Hvad er Rosenkreutz-ordenen?

Rosenkreutz-ordenen: myte eller virkelighed?

Mellem 1614 og 1616 udkom tre mystiske skrifter i Tyskland, som i dag er kendt som Rosenkreutz-manifesterne: “Fama Fraternitatis” (Broderskabets ekko), “Confessio Fraternitatis” (Broderskabets bekendelse) og “Christian Rosenkreutz’ alkymistiske bryllup”. Disse mærkværdige skrifter hævdede at afsløre eksistensen af et mystisk “Rosenkreutz-broderskab”, som tilbød verden sin påståede videnskabelige, medicinske, filosofiske og spirituelle viden. Broderskabet blev angiveligt grundlagt i det 15. århundrede af en vis Christian Rosenkreutz og påstod endda at kunne løse ethvert problem ved hjælp af en hidtil ukendt “aksiomatik”, som de naturligvis aldrig afslørede.

Manifestationen af dette påståede broderskab vakte en hidtil uset begejstring i hele det 17. århundredes Europa. Det udløste også stærke følelser, og pamfletter og skrifter – både for og imod Rosenkreutz-ordenen – florerede. Det er tankevækkende, at René Descartes (1596-1650), som betragtes som faderen til den rationalistiske tankegang, troede på denne fabel og rejste til Tyskland i håbet om at møde disse mystiske indviede. Som man kan forvente, forgæves.

For Rosenkreutz-broderskabet var blot en spøg, skabt af en lille gruppe lutherske teologer og teologistuderende, der ønskede at udfordre deres tids stive lutherske ortodoksi, hvilket en af hovedpersonerne, præsten Jean Valentin Andreae (1586-1654), senere indrømmede. Medlemmerne af denne gruppe, kendt som “Tübingen-cirklen”, var tæt på den lutherske mystiker Johannes Arndt (1545-1621), inspireret af Thomas Mores (1478-1535) og Tommaso Campanellas (1568-1639) store utopier, fascineret af Paracelsus’ (1493-1541) medicinske teorier og næret af hermetisk terminologi. De tilhørte strømningen “pansofi” – visdommen om alt – som er emblematisk for den blanding af videnskab, filosofi og teologi, der kendetegner renæssancen og barokken.

Jean Valentin Andreae

Det er dog vigtigt at understrege et punkt, som ofte blev glemt eller misforstået af dem, der senere forsøgte at skabe rosenkrucianske grupper med henvisning til de oprindelige mystiske rosenkreutzere: Selvom Tübingen-cirklen kritiserede de daværende lutherske kirkers stagnation og mangel på levende spiritualitet, forblev deres ambitioner og den model, de foreslog, resolut protestantiske og fundamentalt fjendtlige over for katolicismen, som blev betragtet som en autoritær faktor for regression og konservatisme. Foreningen af rosen og korset, som kan give anledning til alle mulige mystiske og esoteriske fortolkninger, er oprindeligt blot en hilsen til reformatoren Martin Luther (1483-1546), hvis berømte segl forestiller et kors placeret på en rose. Og Jakob Andreae (1528-1590), Jean-Valentins bedstefar, der også var teolog og en fremtrædende skikkelse i den anden generation af lutheranismen, havde som en hyldest til Luther valgt et våbenskjold til sin familie, der kombinerede et Sankt Andreas-kors med fem roser…

Selvom Rosenkreutz-ordenen kun var et “ludibrium” (en leg eller spøg), ifølge Andreaes egne ord, var medlemmerne af Tübingen-cirklen ikke desto mindre oprigtige i deres ambitioner og drømte om en verden, hvor tro og fornuft kunne forenes for at skabe et mere retfærdigt og oplyst samfund. De gjorde det gennem en fiktion, der passede perfekt til barokkens smag, som elskede utopier og nøgleromaner.

Hvis myten om Rosenkreutz-ordenen er meget reel, legemliggjort i tre ret mystiske skrifter, så var eksistensen af det påståede broderskab, som disse dokumenter skulle stamme fra, blot en kyndigt orkestreret fabel.

Fra Rosenkreutz til rosenkrucianske bevægelser

Rosenkreutz-ordenen har unægteligt ét fællestræk med tempelridderne: Man kan tilskrive dem alle mulige doktriner, for de er her ikke til at forsvare sig! Således opstod rosenkrucianismen, en konstellation af esoteriske og mystiske doktriner og praksisser med uklare grænser. Man kan sige, at det 17. århundrede var rosenkruciansk – ikke fordi rosenkreutzerne (som aldrig har eksisteret) påvirkede det, men fordi denne heterogene konstruktion, vi kalder rosenkrucianisme, var en krystallisering af tidens ambitioner og spekulationer.

Mens de første rosenkrucianere, såsom den engelske læge Robert Fludd (1554-1637), seriøst studerede Rosenkreutz-manifesterne for at afsløre deres hemmeligheder, bevægede de efterfølgende sig længere og længere væk for generelt kun at beholde den alkymistiske dimension. Dette gik så vidt, at udtrykket “Rosenkreutz” i det 17. og 18. århundrede næsten blev synonymt med alkymist. Alkymien, selvom den var til stede i de tre manifester, blev beskrevet med forbehold; kun den spirituelle alkymi blev værdsat, mens den materielle alkymi blev afvist.

Mere eller mindre uformelle grupper blev dannet baseret på affinitet med rosenkrucianske temaer. Men med tiden forsvandt referencen til de originale tekster til fordel for en tilslutning til en rosenkrucianisme, som enhver fortolkede, som de ville.

Butik fremstiller dekorationer til 15. til 18. grad i REAA. Se kollektionen.

Rosenkrucianisme og frimureri

Det engelske 17. århundrede var smeltediglen, hvor det spekulative frimureri opstod. Spillede Rosenkreutz-ordenen en rolle i denne fødsel? Ikke Rosenkreutz-ordenen som sådan, men rosenkrucianismen, som en bevægelse der samlede alle tidens mystiske, spiritualistiske og hermetiske ambitioner, gjorde det helt sikkert.

Det ældste skriftlige spor af en forbindelse mellem frimureri og rosenkrucianisme i Storbritannien stammer fra 1638. Det drejer sig om “Muses Threnodie” af den skotske digter Henry Adamson, udgivet i Edinburgh. Her kan man læse: “for vi er brødre af Rosenkreutz; vi har murerens ord og det andet syn”. Dette vidnesbyrd beviser naturligvis intet, udover at man i 1638 i Skotland havde draget en parallel mellem frimureriet og rosenkrucianismen, uanset om denne forbindelse var reel eller ej.

I England kan man nævne Elias Ashmole (1616-1692), en berømt antikvar, historiker og politiker, der blev optaget som frimurer i 1646. Han beskæftigede sig meget med alkymi i 1650’erne og udgav i 1652 det imponerende “Theatrum Chemicum Britannicum”, en kommenteret samling af adskillige alkymistiske tekster i den reneste tradition af den daværende rosenkrucianisme.

Rosenkrucianismens skygge hviler altså over det gamle engelske frimureri i det 17. århundrede, og det ser ud til, at rosenkrucianske cirkler og loger kendte hinanden og tydeligvis rekrutterede fra de samme miljøer. Det er endda muligt, at rosenkrucianske cirkler har adopteret frimurerlogens form for at få en struktur. Men man finder ingen rosenkrucianske spor i ritualerne fra de engelske og skotske loger, som forblev resolut frimureriske.

Det var i Tyskland og Frankrig i det 18. århundrede, at der blev udviklet ritualer, der mere eksplicit kombinerede frimureri og rosenkrucianisme. I 1710 udkom et alkymistisk værk i Tyskland (“Den sande og perfekte forberedelse af de vises sten af Rosenkreutz-ordenens broderskab”) af Sincerus Renatus, som var pseudonym for den lutherske prædikant Samuel Richter. Denne bog påstod, at der eksisterede en rosenkruciansk orden kaldet “Guld-Rosenkreutz” og gav dens regler i 52 artikler. Denne orden var fiktiv, men gav senere tyske frimurere idéen om rent faktisk at danne den. I 1750’erne opstod rosenkrucianske cirkler, der praktiserede ritualer inspireret af frimureriet, i flere byer i den germanske verden samt i Holland og Rusland. Ved at påberåbe sig Guld-Rosenkreutz-ordenen påstod disse loger at nedstamme fra tempelridderne via rosenkreutzerne. Det er derfor sandsynligvis dem, der er ophavsmænd til tempelridderlegenden i frimureriet.

Denne bevægelse med en ret løs organisation forsvandt ret hurtigt, men idéen blev genoptaget i 1777, da logen “De Tre Glober” i Berlin, som dengang stadig tilhørte den Templariske Strikte Observans, dannede “Den Gamle Systems Guld-Rosenkreutz-orden” under ledelse af Rudolf Bischoffswerder (1714-1803), en tidligere preussisk officer, og Johann Christophe Wœllner (1732-1800), en tidligere protestantisk præst. Ifølge denne orden skulle Rosenkreutz-ordenen gå helt tilbage til Adam selv, passere gennem alle antikke indvielser og essæerne for at ende hos en egyptisk præst ved navn Ormus, som angiveligt blev omvendt til kristendommen af Sankt Markus og var ordenens direkte grundlægger. Det nye system fik stor succes og tiltrak flere loger fra den Templariske Strikte Observans. Men da grundlæggerne senere fik høje embeder i staten, foretrak de at opløse ordenen i 1786. Indflydelsen fra det, der sandsynligvis var den første strukturerede rosenkrucianske orden, var ikke desto mindre betydelig senere: Den gradestige, den praktiserede, inspirerede i det 19. århundrede “Societas Rosicruciana in Anglia” og “Golden Dawn”, og legenden om Ormus blev genoptaget af Jacques-Étienne Marconis de Nègre, da han skabte Memphis-riten i 1838.

Hvad angår Frankrig, var det i Lyon (og ikke i Skotland, som man ofte læser), at der omkring 1760 opstod en grad kaldet Ridder eller Suveræn Prins Rosenkreutz, som stadig eksisterer i forskellige former (18. grad af den Skotske Ritus (REAA) og smykker Memphis-Misraïm-riten, 4. orden af den Franske Ritus, 46. grad af Misraïm-riten, Royal Order of Scotland…).

Denne mærkværdige grad har kun navnet til fælles med rosenkrucianismen og befinder sig endda ved modpolen til den oprindelige Rosenkreutz-orden, som, vi minder om, var resolut luthersk-protestantisk. I sine gamle former er det en fundamentalt katolsk grad, hvis temaer er opdagelsen af de teologiske dyder, Golgata, ordet Emmanuel (Gud med os) og monogrammet INRI, og som kulminerer i nadveren eller Agape, en parodi på en eukaristisk fejring. Ingen af disse temaer optræder i de tre Rosenkreutz-manifester. Det er sikkert, at dette ritual er af katolsk oprindelse, hvilket bevidnes af knæfaldet og omtalen af ærkeenglen Rafael: Man knæler ikke i den protestantiske tradition, og Rafael optræder i Tobits Bog, en deuterokanonisk bog skrevet på græsk, som findes i den katolske bibel, men ikke er accepteret i den protestantiske bibel.

Jean-Marie Ragon (1781-1862), en af de vigtigste og mest produktive franske frimurerforfattere i det 19. århundrede, tilskrev oprettelsen af denne grad jesuitterne i deres forsøg på at infiltrere frimureriet. Denne opfattelse er uden tvivl overdrevet, men det er klart, at Ridder Rosenkreutz-graden er et forsøg på at forene katolicisme og hermetisme. Da denne grad opstod i Lyon omkring 1760, hvordan kan man så ikke straks tænke på Jean-Baptiste Willermoz (1730-1824), som senere stod bag den Rektificerede Skotske Ritus, og det meget mystiske frimurermiljø, der omgav ham.

Endelig, stadig i Frankrig, grundlagde Martinès de Pasqually (1727(?)-1774) i 1767 Ordenen af de Udvalgte Coëns (Chevaliers Maçons Élus Coëns de l’Univers), en teosofisk frimurerorden, hvis sidste grad hedder Réau-Croix, en knap så skjult hentydning til de mytiske rosenkreutzere. Willermoz tilsluttede sig med begejstring, og det var den martinézistiske mystik, han senere indpodede i ritualerne for den Rektificerede Skotske Ritus.

Rosenkrucianisme i det 19. århundrede

I det 19. århundrede innoverede frimureriet ikke meget med hensyn til Rosenkreutz-temaet, men nøjedes med at bevare Ridder Rosenkreutz-graden, som jævnligt blev opdateret for at tage højde for mentalitetsændringer. Fra nu af var det uden for frimureriet, at rosenkrucianske organisationer udviklede sig, selvom hovedpersonerne ofte var frimurere.

Forholdet til det “religiøse” i bred forstand ændrede sig meget i det 19. århundrede. Romantikken satte et stærkt sentimentalt og mystisk præg på det, både i de kristne kirker og uden for dem. Det er også århundredet for sammenstødet mellem rationalisme og spiritualisme, videnskab og tro, som tidligere epoker altid mere eller mindre havde formået at forene. Dette ideologiske sammenstød genererede i århundredets anden halvdel det, man kalder okkultisme – et oprør fra spiritualisterne mod rationalisme, positivisme, fritænkeri og den voksende ateisme, ligesom det var en afvisning af kirkernes snævre og eksoteriske konservatisme. Rosenkreutz-myten indtog en fremtrædende plads i denne okkulte konstellation.

Værker dedikeret til de høje grader er samlet her. Se kollektionen.

I England var det i udkanten af frimureriet, at den første rosenkrucianske orden opstod: “Societas Rosicruciana in Anglia”. Den blev grundlagt omkring 1865 af Robert Wentworth Little (1840-1878), som også skabte Konstantin-ordenen (Order of the Red Cross of Constantine) og den gamle arkæologiske druideorden, og introducerede Memphis-Misraïm-riten i England. Hans selskab, med sin alkymistiske og kristne symbolik, genoptog gradestigen på ni grader fra “Den Gamle Systems Guld-Rosenkreutz-orden”. Antallet af medlemmer var begrænset til 144, og man skulle være regulær mesterfrimurer for at blive optaget. Éliphas Lévi (alias Alphonse Louis Constant, 1810-1875), en dominerende skikkelse i det 19. århundredes franske okkultisme, var medlem. Denne orden, som stadig eksisterer, spredte sig til mange lande (USA, Canada, Australien, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Indien…).

I ønsket om at give selskabet en mere operativ retning grundlagde tre af dets medlemmer i 1888 “Hermetic Order of the Golden Dawn”, som udvidede gradestigen fra ni til elleve grader: Det drejede sig om William Wynn Westcott (1848-1925), William Robert Woodman (1828-1891) og Samuel Liddell Mathers (1854-1918). Aleister Crowley (1875-1947), den mest kontroversielle skikkelse i det 20. århundredes okkultisme, var medlem af denne orden, før han skabte sin egen orden i 1907, “Astrum Argentinum”. “Golden Dawn” oplevede forskellige skismaer, som gav anledning til forskellige ordener, såsom “Stella Matutina” og “Builders of the Adytum” (B.O.T.A.), hvoraf nogle stadig eksisterer i dag.

Hvad angår Frankrig, fandtes der i Toulouse en aktiv hermetisk cirkel, som man nogle gange kalder “Toulouse-Rosenkreutz”, om hvilken man ved lidt, udover at Dr. Adrien Péladan (1844-1885), en af de første franske homøopater, var medlem. Det var ham, der fik sin yngre bror Joséphin Péladan (1858-1918) med – en forfatter, kunstkritiker og okkultist, der ville spille en afgørende rolle i fornyelsen af den franske rosenkrucianisme i slutningen af det 19. århundrede.

Joséphin Péladan fik digteren og okkultisten Stanislas de Guaïta (1861-1897) til at opdage rosenkrucianismen, og sammen skabte de i 1888 “Ordre Kabbalistique de la Rose-Croix”. Guaïta var ikke frimurer, og det var Péladan heller ikke, men han havde mange i sin omgangskreds, begyndende med sin personlige sekretær, Oswald Wirth (1860-1943). I den nye ordens højeste råd fandt man således store okkulte og frimureriske skikkelser som Papus (Dr. Gérard Encausse, 1865-1916), som allerede havde skabt Martinistordenen og senere introducerede okkultismen i Memphis-Misraïm-riten.

Tilbageholdende over for operativ magi og i opposition til den efter hans mening for antikristne og orientalske orientering af den nye orden, forlod Joséphin Péladan den i 1890 for at grundlægge “Rose-Croix Esthétique”, også kaldet “Rosenkreutz-tempelordenen” eller blot “Katolsk Rosenkreutz”, som fik en reel kunstnerisk indflydelse, især på komponisten Erik Satie (1866-1925). Sâr Péladan, som han herefter kaldte sig, organiserede mellem 1892 og 1897 flere “Rosenkreutz-saloner” i Paris, der bød velkommen til værker af mange franske og udenlandske malere og billedhuggere. Disse kulturelle og mondæne begivenheder fik en enorm succes, og mere end 20.000 besøgende mødte op til den første udgave. Som en excentrisk personlighed var Péladan en ret overraskende skikkelse, der blandede sin sydlandske og neo-templariske ildhu med en meget sulpiciansk katolsk sentimentalitet!

Rosenkrucianisme i det 20. århundrede

Den rosenkrucianske åre uddøde ikke med det 19. århundrede, og de tre mest kendte rosenkrucianske organisationer i dag blev alle skabt i det 20. århundrede. Vi vil her kun give en kort beskrivelse, da disse tre ordener er meget aktive, og det vil være let for læseren at finde mere information om dem.

Den første organisation i rækken er “Rosicrucian Fellowship”, grundlagt i Californien i 1909 af danskeren Max Heindel (1865-1919). Påvirket af Rudolf Steiner, som Heindel frekventerede i Berlin i Teosofisk Selskab, før han skabte Antroposoffien i 1912, ønsker “Rosicrucian Fellowship” at være en bevægelse for ikke-dogmatisk kristen mystik, der respekterer sine medlemmers religiøse overbevisninger. Deres referenceværk er “Rosenkreutz-kosmogonien” af Max Heindel (1909), som behandler universets mysterier og dets udvikling. Heindel sagde, at han var bemyndiget af de Ældre Brødre, det vil sige de mystiske usynlige rosenkreutzere. Med “Rosicrucian Fellowship” observerer man en ændring i funktionsmåden i forhold til de rosenkrucianske ordener fra de to foregående århundreder. De sidstnævnte fungerede på frimurerisk vis med indvielsesceremonier ved hver grad, mens undervisningen i “Rosicrucian Fellowship” gives via korrespondance, møder er valgfrie, og der arrangeres offentlige foredrag. Man vil finde disse træk i mange rosenkrucianske organisationer i det 20. århundrede.

Den anden organisation, og den numerisk vigtigste, er “Antiquus Mysticusque Ordo Rosae Crucis” (AMORC), grundlagt i Californien i 1915 af journalisten og forfatteren Harvey Spencer Lewis (1883-1939). Lewis påstod at være blevet mystisk indviet i Toulouse i 1909, en reminiscens af “Toulouse-Rosenkreutz”, som var ophav til Joséphin Péladans eventyr i det foregående århundrede. Ligesom den tyske “Guld-Rosenkreutz-orden” fra det 18. århundrede fører Lewis sin oprindelse tilbage til det gamle Egypten, nærmere bestemt til farao Thutmosis III. AMORC er blevet international og giver hovedsageligt undervisning via korrespondance, men råder også over templer, hvor de, der ønsker det, kan samles til indvielsesceremonier.

Den tredje organisation blev grundlagt i 1945 i Haarlem, Holland. Det drejer sig om “Guld-Rosenkreutz-skolen”, også kaldet “Haarlem-Rosenkreutz”, og bedre kendt under navnet “Lectorium Rosicrucianum”. Den er værket af Jan van Rijckenborgh (alias Jan Leene, 1896-1968) og Catharose de Pétri (alias Henny Stok-Huyser, 1902-1990), som i 1924 havde tilsluttet sig den hollandske afdeling af Max Heindels “Rosicrucian Fellowship”. På trods af navnet har den intet at gøre med den gamle tyske “Guld-Rosenkreutz-orden”. Med henvisning til de tre originale manifester udvikler “Lectorium Rosicrucianum” en kristen esoterisme, der giver stor plads til gnosticisme og katarisme, og bevarer indflydelsen fra Rudolf Steiner og Max Heindel. Denne skole giver ikke undervisning via korrespondance, men spreder mange publikationer og organiserer meget regelmæssigt offentlige foredrag og seminarer.

Afslutningsvis

Som man vil have bemærket, har Rosenkreutz-temaet udviklet sig meget over tid, både hvad angår indhold og form. Hvad angår indholdet, tilbød utopien, der opstod i udkanten af den tyske lutherske pietisme i det 17. århundrede, hurtigt et asyl for alle slags hermetiske, alkymistiske, okkulte og mystiske spekulationer, ofte uden forbindelse til det oprindelige formål. Hvad angår formen, fulgte de forskellige rosenkrucianske organisationer tidens ånd: uformelle grupper i det 17. århundrede, strukturerede para-frimureriske ordener i det 18. og 19. århundrede, og endelig samfund åbne mod verden gennem moderne kommunikationsmidler i det 20. århundrede. Ligesom frimureriet har det haft sin del af esoteriske eventyrere, excentrikere og charlataner.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker