Hiram og Halloween: Frimurersymbolik

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Oprindelsen af Halloween

Som bekendt er Halloween en synkretisk højtid, der opstod i mødet mellem kristendommen og ældre europæiske traditioner, særligt de keltiske. Oprindeligt var der tale om den keltiske højtid, der på gælisk kendes som Samain og på gallisk som Samonios. Denne fest blev fejret i begyndelsen af november, markerede årets afslutning og fungerede blandt andet som en høstfest. Dette aspekt af Samain minder om høstfesterne i den germanske verden, som med tiden blev knyttet til Mortensaften (10. november).

Men Samain havde også en mytologisk dimension: Den repræsenterede en form for “mellemtid”, en suspension af tiden mellem det år, der sluttede, og det, der begyndte. Denne tidsmæssige sprække skabte en porøsitet mellem de levendes verden og “Den Anden Verden”, på irsk kaldet Sidh. Sidh kan ikke direkte sammenlignes med et simpelt dødsrige; det er snarere en parallel virkelighed befolket af guder, mystiske væsener og i øvrigt også afdøde. Under Samain-festen, i dette øjeblik af suspenderet tid, kunne indbyggerne i Sidh blande sig med mennesker, og i sjældne tilfælde kunne dødelige få adgang til Den Anden Verden.

Druider

Kristningen af Samain, som blev forvandlet til Allehelgensaften (All Halloween Eve, som senere blev til Halloween) og efterfulgt af Alle Sjæles Dag (henholdsvis 1. og 2. november), skete først under pave Gregor IV, der regerede fra 827 til 844. Tidligere havde der været en generel fest for martyrer, fastsat til 13. maj siden år 613, for at erstatte den romerske fest Lemuria. Den romerske religion dedikerede dagene fra 9. til 14. maj til Lemurerne, de fordømte sjæle: Man gav dem offergaver i form af bønner for at formilde dem og afholde dem fra at vende tilbage og hjemsøge de levendes verden.

Det var den samme tilgang, der dikterede valget af 1. november, denne gang for at neutralisere Samain-festen. 1. november blev dermed alle helgeners dag, og ikke længere kun for martyrer, og 2. november blev dedikeret til alle afdøde. Det var netop dem, man frygtede ville vende tilbage for at hjemsøge de levende, da helgenerne, som formodedes at hvile hos Gud, ikke udgjorde en trussel.

Folkelige traditioner, især i Irland, Skotland og Wales, bevarede i forklædt form elementer fra den oprindelige fest. I det 19. århundrede opstod skikken med, at børn (oprindeligt fattige) gik fra dør til dør for at modtage kager mod at bede bønner. Denne skik mindede om, at Samain var en fest for høstens overflod, men også at madofringer kunne afværge onde ånder.

Halloween kom derefter til Amerika, især takket være den massive irske immigration efter den store hungersnød i 1845. Den nuværende form af Halloween, som er essentielt merkantil, udviklede sig først for alvor fra 1930’erne, og kageindsamlingen blev til det legende “Trick or treat” (slik eller ballade), mens referencen til den anden verden blev reduceret til parader af vampyrer, varulve, skeletter, zombier og andre uhyggelige figurer, der stammer langt mere fra filmverdenen end fra keltisk mytologi eller gamle europæiske overtroiske forestillinger.

Det var først fra 1990’erne, at Halloween for alvor vandt indpas i det kontinentale Europa og invaderede supermarkederne. Denne indtrængen, der primært skyldtes kommercielle hensyn, svarede ikke desto mindre til udbredelsen af den amerikanske kultur, som alle kender gennem film og tv-serier. Mere dybtgående har denne bevægelse måske svaret på et diffust behov for det forunderlige i hjertet af en sekulariseret verden, der i vid udstrækning har givet afkald på enhver reference til en anden verden.

Betydningen af Halloween

Som en sammensat højtid født af mødet mellem forskellige kulturer og opslugt af forbrugersamfundet, kan Halloween ikke beskrives enkelt. Historisk set er der tale om kristningen af en hedensk fest. Oprindeligt var det en fest for årets afslutning og høsten med en åbning mod den anden verden, men nu lægges vægten på de afdøde: Officielt beder man for de døde, men den gamle idé om, at man frem for alt skal bringe dem ofre, så de ikke vender tilbage og hjemsøger os, lever utvivlsomt videre. Halloween er således en blanding af officiel kristen doktrin og overtroisk praksis – de sidste rester af en glemt hedenskab – og bliver til en form for folkelig religiøsitet og folklore på de britiske øer. Denne højtid er svær at definere, fordi den forener to vidt forskellige verdenssyn: et cyklisk og naturalistisk syn af hedensk oprindelse, der blot beskriver årets sæsonrytme og fremstiller den anden verden som en parallel virkelighed, der ikke har til formål at skræmme eller skabe skyldfølelse; og et historisk syn af jødisk-kristen oprindelse, der beskriver efterlivet som et sted, alle mennesker uundgåeligt bevæger sig mod, ofte som et sted for straf, og som antyder, at de mørkeste sjæle stadig hjemsøger denne verden.

Halloween

Transplanteret til USA af irske immigranter mistede Halloween sit fredfyldte og glade ansigt for kun at beholde sit morbide aspekt. Halloweens billedsprog trak herefter kun på det makabre og morbide, nogle gange med et strejf af karnevalistisk humor, som om det at gøre nar af døden gjorde den mindre skræmmende. Kulturelt bidrog den angelsaksiske litteratur, der har været glad for mysterier og det overnaturlige siden romantikken, til at forme dette billedsprog, som senere blev videreformidlet af biografen og 1970’ernes modkultur.

Er Halloween derfor blot et udtryk for frygten for døden i en overvejende sekulær vestlig civilisation? Er det blot et ynkeligt forsøg på at uddrive frygt, som vi ikke længere tør se i øjnene? Det har man ret til at mene.

Og Hiram?

Har Hiram-legenden, som er frimureriets centrale myte, noget at gøre med Halloween? Ved første øjekast må man anerkende, at visse dødsbilleder er fælles for Hiram-legenden og fejringen af Halloween, i det mindste i dens nuværende form: kraniet og den sorte farve. Beretningen om Hirams død passer godt ind i Halloweens billedsprog, men endnu mere gør beretningen om opdagelsen og genoprejsningen af hans lig: Man udgraver et lig, som ritualerne hævder allerede stinker, man befrier det fra ligklædet og rejser det op ved at holde det ind til sig… Frimurere er blevet vant til beskrivelsen af denne scene, hvor man i sidste ende kun fastholder den symbolske dimension. Men hvis man tager beretningen bogstaveligt, må man indrømme, at den er ret forfærdelig, morbid og makaber – helt i tråd med den nuværende Halloween-stemning.

Ikke desto mindre er disse ligheder kun overfladiske og frem for alt anakronistiske. I det 18. århundrede havde Halloween endnu ikke fået sit nuværende udseende og lignede tydeligvis ikke et spøgelsestog. Det morbide billedsprog, som man kan finde i frimureriet, har sine rødder langt mere i barokkens forkærlighed for “Memento Mori” – de malerier, der forestiller stilleben med kranier, som minder om altings forfængelighed.

Hiram

Findes der ikke andre forbindelser mellem den frimureriske Hiram og Halloween ud over det blotte makabre udstyr? Fra et antropologisk synspunkt kan man bemærke, at Hiram-legenden berører det centrale spørgsmål om døden, som har plaget menneskeheden fra begyndelsen. Og det er gennem myter, at alle kulturer har forsøgt at vænne sig til dødens tilstedeværelse og den uundgåelige angst, den skaber. Er frimurerlegenden om Hiram derfor blot en af de mange avatarer af myter, der forsøger at forholde sig til dødens tema? Delvist, helt sikkert.