Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Stjernehvælvingen
Hvis den er installeret i et lokale, der er dedikeret til formålet, har Logen oftest et loft, der forestiller firmamentet, hvilket kaldes Stjernehvælvingen. Den minder os om, at Logen symbolsk samles uden for Templet, som det fremgår af mange gamle frimurer-katekismusser, begyndende med den ældste, vi har bevaret (Edinburgh-manuskriptet, 1696), hvor man kan læse: “Spørgsmål: Hvor blev den første Loge afholdt? Svar: I forhallen til Salomons Tempel.”
Men Stjernehvælvingen er også til stede for at markere, at Logen (og dermed frimureriet) er universel og symbolsk set falder sammen med selve universet. Dens tilstedeværelse illustrerer spørgsmålene om Logens højde, som man finder i de fleste katekismusser siden 1700-tallet: “Spørgsmål: Hvor høj er jeres loge? Svar: Tommer og spand uden tal. Spørgsmål: Hvad betyder det, uden tal? Fra de materielle himle til det stjerneklare firmament” (Dumfries-manuskript nr. 4, ca. 1710).
Templet prydet med en hvælving, der forestiller himlen, er i øvrigt ikke forbeholdt frimureriet. Man finder denne symbolik i mange templer fra antikken såvel som i kristne kirker. Det hellige sted i mange traditioner synes derfor at være forbundet med universet, makrokosmos, hvoraf det er et mikrokosmos. Nogle gange er templet organiseret omkring axis mundi, den mystiske linje, der forbinder jorden og himlen, og omkring hvilken verden drejer i en uophørlig bevægelse. I frimurerlogen kan denne axis mundi være repræsenteret ved et lod, der hænger over det mosaikbelagte gulv, og som således angiver Centret.
Butik tilbyder stjernehvælvinger og dekorationer til Templet. Se kollektionen.
Stålhvælvingen og den menneskelige hvælving
Frimurere kender en anden type hvælving, som næsten kun bruges til at modtage en højtstående gæst, der besøger Logen. Det er Stålhvælvingen. To rækker af frimurere står over for hinanden og løfter deres kårder for at danne en virtuel tunnel, som følget, der ledsager den højtstående gæst til Orienten, passerer igennem.
Dette ritual, som symboliserer loyalitet og beskyttelse, er af ridderlig og militær oprindelse, og man ser det ofte ved udgangen af kirken under et militærbryllup. Det vandt indpas i frimureriet under indflydelse af militærloger og måske også de ridderlige højgrader, der udviklede sig i løbet af det 18. århundrede.
Det skal bemærkes, at kården ikke nødvendigvis er uundværlig for at markere den beskyttelse, man ønsker at tilbyde. Den franske kvindelige storloge (og uden tvivl andre kvindelige storloger) har erstattet Stålhvælvingen med en mindre krigerisk version, den menneskelige hvælving, hvor søstrene blot rækker deres arme opad. Betydningen forbliver den samme. Selv blandt militærfolk bliver kården eller sablen, som sjældent bæres i dag, ofte erstattet af uniformshuen eller kasketten, der holdes i højre hånd.
Værker dedikeret til symbolik er samlet her. Se kollektionen.
Hvælvingen i højgraderne
Det er kun i visse frimureriske højgrader, at man finder hvælvingen som et arkitektonisk element, enten som en kuppel eller som en bue. I den 13. grad af Den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus samles man teoretisk set i en underjordisk hvælving, en hvid krypt, understøttet af ni buer, som man får adgang til via en luge placeret i toppen af hvælvingen. Man finder en lignende hvælving i den 14. grad, men denne gang i rød farve.
Symbolsk set minder denne hvælving om grotten, et sted hvor de telluriske kræfter udøves i hemmelighed, et sted for drægtighed og (gen)fødsel. Grotten repræsenterer også menneskets hjerte, det vil sige dets indre eller endda dets underbevidsthed. Nedstigningen i grotten kan derfor både betyde den symbolske død, der nødvendigvis går forud for fødslen til et højere bevidsthedsplan, og det introspektive arbejde, der svarer til det traditionelle “Kend dig selv”, som ligger til grund for alt indvielsesarbejde og mere generelt enhver proces for personlig udvikling.
På det symbolske plan er den eneste forskel mellem grotten og krypten, at den første er naturlig, og den anden er et menneskeskabt værk. Krypten, eller den underjordiske hvælving, er resultatet af en viden om den menneskelige sjæls mystiske mekanismer; det er et menneskeligt kunstgreb, en bevidst konstrueret athanor. Den afslører menneskets evne til at skabe midlerne til sin egen spirituelle udvikling frem for blot at følge Naturen. Fra et frimurerisk synspunkt er krypten utvivlsomt symbolsk stærkere end grotten, fordi den viser et menneske, der er i stand til aktivt at bygge vejen til sin egen ophøjelse.
