Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Frimureriske betydninger af Solen i de gamle ritualer
Solen optrådte oprindeligt alene i de gamle frimureriske ritualer. Den nævnes allerede i det ældste kendte frimureriske manuskript (Edinburgh-manuskriptet, 1696), hvor den sammen med firmamentet præsenteres som vidne til den ed, den kommende frimurer skal aflægge. Den repræsenterer således Guds øje, der bringer alt frem i lyset.
Vi finder derefter Solen i “Sloane”-manuskriptet nr. 3329 (omkring 1700), hvor vi lærer, at den er et af Logens tre lys, sammen med Mesteren og vinkel. Her er der endnu ikke tale om Månen. “Dumfries”-manuskriptet nr. 4 fra omkring 1710 bringer en ny præcisering, da det er det første, der forbinder den opgående sol med åbningen af arbejdet og den nedgående sol med afslutningen. For dette manuskript tæller Logen kun disse to lys. Ideen om, at Mesteren står i Øst for at observere den opgående sol og sætte arbejderne i gang, bliver herefter almindelig, hvilket for eksempel bekræftes af “Trinity College”-manuskriptet fra 1711. Modellen fuldendes senere med omtalen af Solen i dens meridian, det vil sige i zenit, og dens tilknytning til Mesterens og de to Overvågeres pladser, som det bruges i ritualerne for “Ancient”-ritterne (angelsaksiske ritter, Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite…): Mesteren i Øst for at sætte frimurerne i arbejde, 2. Overvåger i Syd for at markere hviletiden, og 1. Overvåger i Vest for at afslutte arbejdet.
Indtil 1725 ser Solen ud til at have haft to betydninger i frimureriske ritualer: forbundet med eden blev den et billede på den guddommelige retfærdighed, der observerer verden; og forbundet med Logen og dens arbejde repræsenterede den den kraft, der styrer naturen mellem dens opgang og nedgang, som markerer frimurerarbejdets gang. Og det er ganske logisk: de gamle ritualer forblev sandsynligvis tæt på de operative ritualer, og i det perspektiv var kun Solen vigtig, da man ikke arbejdede om natten.
Butik fremstiller vedhæng med disse to lyskilder. Se kollektionen.
Månens fremkomst i frimurerisk symbolik
Månens optræden i ritualerne måtte uden tvivl vente på, at den operative dimension gradvist gav plads til en mere spirituel og esoterisk læsning. Det er i 1726, at vi finder den første omtale af Månen i et frimurerisk manuskript med et meget tydeligt kristent præg, “Graham”. Dette manuskript fortæller os, at Logen tæller tolv lys eller juveler: Faderen, Sønnen og Helligånden, derefter Solen, Månen, Mesterfrimureren, vinkel, lineal, lod [sandsynligvis vaterpas], snor [sandsynligvis lodsnor], frimurerhammeren og mejslen. Solen bevarer en vis forrang, da vi læser, at den “skaffer lys dag og nat”. Men hvem spreder dette lys over Jorden om natten? Det er her, Månen kommer ind i billedet, nattens mystiske stjerne, symbolsk knyttet til vandet: “Hvad angår månen, er det et dunkelt legeme udgået fra vandet; den modtager sit lys fra solen og er ligeledes dronning over vandene, som er det bedste af alle vaterpas.”
Månen vil herefter blive forbundet med Solen i Logen, og de tre lys, som den nye Lærling opdager, er ikke længere Solen, Mesteren og vinkel, men derimod Solen, Månen og Mesteren. Ritualerne vil således bevæge sig mere mod introspektion, indre arbejde og opdagelsen af væsenets ubevidste dimension. Månens fremkomst er utvivlsomt et tegn på en forøgelse af frimureriets esoteriske og psykologiske dimension.
Med den vil andre symboler blive værdsat, som vil gøre Logen til et omfattende binært system, hvis dualitet er kaldet til at blive sublimeret og forsonet gennem det ternære princip: søjlerne B og J, de sorte og hvide felter på det mosaiklagte gulv. Solen bliver derfor et aktivt, ekspansivt, maskulint symbol, mens Månen forstås som passiv, receptiv og feminin. Og man kan let tilføje en alkymistisk symbolik, hvor Solen repræsenterer guld eller svovl, og Månen repræsenterer sølv eller kviksølv.
Den frimureriske indvielse bliver derfor klart et indre eventyr, der fører den, som begiver sig ud på denne vej, til at fuldføre det, som den analytiske psykolog Carl Gustav Jung i det 20. århundrede kaldte individuationsprocessen: forsoning af modsætninger, et tegn på psykologisk modenhed.
Er den frimureriske symbolik af Solen og Månen universel?
Når man studerer symbolik, har man måske en tendens til at være for “konkordistisk”, det vil sige at lede efter det, der forener og forbinder de forskellige symbolske systemer fra forskellige kulturer. Symbolik betragtes nogle gange lidt for hurtigt som det universelle spirituelle sprog. Ja, symbolik er universel; den er tydeligvis et udtryk for det menneskelige intra-psykiske liv. Den kan sammenlignes med et sprog, og i den forstand er den universel. Men ligesom der findes forskellige sprog, der er opstået i meget fjerne kulturer, indgår symbolikken altid i en kulturel og dermed distinkt sproglig kontekst.
Alt, hvad man kan sige om Solen og Månen i frimureriet på det symbolske plan, vil nogle gange være universelt og andre gange kulturelt betinget. Universelt er det, der hviler på observationen af fænomenerne i sig selv: at Solen og Månen står op i Øst og går ned i Vest er universelt; at Solen altid er fuld, mens Månen er tiltagende, fuld, aftagende eller ny, er universelt.
Men at Solen er maskulin og Månen feminin, som det er tilfældet i frimurerisk symbolik, er langt fra universelt. Lad os ikke glemme, at der ikke findes nogen tanke uden sprog. Vores begreber, uanset hvor ophøjede de er, er nødvendigvis bestemt af de ord, vi har til rådighed, og mere generelt af det sprog, vi taler.
Solens åbenlyse “maskulinitet” og Månens ikke mindre åbenlyse “femininitet” giver kun mening for de folk, der har tildelt disse to himmellegemer et køn. Det er tilfældet for de fleste europæiske sprog, i forlængelse af latin og græsk. Kun tysk bytter om på fordelingen (Die Sonne, der Mond), og irsk gælisk ser ud til at give dem begge hunkøn. Hebraisk placerer dem begge i hankøn, men hvad så med de mange sprog, der grammatisk ignorerer køn eller kun anvender dem på personlige pronominer, som for eksempel kinesisk, thai eller madagassisk…
