Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Oprindelsen af den frimureriske mejsel
Mejslen er naturligvis et operativt værktøj, der anvendes i mange håndværk inden for træ-, sten- og metalarbejde. Det er et af stenhuggerens værktøjer, som er en af facetterne af frimureren (den symbolske frimurer er nemlig både stenhugger, billedhugger, mureren, der rejser væggene, og arkitekten, der designer og leder opførelsen af bygningsværket). Alligevel optræder mejslen ikke i de gamle engelske og skotske frimurer-katekismusser fra slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Den nævnes første gang i 1724 i “The Whole Institution of Masonry”. Vi finder den derefter i “The Whole Institution of Free-Masons Opened” i 1725 og i “Graham”-manuskriptet i 1726. Det ser derfor ud til, at mejslen ikke var en del af frimurersymbolikken før fremkomsten af “The Grand Lodge of the Moderns” i 1717 (eller mere sandsynligt 1721).
Hvorfor dukkede mejslen så sent op i de rituelle frimureriske skikke? Sandsynligvis fordi de gamle operative skikke var langt mere komplekse og benyttede mange flere værktøjer. Stenhuggere brugte en hel række værktøjer, såsom store hamre, bredøkser, spidshamre, køller og mejsler… Alle disse værktøjer blev brugt på forskellige stadier af arbejdet, fra grovbearbejdning til finpudsning af stenen. I takt med at frimureriet bevægede sig væk fra de operative skikke, foretog det en forenkling af værktøjerne, eller rettere en symbolsk skematisering. Da målet ikke længere var at uddanne stenhuggere, beholdt man kun køllen og mejslen for at repræsentere arbejdet med stenen. Således hævder frimureriske ritualer, at lærlingen grovbearbejder den rå sten ved hjælp af køllen og mejslen, hvilket er teknisk nonsens, men giver fuld mening ud fra et symbolsk perspektiv.
Denne proces med symbolsk forenkling forklarer sandsynligvis oprindelsen af den kubiske sten med spids, toppet af et økseformet værktøj, som man ser på mange logetæpper. Alle mulige fortolkninger er blevet givet til dette symbol, men det er meget sandsynligt, at det blot er en erindring om en tid, hvor frimureriet stadig havde et værktøj af typen bredøkse blandt sine symboler.
Mejslens symbolik
Det er ikke uden visdom, at frimureriet kun har udvalgt køllen og mejslen til at beskrive arbejdet med stenen. Kombinationen af disse to værktøjer danner en meget interessant symbolsk helhed, præget af finesse og nuancer. Hvis man havde valgt en stor hammer eller en bredøkse, ville man have et værktøj, der udelukkende fungerer ved hjælp af råstyrke, og som oftest kræver to hænder. Symbolikken i arbejdet med den rå sten – som ikke er andet end frimureren selv, der skal frigøre sig fra materialismens og uvidenhedens lag, der omslutter ham – kræver mere subtilitet og finesse.
Frimureriet elsker trekanter og placerer dem overalt i sine ritualer. Valget af køllen og mejslen introducerer endnu en triangulering. Frimureren nøjes derfor ikke med symbolsk at slå på den rå sten: kølleslaget, der symboliserer kraft, rettes ikke direkte mod stenen, da det ville risikere at beskadige den, men formidles gennem mejslen, som dermed bliver et symbol på dømmekraft, forfining, præcision og endda, kan man sige, mildhed. Køllens råstyrke transformeres således af mejslens finesse, før den endeligt påføres stenen i en trianguleringsbevægelse.
Køllen, der holdes i højre hånd, er derfor blevet forstået som et emblem for styrke, vilje og beslutsomhed. Den er aktiv (Yang, ville den kinesiske tradition sige), mens mejslen, der holdes i venstre hånd, er passiv (Yin) og symboliserer intellektuel og åndelig modtagelighed, dømmekraft og åndelig finesse. Kun ved at anvende disse to typer kræfter – den ene aktiv, “maskulin” og brutal, den anden passiv, “feminin” og subtil – kan frimureren arbejde på den moralske og åndelige fuldkommengørelse, som den frimureriske vej tilbyder.
