Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Oprindelsen af hemmeligheden i frimureriet
Oprindelsen af hemmeligheden i frimureriet er meget prosaisk. Oprindeligt drejede det sig om håndværksmæssige hemmeligheder, som blev vogtet nidkært for at sikre broderskabets privilegier og nærmest monopoler, samt for at undgå det, vi i dag ville kalde illoyal konkurrence. Ud over disse strengt professionelle hemmeligheder fandtes der naturligvis genkendelsestegn, som gjorde det muligt for svende at blive anerkendt og ansat på en byggeplads, hvor ingen kendte dem, og at modtage den løn, der svarede til deres rang. Man finder et symbolsk spor af dette i legenden om mestergraden, hvor man lærer, at lærlinge, svende og mestre havde et ord, der gjorde det muligt for dem at modtage den løn, de havde krav på.
Men selve det at være frimurer var dengang ikke en hemmelighed, da det var et fuldt anerkendt erhverv i samfundet. Formålet med genkendelsestegnene var udelukkende at holde bedragere ude.
Ved indgangen til det 17. århundrede ved vi, at det skotske frimureri tog en drejning, der førte til fødslen af det spekulative frimureri. Fra 1600 begyndte man at optage medlemmer i logerne, som stadig var operative, der ikke tilhørte faget, og som blev kaldt “accepterede frimurere”. Der var typisk tale om fremtrædende personer, der blev optaget som beskyttere og sponsorer. Det var naturligvis ikke meningen at videregive broderskabets sande professionelle hemmeligheder til disse personer: De skotske frimurere skabte en ny hemmelighed til dem, som blot er en genkendelseshemmelighed, nemlig “frimurerordet”. Frimurerordet består i den rituelle meddelelse af navnene på de to søjler i Salomons tempel. Måske blev disse to ord allerede brugt blandt de operative skotske frimurere, men det ved vi intet om.
Da det første spekulative engelske frimureri organiserede sig i den første tredjedel af det 17. århundrede, ser det ud til, at det lånte en del af sine rituelle former fra det skotske frimureri, og de to ord blev adopteret, senere fulgt af et tredje ord for mestrene. Det er meget sandsynligt, at hemmeligheden ikke kun dækkede de to ord, men også alle de rituelle frimurerhemmeligheder; og de ældste edsaflæggelser forpligtede modtageren til aldrig at afsløre dem, hverken verbalt eller ved at indgravere eller mejsle dem i nogen form for genstand. Disse eder ser ud til at være blevet overholdt særdeles godt, da intet rituelt frimurerdokument fra det 17. århundrede er kendt før 1698 for Skotland og 1700 for England.
Fra det 18. århundrede er det tydeligt, at diskretionen forsvandt, og antallet af manuskripter og senere offentliggjorte afsløringer til den brede offentlighed steg.
De tre former for hemmelighed i det moderne frimureri
Hvad taler vi præcis om, når vi nævner hemmeligheden i forbindelse med det moderne frimureri? Hvilke områder er underlagt hemmeligholdelse? Der er faktisk tre.
Den første svarer til hemmeligheden fra det tidlige spekulative frimureri: Det drejer sig om de rituelle hemmeligheder, det vil sige ordene, tegnene, symbolerne, ceremoniernes forløb osv.
Butik samler værker dedikeret til frimurersymbolik. Se kollektionen.
Den anden er hemmeligheden om tilhørsforhold. Selvom en frimurer kan afsløre sit eget medlemskab, må han under ingen omstændigheder afsløre en andens.
Endelig er den tredje intern i logens liv: Det er hemmeligheden om drøftelserne. Udtalelser fra logens medlemmer, diskussioner og drøftelser under et møde må ikke afsløres for nogen, der var fraværende. Kun det officielle referat vil være kendt af de fraværende.
De rituelle og symbolske hemmeligheder
Hemmeligheden vedrørende ritualer, symboler, ord osv. skal ikke kun bevares over for den profane verden, det vil sige verden uden for frimureriet. Den vedrører også frimurerne selv, som forpligter sig til ikke at afsløre en grads hemmeligheder for frimurere, der endnu ikke har modtaget den.
Hemmeligheden er her nødvendig for den indviede proces. Der er ikke noget at skjule i sig selv, men da indvielsen kræver gennemgang af prøvelser, der skal gøre indtryk på kandidaten og føre til erkendelser, er overraskelsesmomentet meget vigtigt. At afsløre, hvad der skal ske under en optagelsesceremoni til en grad, ville svare til at ødelægge effekten og fratage den dens reelle virkning. Det er derfor for at bevare frimurernes rejse, at man ikke afslører alt for dem fra starten. Og endnu mere for de profane: Hvem ved, om en profan en dag vil banke på templets dør for at bede om at blive indviet; hvis han på forhånd ved alt, hvad der vil ske, vil den tilsigtede effekt tydeligvis ikke blive opnået.
Hemmeligheden om tilhørsforhold
Hvis en frimurer har ret til at afsløre sit tilhørsforhold til frimurerordenen, kan han ikke afsløre en broders eller søsters tilhørsforhold. Denne hemmelighed har vedrørt frimureriet, siden det blev et filosofisk og indviet selskab, da en sådan hemmelighed ikke gav mening for de operative frimurere. Hvad kan årsagen til denne hemmelighed være?
Det første motiv ser ud til at være frihed. Den, der vælger at være frimurer, ønsker at blive udsat for så få betingelser som muligt på sin vej. Han står ikke til ansvar over for samfundet og arbejder i diskretion på sin egen psykologiske, filosofiske og spirituelle udvikling med det formål bedre at tjene menneskeheden. Ideelt set vil han handle i verden som frimurer, men ikke som frimurer – nuancen er vigtig.
Hemmeligheden om tilhørsforhold skal forhindre, at frimureren bliver kontaktet udefra, blot fordi han er frimurer og formodes at kunne påvirke verden gennem sit okkulte netværk. Hemmeligheden beskytter ham således mod instrumentalisering af frimureriet til egennyttige formål, ligesom den beskytter mod banalisering. Selvom enhver frimurer har ret til at afsløre sig selv, ser vi, at i lande, hvor stort set alle frimurere åbent viser deres tilhørsforhold (som USA), adskiller frimureriet sig ikke længere rigtigt fra serviceklubber som Rotary og har ikke meget indviet tilbage.
Det andet motiv for hemmeligheden om tilhørsforhold vedrører især lande eller kulturer, hvor frimureriet i bedste fald er mistænkeligt og i værste fald forbudt eller forfulgt. I disse situationer er det åbenlyst, at det at afsløre sit eget eller en andens tilhørsforhold kan medføre en reel fare. Men lad os ikke tro, at denne fare kun eksisterer i ekstreme højre- eller venstrediktaturer og islamiske teokratier. Den er potentielt til stede i alle lande, inklusive Frankrig, som Vichy-regimet mindede os om i 1940’erne. Selv det meget fredelige og demokratiske Schweiz oplevede i 1930’erne en reel fjendtlighed over for frimureriet, og selv i dag er statslige embedsmænd i kantonen Valais forpligtet til at afsløre deres eventuelle frimurertilhørsforhold. Hemmeligheden om tilhørsforhold er derfor en simpel forsigtighedsforanstaltning, for ingen ved, hvad fremtiden bringer.
Logens smykker bærer selv en del af dette sprog. Se kollektionen.
Hemmeligheden om drøftelserne
Denne hemmelighed vedrører først og fremmest frimurerne selv, selvom det er åbenlyst, at den også vedrører den profane verden. En frimurer, der ikke har overværet et møde, behøver ikke at vide, hvad der er blevet sagt af hver enkelt, men vil kun kende den endelige og officielle version, der er rapporteret i referatet. Det er en simpel foranstaltning for ytringsfrihed for at undgå, at udtalelser bliver forvrænget og fejlfortolket ude af kontekst. Den åbne loge er et sted med tillid, som kan frigøre talen, og de, der ikke har oplevet mødet, behøver ikke at kende alle detaljerne.
Vi finder den samme idé i dynamikken i lytte- og støttegrupper, voksenuddannelse og personlig udvikling. Ofte formuleres denne instruks således: “hvad der bliver sagt i gruppen, tilhører gruppen”.
Denne hemmelighed er ikke til for at skjule nogen form for sammensværgelse, da alle beslutninger føres i referatet, men derimod for at beskytte medlemmerne og garantere dem et behageligt og følelsesmæssigt sikkert rum for samtale.
Og den “sande” frimurerhemmelighed?
Hvad så med den berømte frimurerhemmelighed, som vi ofte hører om, og hvis kendskab ville adskille frimurere fra almindelige dødelige? Selvom det skuffer nogle, kan vi bekræfte, at en sådan hemmelighed ikke eksisterer. Der har været nogle frimurerordener, der har påstået at besidde denne hemmelighed, som skulle være den sande oprindelse og det sande mål for frimureriet. Men det drejede sig kun om særlige interesser, materielle, politiske eller mystiske alt efter tilfældet, men ikke repræsentative for frimureriet som helhed.
Således påstod Baron de Hund for eksempel, at hemmeligheden bag den strenge tempelridderobservans var dobbelt: at støtte Stuarts krav på den engelske trone og genoprette Tempelridderordenen (ved samtidig at inddrage alle de ejendele, der havde tilhørt ordenen). For Willermoz, som reformerede den strenge tempelridderobservans til at blive den Rektificerede Skotske Ritus, var hemmeligheden derimod rent spirituel og mystisk: den bestod i den martinezistiske doktrin om sjælenes reintegration og kulminerede i de teurgiske praksisser, der følger heraf. Hvis nogen påstår over for dig, at de kender frimurerhemmeligheden, eller at det frimureri, de praktiserer, kender den, er der stor sandsynlighed for, at det blot er en instrumentalisering af frimureriet i tjeneste for en sag eller en ideologi, der intet har med frimureri at gøre.
Så hvorfor antyder så mange ritualer, især i højgraderne i REAA, altid, at hvert nyt skridt bringer den indviede tættere på opdagelsen af den berømte hemmelighed? Også her må vi afmystificere: Højgraderne var i det 18. århundrede en blomstrende og lukrativ forretning. De, der skabte dem, solgte patenterne meget dyrt, og optagelsesgebyrerne til disse grader, som blev opkrævet af de ledende organer, var generelt høje. Disse tillokkende påstande, der præger ritualerne, kan betragtes som det, man i dag ville kalde markedsføring: Det handlede om at fastholde kunden og tilskynde ham til at fortsætte med at forbruge!
