Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Den første gådefulde forekomst af MB-ordet
Den første omtale af et Mesterord findes i “Sloane”-manuskriptet nr. 3329, som dateres til omkring 1700, men som visse forfattere (såsom pastor Woodford, der udgav manuskriptet i 1872) betragter som en kopi af et langt ældre dokument, der kan spores tilbage til senest 1640.
Dokumentets oprindelse er usikker. Det omhandler operative “Freemasons”, hvilket tyder på en engelsk oprindelse. Men mange elementer vidner om en indflydelse fra det skotske “Mason Word”-frimureri: Således er ordene J og B samt titlerne “Interprintices” og “Fellow craftes”, der gives til lærlinge og svende, klart af skotsk oprindelse. Dette manuskript er uden tvivl et privilegeret vidnesbyrd om den tidlige engelske spekulative frimureri, som havde lånt former fra det skotske frimureri.
Det, der interesserer os i dag i dette dokument, er påstanden om, at der udover ordene J og B findes et andet ord for mestre, som udveksles under en berøring, der minder stærkt om de nuværende fem punkter i mestergraden. Dette ord er MAHABYN, hvoraf ingen betydning er angivet. Bemærk, at hverken MAHA eller BYN kan forklares på “Early Modern English”, det engelske sprog, der blev talt mellem det 16. og 18. århundrede. Derimod er BYN veldokumenteret på “Scots English” (en form for engelsk talt i de skotske lavlande og i Ulster) under forskellige stavemåder (ban, bane, bin, byn, bean, been…) med betydningen knogle (bone på engelsk). En skotsk oprindelse af MAHABYN er derfor mere end sandsynlig, men forklarer ikke ordet MAHA. Og hvilken knogle taler vi om? Lad os vente med at vide mere…
MB-ordet mellem 1710 og 1730
Vi finder forskellige former af MB-ordet i manuskripter og afsløringer fra årene 1710 til 1730, som måske vil give os mulighed for bedre at definere ordet MAHABYN.
“Trinity College”-manuskriptet (1711) giver os MATCHPIN; “A Mason’s Examination” (1723) bærer MAUGHBIN; “The Whole Institutions of Free-masons opened” (1725) nævner MAGBOE; Pritchards “Masonry Dissected” (1730) præsenterer os for MB-ordet i den moderne ritus, nemlig MACHBENAH, som ville betyde “Han er slået, arkitekten” og refererer klart til Hirams legende. Men det mest betydningsfulde spor skal findes i “Graham”-manuskriptet (1726), som ikke giver selve ordet, men retfærdiggør det med vendingen MARROW IN THIS BONE, “Der er marv i denne knogle”.
Der er en knogle!
Vi ville altså have fundet nøglen til MAHABYN i “Graham” fra 1726. Der er ganske rigtigt tale om en knogle (BYN på Scots English), hvilket synes bekræftet af den form, som MAHABYN ender med at tage på engelsk: MAHABONE, som bliver til MOABON i den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus.
Men hvad med MAHA, som hverken findes på engelsk eller Scots English? Betegner det marven (MARROW), som “Graham” taler om? For at se klarere, lad os vende tilbage til indholdet af “Graham”. Ordet MARROW IN THIS BONE sættes i forbindelse med en legende, der bebuder Hirams, men som vedrører Noa.
Noa dør uden at have haft tid til at afsløre sin hemmelighed for sine tre sønner. Der er ikke tale om mord her, blot en død, der anses for for tidlig. De tre brødre tager derfor til deres fars grav i håb om at finde et spor. Undervejs aftaler de, at hvis de ikke formår at finde den sande hemmelighed, vil den første ting, de opdager, tjene som hemmelighed.
Da de finder deres fars lig nedbrudt, forsøger de at gribe det ved fingeren, håndleddet og albuen, men leddene løsner sig. De forsøger derefter at rejse ham ved at placere sig fod mod fod, knæ mod knæ, bryst mod bryst, kind mod kind og hånd mod ryg. Men da de ikke ved, hvad de ellers skal gøre, lægger de liget tilbage. Den første af brødrene siger da: “Der er marv i denne knogle”, den anden: “Det er en tør knogle”, og den tredje: “Han stinker”. Og “Graham” konkluderer: “De blev derefter enige om at give dette et navn, som stadig er kendt i frimureriet i dag”.
Hvis man skal tro “Graham”, ville MB-ordet være et resumé af denne opdagelse. BYN er ganske rigtigt knoglen, men hvad betyder MAHA? “A Mason’s Examination” fra 1723 kommer os da til undsætning med sit MAUGHBIN.
Noas ark
Vores hypotese er, at den første del af ordet (MAHA eller MAUGH) ikke er engelsk eller Scots English, men et forsøg på at udtale det hebraiske ord for marv: MOaCH (CH er gutturalt, som det spanske jota). Formen MAUGHBIN, som “A Mason’s Examination” har vedtaget, synes at bekræfte dette: at udtale MOaCH på Scots English svarer mere eller mindre til at sige MAUGH, som i øvrigt også kan staves Moach eller Moch. Og maugh/moach/moch betegner det, der er fugtigt, i forrådnelse.
Dermed giver formen MAUGHBIN fuld mening: den samler to begreber, der er til stede i Noa-legenden i “Graham”: marven i knoglen og forrådnelsens stank. Ved en kombination af Scots English og hebraisk kan MAUGHBIN således tolkes som “marv i knoglen” og “knogle i forrådnelse”.
Og selvom “A Mason’s Examination” er et engelsk dokument, vidner MAUGHBIN om Mesterordets skotske oprindelse. Ordspillet mellem Scots English og hebraisk lader os også formode, at der var hebraiskkyndige blandt de gamle skotske frimurere, sandsynligvis protestantiske præster, da katolske præster generelt ikke kendte hebraisk. Intet overraskende i det, når man kender den rolle, som præsterne Désaguliers og Anderson senere ville spille i fødslen af Storlogen i London.
Hvad med MATCHPIN og MAGBOE?
Disse to varianter, foreslået af “Trinity College”-manuskriptet fra 1711 og afsløringen “The Whole Institutions of Free-masons opened” fra 1725, er ikke af en natur, der modsiger vores hypotese.
Lad os starte med MATCHPIN, som findes i “Trinity College”. Er det en simpel forvrængning af MAUGHBIN? Hvis man kendte oprindelsen af dette manuskript, kunne man lettere udtale sig. Den frimureriske terminologi, det bruger, er engelsk og ikke skotsk, men det faktum, at manuskriptet befinder sig i Dublin, betyder ikke nødvendigvis, at det er af irsk oprindelse. Er det et tegn på et ord i MP/MB, der er forskelligt fra MAHABYN/MAUGHBIN, som ville have eksisteret sideløbende i Irland eller England? MATCH kunne betyde “lig” og PIN betegne en metalspids…
Hypotesen om en forvrængning af MAUGHBIN virker ikke desto mindre mest sandsynlig. Lad os tage udgangspunkt i tanken om, at frimureriske hemmeligheder a priori er en mundtlig tradition. Et ord udtalt af en skotte på Scots English vil måske blive misforstået af en englænder eller en irer, som vil gentage det fejlagtigt. Den gutturale CH-lyd findes ikke på “Early Modern English” (eller på moderne engelsk for den sags skyld) og kan være blevet gengivet forkert.
Hvis man derimod antager en skriftlig overlevering, kan det samme problem opstå. MAUGH er ikke svært at udtale for en englænder, men hvis han støder på den skotske stavemåde MOACH eller MOCH, vil han så kunne udtale det? Vil CH ikke have en tendens til at blive til TCH? Og hvorfor skulle -BIN blive til -PIN? TCH er en ustemt palato-alveolær affrikat, som vil have en større tendens til umiddelbart at blive efterfulgt af en ustemt bilabial klusil (P) end af en stemt bilabial klusil (B). Du kan selv prøve: udtal hurtigt Matchpin og Matchbin og konstater, hvilken form der ender med at vinde indpas mest naturligt. Vi kan bestemt ikke bevise det, men det forekommer os højst sandsynligt, at MATCHPIN er en forvrængning af MAUGHBIN.
Hvad angår ordet MAGBOE, som “The Whole Institutions of Free-masons opened” fra 1725 giver os, kan man også her se en forvrængning af MAHABYN/MAUGHBIN. Vi ved, at MAHABYN hos englænderne blev bevaret i formen MAHABONE. BOE kunne være en forvrængning af BONE. Og MAG kunne komme direkte fra MAHA eller fra en hypotetisk mellemliggende form MAUGHBONE, som kunne have eksisteret. Under alle omstændigheder kan MAHABONE udtalt hurtigt på engelsk høres som MAGBOE, især hvis taleren artikulerer dårligt.
Man skal desuden huske på, at “The Whole Institutions of Free-masons opened” er en trykt afsløring og ikke et manuskript. Forfatteren er sandsynligvis ikke frimurer og har måske læst det manuskriptdokument, han gengiver, forkert. Eller man kan også forestille sig en trykfejl fra trykkerens side, som ville have udeladt N’et i BONE.
Den første form af MB-ordet og oprindelsen af mestergraden
Den første form af MB-ordet synes at have været MAHABYN/MAUGHBIN og at være af skotsk oprindelse. Det blev derefter angliceret til MAHABONE. Dette ord, der fremmaner knoglen og forrådnelsen, synes at passe godt til Noa-legenden, som er kendt for os gennem et enkelt engelsk manuskript, “Graham” fra 1726, som åbenlyst giver os nøglen.
I lighed med “Sloane” nr. 3329, som er det første manuskript, der nævner ordet MAHABYN, er “Graham” et engelsk dokument, der bærer spor af en skotsk indflydelse. Hvis logen her beskrives som bestående af “Masters” og “Fellows” (hvilket er den engelske terminologi), finder man længere fremme to omtaler af “Fellow craft”, en typisk skotsk titel.
Selvom det er almindeligt anerkendt, at mestergraden blev indført af Storlogen i London (“de moderne”) omkring 1730, synes det, at en første form af denne grad, af skotsk oprindelse og baseret på en noakisk legende, kan have eksisteret i Skotland siden en dato, der er umulig at fastslå. Denne grad synes at have været kendt af visse engelske frimurere omkring 1700, men sandsynligvis i længere tid, hvis man accepterer hypotesen om, at “Sloane” nr. 3329 går tilbage til en original, der daterer sig til senest 1640.
Så hvorfor finder man så få spor af den, udover disse få indikationer? Uden tvivl fordi de skotske murere og de engelske frimurere i det 17. århundrede virkelig respekterede deres tavshedsløfter. Det ældste manuskript af en skotsk frimurerkatekismus, vi kender (“Edinburgh Register House”), daterer sig kun til 1696, mens “Mason Word”-frimureriet optræder i Skotland omkring 1600. Og vi råder ikke over noget tilsvarende engelsk manuskript før 1700. Derfor hviler der store gråzoner over de frimureriske skikke i det 17. århundrede.
Man kan også fremsætte hypotesen om, at denne grad ikke var kendt af alle loger, og at ikke alle frimurere havde adgang til den, lidt ligesom det er tilfældet med de højere grader i dag. Eksistensen af denne grad var måske en hemmelighed for størstedelen af frimurerne.
Så når man hører, at “de gamle”, som skabte deres egen Storloge i 1753, bebrejdede “de moderne” for at have ændret de gamle ritualer og indført mestergraden, kan man formode, at de ikke angreb selve ideen om en tredje grad. Det, de uden tvivl bestred, var, at denne grad blev givet uden skelnen til alle frimurere ved hjælp af et ritual baseret på en ny legende, som de ikke anerkendte, eller som de betragtede som et plagiat af den sande legende.
“De modernes” MACHBENAH
MACHBENAH-ordet (som i Frankrig bliver til MACBÉNAC), der optrådte for første gang i Samuel Pritchards “Masonry Dissected” i 1730, er Mesterordet for “de moderne”, det vil sige Storlogen i London fra 1717 (eller mere sandsynligt 1721). Det kan betyde “Han er slået, arkitekten” og svarer perfekt til mestergradens dramatik, som hos “de moderne” drejer sig om mordet på Hiram og opdagelsen af hans lig af ni mestre.
Beslutningen hos mestrene om at tage det første ord, der blev udtalt ved opdagelsen af Hirams lig, som hemmelighed, bruddet på hans lemmer i de første forsøg på at gribe ham, hans genoprettelse ved hjælp af mestergradens fem punkter og tilstedeværelsen af et ord i MB minder uundgåeligt om Noa-legenden, som “Graham” beretter om.
Men fortællingen er mere dramatisk, for der har fundet et mord sted. Mestergraden får således en mere moralsk konnotation: man stigmatiserer Hirams mordere, hvilket symboliserer menneskelige lidenskaber, og man hylder Hiram for at have bevaret sin hemmelighed helt ind i døden.
Mord på en middelalderlig byggeplads
Men ved at gøre dette reducerer man hemmelighedens universalitet kraftigt, som bliver mestermurernes hemmelighed, mens Noa-fortællingen bragte os i nærvær af hemmeligheden om det menneske, som Universets Store Arkitekt havde valgt til at være fader til den nye menneskehed, der blev genfødt efter syndfloden. Noas hemmelighed er den Oprindelige Tradition, eller, som jødedommen siger, den første og universelle religion før pagten indgået med Abraham og derefter bekræftet med Moses. Det går alligevel længere end murernes professionelle hemmelighed! For lad os ikke glemme, at ordene for de tre grader lærling, svend og mester ifølge Hirams legende selv kun tjente til at gøre det muligt for enhver at modtage lønnen svarende til sin grad. Det kræver en stor indsats af spiritualisering og symbolisering at udlede noget højere deraf, mens Noas hemmelighed i sin essens var af spirituel natur.
Hvor kommer så denne Hiram-legende fra, som krævede et nyt ord (hvilket ikke desto mindre forblev i MB)? Som vi kender den i dag, synes den at være opfundet af “de moderne”, men den har uden tvivl sine rødder i gamle legender fra bygmestrene, ifølge hvilke byggelederen blev myrdet, som det er tilfældet med Mester Jacques i det franske svendelaug. Måske er omtalen af et stentrug, hvori mesteren hviler, som man finder i “Dumfries”-manuskriptet nr. 4, et ekko af en sådan legende, som kunne have været i omløb i visse engelske loger i det 17. og 18. århundrede, sideløbende med Noa-legenden.
Forsoning af de to MB’er
Skulle frimureriet forblive splittet omkring den tredje grad og ordet, der karakteriserer den? Bestemt ikke. Vi ved, at “de gamle” til sidst også adopterede mestergraden baseret på Hiram-legenden, og at de to rivaliserende storloger generelt endte med at forene sig i 1813 for at danne den Forenede Storloge af England. Men “de modernes” MACHBENAH-ord forsvandt til fordel for “de gamles” MAHABONE for kun at overleve i Frankrig og på det europæiske kontinent.
Man konstaterer dog en vis porøsitet mellem de to systemer, længe før forsoningen. MACHBENAH-ordet betyder ofte “Kødet forlader knoglerne” i ritualerne (især i Frankrig), hvilket antyder, at ideen om knoglen indeholdt i MAHABYN/MAUGHBIN var kendt af “de moderne”. Og især den anden udgave af Andersons forfatninger (1738), mere teistisk end udgaven fra 1723, placerer eksplicit frimureriet under Noas protektion, hvilket gør frimurerne til “sande noakider”.
Noa-figuren, der er blevet en formynderfigur for frimureriet som helhed, forsvandt ikke desto mindre fra de symbolske logers ritualer for at finde sig selv begrænset til højere grader eller “side degrees” såsom Nautonier de l’Arche Royale eller Chevalier Prussien, eller Noachite (højere grader i REAA, den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus).
