Ceremonimesterens stav – Frimurerbutikken

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Stavens oprindelse og udvikling

Staven er sandsynligvis en af de ældste menneskelige opfindelser, hvis ikke den ældste. Oprindeligt var det blot en simpel kæp, et “værktøj” med mange anvendelsesmuligheder: Man kunne bruge den til at nå genstande, der var uden for rækkevidde, støtte sig til den under gang, og naturligvis bruge den som et våben.

Som en forlængelse af armen, eller muligvis et fallisk symbol, blev staven hurtigt et ydre tegn på magt. I Tutankhamons grav fandt man ikke mindre end tredive stave, hvoraf nogle var belagt med guld og krumme, ligesom moderne stave. Den ydmyge kæp var tydeligvis blevet til en prestigegenstand værdig for en konge, en præst eller en militærleder. På denne måde kunne staven, stiliseret og nogle gange forkortet, blive til kongens scepter, biskopstaven eller marskalstaven.

Tutankhamons stave

Tættere på vores tid oplevede staven en sand renæssance i det 17. århundrede, hvor den i en lang form blev adelen og kongernes privilegium. Den tilføjede adel og prestige til selve det at spadsere. Brugen af staven blev udbredt i det 19. århundrede, hvor den blev et modeaccessoire for bourgeoisiet, på linje med hatten og handsker. Men staven forblev også et våben, hvilket kårdestave og fægtning med stok, som har blomstret i Frankrig siden midten af det 19. århundrede, vidner om.

Staven forblev naturligvis også en brugsgenstand beregnet til at støtte gangen for ældre eller invalide. Det var næsten udelukkende i denne form, at den overlevede i anden halvdel af det 20. århundrede, selvom nogle excentrikere fortsatte med at gøre den til et modeaccessoire.

Staven i frimureriet

Som vi har set, tog brugen af staven i Europa en vigtig drejning i det 17. århundrede, netop i den periode, hvor det første spekulative engelske frimureri opstod. Blev de første frimurere, og måske endnu mere frimurerne i det 18. århundrede, inspireret af den stav, der var i brug hos adelen? Hvis man husker på, at det at bære hat og sværd i logen i fransk frimureri var en måde at bekræfte ligheden mellem adelige og borgere på, kan man ikke udelukke, at staven tiltrak frimurerne og gjorde det muligt for dem at tilføje højtidelighed til deres ceremonier. Ud fra den måde, staven udelukkende bruges rituelt på for at understrege bevægelser i logen, kunne man fristes til at tro, at dens eneste funktion er at give værdighed til ceremonierne.

Men der er naturligvis en anden grund til stavens tilstedeværelse i frimureriet, denne gang symbolsk. Staven er ikke blot et ceremonielt tilbehør, et tegn på social status eller et våben; den er også et værktøj for de operative murere. Middelalderlige illustrationer viser ofte bygmesterne med en lang stav, foruden andre værktøjer såsom passer og vinkel.

Denne stav var et måleværktøj kaldet en “bygmesterstok” eller “Quine”, fordi den indeholdt de fem grundlæggende mål, der blev brugt på det tidspunkt: håndfladen, palmen, spændet, foden og alen. En streg markerede hvert mål, eller også bestod værktøjet af fem leddelte sektioner, ligesom man gør i dag med en tommestok. Forskellige værdier blev tilskrevet disse mål alt efter region, men her er et eksempel udtrykt i centimeter:

Håndflade: 6,74 – Palme: 12,36 – Spænd: 20 – Fod: 32,36 – Alen: 52,36. Det hele giver en stav på 124,72 cm.

Leddelt Quine

Det interessante ved Quine er, at den gjorde det muligt i praksis at bruge det gyldne snits proportioner uden at kende den algebraiske værdi phi (1,618). Hvis man lægger håndfladen og palmen sammen, får man spændet; palmen og spændet giver foden; spændet og foden giver alen. Det er en Fibonacci-følge. Og hvis man dividerer et mål med det foregående (f.eks. alen med foden), får man altid 1,618. Prøv med værdierne fra eksemplet ovenfor, så vil du se. Et smukt eksempel på de middelalderlige bygmestres praktiske viden!

Vi finder staven hos “Compagnons du Devoir”, som uden tvivl har bevaret en mere komplet forståelse af staven end frimurerne. Hos dem bevarer staven sin symbolske betydning, men fungerer også som en vandrestav og et forsvarsvåben.

Staven har helt sikkert sin plads i frimureriet, og ceremonimesterens stav er en beskeden påmindelse om den betydning, dette værktøj kunne have haft hos de gamle bygmestre. Man kunne ønske, at dens operative anvendelse blev mere åbenlyst forklaret i ritualerne og i frimurerinstruktionerne.