Murerskeen, et symbol med politisk oprindelse?

Næsten totalt fravær af murerskeen i gamle frimurerdokumenter

Det er bemærkelsesværdigt, at man næsten ikke finder nogen omtale af murerskeen i de ældste kendte skotske eller engelske frimurerdokumenter, som daterer sig fra slutningen af det 17. århundrede og frem til 1730’erne. Selv Samuel Pritchards “Masonry Dissected” (1730) og “Three Distinct Knocks” (1760) ignorerer fuldstændigt brugen af murerskeen. Højst finder man omtale af murerskeer i den historiske beretning i “Dumfries nº 4”-manuskriptet (ca. 1710), uden at nogen symbolsk eller rituel betydning nævnes. Og en enkelt afsløring, “The Grand Mystery Laid Open” (1726), fortæller os, at frimurere bruger to værktøjer: hammeren til at adskille og murerskeen til at forene. Vi vil vende tilbage til dette meget mærkelige dokument senere.

Det samme gør sig stort set gældende på kontinentet. I Frankrig, og mere generelt i det fransktalende kulturområde, såvel som i Tyskland, er murerskeen fraværende i ritualer og afsløringer før 1744. Og selv efter denne dato fortsætter størstedelen af ritualerne med at ignorere den, såsom Hertugen af Chartres’ ritual (1784), Markisen af Gages’ ritual (1763), ritualerne fra den Strikte Tempelherre-observans, den Franske Ritus (1785/1801)…

Murerskeens fremkomst i franske ritualer

Den første omtale af murerskeen findes i en meget besynderlig afsløring fra 1744, “Le Parfait Maçon”, som afslører hemmelighederne for lærlinge, svende, mestre og skotske murere i en helt usædvanlig form, der er meget forskellig fra alle kendte ritualer. I dette ritual bærer den Ærværdige en vinkel og en murerske i sit collier; og efter en ny lærlings ed tager han en murerske, hvormed han lader som om, han blander mørtel i et trug, og fører den derefter over lærlingens læber for symbolsk at forsegle dem. Vi vil vende tilbage til dette ritual senere, som måske afslører oprindelsen til brugen af murerskeen i frimureriet.

Året efter nævner en anden afsløring, “Le Sceau Rompu”, som ellers er i overensstemmelse med kendte frimurerskikke, murerskeen i sin generelle præsentation af frimureriet, men denne gang ved at forbinde den med sværdet – en tydelig hentydning til graden Ridder af Orienten, som arbejder med sværdet i den ene hånd og murerskeen i den anden, og som opstod i 1740’erne.

Omkring 1745 gør Luquet-manuskriptet (et af de to ældste frimureriske manuskriptritualer på fransk, der er bevaret) murerskeen, kombineret med sværdet, til frimurernes våbenskjold, idet det tydeligvis refererer til Chevalier de Ramsays tale fra 1736, som førte frimureriet tilbage til korstogene og Sankt Johannes af Jerusalems riddere. Længere fremme i ritualet beskrives murerskeen som værktøjet, der gør det muligt at skjule brødrenes fejl.

Omkring 1778 introducerede Jean-Baptiste Willermoz murerskeen blandt de tre bevægelige møbler (sammen med passeren og hammeren) i instruktionen for den første grad af den Rektificerede Skotske Ritus, idet han præciserede, at “den tjener frimurerne til at bygge templer for Dyden”.

Og det er først fra 1887, at den Franske Ritus, som praktiseres i Frankrigs Stororient, tilføjer murerskeen til de værktøjer, hvormed den kommende svend udfører sine fem symbolske rejser, og lader den figurere på den Ærværdiges bord i de tre symbolske grader.

I højgraderne af REAA optræder murerskeen også nogle gange, først og fremmest i Ridder af Orienten (III. orden af den Franske Ritus, 15. grad af den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus) og beslægtede angelsaksiske grader (irske Knight Masons, skotske Red Cross Knights…). Vi finder den også i Royal Arch, som ligeledes er knyttet til legenden om Zorobabels genopbygning af templet, og den er allestedsnærværende på frimureriske dekorationer og emblemer for Cryptic Degrees, en serie af fire grader af amerikansk oprindelse, men udbredt i alle angelsaksiske lande.

Murerskeen, et tegn på en minoritets-frimurerstrømning?

Murerskeen tilhører åbenlyst ikke det symbolske korpus i det tidlige frimureri. Hvordan kan man så forklare dens fremkomst i franske ritualer omkring 1745? Denne fremkomst synes knyttet til opblomstringen af højgraderne, og især Ridder af Orienten, den første ridderlige højgrad. Hovedsymbolerne for denne grad er sværdet og murerskeen, i overensstemmelse med de bibelske tekster, der danner grundlaget for gradens legende, og som fortæller, at bygherrerne, der genopbyggede Jerusalem, arbejdede med den ene hånd og bar et våben i den anden, og præciserer senere, at de alle bar sværdet ved siden (Nehemias 4, 17-18).

Men der nævnes intet om en murerske i den bibelske tekst. Hvorfor så vælge dette værktøj frem for et andet? Sandsynligvis fordi murerskeen allerede var kendt af en minoritetsgruppe inden for frimureriet, som det bevidnes af “The Grand Mystery Laid Open” fra 1726 og “Le Parfait Maçon” fra 1744. Men hvad kan denne gruppe af frimureriet mon være?

Murerskeen, et jakobittisk samlingsmærke?

Vi er vant til tanken om, at 1700-tallets frimureri var opdelt i to strømninger, de Moderne og de Gamle. Men ifølge visse forfattere (herunder Jan Snoek) var der en tredje, som man kaldte Harodim eller Heredom, der repræsenterede det jakobittiske frimureri, det vil sige dem, der forblev loyale over for Stuart-dynastiet efter den glorværdige revolution i 1688. Ifølge Jan Snoek er den meget mærkelige afsløring “Le Parfait Maçon” fra 1744, som man ved første øjekast kunne fristes til at betragte som en simpel parodi, blot en afspejling af skikkene i dette jakobittiske frimureri, udbredt i Frankrig af de mange engelske, skotske og irske eksilerede, der boede der.

Vi ved, at jakobitterne spillede en rolle i fremkomsten og udviklingen af de såkaldte skotske højgrader, og især Ridder af Orienten, hvis udgangspunkt ser ud til at have været Ramsays tale, som selv var jakobittisk: Zorobabel, af kongelig slægt, i eksil i Babylon og autoriseret af kong Kyros til at genopbygge Jerusalems tempel, kunne blot være en allegori for Stuart-prætendenten i eksil i St. Germain-en-Laye, hjulpet af den franske konge til at generobre den engelske trone. I 1740’erne drejer det sig om Charles Edward, “The Young Pretender”, som landede i Skotland i 1745 med fransk hjælp og rejste en hær, der blev knust ved slaget ved Culloden i 1746.

Kunne murerskeen derfor være et jakobittisk frimurersymbol? Det er sandsynligt. Lad os vende tilbage til den eneste gamle engelske tekst, der nævner murerskeen, “The Grand Mystery Laid Open” fra 1726. Ligesom “Le Parfait Maçon” fra 1744 betragtes dette mærkelige dokument oftest som en parodi. Det præsenterer absurde eller irrelevante ord, som for eksempel Layla Illalah, der angives som den første frimurer, og som ikke er andet end translitterationen af den muslimske trosbekendelse (Der er ingen gud uden Gud). Men kunne der ikke være tale om et kodet dokument? Kunne hammeren, der adskiller, ikke være Vilhelm af Oranien, der afsatte Jakob II, og Hannover-dynastiet, der derefter blev etableret, og kunne murerskeen, der forener, ikke være de eksilerede Stuart-tilhængere, der samler deres støtter i St. Germain-en-Laye? I denne afsløring kaldes logen for en Sankt Johannes-loge, men det præciseres, at Sankt Johannes er konge, fordi han er konge over alle kristne loger. Kunne det ikke være en hentydning til Stuart-slægtens tilknytning til katolicismen?

Og i “Le Parfait Maçon”, hvis beskrevne skikke kunne være af jakobittisk oprindelse, bruges murerskeen til at forsegle lærlingens læber. Hvad er mere naturligt, hvis man har at gøre med jakobittiske sammensvorne? Og Luquet-manuskriptet (hvis hentydninger til Chevalier de Ramsay kan antyde en jakobittisk tendens) fortæller os desuden, at murerskeen tjener til at skjule brødrenes fejl. Fejl – eller burde man snarere forstå hemmeligheder? Kunne den frimureriske hemmelighed her være fordoblet med en anden hemmelighed, nemlig den politiske?

Det ville derfor ikke være overraskende, hvis murerskeen oprindeligt var en slags samlingsmærke for jakobittiske frimurere, og at graden Ridder af Orienten var en metafor for de eksilerede Stuarters politiske projekt. Det ville forklare, hvorfor de angelsaksiske modstykker til den franske Ridder af Orienten først udviklede sig i Irland (Knight Masons) og derefter i Skotland (Red Cross Knights), da Irland og Skotland leverede en stor del af de jakobittiske kontingenter.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker