Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Den første forekomst af MB-ordet i frimureriet: Hvad afslører Sloane-manuskriptet?
Det første kendte vidnesbyrd om et MB-ord optræder i Sloane-manuskript nr. 3329, der dateres til omkring 1700, men som undertiden betragtes – især af pastor Woodford, der udgav det i 1872 – som en kopi af et langt ældre dokument, muligvis fra før 1640. Denne tekst befinder sig i krydsfeltet mellem to verdener: Den nævner operative frimurere, hvilket antyder en engelsk oprindelse, men den benytter typisk skotske termer, såsom titlerne for lærlinge og svende (Interprintices og Fellow craftes) eller J- og B-ordene. Alt tyder på en direkte indflydelse fra det skotske “Murerord” (Mason Word).
Faksimile af Sloane-manuskript nr. 3329 (ca. 1700), et af de første dokumenter, der nævner et ord forbeholdt mestre. Et essentielt vidnesbyrd om overgangen mellem det skotske “Murerord” og den tidlige engelske spekulative frimureri.
Det er i denne hybride kontekst, at et ord forbeholdt mestre dukker op, overleveret gennem et håndtryk, der minder stærkt om de senere fem punkter i mestergraden. Dette ord er MAHABYN, som der ikke gives nogen forklaring på. Selvom “byn” ikke refererer til noget i moderne engelsk, er det derimod attesteret i skotsk engelsk som betydende “knogle” (bone). Den skotske oprindelse af udtrykket anes derfor – uden dog at kaste lys over den første del af ordet, “maha”. På dette stadie tyder alt på, at vi står over for en sproglig og rituel gåde, hvis nøgler først vil dukke op senere.
Hvordan udviklede MB-ordet sig mellem 1710 og 1730?
Mellem 1710 og 1730 tilbyder manuskripter og afsløringer en række varianter af MB-ordet, som gør det muligt bedre at forstå det oprindelige Mahabyn fra Sloane-manuskriptet. Trinity College-manuskriptet (1711) præsenterer MATCHPIN; “A Mason’s Examination” (1723) angiver MAUGHBIN; “The Whole Institutions of Free-masons opened” (1725) nævner MAGBOE; og endelig fastlægger Pritchards “Masonry Dissected” (1730) for “de moderne” (Moderns) den velkendte form MACHBENAH, fortolket som “Arkitekten er slået”, i direkte forbindelse med Hiram-legenden.
Men det er Graham-manuskriptet (1726), der leverer den afgørende ledetråd: Det giver ikke selve ordet, men forklarer det med den gådefulde formel “marrow in this bone” (marv i denne knogle). Denne association mellem marv og knogle, som er fraværende i den hiramiske kontekst, henviser til en ældre fortælling og varsler allerede den noakitiske forankring af det første MB-ord.
Refererer MB-ordet virkelig til en “knogle”?
Den afgørende ledetråd fra Graham-manuskriptet – “marrow in this bone” – bekræfter, at den anden del af det første MB-ord, “byn”, refererer til “knogle” på skotsk engelsk, hvor udtrykket er attesteret i forskellige former (ban, bane, bin, byn). Den senere udvikling mod Mahabone eller Moabon forstærker blot denne læsning.
Tilbage er at forstå den første stavelse, “maha”, som er fuldstændig fremmed for tidlig moderne engelsk.
Kaster skotsk engelsk lys over den første stavelse i MB-ordet?
Ja. Formen “Maughbin”, attesteret i “A Mason’s Examination” (1723), giver en væsentlig nøgle. På skotsk engelsk betegner “maugh” (eller moach, moch) noget, der er fugtigt, macereret, i gæring eller forrådnelse. Det er et udtryk, der bruges til at beskrive nedbrudt organisk materiale, undertiden ildelugtende. Denne nuance refererer direkte til scenen i Graham-manuskriptet, hvor Noas sønner finder deres fars lig i fremskreden forrådnelse.
Noa og hans sønner bygger arken. Kromolitografi fra det 19. århundrede (Aurea Bibbia classica, Giovanni Ladislao Sykora). Den noakitiske ikonografi minder om den symbolske ramme, der er forbundet med de tidlige former af MB-ordet.
Således fremmaner “maugh” ikke selve marven, men tilstanden af det lig, hvori den opdages – en afgørende detalje i den noakitiske fortælling.
Indeholder MB-ordet en hebraisk rod, der betegner marv?
Meget sandsynligt. Skotsk engelsk er ikke tilstrækkeligt til at forklare den eksplicitte forbindelse mellem ordet og formlen i Graham-manuskriptet. Men et hebraisk ord passer perfekt: מֹחַ (moaḥ), som betyder marv.
Graham-manuskriptet taler netop om marv (marrow). Og en skotte fra det 17. århundrede, der ikke var fortrolig med semitiske gutturaler, ville have gengivet det afsluttende ḥ med en lyd tæt på gh, ch eller och, hvilket naturligt fører til maugh / moach / moch.
Således forbinder “Maughbin” klart: marv (moaḥ på hebraisk), knogle (byn på skotsk engelsk) og forrådnelse (maugh på skotsk engelsk). Det første MB-ord fremstår derfor som et tosproget ord, dannet ud fra bibelsk hebraisk og skotsk engelsk, i en kontekst hvor skotske protestantiske præster – ofte hebraister – spillede en aktiv rolle i “Murerordets” frimureri.
Modstrider MATCHPIN og MAGBOE denne fortolkning?
Varianterne MATCHPIN (Trinity College-manuskriptet, 1711) og MAGBOE (The Whole Institutions of Free-masons opened, 1725) anfægter ikke hypotesen om et første MB-ord baseret på Maughbin/Mahabyn. De virker snarere som forvrængninger af dette, opstået gennem en transmission, der var både mundtlig og skriftlig i forskellige sproglige kontekster.
I tilfældet med MATCHPIN tyder alt på, at der er tale om en fonetisk forvrængning af Maughbin. Den gutturale ch-lyd, som er almindelig på skotsk engelsk, findes ikke i tidlig moderne engelsk: den har derfor en tendens til at blive til “tch”, når en engelsktalende forsøger at gengive den. Denne glidning ændrer naturligt ordets struktur.
Desuden kan endelsen -bin let blive til -pin, da den affrikative konsonant “tch” lettere harmonerer med en ustemt lukkelyd (p) end med en stemt lukkelyd (b). Ved at udtale Maughbin hurtigt kan en engelsktalende lytter således høre – og nedskrive – Matchpin, uden at have den mindste viden om dets oprindelige dannelse.
Hvad angår MAGBOE, er glidningen endnu mere gennemsigtig: Maha, der bliver til Mag, er plausibelt, især hvis en mellemliggende form som Maughbone har cirkuleret; “boe” kan være en direkte forvrængning af “bone” eller resultatet af en ufuldstændig artikulation; en ikke-frimurerisk bogtrykker, der afskriver et dårligt læseligt manuskript, kan udelade et bogstav, især det afsluttende n i bone.
Således indikerer MATCHPIN og MAGBOE ikke eksistensen af et konkurrerende MB-ord: De bekræfter snarere udbredelsen af et udtryk af skotsk oprindelse, som var svært at udtale og transkribere for engelske skrivere, og som var dømt til talrige ændringer.
Hvad er den første form af MB-ordet, og hvilken forbindelse har det til mestergradens oprindelse?
Den første form af MB-ordet ser ud til at have været Mahabyn/Maughbin, der stammer fra det skotske miljø omkring “Murerordet”. Sloane-manuskriptet giver den ældste attestation, mens Graham-manuskriptet tilbyder fortolkningsnøglen (“marrow in this bone”), som kaster lys over dets primære, tydeligt noakitiske betydning. Begge dokumenter vidner om tilstedeværelsen af rituelle eller terminologiske elementer i England, der er lånt fra den skotske tradition.
Denne konvergens antyder, at en primitiv form for mestergraden – baseret på Noa snarere end Hiram – kunne have cirkuleret i Skotland før den londonske strukturering i begyndelsen af det 18. århundrede. Vi ved intet om dens nøjagtige rituelle form, men eksistensen af et særskilt ord for mestre, før MACHBENAH, taler for eksistensen af en sådan grad, måske kun kendt af et begrænset antal brødre.
Manglen på kilder forklares let: Det skotske frimureri i det 17. århundrede efterlod intet manuskript før 1696 – Edinburgh Register House-manuskriptet, efterfulgt omkring 1700 af Chetwode Crawley-manuskriptet, med næsten identisk indhold, som hverken nævner en tredje grad.
Dokumentarisk tavshed gør det ikke muligt at afkræfte eksistensen af en sådan grad; det signalerer blot, at frimureriet i det 17. århundrede var en væsentlig mundtlig kultur, og at tavshedsløftet blev respekteret. En hypotetisk tredje grad, der ville være blevet overleveret på begrænset vis, havde næsten ingen chance for at efterlade skriftlige spor.
Hvorfor vandt “de modernes” MACHBENAH-ord frem i det 18. århundrede?
“De modernes” MACHBENAH optræder for første gang i Samuel Pritchards afsløring, “Masonry Dissected” (1730). Det fortolkes som betydende “Arkitekten er slået” og indgår i en helt ny fortælling: Hiram-legenden, iscenesat ifølge en dramaturgi centreret omkring mesterens mord og søgningen efter hans lig af ni mestre. Intet tyder på, at denne legende eksisterede før 1720’erne; den optræder ikke i noget tidligere manuskript.
Flere elementer viser, at dette nye ord, selvom det forbliver et MB-ord, markerer et brud med Mahabyn/Maughbin. Den eksplicitte henvisning til et mord orienterer nu graden mod en moralsk og symbolsk læsning: Hiram bliver den, der bevarer sin hemmelighed i døden, og hans snigmordere repræsenterer menneskelige lidenskaber. Denne dramatiske konstruktion står i skarp kontrast til den noakitiske legende, hvor døden hverken er en forbrydelse eller en straf, men en simpel menneskelig begivenhed, placeret under tegnet af en mere universel hemmelighed.
Ikke desto mindre bevarer gradens nye struktur flere reminiscenser af den tidligere model: brud på led, genoprettelse gennem mestergradens fem punkter, vedtagelse af et MB-ord og brugen af det første ord, der blev udtalt ved opdagelsen af liget. Disse paralleller viser, at “de moderne” ikke skabte deres system ud af ingenting; de omorganiserede et ældre rituelt materiale omkring et nyt narrativt tema.
Således vandt MACHBENAH frem, fordi det svarer til den nye hiramiske fortælling, tilpasset “de modernes” ønske om at strukturere et system af tre grader udstyret med en moralsk, dramatisk og symbolsk progression. Ordet bliver signaturen for denne genfundering.
Hvor kommer Hiram-legenden fra, og hvorfor krævede den et nyt MB-ord?
Hiram-legenden, som vi kender den i dag, ser ud til at være blevet udarbejdet af “de moderne” i 1720–1730’erne. Intet tidligere manuskript nævner den, og den tilhører ikke den skotske tradition for “Murerordet”. Ikke desto mindre er ideen om den myrdede mesterbygger ikke helt ny: I byggetraditioner finder man allerede fortællinger, hvor byggelederen dør tragisk, som f.eks. Mester Jacques i det franske “Compagnonnage”. Denne legendariske fond kan have leveret en narrativ matrix.
Introduktionen af denne fortælling transformerede mestergraden dybt. Den overleverede hemmelighed er ikke længere en grundlæggende patriarks (Noa), men en mesterbyggers, der inkarnerer troskab mod en indre lov. Hirams mord giver graden en stærk moralsk dimension: De lidenskaber, der fælder mesteren, bliver de fjender, som frimureren skal tæmme i sig selv, mens søgen efter det tabte ord får en mere introspektiv rækkevidde.
Reception til mestergraden. Gravering fra det 18. århundrede, der illustrerer en traditionel scene fra den tredje grad i de første frimureriske katekismus-bøger.
Dette perspektivskifte krævede et nyt MB-ord. Udtrykket arvet fra den noakitiske fortælling – Mahabyn/Maughbin – passede dårligt til Hirams dramaturgi, hvor vægten ligger på vold, brud og søgen efter et begravet ord. MACHBENAH oversatte bedre denne dramatiske dynamik: et ord, der på én gang er dystert og energisk, smedet til at kommentere fortællingens centrale begivenhed, og hvis klang gjorde det muligt at bevare ordets traditionelle MB-struktur.
Således er fremkomsten af den hiramiske fortælling ikke en simpel innovation: den påtvinger en fuldstændig rekomposition af den tredje grads symbolik, og ændringen af MB-ordet udgør det mest synlige spor heraf.
Hvordan reagerede “de gamle” (Ancients) på “de modernes” nye MB-ord?
Da “de gamle” grundlagde deres Storloge i 1753, bebrejdede de “de moderne” for at have ændret de primitive ritualer og for at have introduceret en mestergrad, som de anså for uautentisk. Det er dog lidet sandsynligt, at denne kritik var rettet mod selve ideen om en tredje grad: Tilstedeværelsen af et ord forbeholdt mestre i manuskripter før 1730 viser, at en distinktion allerede eksisterede. Det, “de gamle” anfægtede, var den nye dramatiske struktur introduceret af “de moderne”, og især MB-ordet forbundet med denne fortælling.
I stedet for at tage MACHBENAH i brug, adopterede eller bevarede de en langt ældre form: MAHABONE, arvet fra de skotske varianter af mesterordet. Dette valg er ikke kun terminologisk; det markerer ønsket om at indskrive sig i en tradition, som de anså for at være ældre og mere i overensstemmelse med ånden hos de første spekulative frimurere.
Ikke desto mindre er grænsen mellem de to systemer ikke fuldstændig uigennemtrængelig. Mange ritualer viser, at “de moderne” stadig kendte til ideen om “knoglen” – arvet fra Mahabyn/Maughbin – og at denne symbolik ikke er forsvundet helt: MACHBENAH fortolkes undertiden som “kødet forlader knoglerne”. Ligeledes placerer 1738-udgaven af Andersons forfatninger, som er mere teistisk end 1723-udgaven, eksplicit frimureriet under Noas figur og kalder frimurere for “sande noakitter”.
Disse spor viser, at selv hos “de moderne” var mindet om den første tradition ikke helt slettet. Debatten mellem “de gamle” og “de moderne” er derfor ikke kun et spørgsmål om ord: det er en spænding mellem to grundlæggende fortællinger – Noa eller Hiram – og to opfattelser af den frimureriske hemmelighed.
Konklusion: Hvad er der tilbage af den noakitiske tradition i MB-ordet?
Da MAHABONE vandt frem i engelsk brug i det 19. århundrede, erstattede det ikke blot MACHBENAH: det genindførte diskret en del af den tidligere tradition. Den hiramiske model består, men ordforrådet fra det første MB-ord – bygget op omkring knoglen, marven og det nedbrudte lig – fortsætter med at dukke op som det vedvarende spor af en ældre noakitisk læsning.
Denne underjordiske hukommelse manifesterer sig mindre i de symbolske ritualer end i visse højgrader, hvor Noa forbliver forbundet med en oprindelig hemmelighed, adskilt fra Hirams. Frimureriet arver således to symbolske niveauer: det ene, hiramisk, som er blevet det dominerende; det andet, noakitisk, mere arkaisk, men aldrig helt slettet.
MB-ordets historie vidner om denne overlejring. Den viser, hvordan en ny tradition kan vinde frem uden at afskaffe den foregående, og hvordan den samme rituelle struktur kan rumme, fra den ene epoke til den anden, forskellige betydninger uden at miste sin indre kontinuitet.
Af Ion Rajolescu, chefredaktør for Butik — i tjeneste for et retfærdigt, stringent og levende frimurerisk ord.
For at forlænge studiet af den noakitiske tradition, opdag samlingen fra “Nautonier de l’Arche Royale”.
Logetæppe 3. grad REAA (2) – Satin (128 x 85 cm)
EUR 67.99
EUR 79.99
Se alle
1. Hvad kaldes MB-ordet i frimureriet?
MB-ordet betegner et ord i to dele, traditionelt forbeholdt mestergraden. Dets første former – Mahabyn eller Maughbin – optræder før Hiram-legenden og ser ud til at stamme fra det skotske “Murerord”.
2. Hvad er den ældste forekomst af MB-ordet?
Den første omtale findes i Sloane-manuskript nr. 3329 (ca. 1700), som citerer ordet Mahabyn. Denne tekst attesterer allerede et ord forbeholdt mestre, adskilt fra J- og B-ordene, og knyttet til en skotsk tradition.
3. Refererer MB-ordet virkelig til en “knogle”?
Ja. Delen “byn” i ordet svarer til “knogle” på skotsk engelsk. Denne nøgle optræder tydeligt i Graham-manuskriptet (1726), som forbinder hemmeligheden med formlen “marrow in this bone”.
4. Hvorfor giver nogle manuskripter MATCHPIN eller MAGBOE?
Disse varianter skyldes sandsynligvis fonetiske forvrængninger eller fejlbehæftede afskrifter foretaget af engelske skrivere, der ikke var fortrolige med de gutturale lyde fra skotsk engelsk. De indikerer ikke et konkurrerende ord.
5. Hvad er forbindelsen mellem MB-ordet og hebraisk?
Den første stavelse i ordet kunne stamme fra מֹחַ (moaḥ), “marv”. Udtalt af skotter kunne denne gutturale lyd være blevet til maugh/moach, hvilket forstærker associationen mellem marv og knogle i Graham-manuskriptet.
6. Vedrørte det første MB-ord allerede Hiram?
Nej. De første forekomster af MB-ordet refererer til en noakitisk fortælling, ikke til Hiram-legenden. Forbindelsen til Hiram optræder først hos “de moderne” i 1720–1730’erne.
7. Hvorfor introducerede “de moderne” MACHBENAH?
MACHBENAH svarer til dramaturgien i den nye hiramiske fortælling, centreret omkring mesterens mord og søgningen efter liget. Ordet passer bedre til denne kontekst end Mahabyn, arvet fra den noakitiske model.
8. Afviste “de gamle” den tredje grad?
De afviste ikke ideen om en tredje grad, men “de modernes” hiramiske ritual. De bevarede formen MAHABONE, arvet fra den skotske tradition, som de anså for at være ældre.
9. Eksisterede MB-ordet før 1730?
Ja. Sloane- og Graham-manuskripterne viser, at et ord forbeholdt mestre allerede eksisterede før “Masonry Dissected”. Dets primitive form var sandsynligvis noakitisk.
10. Har MB-ordet i dag kun én betydning?
Nej. Det frimureriske system bevarer to symbolske lag: det ene noakitisk (ældre), det andet hiramisk (som er blevet dominerende). MAHABONE bærer stadig sporet af denne overlejring.
Find her den fulde transkription af podcasten for dem, der foretrækker læsning eller ønsker at uddybe udvekslingerne.
PODCAST — Oprindelsen af MB-ordet i frimureriet
Der findes i frimureriet et særligt ord. Et gammelt ord, forbeholdt mestergraden, som vi i dag kender i flere former: Mahabyn, Maughbin, Mahabone… MB-ordet. Vi forbinder det spontant med Hiram-legenden, men når vi går tilbage til de første manuskripter, opdager vi en helt anden historie, ældre, mere obskur og, i en vis forstand, mere fundamental.
Alt begynder med Sloane-manuskript nr. 3329, omkring år 1700. Det nævner et ord for mestre: Mahabyn. Ingen forklaring. Ingen iscenesættelse. Bare et ord, overleveret under et håndtryk, der minder om de fremtidige fem punkter i mestergraden. Og dette ord refererer endnu ikke til Hiram, men til en ældre skotsk tradition, den om “Murerordet”. Et andet manuskript, Graham-manuskriptet, dateret til 1726, giver os nøglen. Det beretter om en mærkelig scene: Noas sønner opdager deres fars lig i forrådnelse. De forsøger at rejse ham op. Leddene løsner sig. Og en af dem udbryder: “Der er marv i denne knogle.” Denne sætning virker ubetydelig. Den er dog afgørende. For i ordet Mahabyn betyder den anden stavelse, “byn”, “knogle” på skotsk engelsk. Og den første kunne stamme fra det hebraiske “moaḥ”, “marv”, udtalt med en skotsk guttural: maugh, moach, moch. Det første MB-ord opsummerer altså to elementer fra den noakitiske legende: marven og knoglen.
Mellem 1710 og 1730 optræder flere varianter: Matchpin, Maughbin, Magboe. De afslører ikke en anden tradition. De vidner blot om de forvrængninger, der opstår, når skotske lyde passerer gennem munden på engelske skrivere: en guttural bliver til en affrikat, et “bin” bliver til “pin”, et “bone” bliver til “boe”. Intet indikerer et konkurrerende ord. Alt bekræfter et skotsk ord, der er blevet misforstået.
Hvis dette ord eksisterede, var der så en mestergrad før Hiram? Måske. Vi ved intet om dens nøjagtige rituelle form, men eksistensen af et specifikt ord for mestre, før “de modernes” reform, lader formode en tidlig grad, måske forbeholdt en snæver kreds. De skotske kilder er få. Intet manuskript om “Murerordet” optræder før 1696, med Edinburgh Register House, efterfulgt af Chetwode Crawley. De nævner ikke en tredje grad. Men denne tavshed beviser intet: Frimureriet i det 17. århundrede var en mundtlig kultur, strengt tro mod tavshedsløftet. En forbeholdt grad ville næsten ikke have efterladt nogen spor.
Så kommer “de moderne”. I “Masonry Dissected” fra 1730 optræder et nyt ord: MACHBENAH. Det stemmer overens med en ny fortælling: Hiram-legenden, centreret omkring mesterbyggerens mord og søgningen efter det tabte ord. Dramaturgien transformeres. Den moralske betydning forstærkes. Og ordet ændres. “De gamle”, et kvart århundrede senere, vil afvise denne innovation. Ikke selve den tredje grad, men “de modernes” hiramiske ritual. De vil bevare Mahabone, som de anser for at være ældre. To traditioner eksisterer da side om side: den ene noakitisk, den anden hiramisk.
