Tarot og frimureri

Tarotkortenes oprindelse

Tarot, som vi kender det i dag, stammer fra Europa i det 15. århundrede, men dets rødder kan spores tilbage til endnu ældre påvirkninger, herunder det mamelukkiske Egypten.

Mamelukkerne, et militært dynasti af primært tyrkisk og tjerkessisk oprindelse, regerede over Egypten fra 1250 til 1517. Deres kulturelle og økonomiske indflydelse var betydelig, især gennem handelsforbindelser og kulturel udveksling mellem Europa og den islamiske verden. Dette førte til en cirkulation af idéer, symboler og praksisser mellem disse regioner.

Det antages generelt, at spillekort, som blev introduceret i Europa fra den indo-muslimske og persiske verden, kan have været inspireret af de kort, mamelukkerne brugte. Mamelukkernes kort, kaldet “naïb” eller “karuta”, indeholdt motiver og symboler, der ser ud til at have inspireret de tidligste former for tarot.

Tre tarotkort fra Visconti-Sforza-sættet, ca. 1445

Tarot optræder første gang i Italien, hvor det oprindeligt blev brugt som et almindeligt selskabsspil. De ældste kendte tarotsæt, ofte kaldet “tarocchi”, blev skabt i Italien i 1440’erne. Det er værd at bemærke, at de nogle gange blev kaldt “naibi”, hvilket er en klar reference til de mamelukkiske “naïb”.

De tidlige tarotsæt bestod typisk af 56 kort i fire kulører (stave, bægre, sværd og mønter) samt 22 trumfkort, kaldet “trionfi”. Disse trumfkort blev mere komplekse med tiden, og deres symbolik udviklede sig. De fire kulører, også kaldet tegn, er latinske og bruges stadig i dag i spanske og visse italienske kortspil. Siden tarot begyndte at blive brugt til spådomskunst og esoteriske formål, er de 56 kulørkort blevet kendt som den lille arkana, mens de 22 trumfer kaldes den store arkana.

Spådomstarot og esoterik

Selvom tarot oprindeligt blot var et selskabsspil, ser det ud til at være blevet brugt til spådomskunst allerede i det 15. århundrede, hvilket forfattere som Pico della Mirandola (1463-1494) antyder. Men denne brug ser ud til kun at have været udbredt blandt overklassen under renæssancen.

Tarot er i øvrigt aldrig holdt op med at være et selskabsspil, især i Frankrig, hvor det stadig er et af de mest populære kortspil. Man spiller med moderne kort, som – bortset fra antallet – ikke længere svarer til de gamle tarotsæt og bruger de franske kulører (hjerter, ruder, klør, spar).

Kortlæsning (kartomanti) fik en ny opblomstring i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede, specifikt i de tyve år før revolutionen. Det blev populært i 1770’erne takket være Jean-Baptiste Alliette, kendt som Etteila (1738-1794), om hvem vi ved meget lidt: Ifølge kilderne var han frisør, parykmager, kornhandler eller kunsthandler. Han fik trykt et spådomssæt med 32 kort (Petit Etteila) og udgav flere værker om kortlæsning. Efter at have opdaget tarot gennem Court de Gébelins arbejde, udgav han sin egen version i 1788 (Grand Etteila).

Antoine Court de Gébelin

Selvom kortlæsning generelt blev populært i 1770’erne, var det præsten Antoine Court de Gébelin (1728-1784), der gav tarot sin intellektuelle status. Hans far, også kaldet Antoine, var præst i Nîmes og var flygtet til Lausanne i Schweiz for at undslippe forfølgelsen af protestanter efter ophævelsen af Ediktet i Nantes i 1685. Antoine Court den ældre var i 1729 hovedgrundlægger af det franske seminar i Lausanne, en teologisk skole for fremtidige franske præster. Hans søn fulgte undervisningen på akademiet og blev selv præst, før han forlod Lausanne i 1763. Tilbage i Frankrig forsvarede han det protestantiske samfunds rettigheder. I 1778 blev han optaget som frimurer og besøgte flere loger, herunder den berømte loge “Les Neuf Sœurs”, hvor han var særligt aktiv. Court de Gébelins hovedværk, som han begyndte at udgive i 1775, havde intet med protestantismen at gøre: Det var “Le Monde primitif analysé et comparé avec le monde moderne”, et monumentalt værk, hvoraf kun de første ni bind udkom, og hvori han forsøgte at afkode de skjulte allegorier i alle datidens kendte mytologier.

Det var i det ottende bind, udgivet i 1781, at Court de Gébelin interesserede sig for tarot. Han så det som en slags billedbibel, en hemmelig bog, der overleverede de gamle egypteres visdom. Han tøvede ikke med at kalde det “Thoths bog”, opkaldt efter den egyptiske gud for visdom og ord, som blev ligestillet med grækernes Hermes. Men husk, at selvom det gamle Egypten var på mode i det 18. århundredes frimurermiljø, kendte man dengang kun til det gennem græske forfatteres beskrivelser. Rosettestenen, opdaget i 1799, blev først oversat i 1822, og alt, hvad der blev skrevet om egyptisk tradition før dette, er naturligvis tvivlsomt. Som vi så ovenfor, er det Egypten, tarot ser ud til at stamme fra, ikke faraoernes, men mamelukkernes middelalderlige Egypten.

Selvom han bestemt ikke er opfinderen af kortlæsning, er Court de Gébelin ikke desto mindre den, der udbrede tarot i moderne tid. Hans forskning i tarot blev videreført af forskellige forfattere fra det 19. århundrede til i dag, hvoraf flere var frimurere.

Nogle eksempler på frimurertarot

Selvom den traditionelle tarot, der oftest blev brugt, længe var Tarot de Marseille (som før 1830 blot blev kaldt italiensk tarot), skabte berømte frimurere eller medlemmer af esoteriske ordener deres egne kort, som stadig bruges flittigt i dag.

Den første, der falder os ind, er tarotsættet skabt i 1889 af den schweiziske frimurer og esoteriker Oswald Wirth (1860-1943) på anmodning af Stanislas de Guaita (1861-1897). Wirth var teoretiker inden for esoterik, og hans arbejde med tarot er dybt præget af hans interesser på disse områder.

Fire tarotkort fra Oswald Wirths sæt

Originaliteten i Oswald Wirths tarot ligger i hans symbolske og filosofiske tilgang. Han forsøgte at genfortolke de 22 store arkana ved at inkorporere esoteriske og kabbalistiske betydninger samt alkymistiske symboler, alt imens han bevarede en struktur, der tillader en traditionel læsning. Hans tarot, som grafisk ligger meget tæt på Tarot de Marseille, er karakteriseret ved illustrationer rige på symboler, der har til formål at fremkalde universelle arketyper og spirituelle lektioner. Wirth udgav to værker om tarot, “Le Livre de Thot comprenant les 22 arcanes du Tarot” (1889) og “Le Tarot des imagiers du Moyen Age” (1927), hvori han forklarer sine koncepter og sin fortolkning af kortene.

Man tænker også på tarotsættet kendt som Rider-Waite-Smith, som er et af de mest populære og indflydelsesrige tarotsæt i verden. Dets oprindelse går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det blev skabt af illustratoren Pamela Colman Smith (1878-1951) og frimureren og mystikeren Arthur Edward Waite (1857-1942), begge medlemmer af “Hermetic Order of the Golden Dawn”, en indvielsesorden med frimurer- og rosenkors-rødder, grundlagt i England i 1888.

Waite, frimurer og medlem af “Societas Rosicruciana in Anglia”, ledede “Hermetic Order of the Golden Dawn” som stormester fra 1903 til 1914. Han var en forfatter med dyb indsigt i mystiske og esoteriske traditioner. I 1909 besluttede han at skabe et nyt tarotsæt, der skulle afspejle hans ordens spiritualitet. Han valgte Pamela Colman Smith, kaldet Pixie, en kunstner og illustrator, til at designe illustrationerne. Pixie var også medlem af Golden Dawn og havde en unik kunstnerisk tilgang, hvor hun integrerede symbolske elementer i sine illustrationer.

Tolv tarotkort fra Rider-Waite-Smith-sættet

Rider-Waite-Smith-tarotten blev udgivet første gang i 1909 af forlaget Rider & Co. i London. Sættet består af 78 kort, herunder 22 store arkana og 56 små arkana, hver illustreret for at indfange dybe betydninger og esoteriske koncepter. Det, der adskiller Rider-Waite-Smith fra andre tarotsæt, er, at også kortene i den lille arkana er illustrerede, ikke kun den store arkana. Dette har gjort det muligt at berige symbolikken i den lille arkana og gøre læsningen mere intuitiv.

Rider-Waite-Smith-tarotten har haft en enorm indflydelse på efterfølgende tarotsæt, især i den angelsaksiske verden. Mange moderne spil henter stadig inspiration fra dets meget karakteristiske ikonografi ved at efterligne, parodiere eller genfortolke det. Rider-Waite-Smith-tarotten repræsenterer en syntese af kunst, mystik og psykologi og er fortsat en uundværlig reference i moderne tarotverden.

I det 20. og 21. århundrede så vi fødslen af flere andre frimurertarotsæt, herunder Jean Beauchards (1988) og Patricio Diaz Silvas (2016). Kendetegnet ved disse tarotsæt er, at de eksplicit integrerer frimurersymbolik i deres ikonografi.

Tarot og frimureri: to komplementære tilgange

Tarot og frimureri er to forskellige virkeligheder, som hver især har deres egen historie, deres egen symbolik og deres egen dynamik. Alligevel har de krydset hinanden i løbet af deres respektive historier, og mange frimurere har i tarot genkendt et organiseret symbolsk system, der er kompatibelt med deres eget. Frimureri og tarot bevæger sig begge i en verden af universel symbolik og trækker begge på den uudtømmelige kilde af det kollektive ubevidste og dets arketyper.

Seks frimurertarotkort af Patricio Diaz Silva

Frimureren vil hurtigt føle sig på hjemmebane, når han nærmer sig tarot. Han vil ikke blive overrasket over at finde symboler, der er ham velkendte. Solen, Månen og Stjernen vil uundgåeligt minde ham om de symboler, han betragter i sin loge. Han vil let genkende Styrken, og hvis han er medlem af den “Rite Écossais Rectifié”, vil han glæde sig over at finde to andre kardinaldyder: Temperance (mådehold) og Retfærdighed. Den Hængte mand, der hænger med hovedet nedad og taber mønter fra sine lommer, vil minde ham om afkaldet på metaller; Eremitten med sin svage lygte vil minde ham om hans nedstigning i refleksionskabinettet og hans opdagelse af V.I.T.R.I.O.L. Og lad os ikke glemme de fire kulører i den lille arkana: De symboliserer de fire elementer – Bægre for vand, Stave for ild, Sværd for luft og Mønter for jord – elementer, der vil virke velkendte for ham.

Tarot og frimureri er ikke det samme, men de kan tilbyde komplementære veje for lysets søgere, da tarot ikke kun bruges til spådom, men også som et værktøj til personlig udvikling og refleksion. Kortene kan opfattes som et spejl for sjælen, der gør det muligt for brugeren at udforske sit underbevidste og opnå spirituel eller psykologisk indsigt i sit liv. Dette gælder for alle, uanset om man er frimurer eller ej.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker