Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Kilderne til Det Rektificerede Skotske Ritual: En spirituel syntese fra det 18. århundrede
Alle frimurerritualer er et sammenløb af flere indflydelser, og dette er særligt tydeligt for Det Rektificerede Skotske Ritual (R.E.R.). Dette frimurerritual har sine rødder i flere strømninger, der nærede frimureriets fødsel på det europæiske kontinent.
Den første kilde er naturligvis frimureriet fra Storlogen i London (Storlogen af “Moderns”), som spredtes i Europa fra 1725 og frem i form af loger med de tre symbolske grader (Lærling, Svend og Mester). Dette er selvsagt udgangspunktet for alle frimurerritualer. I den henseende er de symbolske grader i Det Rektificerede Skotske Ritual et yderst værdifuldt vidnesbyrd om de gamle franske frimurerskikke. Det franske frimureri i det 18. århundrede praktiserede meget varierede ritualer, der alle var baseret på den samme “Moderne” tradition, men som adskilte sig i mange detaljer. Kun to har overlevet: Det Franske Ritual fra 1785 (udgivet i 1801 under titlen “Régulateur du Maçon”) og ritualerne for de blå loger i Det Rektificerede Skotske Ritual, som til tider er mere arkaiske i deres form end dem i Det Franske Ritual.
De Høje Grader og “Écossisme”
Den anden kilde er det, man kalder “Écossisme”, det vil sige udviklingen – længe kaotisk og forvirrende – af de høje grader i REAA (Det Gamle og Anerkendte Skotske Ritual). Disse grader, ud over Mestergraden, udviklede sig især i Frankrig, men også i Tyskland og Sverige. Jakobitiske frimurere (det vil sige dem, der forblev loyale over for Stuart-dynastiet efter den engelske “Glorious Revolution” i 1688), hvoraf mange levede i eksil i Frankrig, spillede en vigtig rolle i fremkomsten af disse høje grader, som de ofte tilførte allegorier vedrørende genindsættelsen af Stuart-slægten på den engelske trone.
Templarlegenden i frimurerritualerne
Den tredje kilde, og ikke den mindste, er tempelridderlegenden, der dukkede op i frimureriet i 1750’erne. Ifølge denne legende, som findes i flere varianter, skulle frimurerne have knyttet bånd til tempelridderne og tilbudt dem tilflugt under deres forfølgelse, hvilket muliggjorde deres overlevelse.
Mystisk indflydelse: Martinézisme
Den fjerde kilde er et af udtrykkene for det illuministiske og mystiske frimureri i det 18. århundrede, som var mangfoldigt og strakte sig fra alkymi og hermetisme til rosenkreuzertro, magi og endda nekromanti. Der er tale om Martinézisme, en teosofisk og gnostisk doktrin, der tilstræber at lade sjæle vende tilbage til deres guddommelige ophav gennem praksis af evokationer af engleagtige væsener. Den skyldes Martinès de Pasqually (1727-1774), der sandsynligvis var af portugisisk-jødisk oprindelse, men konverterede til kristendommen. Han grundlagde en para-frimurerisk orden, “Ordre des Chevaliers Maçons Élus Coens de l’Univers” (De Udvalgte Coëns’ Orden), som de fleste ledere af det, der senere blev til Det Rektificerede Skotske Ritual, tilhørte. Det er denne strømning, som også gav ophav til martinismen, at Det Rektificerede Skotske Ritual skylder sin kristne esoterisme.
Den Strenge Observans: Oprindelsen til Det Rektificerede Skotske Ritual
Tysk genesis og jakobitisk indflydelse
Det er umuligt at tale om oprindelsen af Det Rektificerede Skotske Ritual uden først at præsentere Den Strenge Observans (Stricte Observance Templière), som det stammer fra. Den Strenge Observans er sandsynligvis den mest spektakulære form, som tempelridderlegenden har antaget inden for frimureriet. Denne orden, der hævdede at genoprette Tempelridderordenen (og endda håbede på en officiel rehabilitering af tempelridderne med tilbagelevering af deres ejendomme), blev grundlagt i Tyskland i 1750’erne af en særpræget person, som man generelt kalder Baron von Hund (1722-1776; hans fulde navn og titel er Karl Gotthelf, Reichsfreiherr zu Hundt und Alten-Grotgau).
Dette medlem af den tyske lavadel (en “Junker”, karakteristisk for det nordøstlige Tyskland frem til 1918) interesserede sig tidligt for frimureriet, da han blev initieret i en alder af 19 år i Frankfurt an der Oder. Mellem 1742 og 1743 boede han i Paris, hvor han frekventerede adskillige loger og konverterede til katolicismen, hvorefter han tilbragte fjorten dage i Strasbourg, hvor han besøgte ikke mindre end fem loger.
Men den mest markante begivenhed skulle have været hans optagelse i et tempelridderkapitel i Paris. Ved ceremonien skulle Lord Kilmarnock (William Boyd, 4. jarl af Kilmarnock, jævnaldrende med Skotlands rige og loyal over for Stuart-slægten, dømt til døden og henrettet efter det jakobitiske nederlag ved slaget ved Culloden i 1745) og en mystisk “Eques a Penna Rubra” (Ridder med den røde fjer) have været til stede. Hund hævdede altid, at sidstnævnte var Charles-Édouard Stuart selv, den unge tronprætendent, barnebarn af den afsatte kong Jakob II. Det var fra disse fremtrædende jakobitter, at han angiveligt modtog den dobbelte mission at genoprette Tempelridderordenen og tjene Stuart-sagen. Vi vil senere se, hvad vi skal mene om denne påståede optagelse.
Aristokratisk succes og europæisk udbredelse
Tilbage i Tyskland grundlagde Hund en loge på sine jorder i Unwürde (i Nedre Lausitz, i den nuværende delstat Sachsen) og indgik et samarbejde med Wilhelm Marschal von Bieberstein, provinsialstormester for Øvre Sachsen og grundlægger af et første udkast til et tempelridder-frimurerritual. Han havde været frimurer siden 1737 og havde i Frankrig frekventeret jakobitiske eksilanter, herunder Lord Kilmarnock: Det er sandsynligvis på baggrund af Marschals minder, at Hund smedede fortællingen om sin påståede optagelse af mystiske jakobitter. Mellem 1753 og 1755 begyndte Marschal og Hund at opbygge et nyt tempelridder-system og producerede den berømte “Røde Bog”, som indeholdt ordensreglerne og fordelingen af ordensprovinserne. Marschal døde, før arbejdet var færdigt, og Hund ændrede sin titel fra provinsialstormester for Øvre Sachsen (en titel af engelsk oprindelse) til stormester for den VII. Tempelridderprovins, hvorved han udnævnte sig selv til hans efterfølger under ordrer fra påståede “Ukendte Overordnede” (læs: Charles-Édouard Stuart og den jakobitiske klan), fra hvem han angiveligt havde modtaget et mystisk krypteret patent, der var fuldstændig ulæseligt.
Gennem den intelligente konstruktion af sin legende, tiltrækningen ved sine pompøse ceremonier, men også gennem det nærede håb om en dag at kunne genvinde tempelriddernes ejendomme, fik Den Strenge Observans stor succes i det tyske aristokrati, i en grad så flere regerende fyrster lod sig optage. Ordenen spredte sig hurtigt til Schweiz, Strasbourg, Frankrig, det østrigske kejserrige, Danmark, Italien… Ordenen, der var meget hierarkisk og aristokratisk, reserverede sine høje grader til adelen eller velhavende borgere, der var bemærket for deres erhverv. Ikke-adelige kunne næppe håbe på at overstige Mestergraden og var ikke meningen at kende ordenens sande natur og mål, hemmeligheder der var forbeholdt indehaverne af riddergraderne. For frimurere af de lavere grader samt for frimurere fra andre ritualer var de provinsielle strukturer, der styrede de symbolske loger og Skt. Andreas-logerne i systemet, “skotske direktorater”, mens der i virkeligheden var tale om ordenens præfekturer.
Mod reformen: Fra tilbagegang til genfødsel af Det Rektificerede Ritual
Legitimitetskrisen i det 18. århundrede
Ordenen havde indført en økonomisk plan, der skulle garantere dens dignitarer komfortable livrenter, hvilket kun medførte, at medlemmernes økonomiske bidrag steg til et meget højt niveau. Da rehabiliteringen af tempelridderne og genvindingen af deres ejendomme lod vente på sig, opstod der utilfredshed, og nogle begyndte endda at tvivle på Hunds legitimitet.
Selvom Altenberg-konventet i 1764 uden videre havde godkendt hele systemet og legenden foreslået af Hund, gik det anderledes til ved Kohlo-konventet i 1772. Man bad Hund om at navngive de berømte “Ukendte Overordnede” og fremvise sit patent, som ingen kunne læse. For resten gemte Hund sig bag den tavshedspligt, han angiveligt havde aflagt over for sine overordnede, for at undgå spørgsmålene. Men ingen lod sig narre, og uden direkte at tage afstand fra Hund, udpegede konventet Ferdinand af Braunschweig-Lüneburg (1721-1782) til ordenens generalstormester, hvilket implicit betød, at der ikke fandtes nogen “Ukendte Overordnede”. Hund blev degraderet til rangen af stormester for den VII. provins og ordenens visitator. De første revner dukkede op i den tyske ny-tempelridderbygning, og ordenen tog navnet Forenede og Rektificerede Loger, og man begyndte at tale om “Dresden-rektificeret frimureri”. “Rektificeret” betød “ført tilbage til sine sande mål”. Men hvad var disse mål, hvis man begyndte at tvivle på tempelridder-oprindelsen? Kohlo-konventet var således både ordenens højdepunkt og begyndelsen på dens tilbagegang.
Ved Braunschweig-konventet i 1775 blev Hund igen angrebet og opfordret til at navngive de “Ukendte Overordnede”, som han påstod at repræsentere, og endelig fremvise en læselig version af sit berømte patent. Den ulykkelige baron brød sammen og indrømmede implicit mystifikationen. Han døde året efter. Ferdinand af Braunschweig iværksatte derefter en undersøgelse, som bekræftede, at Hund havde opdigtet alt og aldrig havde modtaget noget mandat fra Charles-Édouard Stuart, som ikke engang var i Paris på det tidspunkt, hvor han påstod at have mødt ham, og som frem for alt aldrig havde været frimurer!
Wilhelmsbad-konventet og opgivelsen af tempelridder-tilknytningen
I et forsøg på at redde, hvad der kunne reddes, indkaldte Ferdinand af Braunschweig til et konvent, der skulle finde sted i Wilhelmsbad i 1782, efter at have sendt en cirkulæreskrivelse til kapitlerne i 1780 med en række spørgsmål, som kan opsummeres således: Har ordenen overordnede? Hvem er de? Går ordenen tilbage til tempelridderne? Kan Tempelridderordenen genoprettes? Er ritualerne passende? Skal ordenens mål være hemmelige eller kendte af alle? Besidder ordenen viden, som ingen andre har? Ordenen grundlagt af Hund var næsten fuldstændig blottet for spirituel substans, og adskillige okkulte eventyrere og charlataner havde forsøgt at drage fordel af den, såsom Johnson, Rosa og Gugomos. Det var på tide endelig at give det Rektificerede Frimureri et tilfredsstillende indhold, da mange loger var begyndt at forlade det. Dette var målet med Wilhelmsbad-konventet.
Redningen for det Rektificerede Frimureri kom fra Frankrig, og mere specifikt fra Lyon, som vi skal se senere. De franske medlemmer af Den Strenge Observans mødte op til Wilhelmsbad-konventet med en reform, som de havde vedtaget ved Galler-konventet i 1778. Og med én bemærkelsesværdig undtagelse var det denne reform, der blev vedtaget i Wilhelmsbad i 1782, med eksplicit opgivelse af tempelridder-tilknytningen. Men det var allerede for sent, og den gamle ordens struktur kollapsede efter Ferdinand af Braunschweigs død i 1792. Det Rektificerede Skotske Ritual overlevede kun i Frankrig og Schweiz i den reformerede form, der blev vedtaget i 1782.
Jean-Baptiste Willermoz: Arkitekten bag Det Rektificerede Skotske Ritual
Det, man kalder Det Rektificerede Skotske Ritual (R.E.R.), svarer til Lyon-reformen, der blev vedtaget ved Galler-konventet i 1778 og i vid udstrækning stadfæstet af Wilhelmsbad-konventet i 1782. Det er hovedsageligt Jean-Baptiste Willermoz’ (1730-1824) værk. Men hvordan nåede man dertil?
Hans frimureriske baggrund og indflydelser
Jean-Baptiste Willermoz (en kultiveret borger og producent af silkestoffer i Lyon) var sandsynligvis en af de mest passionerede og flittige frimurere i det 18. århundrede. I sin iver efter at opdage frimureriets sande hemmelighed akkumulerede han en enorm samling af ritualer af enhver oprindelse og engagerede sig meget aktivt i sin tids frimurerorganisationer. I 1760 var han en af grundlæggerne af “Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon”, en slags provinsialstorloge underlagt det, der stadig var Frankrigs Storloge (og som i 1773 blev til Grand Orient de France). I 1767 blev han optaget i Martinès de Pasquallys orden, “Ordre des Chevaliers Maçons Élus Coens de l’Univers”, og troede endelig at have fundet den sande frimureriske hemmelighed. Hans tilknytning til den martinezistiske doktrin svigtede aldrig.
Efter Kohlo-konventet i 1772 roste frimurere fra Strasbourg det tyske Rektificerede Frimureri, som de netop havde tilsluttet sig, så meget over for Willermoz, at han besluttede at tilslutte sig det. Han indledte derefter en korrespondance med Hund, uden at vide at denne allerede var faldet i en form for unåde. Baron Weiler, der allerede var blevet delegeret i 1772 til at installere direktoratet for ordenens V. provins (Bourgogne) i Strasbourg, blev i 1773 sendt til brødrene i Lyon, som havde anmodet om deres tilslutning. Han medbragte ritualerne oversat til fransk og betingelserne for optagelse. Willermoz tilføjede til betingelserne, at hans blå loger skulle forblive under jurisdiktion af Grand Orient de France, og han opnåede, ligesom de rektificerede frimurere i Strasbourg, retten til at fortsætte med at praktisere to typisk franske høje grader: Orientens Ridder og Rose-Croix Ridder. Omkring tyve brødre fra Lyon, som skulle udgøre det nye kapitel, blev optaget som riddere den 21. juli 1773, og den 25. juli blev ordenens II. provins (Auvergne) installeret. Den 11. og 13. august 1773 aflagde alle de nye riddere deres højtidelige profession og nåede dermed ordenens højeste grad, graden af “Chevalier Profès”.
Efter at have fuldført sin mission i Lyon fortsatte Weiler sit arbejde ved at tage til Montpellier og Bordeaux, hvor han installerede ordenens III. provins (Occitanie). Frankrig havde nu tre tempelridderprovinser og skulle spille en afgørende rolle i det Rektificerede Frimureris skæbne.
Lyon-reformen og Galler-konventet
Et vendepunkt i fransk frimureris historie
Som en fin kender af frimureriske ritualer og overbevist om, at de nødvendigvis måtte indeholde et spirituelt indhold, blev Willermoz meget skuffet over de ritualer, hans tyske overordnede havde overleveret dem. De tre symbolske grader er meget banale, og bortset fra nogle få allegorier, der fører til tempelridderlegenden, tilbyder de ingen originalitet. De ligner alle kendte ritualer fra 1740-1760, blot fattigere. Graden “Grøn Skotte” er meget indholdsløs og begrænser sig til at forvente, at modtageren efterligner fire dyrs dyder (løvens mod og gavmildhed, abens snilde, høgens klarsyn og rævens list), og at afsløre for ham, at Hiram allerede er halvt ude af graven og vil genopstå under skikkelse af NOTUMA (et anagram for AUMONT, den formodede efterfølger til Jacques de Molay ifølge legenden om Den Strenge Observans). Hvad angår graderne i den indre orden, som er åbenlyst ridderlig og tempelridder-orienteret, er receptionsceremonierne for en novice, en ridder og en “Chevalier Profès” blot simple efterligninger af ritualerne i brug i romersk-katolske religiøse ordener, uden reelt indhold eller originalitet.
Willermoz gik derefter i gang med at omskrive ritualerne, ikke uden at tilføje den martinezistiske dimension, som lå ham på sinde, og som han langsomt og subtilt spredte gennem graderne. Han berigede de eksisterende ritualer betydeligt, tilføjede et indhold, de ikke havde, og foreslog en ny gradestige: Lærlinge, Svende, Mestre og Skt. Andreas-skotske mestre udgør et symbolsk frimureri i fire grader, hvilket er nyt; Novice-væbnere og “Chevaliers Bienfaisants de la Cité Sainte” (Den Hellige Stads Velgørende Riddere) danner den indre orden, som er ridderlig og ikke længere frimurerisk; over den indre orden er placeret de hemmelige klasser for “Profès” og “Grands Profès”, de eneste, der kender ritualets eksplicitte doktrin og teurgiske praksisser.
Fødslen af Det Rektificerede Skotske Ritual: Et kristent og spiritualistisk frimureri
Denne reform, som man kalder “Lyon-reformen”, omfattede også en ny frimurerisk kodeks og en regel i ni punkter, som ligeledes var Willermoz’ værk. Den blev forelagt et konvent, der samlede ordenens tre franske provinser, Galler-konventet i 1778, hvis mål var at hævde mere uafhængighed over for den tyske orden, definere mere tilfredsstillende ritualer og tage stilling til tempelridder-tilknytningen. Selvom nogle var tilbageholdende med idéen om at opgive tempelridderlegenden, blev reformen ikke desto mindre i vid udstrækning vedtaget af konventet. Ordenen blev derefter til “Ordre des Chevaliers Bienfaisants de la Cité Sainte” og tog navnet Det Rektificerede Skotske Ritual.
