Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Lærlingens rå sten
Allerede ved sin indvielse stifter lærlingen bekendtskab med stenen i form af den rå sten. Han lærer, at han selv er denne rå sten, som han skal lære at bearbejde for at fjerne ujævnheder, give den form og gøre den egnet til det store projekt: opførelsen af Templet.
Den rå sten er rig på potentiale, som stadig er skjult af den konkrete virkeligheds tyngde og uigennemsigtighed. Kun gennem lærlingens flittige arbejde begynder stenen at tage form, hvilket giver den den plads, den er bestemt til at have i bygningsværket. For alle sten er ikke ens, og ikke alle er egnede til tilhugning. Det er derfor nødvendigt at forstå stenens natur, før man begynder at bearbejde den.
Det er grunden til, at man i de riter, der placerer den alkymistiske formel V.I.T.R.I.O.L. i refleksionskabinettet, kan sige, at arbejdet med stenen begynder allerede her. “Visita Interiorem Terrae Rectificandoque Invenies Occultum Lapidem” – “Besøg jordens indre, og ved at rette til vil du finde den skjulte sten”. Ved første øjekast taler vi her om de vises sten, men denne måske for specifikt alkymistiske symbolik skjuler utvivlsomt en enklere virkelighed, der ligger tættere på frimureriets indvielsesproces: Før man lærer at grovtilhugge den rå sten, forme den og polere den til en perfekt kubisk sten, må man så ikke først finde selve stenen? Arbejdet med den rå sten begynder derfor med en bevidstgørelse om, hvem man er, hvad man kan, og hvad man ønsker at blive.
Det er præcis som i den lille fabel om “Hesten i stenen”, fortalt af Marie Christine Barrault i hendes bog af samme navn: En kunstner fik til opgave at lave en skulptur til et stort kompleks. En morgen blev en enorm stenblok leveret foran de måbende børn. Billedhuggeren gik i gang med arbejdet, mens børnene var spredt for alle vinde i ferien. Da skolen startede igen, vendte de tilbage og opdagede den storslåede rytterstatue. Billedhuggeren stod ved sit værk. En lille dreng henvendte sig til ham: “Hr., din statue er smuk, men sig mig, hvordan vidste du, at hesten var inde i stenen?”
V.I.T.R.I.O.L. handler om at lære at “lytte” til den sten, vi selv er.
Svendens kubiske sten
Efter at have forstået sin stens natur, kan svenden, bevæbnet med nye værktøjer og beriget med kendskab til geometri, fortsætte opgaven. Målet, hvis man skal tro ritualerne, er at nå frem til en perfekt kubisk sten, der harmonisk kan integreres med de andre sten i bygningsværket.
I konstruktionens symbolske logik er det helt sammenhængende. Men begrænsningen ved denne symbolik er det indtryk af ensretning, den kan skabe. Er frimureriets mål at skabe mennesker, der er strengt identiske og udskiftelige, ligesom de sten, man bygger et bygningsværk med? Bestemt ikke. Terningens perfektion er en symbolsk abstraktion, som ikke bør tages bogstaveligt. Denne geometriske perfektion er snarere et symbol på kompatibiliteten mellem alle dem, der har lært at kende sig selv og forbedre sig, og deres evne til at samarbejde harmonisk.
Hvis svenden virkelig har opdaget sin egen sten, vil det at tilhugge den til en perfekt terning aldrig gøre den identisk med nogen anden; alligevel er dette arbejde nødvendigt for, at det fælles byggeri er muligt, for frimureri er ikke mystik, men et kollektivt værk. Man er ikke frimurer alene.
Og hvad med den spidse kubiske sten?
Mange ritualer præciserer en detalje om den kubiske stens form: Det skulle være en kubisk sten med spids. Og den er ofte afbildet sådan på logetæpper. Hvad drejer det sig egentlig om? Har denne kubiske sten med spids en arkitektonisk og symbolsk berettigelse?
Fra et arkitektonisk synspunkt er det svært at se nytten af en kubisk sten med spids til at bygge mure. Højst kunne den bruges til udvendig beklædning med bossage, det vil sige en mur, hvor stenens yderside er fremspringende, i dette tilfælde i den form, man kalder “diamantspids”. Men teknisk set svarede den fremspringende del af bossagen til den del af stenen, der lå på jorden under tilhugningen, og som først blev færdiggjort, når muren var rejst. Ingen har derfor nogensinde tilhugget en kubisk sten med spids i sig selv.
Hvor kommer denne kubiske sten med spids så fra? Først og fremmest skal det bemærkes, at den er fuldstændig fraværende i gamle engelske frimurerdokumenter og ikke hører til de angelsaksiske riters symbolik. Man finder kun omtale af denne sten i franske ritualer, og først fra 1740’erne (Bern-manuskriptet, ca. 1740-1744; Luquet-manuskriptet ca. 1745; afsløringen “Le Sceau Rompu”, 1745). Og ifølge disse ritualer bruger svendene den til at slibe deres værktøj.
Denne opfindelse – for det er, hvad det er – hviler på tre fejl eller misforståelser. For det første en sandsynlig fejltolkning af grafikken af den kubiske sten, der optræder på franske logetæpper fra det 18. århundrede: En kubisk sten i tre dimensioner kan faktisk give indtryk af at have en spids.
Dernæst et forsøg på at fortolke denne særhed ud fra en dårlig oversættelse eller forståelse af et kendt element fra det engelske frimureri, attesteret af “Wilkinson”-manuskriptet fra 1727. I dette dokument lærer vi, at en særlig sten (“Dented Asler”, for “Dented Ashlar”) bruges af svenden til at afprøve (“try”) sine “logesmykker” (“Iewells”, for “Jewels”), og de “bevægelige smykker”, som Wilkinson beskriver, er vinkel, vaterpas og lod. Men hvad er “Dented Ashlar”? Hvis “to dent” på moderne engelsk betyder at lave en bule eller et mærke, betød det på tidlig moderne engelsk (det engelsk, man talte mellem det 15. og 18. århundrede) at “markere kanten af en genstand med et hak”. “Dented Ashlar” var altså en gradueret sten, der tjente som standard for at kontrollere retheden af værktøjer som vinkel, vaterpas og lod, og som sandsynligvis angav linealens længde.
Visse værktøjer blev altså ganske rigtigt lagt på denne kubiske sten, men for at blive kontrolleret og ikke slebet. Hvor kommer denne fantasifulde idé om slibning så fra? Fra en tredje misforståelse: Logetæpperne afbildede ofte den kubiske sten toppet med et økseformet værktøj, hvor æggen var placeret nær “spidsen”. Da de franske frimurere ikke havde nøglerne til at forstå det, konkluderede de, at stenen blev brugt til at slibe værktøjet. Men dette værktøj er blot en hammer eller en mejselhammer og er kun en operativ reminiscens fra dengang, hvor man faktisk tilhuggede sten med sådanne værktøjer, og ikke med frimurerhammeren og mejslen, som er billedhuggerens værktøj.
Den kubiske sten med spids har altså ingen operativ berettigelse og viser, at det frimureri, der udviklede sig i Frankrig i det 18. århundrede, ikke længere havde meget til fælles med de gamle bygmestres tradition. Men denne helt særlige sten er ikke desto mindre symbolsk betydningsfuld.
Hvad er en kubisk sten med spids andet end en terning, hvorpå man har tilføjet en pyramide? Terningen, baseret på tallet fire, er en tredimensionel symbolisering af den materielle verden. Pyramiden tager udgangspunkt i materiens kvadrat for at nå enhedens punkt ved at stige opad. Og dette enlige punkt forudsætter cirklen. Den kubiske sten med spids kunne derfor betyde “at gå fra vinklen til passeren” og ville have sin plads i tredje grad snarere end i anden. Dette ville gøre det muligt at have en sten for hver af de tre symbolske grader, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket.
Den kubiske sten med spids kan også forstås som et symbol på Lyset, der oplyser Materien. Stenens form minder faktisk om formen på egyptiske pyramider og obelisker: Det er meget sandsynligt, at de gamle egyptere materialiserede solens nedadgående stråler med denne form. Fortolket på denne måde ville den kubiske sten med spids have sin plads i både anden og tredje grad. I svendegraden kunne dette nedadgående lys forbindes med den flammende stjerne som verdens skabende og ordnende princip. Og i mestergraden kunne dette lys forstås som det regenererende princip, der transcenderer døden.
