GLFF's oprindelse – Frimurerbutikken

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Den kvindelige frimureris fjerne rødder

Det var allerede i Frankrig, at den første form for frimureri åben for kvinder opstod i det 18. århundrede, kendt som “Adoptionsfrimureri” eller “Damernes frimureri”. Men som vi har beskrevet i en anden artikel om kvinder i frimureriet, var der tale om en halvforanstaltning – et slags “frimureri på lavt blus”. Det var en mondæn selskabsleg, hvor det fine selskabs damer kunne “lege frimurer”, mens de rigtige frimureriske ritualer ikke blev anvendt. Alle embedsposter i en “Loge d’Adoption” var desuden dobbeltbesatte med en embedsmand fra den “rigtige” loge, som den var underlagt.

Den frimureriske kvalitet af dette adoptionsfrimureri adskilte sig ikke væsentligt fra de mange amerikanske para-frimureriske ordener, der opstod i det 19. århundrede, og som ofte var blandede og åbne for frimureres hustruer og døtre. Under alle omstændigheder var der ikke tale om ægte frimureri, men snarere en snedig måde at aflede kvinderne på.

Vi vil ikke her gennemgå de isolerede tilfælde som initieringen af Elisabeth Aldworth i Irland i 1712 eller Claudine-Thérèse Provensal, søster til Jean-Baptiste Willermoz, der nåede graden Réau-Croix – en af de højgrader i REAA inden for martinezistisk frimureri; vi har allerede behandlet disse i den tidligere nævnte artikel.

Det blandede frimureri

Det afgørende skridt for kvinder i frimureriet blev taget i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede. I 1882 blev den glødende feministiske aktivist Maria Deraismes (1828-1894) optaget i en loge under “Grande Loge Symbolique Écossaise”, en meget progressiv udbrydergruppe fra “Suprême Conseil de France” (Rite Écossais Ancien Accepté). I 1893, med hjælp fra Georges Martin (1844-1916), tidligere stormester for Grande Loge Symbolique Écossaise og erklæret feminist, initierede hun seksten kvinder. De dannede verdens første blandede loge (hvor Georges Martin var det eneste mandlige medlem), hvilket blev kimen til det, der senere skulle blive til den internationale blandede frimurerorden “Le Droit Humain”.

Spørgsmålet om kvinders optagelse i frimureriet blev et varmt emne, som de franske frimurerordener måtte forholde sig til. Grande Loge Symbolique Écossaise, som var den første berørte part, reagerede i første omgang med en konservativ tilbageholdenhed – hvilket var overraskende for en ellers progressiv orden med mange sympatisører for kvindesagen. Grand Orient de France, hvis mange medlemmer også var engagerede i kvindesagen, indtog ikke noget officielt standpunkt.

Det var inden for Grande Loge de France, grundlagt i 1894, at kimen til et nyt svar på spørgsmålet om kvinder i frimureriet skulle spire.

Grundlæggelsen af Grande Loge de France

Før 1880 var der to store frimurerordener i Frankrig: Grand Orient de France (den tidligere Grande Loge de France fra 1728, som blev til Grand Orient de France i 1772) og Suprême Conseil de France (Rite Écossais Ancien Accepté, grundlagt i 1804), som styrede hele ritualet fra 1. til 33. grad.

Siden 1848 havde mange symbolske loger under Suprême Conseil, drevet af republikanske, demokratiske og til tider anarkosyndikalistiske idealer, haft svært ved at acceptere ordenens strengt pyramideformede struktur. De ønskede, at logerne skulle være fødererede i en Grande Loge, uafhængig af højgraderne og demokratisk organiseret. I 1882 løsrev tolv loger sig fra Suprême Conseil for at danne Grande Loge Symbolique Écossaise – den samme loge, hvor Maria Deraismes blev optaget i 1882.

Fra 1887 blev der indledt forhandlinger mellem Grande Loge Symbolique Écossaise og Suprême Conseil med henblik på at fusionere de to ordener til en ny, uafhængig instans. Som forberedelse til denne fusion dannede logerne under Suprême Conseil “Grande Loge de France” i 1894. Men uenigheder fik fusionsprojektet til at strande, og kun en del af logerne fra Grande Loge Symbolique Écossaise sluttede sig til Grande Loge de France.

Genoplivning af Adoptionsfrimureriet i Grande Loge de France

Grande Loge de France, der blev født et år efter “Le Droit Humain”, var utvivlsomt mere lydhør over for denne nye kontekst end Grand Orient de France, der hvilede trygt på sin historiske arv. Men da den var mere konservativ end Grande Loge Symbolique Écossaise, som havde åbnet sig for blandet frimureri ved århundredeskiftet, søgte den tilbage i det franske frimureris historie for at finde en plads til kvinderne. Helt naturligt vendte den sig mod Adoptionsfrimureriet og genoptog dets ritualer. Men det skete i en anden ånd end i det 18. århundrede: Selvom de stadig var knyttet til en mandlig loge, arbejdede adoptionslogerne nu autonomt med kvindelige embedsmænd med fulde rettigheder. Den første adoptionsloge, “Le Libre Examen”, blev grundlagt den 29. maj 1901, og ti andre blev oprettet mellem 1901 og 1936, hvoraf nogle var kortlivede, da der i 1936 kun var otte tilbage.

På konventet i 1935 besluttede Grande Loge de France at give adoptionslogerne størst mulig autonomi og opfordre dem til at danne en uafhængig kvindelig frimurerorden. Denne beslutning blev ikke nødvendigvis taget af hensyn til kvindesagen, men fordi Grande Loge de France håbede på anerkendelse fra “Grande Loge Unie d’Angleterre”, som netop havde fastlagt sine anerkendelsesprincipper i 1929. Disse principper udelukker klart enhver kvindelig tilstedeværelse i frimureriet. Eksistensen af adoptionsloger i Grande Loge de France var derfor blevet yderst pinlig.

Som man kan forestille sig, tog søstrene i de loger, der nu kaldte sig “kvindelige” frem for “adoptionsloger”, ikke godt imod dette forsøg på eksklusion. Ikke desto mindre gik de i gang med den nye opgave. Den 8. juli 1936 blev den første kongres for kvindelige loger afholdt, og et sekretariat bestående af fem søstre blev oprettet som et spirende eksekutivorgan. Men udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 afbrød arbejdet med at konstituere den nye orden.

Fra Union Maçonnique Féminine de France til Grande Loge Féminine de France

Efter befrielsen i 1945 begyndte alle franske frimurerordener at genopbygge sig selv. På vegne af 1936-sekretariatet anmodede søstrene Anne-Marie Gentily (1882-1972), Suzanne Galland (1882-1961) og Germaine Rheal (et pseudonym for Suzanne Barillet, om hvem vi ikke har fundet oplysninger) om genoptagelse af de kvindelige loger i Grande Loge de France med henblik på at fortsætte arbejdet med at danne en kvindelig orden. Grande Loge de France bad dem vente, til den selv var omstruktureret, men den ophævede den 17. september 1945 alle regler vedrørende kvindelige loger. De kvindelige loger måtte derfor klare sig selv, hvis de ville genopstå efter krigens rædsler. Anne-Marie Gentily, Suzanne Galland og Germaine Rheal dannede derefter en genopbygningskomité for at finde de søstre, der var blevet spredt af krigen, og for at kontrollere deres adfærd under besættelsen.

Fem af de otte loger kunne genoprettes, og 91 søstre blev genoptaget. Den 30. januar 1946 blev det første konvent for “Union Maçonnique Féminine de France” afholdt, hvor Anne-Marie Gentily blev valgt som den første stormester. Den nye orden forblev tro mod adoptionsritualet.

På konventet i 1952 blev navnet “Union Maçonnique Féminine de France”, som oprindeligt var blevet pålagt af Grande Loge de France, opgivet til fordel for “Grande Loge Féminine de France”. Søstrene ønskede hermed at signalere, at deres organisation ikke blot var en “union”, men en sand frimurerorden – en Grande Loge.

Fra 1955 blev fastholdelsen af adoptionsritualet i Grande Loge Féminine de France sat til debat. Skulle man forblive tro mod denne historiske særart eller adoptere et mere universelt ritual, såsom Rite Écossais Ancien Accepté? En kommission blev nedsat i 1957, og valget mellem adoptionsritualet og Rite Écossais Ancien Accepté blev endeligt forelagt konventet i 1959. Rite Écossais Ancien Accepté vandt, og omkring ti søstre, der ikke ønskede at opgive adoptionsritualet, forlod Grande Loge Féminine de France og dannede logen “Cosmos” i Meudon.

Rite Écossais Ancien Accepté udviklede sig inden for Grande Loge de France, således at “Suprême Conseil Féminin de France” (33. grad) blev oprettet i 1972. Samme år modtog Grande Loge Féminine et patent fra Grand Orient de France til at praktisere det franske ritual. I 1974 blev en loge, der arbejdede efter det “Rite Écossais Rectifié”, grundlagt i Lyon med hjælp fra Grande Loge Traditionnelle et Symbolique Opéra, men Grande Loge Féminine de France modtog først patentet til dette ritual fra Grand Orient de France i 1980. Endelig, i 1977, anmodede logen “Cosmos” om genoptagelse i Grande Loge Féminine de France, mens den beholdt adoptionsritualet, som den i dag er den eneste i verden, der praktiserer.

Udviklingen af det kvindelige frimureri

Grande Loge Féminine de France, der startede med fem loger og under hundrede søstre, svarede tydeligvis på et behov og udviklede sig betydeligt, både i Frankrig og i udlandet. I 1960’erne blev 22 loger grundlagt, herunder en i Genève, Schweiz. I det følgende årti blev ikke færre end 76 loger oprettet i Frankrig, Schweiz og Belgien.

Med udgangspunkt i Grande Loge Féminine de France tog det kvindelige frimureri hurtigt fart i udlandet. De kvindelige loger i Schweiz – det første land, der blev påvirket af Grande Loge Féminine de France – dannede “Grande Loge Féminine de Suisse” i 1976, tæt fulgt af de belgiske loger, der dannede “Grande Loge Féminine de Belgique” i 1981. Etableringen af kvindelige storloger, der udsprang af eller hævdede at være arvinger til Grande Loge Féminine de France, fortsatte: Grande Loge Féminine d’Italie i 1991, Grande Loge Féminine du Portugal i 1997, Grande Loge Symbolique Féminine du Venezuela og Grande Loge Féminine d’Espagne i 2005, Grande Loge du Cameroun i 2017, Grande Loge Féminine de Bulgarie i 2018. I tråd med Grande Loge Féminine de France’s tradition blev den rumænske “Grande Loge Traditionnelle Féminine Pontus Euxinus” grundlagt i 2015 med støtte fra Grande Loge Féminine de Suisse. Og det er sandsynligvis ikke slut endnu.

Selvom de ikke nødvendigvis stammer fra Grande Loge Féminine de France, bidrager andre kvindelige frimurerordener til at udbrede det kvindelige frimureri verden over, såsom Grande Loge Féminine de Memphis-Misraïm smykker, Grande Loge Féminine d’Allemagne og Grande Loge Féminine de Turquie.