Historien om Grand Orient de France 1815-1848

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Grand Orient de France under Restaurationen (1815-1830)

De vildledende teser fra jesuiten Augustin Barruel (kendt som “Abbé Barruel”, 1741-1820), som udpegede frimureriet som revolutionens bagmand, begyndte at sprede sig, og frimureriet blev tvunget i dvale i de lande, der havde dannet Den Hellige Alliance i 1815 (Østrig, Preussen og Rusland). Situationen var mere nuanceret i Frankrig, hvor Grand Orient de France havde lært at underkaste sig den politiske magt, og hvor ordenen fortsat havde støtter i kredsen omkring Ludvig 18., der sandsynligvis var blevet optaget i 1784, ligesom hans bror, den senere Karl 10. Det restaurerede monarki havde desuden taget bestik af borgerskabets nye dominans i samfundet og ønskede ikke at lægge sig ud med de økonomiske kræfter, det repræsenterede.

Der blev derfor ikke truffet nogen foranstaltninger mod Grand Orient de France som sådan; eventuelle retsforfølgelser ramte kun enkeltpersoner. Ordenen kunne således fortsætte sine aktiviteter under opsyn af nye mestre, der var loyale over for det kongelige styre. Det var dermed slut med Joseph Bonapartes stormesterembede og Cambacérès’ magt.

Men som en kuriositet kan nævnes, at da Joseph Bonaparte aldrig formelt trådte tilbage, blev posten som stormester erklæret vakant helt frem til 1852. Den øverste leder af Grand Orient de France bar derfor i denne periode titlen som “Grand Conservateur” (Stor-konservator) eller assisterende stormester. I 1815 blev Pierre Riel de Beurnonville (1752-1821), en tidligere general fra imperiet, der havde sluttet sig til Ludvig 18. og var blevet pair af Frankrig, udpeget som assisterende stormester. Han efterfulgte Cambacérès og bestred posten frem til sin død i 1821. Derefter tilfaldt funktionen Étienne Macdonald (1765-1840), som havde samme profil som Riel: tidligere marskal af imperiet og nu pair af riget. Han ledede Grand Orient de France frem til 1833.

Det Øverste Råd (Suprême Conseil) var mindre heldigt end Grand Orient, da det bestod af en majoritet af kejserlige dignitarer, der var loyale over for imperiet. Det blev derfor tvunget til at opløse sig selv. Grand Orient de France benyttede lejligheden til at overtage den Skotske Ritus (Rite Écossais Ancien Accepté), som blev betroet til et “Grand Consistoire des Rites”, der i 1826 blev til “Grand Collège des Rites”.

Hertug Élie Decazes (1780-1860), Ludvig 18.’s yndling, indenrigsminister og senere premierminister, formåede at samle de forskellige udbrydergrupper fra det Øverste Råd, som var opstået, for i 1821 at danne det “Suprême Conseil de France” for den Skotske Ritus, som vi kender i dag, og som dengang blev Grand Orient de Frances store rival. Han var monarkist, men liberal, og hans tilstedeværelse ved Ludvig 18.’s side – hvis yndling han var frem til 1820 – bidrog til at holde magten på en moderat liberal linje.

Grand Orient de France havde tidligere fejret Napoleons ære, men hyldede nu Ludvig 18. og senere Karl 10. med samme udstillede entusiasme. Som borgerlig, liberal og deistisk institution holdt den sig forsigtigt på afstand af enhver politisk eller religiøs polemik. Dette forhindrede dog ikke visse medlemmer (især de yngste og mest progressive) i at deltage i forskellige mere eller mindre hemmelige selskaber, der arbejdede for at vælte monarkiet igen, herunder Carbonarismen, der var blevet indført i Frankrig via Misraïm-ritussen siden 1815, samt selskabet “Aide-toi, le ciel t’aidera” (Hjælp dig selv, så vil himlen hjælpe dig), grundlagt i 1827. En ret radikal fløj af Grand Orient de France deltog derfor aktivt i oppositionen mod regimet, mens flertallet, der var liberale eller moderate monarkister, forsigtigt afventede begivenhedernes gang.

Attentatet i 1820 på hertugen af Berry (søn af greven af Artois, den senere Karl 10.) førte til en politisk stramning. Ultraroyalisterne gav de liberale skylden for mordet, hvilket fik hertug Decazes til at falde. Han blev erstattet af hertugen af Richelieu (1766-1822), som genindførte censur af pressen, men trak sig tilbage i 1821 og gav plads til lederen af det ultraroyalistiske parti, Joseph de Villèle (1773-1854). Det var i denne kontekst, at Ludvig 18. døde i 1824 og blev efterfulgt af Karl 10., der var mere autoritær, konservativ og påvirket af den katolske kirke end sin bror.

Modstanden mellem ultraroyalister og liberale var på sit højeste, og i 1827 lykkedes det de liberale og moderate royalister at forene sig og stifte det førnævnte selskab “Aide-toi, le ciel t’aidera”, som talte mange frimurere i sine rækker. Der blev organiseret offentlige demonstrationer, og ved valget i 1827 skiftede parlamentet side til de liberale takket være selskabets indsats. Karl 10. udpegede et nyt ministerråd, halvt royalistisk og halvt liberalt, ledet af vicomte de Martignac (1778-1832), som genindførte pressefriheden. Men årene 1828 til 1830 viste sig at være meget vanskelige for Frankrig: dårlige høster, epidemier og eksploderende leveomkostninger. Optøjer brød ud, og kornforsyninger blev angrebet.

Karl 10. afskedigede Martignac i august 1829 og udnævnte i stedet en ultraroyalist, prins Jules de Polignac (1780-1847). Kongen forsøgte derefter at genvinde kontrollen ved at opløse parlamentet den 18. maj 1830 i håb om, at nye valg ville give ultraroyalisterne sejren. Men i juli 1830 vandt de liberale igen. Karl besluttede derefter at gennemføre et kup: Med St-Cloud-forordningerne (25. juli 1830) afskaffede han friheden, opløste det nye parlament og ændrede valgloven for at kunne udelukke en del af det småborgerlige lag fra at stemme. De nye valg var planlagt til september 1830.

Disse forordninger satte ild til krudttønden. Insurrektionelle komitéer var allerede organiseret i Paris, ofte under ledelse af unge progressive frimurere fra Grand Orient de France og Carbonari. Julirevolutionen, også kendt som “De tre glorværdige dage” (Les Trois Glorieuses), brød ud og varede i tre dage, fra den 27. til den 29. juli 1830. De første optøjer udviklede sig hurtigt til et revolutionært oprør, og der blev kæmpet i gaderne. Hæren skød mod oprørerne, hvilket kostede hundredvis af mennesker livet.

Den 30. juli flygtede Karl 10. til Rambouillet, og samme dag fratog de oprørske deputerede ham titlen som konge og udpegede Ludvig-Filip af Orléans, hertug af Orléans (den ældste søn af Philippe Égalité, tidligere stormester for Grand Orient de France, som vi husker blev halshugget i 1793), til rigets generalløjtnant. På sin side abdicerede Karl 10. den 2. august sammen med sin søn til fordel for sit barnebarn, Henri V, der var ni år gammel, og betroede regentskabet til den samme Ludvig-Filip af Orléans. Ludvig-Filip så sig altså indsat i magten af både oprørerne og den afsatte konge! Han måtte nu vælge side. Men for ham var de største risici både bourbonernes tilbagevenden til tronen, genoprettelsen af imperiet eller indførelsen af en republik. Han valgte den løsning, der var mest tilbøjelig til at tilfredsstille de liberale og de moderate monarkister: det konstitutionelle monarki.

Det var derfor den 9. august 1830, at Ludvig-Filip af Orléans, efter at have fungeret som rigets generalløjtnant i ni dage, blev udråbt til franskmændenes konge – den samme titel, som var blevet pålagt Ludvig 16. i 1791 for at signalere, at kongemagten udgik fra nationen og ikke var af guddommelig ret. Ved hans indsættelse var det Étienne Macdonald, hertug af Taranto, pair af Frankrig og assisterende stormester for Grand Orient de France, der overrakte ham den kongelige krone.

Grand Orient de France under Julimonarkiet (1830-1848)

Selvom den mest radikale fløj af Grand Orient de France havde deltaget aktivt i Karl 10.’s fald, havde størstedelen af medlemmerne, som for det meste var liberale og moderate monarkister, forsigtigt holdt sig ude af begivenhederne i afventning af en udgang, de håbede ville blive lykkelig. Det var derfor med tilfredshed, at de i første omgang hilste indsættelsen af en liberal monark velkommen, som kunne imødekomme deres forhåbninger. Den fremtrædende rolle, som den assisterende stormester spillede ved Ludvig-Filips kroning, tydede desuden på en lysende fremtid.

Men virkeligheden viste sig at være mindre idyllisk, end de havde håbet. Frankrigs politiske situation var dengang, må man erkende, yderst kompleks. Ludvig-Filip og hans skiftende regeringer måtte håndtere en mangfoldig opposition: legitimister, bonapartister og republikanere. Mens republikanerne primært agerede gennem revolutionære klubber, skabt i billedet af revolutionens klubber og ophav til talrige sammensværgelser, forsøgte også legitimisterne og bonapartisterne at vælte magten gennem oprør og kupforsøg.

Frimureriet blev dengang betragtet som en potentiel kilde til uro og oprør og blev underlagt strengt politiovervågning. Denne frygt fra magtens side var ikke uden grund, hvis man husker den aktive rolle, som visse elementer fra Grand Orient de France havde spillet under “De tre glorværdige dage”. Ludvig-Filip, selvom han havde draget fordel af denne korte revolution til at tage magten, misbilligede den ikke desto mindre og ønskede ikke, at lignende uroligheder skulle gentage sig.

I 1830 bestod frimureriet af tre lydigheder: Grand Orient de France, det Øverste Råd i Frankrig og Misraïm-ritussen, grundlagt i Italien i 1805, men etableret i Frankrig siden 1815. Og i 1838 fik de følgeskab af Memphis-Misraïm-smykker, en udbrydergruppe fra Misraïm. De politiske holdninger i disse fire organisationer var ret forskellige. Bortset fra en progressiv og republikansk fløj talte Grand Orient de France et flertal af borgerlige og moderate monarkister, der var ret konforme; efter at have nydt godt af hertug Decazes’ engagement og støtte under Restaurationen, var det Øverste Råd (ledet af Decazes fra 1838 til 1860) mere konservativt og aristokratisk i sin rekruttering, selvom det talte nogle mere progressive loger; Misraïm-ritussen, som var blevet grundlagt i Italien i 1805 af veteraner fra Bonapartes italienske hær, havde forbindelser til Carbonari og lagde ikke skjul på sin bonapartistiske nostalgi og revolutionære ambitioner; og Memphis-ritussen var ligeledes dannet af republikanere og bonapartister.

Julimonarkiet er en skillevej i Frankrigs historie. Politisk naturligvis, men også og især økonomisk og socialt. Den industrielle revolution, der startede i England i slutningen af 1700-tallet, begyndte at udfolde sig i Frankrig og skabte en ny social klasse, arbejderklassen, og mere generelt en ny middelklasse bestående af ansatte.

Grand Orient de France kunne ikke forblive isoleret fra denne verden i forandring. Mens ordenen stadig blev ledet af et velhavende borgerskab, voksede antallet af medlemmer fra mere beskedne kår (håndværkere, ansatte…). Den oplevede derfor interne debatter, som var tegn på dens senere udvikling. Fra 1840’erne begyndte loger at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at kræve, at frimurere skulle tro på Gud; nogle mente, at deres pligt var at engagere sig i sociale og politiske spørgsmål, eller endda at gå imod regeringen. Grand Orient de France forsøgte som institution at dæmme op for disse protestbevægelser ved i 1847 at hæve kontingentet for at begrænse adgangen for middelklassen. Den suspenderede også loger eller pålagde andre at fjerne visse følsomme emner fra deres dagsorden.

Julimonarkiet, der lovede at være et liberalt regime, blev mere og mere hårdt i takt med den parlamentariske ustabilitet, der kendetegnede det, og de mange uroligheder og opstande, det måtte stå over for. Ludvig-Filip nægtede stædigt at overveje den almindelige stemmeret, som republikanerne krævede, og han blev mere og mere upopulær. I 1847 gik marskal Moults regering (1769-1851) så vidt som til at forbyde politiske møder og forsøgte i samme ombæring at forbyde hærens officerer og underofficerer at tilhøre frimureriet, som stadig blev betragtet som en kilde til uro.

Fra juli 1847 begyndte republikanerne at organisere banketter overalt i Frankrig efter forbillede af revolutionens republikanske banketter med det formål at omgå forbuddet mod politiske møder. Guizots regering (1787-1874), der havde siddet siden september 1847, forsøgte at modarbejde dem. Og det var forbuddet mod den banket, der skulle have været afholdt i Paris den 19. februar 1848, der satte ild til krudttønden. Den blev udskudt til den 22. februar, men derefter aflyst af arrangørerne, hvilket så ud til at give regeringen ret. Men de mest republikanske elementer gav sig ikke. En af arrangørerne af banketten, Armand Marrast (1801-1852), oppositionsleder, direktør for avisen “Le National” og medlem af Grand Orient de France, opfordrede den parisiske befolkning til oprør, og den 22. februar samledes over 3000 mennesker for at marchere mod Palais Bourbon, mens de råbte regeringsfjendtlige slagord. Den 23. februar skød hæren mod folkemængden, og den 24. blev situationen uholdbar: Over for strømmen af oprørere trak hæren sig ud af Paris. Da tropperne, der havde til opgave at bevogte Tuilerierne, udviste fjendtlighed over for ham, og hans generaler ikke så nogen udvej, abdicerede Ludvig-Filip den 24. februar til fordel for sit barnebarn, greven af Paris, før han tog vejen i eksil til England, ikke uden først at have udpeget sin svigerdatter, hertuginden af Orléans, som rigets regent.

Men magten var allerede i hænderne på republikanerne, som havde indtaget Palais Bourbon, og selvom mange moderate deputerede var villige til at acceptere hertuginden af Orléans’ regentskab, blev den anden republik udråbt den 24. februar 1848 af Adolphe Lamartine (1790-1869), digter, akademiker og politiker, der stod frimurerne meget nær.

Med sin kortvarighed minder revolutionen i 1848 om “De tre glorværdige dage” i 1830, men den er ikke desto mindre meget anderledes, da den havde en langt mere folkelig og proletarisk dimension. Og i det perspektiv, der interesserer os her, spillede frimurerne, især fra Grand Orient de France, en vigtigere rolle. Mens kun en fløj af Grand Orient de France deltog aktivt i begivenhederne i 1830, var antallet af frimurere, der støttede republikken, langt større i 1848, i en grad så de sandsynligvis var blevet i flertal på det tidspunkt. Den nye republiks midlertidige regering, der blev dannet omkring Lamartine i 1848, talte desuden fem frimurere ud af elleve medlemmer.