædvanligvis blev tilskrevet kættere, og fik de anklagede til at bekræfte dette formular. Groft sagt svarer det til, at anklagemyndigheden skrev anklageskriftet, før undersøgelsesdommeren havde afhørt de tiltalte.
Mange tempelriddere endte på bålet, og i 1312, ved afslutningen af koncilet i Vienne, opløste Klemens V Tempelridderordenen, hvis aktiver blev overdraget til Sankt Johannes-ordenen, som skulle betale 200.000 livres tournois (ca. 3,8 millioner euro) over tre år til den franske konge som kompensation for de omkostninger, retssagen havde medført. Helt sikkert langt mindre, end Filip den Smukke havde forventet. Hvad angår ordenens medlemmers skæbne, blev den afgjort således: de, der var uskyldige eller havde tilstået, ville få tildelt en pension og kunne leve i et af ordenens huse (som nu tilhørte hospitalsridderne) eller trække sig tilbage til en anden religiøs orden, mens de, der havde nægtet at tilstå eller havde trukket deres tilståelse tilbage, ville blive dømt efter kanonisk rets strengeste regler.
Tilbage i fængslet sad de fire sidste høje dignitarer i ordenen, hvis skæbne Klemens V tøvede med at afgøre: Jacques de Molay, Tempelriddernes stormester; Geoffroy de Charnay, præceptor for Normandiet; Hugues Pairaud, præceptor for Frankrig; og Geoffroy de Gonneville, præceptor for Aquitanien. Disse fire mænd håbede stadig på en nådig beslutning fra paven. I december 1313 blev en kommission af tre kardinaler udpeget til at løse spørgsmålet, og denne kommission indkaldte til et koncil i Paris den 11. (eller 18.) marts 1314. De fire tempelridder-dignitarer mødte op foran en forsamling af teologer i håb om at få mulighed for at stille sig under pavens beskyttelse, men de fik blot at vide, at de var dømt til livsvarigt fængsel under strenge forhold. Jacques de Molay og Geoffroy de Charnay gjorde derefter oprør og proklamerede, at de var uskyldige, ligesom hele ordenen, og at deres tilståelser kun var blevet aftvunget under tortur. De trak deres tilståelser tilbage og blev dermed “relaps” (tilbagefaldne kættere), hvilket medførte dødsstraf på bålet. Kardinalerne suspenderede mødet og udskød afgørelsen til næste dag. Men så snart Filip den Smukke fik kendskab til, hvad der var sket, beordrede han, at Jacques de Molay og Geoffroy de Charnay skulle brændes levende samme dag, hvilket blev udført på Île des Javiaux, også kaldet Jødeøen, ved siden af Île de la Cité. Det siges, at Jacques de Molay på bålet indkaldte Klemens V og Filip den Smukke til at møde for Guds domstol inden for et år. Er det sandt? Hvad der derimod er bevist, er, at Klemens V døde den 20. april 1314, og at Filip den Smukke fulgte ham i graven den 29. november samme år.
Tempelriddernes overlevelse
Behandlingen af tempelridderne var ikke ens i alle lande. Ingen monark forfulgte dem med samme iver som Filip den Smukke, og selvom der fandt arrestationer og afhøringer sted, blev tortur ikke systematisk anvendt, og tilståelser var meget sjældne. Ikke desto mindre blev ordenen universelt opløst af paven i 1312. Denne beslutning havde lovskraft overalt. De tidligere tempelriddere sluttede sig derfor til andre religiøse ordener i alle katolske lande.
Det var kun på den iberiske halvø, at tempelridderne overlevede kollektivt, fordi deres militære færdigheder var påkrævet af Reconquistaen. Men man oprettede to nye ordener til dem: Montesa-ordenen i kongeriget Aragonien og Kristusordenen i Portugal. Disse to iberiske ordener er derfor efterfølgere til Tempelridderordenen, men ikke i streng forstand en overlevelse.
Hvad angår den påståede overlevelse af tempelridderne i Skotland, som angiveligt skulle være blevet beskyttet i en påstået Sankt Andreas-orden af Tidslen, skabt af Robert Bruce som anerkendelse for deres formodede deltagelse i slaget ved Bannockburn i juni 1314, så har den intet historisk grundlag. Beviserne, som de såkaldte tempelridder-gravsten og Rosslyn Chapel skulle udgøre, er blevet afvist af historikere: gravstenene er grave for skotske korsfarerriddere, og Rosslyn Chapel stammer fra 1440’erne, altså mere end et århundrede efter opløsningen af Tempelridderordenen. Denne romantiske legende om slaget ved Bannockburn optræder i øvrigt først i skotske frimurerkredse fra 1843.
Værker om frimurerhistorie er samlet her. Se kollektionen.
Overlevelsen af Tempelridderordenen i Skotland er derfor en fiktion, der opstod i det 18. århundredes frimureri.
Frimurerne – arvinger til tempelridderne?
Forskellige faktorer vil få visse europæiske frimurere til at påberåbe sig tempelridderne i det 18. århundrede. For det første et sociologisk spørgsmål: under det gamle regime var de fleste frimurere, og især deres ledere, af aristokratisk oprindelse. At påstå, at de var efterkommere af katedralbyggere, var ikke særlig prestigefyldt for dem, og man søgte efter mere glorværdige oprindelser. Et første skridt blev taget med Chevalier de Ramsays berømte tale (1738): frimurerne skulle i virkeligheden være efterkommere af korsfarerridderne. Denne tale var ophav til udviklingen af de første ridderlige frimurergrader fra 1740, begyndende med Østens Ridder. Der er endnu ikke tale om tempelridderne, men temaerne ridderlighed og korstog kalder ganske naturligt på tempelridderne.
En anden faktor er, at oplysningstiden var filosofiens tid og de første udfordringer mod det kirkelige og kongelige despoti. Tempelridderne, der uretmæssigt blev nedkæmpet af en koalition af en konge og en pave, kunne repræsentere prototypen på alle dem, der kæmper mod religiøs og politisk undertrykkelse, og blev endda de første martyrer for frihedens sag.
Endelig tillod mysteriet, der omgav mange aspekter af tempelriddernes historie, de mest dristige spekulationer. Var de blevet dømt, fordi de besad en hemmelig lære? Havde de fået adgang til mystiske hemmeligheder i Orienten? Indikerede deres fabelagtige rigdom ikke, at de havde opdaget de vises sten?
Den mytiske figur af tempelridderen antog flere former inden for forskellige frimurergrader eller riter. I Frankrig dukkede den vigtigste tempelridder-frimurergrad op omkring 1750 i form af den Sublime Udvalgte Ridder, som senere blev til Kadosh-ridderen, den nuværende høje grad i REAA (Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite). Udviklet på grundlag af de udvalgtes grader, Hiram-hævnerne, beskriver denne grad historien om en forfædres orden, der skulle være begyndt med byggerne af Salomons Tempel, være blevet til essæerne, som under korstogene forenede sig med tempelridderne, hvis overlevende, efter at have flygtet til Skotland, endelig skulle have skabt frimureriet. Rammen for den skotske legende var lagt og ville blive forstærket. Nogle frimurere forestillede sig endda, at Hirams frimurerlegende blot skjulte beretningen om tempelriddernes afslutning og Jacques de Molays henrettelse, og de troede at se beviset herfor i initialerne på de hellige ord i lærlinge-, svende- og mestergraderne: J. B. M. for Jacobus Burgundus Molensis, altså Jacques, burgunder, de Molay.
Tempelridderne – en allegori over Stuart-dynastiet
Det tyske frimureri ville gå meget længere og se fremkomsten af en hel frimurerorden, hvis mål var genoprettelsen af Tempelridderordenen og tilbageleveringen af alle dens ejendele: Den Strenge Tempelridder-Observans, grundlagt fra 1754 af baron von Hund (1722-1776), og som ville blive til Den Rektificerede Skotske Rite i 1782. Legenden om Den Strenge Tempelridder-Observans var i virkeligheden dobbelt: den kombinerede temaet om genoprettelsen af tempelridderne med temaet om genindsættelsen af Stuart-dynastiet på den engelske trone, som var blevet fortrængt siden den glorværdige revolution i 1688, der havde styrtet Jakob II. Hund påstod nemlig at være blevet optaget som frimurer af en mystisk ridder med den røde fjer, som ifølge ham ikke var nogen ringere end Charles-Édouard Stuart (1720-1788), kaldet “Den Unge Prætendent”, barnebarn af Jakob II. Og det var Charles-Édouard, der skulle have givet Hund missionen om at genoprette Tempelridderordenen.
Her er vi trådt direkte ind i de politisk-frimureriske forviklinger, der prægede Englands historie indtil uddøen af Jakob II’s direkte efterkommere (Charles-Édouards død i 1788), og som markerede udviklingen af det moderne frimureri og de høje frimurergrader i hele Europa. Det ville være umuligt at beskrive alle begivenhederne her, men man må huske de vigtigste elementer.
Det første spekulative engelske frimureri opstod under Jakob I Stuarts regeringstid, som samtidig var Jakob VI af Skotland. Det var tydeligvis under hans indflydelse, at denne nye institution blev skabt for at kopiere modellen fra det skotske frimureri, der var loyalt over for kongen. De engelske frimurere ser ud til at have spillet en diskret, men vigtig rolle i den royalistiske lejr under borgerkrigen i 1642-1646, og som tak var Karl II meget gunstigt stemt over for dem efter monarkiets genoprettelse i 1660. Under den glorværdige revolution i 1688, der satte punktum for Jakob II’s regeringstid, blev frimureriet splittet. En del, som man kalder “jakobitisk” med henvisning til Jakob II, mere konservativ og katolsk, forblev tro mod Stuart-slægten, mens den anden, mere liberal og protestantisk, valgte at støtte Vilhelm af Oranje og derefter huset Hannover, og endte med at grundlægge Storlogen i 1717. Selvom frimureriet officielt blev spredt i Europa af Storlogen i 1717, var jakobitiske loger også veletablerede der, om ikke andet så i Saint-Germain-en-Laye, hvor Jakob II’s hof havde fundet tilflugt. Det fremgår tydeligt, at jakobitterne forsøgte at bruge frimureriet til at tiltrække sympati og eventuelt støtte til deres sag, og at de høje frimurergrader var deres vigtigste propagandamiddel: hvem kunne have gættet, at bag Zorobabels genopbygning af Templet eller tempelriddernes overlevelse og genoprettelse gemte sig Stuart-slægtens dynastiske ambitioner? Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at man har kunnet betegne spredningen af de høje frimurergrader i det 18. århundrede som “skottisme”, at mange frimurergrader og riter i dag stadig kaldes “skotske”, og at alle tempelridder-frimurergrader beretter, at tempelridderne overlevede ved at flygte til Skotland.
Så er alt til at smide væk?
Selvfølgelig ikke! Disse historiske overvejelser fjerner intet fra den symbolske værdi af de skotske eller tempelridder-frimurergrader eller riter. De havde styrke nok i sig selv til at gennemgå en senere udvikling, der ikke længere havde nogen forbindelse med Stuart-slægtens historie. Eller rettere, de symboler og riter, de formidler, er i stand til at nære vores fantasi og spiritualitet langt ud over de politiske intentioner hos dem, der skabte dem.
