Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Lodlod eller perpendikel?
Visse frimureriske ritualer refererer til et lodlod frem for en perpendikel, men der er tale om to forskellige redskaber. Lodloddet er større og bruges til at måle vertikaliteten af større konstruktioner, såsom en mur eller en søjle; perpendiklen er mindre og består af et lodlod monteret i en træramme (typisk bueformet i frimureriet), som bruges til at måle lodretheden af mindre objekter, såsom en tilhugget sten.
Princippet bag begge værktøjer er dog det samme: De bruges til at kontrollere vertikalitet ved hjælp af tyngdekraften (en af betydningerne af bogstavet G i visse franske frimureriske ritualer). I gamle engelske frimurer-katekismusser fra det 18. århundrede nævnes perpendiklen ofte i sammenhæng med to andre værktøjer: vaterpasset og vinklen. Disse tre værktøjer definerer det tredimensionelle rum, som frimureren befinder sig i: Vinklen markerer den rektangulære base på jorden, mens den vertikale og horisontale rethed sikres af perpendiklen og vaterpasset. Gamle ritualer præciserer også, at frimurernes tegn udføres ved hjælp af vinklen, perpendiklen og vaterpasset: fødderne placeres i en vinkel, kroppen holdes ret ifølge perpendiklen, og vaterpasset styrer armenes bevægelser.
Vertikalitet i frimureriet
Vertikaliteten, som perpendiklen angiver, er ikke blot en teknisk nødvendighed for byggekunsten. Den får en dybere dimension, når den forbindes med det arbejde, som lærlingene udfører under vejledning af den anden overvåger. Vægten, der er fastgjort til perpendiklens snor, trækker uundgåeligt mod jordens centrum og minder os om det introspektive arbejde, som er lærlingens første opgave (og som naturligvis forbliver essentielt for frimurere af alle grader).
Perpendiklen minder os om, at lærlingen, før han blev optaget som frimurer, steg ned i jordens indre under sin tid i refleksionskabinettet. Dette materialiserer devisen V.I.T.R.I.O.L. (Visita interiorem terrae rectificandoque invenies occultum lapidem – Besøg jordens indre, og ved at rette dig selv vil du finde den skjulte sten), som findes i dette kabinet i mange frimureriske riter. Frimureren inviteres til at begive sig ud på en opdagelsesrejse i sit eget indre – ikke på en egocentrisk måde, men for at åbne sig mod verden og sine medmennesker.
For perpendiklens lodlod har to ender: Den ene trækkes mod jordens centrum af tyngdekraften, mens den anden forbliver suspenderet i det, man kunne kalde himlen. Hvis frimureren inviteres til at stige ned i jordens hjerte, er det for bedre at kunne stige op igen og nå himlen. “Kend dig selv, så vil du kende universet og guderne,” lød det indvielsestema, som Delfi-templet proklamerede, og som frimurerne naturligt har ladet sig inspirere af.
Den kinesiske tradition som inspirationskilde
Perpendiklen peger på en orientering i rummet, som nogle gange glemmes i frimureriet, hvor man ofte fokuserer på de fire verdenshjørners todimensionelle orientering. Zenit og nadir, som angiver den vertikale dimension, optræder i instruktionen og undertiden i ritualet for åbning af logen, men de bliver ofte ikke udforsket eller udnyttet fuldt ud.
Den kinesiske spirituelle tradition er derimod meget opmærksom på dette og kan give frimurere yderst interessante refleksionspunkter. Selvom universet her beskrives i form af “ti retninger” (de fire verdenshjørner, de fire mellemliggende punkter samt den vertikale akse op og ned), lægges der særlig vægt på vertikaliteten som fundamentet for tallet tre.
Ideogrammet for tre består af tre vandrette streger, hvor den midterste er kortere. Den nederste streg repræsenterer jorden, den øverste himlen, og den midterste, kortere streg symboliserer mennesket – mødestedet mellem himmel og jord. Mennesket er bindeleddet mellem himmel og jord; det befinder sig i spændingsfeltet mellem disse to virkeligheder og søger altid at rette sig ind for at handle (eller rettere “ikke-handle”, som kineserne ville sige) i overensstemmelse med den universelle lov. Det er derfor, udgangspositionen i alle former for interne kampsportsgrene (som Taiji Quan) eller psykofysiske praksisser som Qi Gong er den perfekte vertikalitet: fødderne samlet og rodfæstet i jorden, rygsøjlen strakt mod himlen, hagen trukket let ind, som om en usynlig tråd trak udøveren op fra toppen af hovedet. Ved at stå sådan er mennesket på sin rette plads i universet, og det er fra denne position, at det kan begynde at udfolde sin bevægelse, som, hvis den er i overensstemmelse med den universelle lov, kaldes “ikke-handling”. Vær dog opmærksom på, at “ikke-handling” ikke betyder at gøre ingenting, men at handle i overensstemmelse med Tao, den universelle lov. Omvendt vil enhver uordentlig handling, der er funderet i egoet, blive betegnet som “handling”.
