Grande Loge de France: to lydigheder

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Den første Grande Loge de France: 1728 eller 1738?

Frimureriet begyndte at sprede sig i Frankrig omkring 1725 under indflydelse af Grande Loge de Londres, der blev grundlagt i 1717 (eller mere sandsynligt i 1721). Englænderne havde for vane at oprette provinsielle storloger (ofte kaldet “engelske”) i de lande, hvor de havde etableret loger. Stormestrene for disse storloger var i begyndelsen britiske undersåtter. Frankrig var ingen undtagelse: den første Grande Loge de France (navnet blev endnu kun sjældent brugt) går tilbage til 1728, og dens første stormestre var engelske eller skotske: den første var hertugen af Wharton (en kontroversiel skikkelse i frimureriets og den engelske historie, som skiftevis var jakobit og hannoveraner; han havde været stormester for Grande Loge de Londres fra 1722 til 1723). Efter ham fulgte to overbeviste jakobitter, skotten James Hector Mac Leane og englænderen Charles Radclyffe, jarl af Derwentwater, som døde under guillotinen i 1746 for at have deltaget i Charles Edward Stuarts dristige eventyr fra 1745, der endte med jakobitternes nederlag ved slaget ved Culloden i 1746.

Den første franske stormester var Louis Pardaillan de Gondrin, hertug af Antin (1707-1743), valgt i 1738, og nogle mener, at man først kan tale om en Grande Loge de France fra dette tidspunkt. Han døde i en alder af 36 år, nåede kun at være stormester i fem år og efterlod sig ikke mange spor af sit frimureriske engagement.

Fra Grande Loge de France til Grand Orient de France (1743-1773)

Hertugen af Antins efterfølger var en prins af blodet, Louis de Bourbon-Condé, greve af Clermont (1709-1771), som bestred embedet som stormester fra 1743 til sin død i 1771. Denne periode var ret begivenhedsrig set fra et frimurerisk synspunkt af flere årsager.

For det første skal man ikke forestille sig, at Grande Loge de France var sammenlignelig med en moderne frimurerisk lydighed, der udøvede reel jurisdiktion over sine loger. I et samfund under det gamle regime, der var langt mere decentraliseret end det republikanske system, var stormesterens magt ret begrænset. Alle loger anerkendte ham som sådan, men hans reelle magt forblev begrænset til de parisiske loger. I provinserne, efter en slags stadig feudal model, organiserede logerne sig i lokale mellemstrukturer, såsom Grande Loge Écossaise de Bordeaux, Mère-Loge de Marseille, Mère-Loge d’Avignon eller Grande Loge des Maîtres Réguliers de Lyon, som var, om man så må sige, vasaller under stormesteren, men udøvede deres magt meget autonomt. Desuden var greven af Clermont på grund af sine pligter som prins af blodet og hærchef ofte fraværende og havde delegeret sin magt til tre stedfortrædere: den protestantiske bankmand Baur, danselæreren Lacorne og “maître des requêtes” Chaillon de Jonville.

Denne ret svage struktur skulle konfrontere et nyt fænomen, der opstod i 1740’erne: fremkomsten af frimureriske højgrader. Allerede i 1743 udviste Grande Loge de France sig ret fjendtlig over for spredningen af disse nye grader og nægtede, at deres indehavere nød nogen særlig ære eller værdighed i logerne; og fra dens fremkomst omkring 1750 forbød den formelt udøvelsen af Kadosh-graden. Men Grande Loge de France måtte ikke desto mindre forlige sig med højgraderne, så meget voksede fænomenet. I konflikten mellem Conseil des Chevaliers d’Orient (system i 7 grader) og Conseil des Empereurs d’Orient et d’Occident (rite i 25 grader, som sandsynligvis falder sammen med Rite de Perfection, eller Ordre du Royal Secret, oprindelsen til Rite Écossais Ancien Accepté), tog stormesteren snarere parti for Chevaliers d’Orient. Men det var under en af hans fraværsperioder, at to af hans stedfortrædere (Lacorne og Chaillon de Jonville), sammen med syv andre underskrivere, alle medlemmer af Conseil des Empereurs d’Orient et d’Occident, i 1761 tildelte det berømte patent til Étienne Morin, som er oprindelsen til Rite Écossais Ancien Accepté. Stormesterens autoritet var åbenbart ikke særlig stor, hvis hans stedfortrædere tillod sig at bruge hans segl til uden hans viden at ratificere et dokument, som han aldrig ville have godkendt, og som han i øvrigt tilbagekaldte, da han først blev bekendt med det i 1766.

Men de vigtigste problemer var de interne spændinger i Grande Loge de France, hvor to strømninger hurtigt begyndte at stå over for hinanden: aristokraterne, som var talrige især i de parisiske loger, og som var mere progressive på det filosofiske og religiøse plan, og borgerne, der var i flertal i provinslogerne, og som var markant mere konservative i religiøse spørgsmål. Den aristokratiske fløj, hvis leder var Lacorne, tog navnet “lacornard”, mens den borgerlige lejr kaldte sig “antilacornard”, hvor hver fraktion hævdede at repræsentere det sande frimureri.

Ved Lacornes død i 1762 påbegyndte greven af Clermont en reform af Grande Loge de France og dekreterede, at embederne fremover skulle være valgbare og for en periode på tre år, mens man tidligere kunne købe et embede som Vénérable eller dignitar og bestride det på livstid. Ved de første valg i 1765 vandt “antilacornarderne”, og femten “lacornardere” blev ekskluderet fra storlogen, herunder forfatteren til Morin-patentet. De skyndte sig at danne en ny loge, “St-Lazare”, som i 1776 blev til “St-d’Écosse du Contrat Social”, kaldte sig “Mère-Loge Écossaise de France” og spillede en rolle i det følgende århundrede i udviklingen af Rite Écossais Ancien Accepté i Frankrig.

Men situationen var langt fra løst. Ved vinter-Sankt Hans i 1767 mødte ekskluderede brødre op ved døren til storlogens tempel, hvor adgang blev nægtet dem. De kom i slagsmål og tvang døren op, og scenen udviklede sig til et generelt slagsmål. Denne næsten offentlige skandale fik politiløjtnant Sartine til at suspendere storlogens arbejde, sandsynligvis på anmodning af stormesteren selv. Foranstaltningen varede officielt indtil 1771, men aktiviteterne ophørte ikke af den grund. “Lacornarderne”, der udgav sig for at være Grande Loge de France, fortsatte med at oprette loger, mens den legitime storloge gjorde det samme med antidaterede chartre.

Det var i denne polemiske kontekst, at stormesteren, greven af Clermont, døde i 1771. Hans efterfølger var Louis-Philippe d’Orléans, hertug af Chartres (1747-1793), en progressiv og parlamentarisk prins, som under revolutionen sad i Nationalforsamlingen under navnet Philippe-Égalité, stemte for Ludvig XVI’s død og selv blev guillotineret i 1793. Under hans stormesterskab påbegyndte Grande Loge de France en gennemgribende reform, mere demokratisk og centraliseret, hvilket gav provinslogerne mere magt for at modvirke den parisiske aristokratiske fløj. Og i 1773 tog den omstrukturerede Grande Loge de France navnet Grand Orient de France.

Et vist antal loger, som ønskede at forblive tro mod de gamle skikke, herunder embedernes uafsættelighed, dannede derefter en Grande Loge de France, kaldet Grande Loge de Clermont, opkaldt efter den forrige stormester. De genindtrådte i Grand Orient i 1799. Grand Orient de France forbliver derfor den eneste direkte arving til den første Grande Loge de France.

De fjerne oprindelser til Grande Loge de France fra 1894

Historien om Grande Loge de France fra 1894 falder oprindeligt sammen med historien om Rite Écossais Ancien Accepté, som vi har berettet om i en tidligere artikel. Vi husker, at Étienne Morin i 1761 modtog et patent, der gav ham tilladelse til at sprede Rite de Perfection i de franske Antiller. Vi har set ovenfor, at dette patent blev ratificeret af stormesteren for Grande Loge de France’s segl uden hans viden, og at han tilbagekaldte det, så snart han blev bekendt med det. Étienne Morins eventyr ser derfor formelt ud til at udgå fra Grande Loge de France, men det var i virkeligheden svigagtigt.

Rite de Perfection, som Étienne Morin spredte, nåede de amerikanske kolonier, og en gruppe franske og amerikanske frimurere (herunder Alexandre de Grasse-Tilly (1765-1847)) berigede den med otte grader for at nå frem til Rite Écossais Ancien Accepté i 33 grader, hvis første Suprême Conseil blev grundlagt i Charleston i 1801. I 1802 grundlagde Grasse-Tilly sammen med sin svigerfar Jean Baptiste Marie de La Hogue (1738-1822) Suprême Conseil pour les Isles Françaises d’Amérique.

Da Alexandre de Grasse-Tilly vendte tilbage til Paris i 1804, påbegyndte han grundlæggelsen af et Suprême Conseil for Frankrig. Mens amerikanerne kun betragtede Rite Écossais Ancien Accepté som et system af højgrader, der begyndte ved 4. grad, havde franskmændene udviklet symbolske grader til riten. Ritualerne for disse tre grader havde som hovedkilder afsløringen af den engelske “Anciens”-rite “The Three Distinct Knocks” (1760) for åbnings- og afslutningsritualerne, samt placeringen af søjlerne og tildelingen af navnene B til lærlinge og J til svende, samt Rite Français til optagelsesceremonierne. Det er disse ritualer, der blev udgivet under titlen “Guide du Maçon Écossais” mellem 1814 og 1821 (værkets titelside bærer angivelsen “À Édimbourg. 58***”).

Her skal man være opmærksom, for begivenhederne vil følge hurtigt efter hinanden. Den 22. oktober 1804, med bistand fra logen “St-Jean d’Écosse du Contrat Social”, hvor han var blevet optaget før sin afrejse til Antillerne (logen for de “lacornardere”, der blev fordrevet i 1765), grundlagde Grasse-Tilly en Grande Loge Générale Écossaise, der skulle samle de symbolske loger under Rite Écossais Ancien Accepté, under ledelse af marskal Kellermann, der blev udnævnt til storadministrator.

Fødslen af denne nye storloge mødte ikke samtykke fra hverken Grand Orient de France, der dengang blev ledet af Jean-Jacques Régis de Cambacérès (1753-1824), rigskansler for imperiet, som stedfortræder for stormester Joseph Bonaparte, eller fra den kejserlige magt, der ønskede at instrumentalisere frimureriet ved at kontrollere de frimureriske lydigheder og begrænse antallet. Forhandlinger blev straks indledt af Cambacérès, hvilket den 3. december 1804 førte til et konkordat mellem Grand Orient de France og Suprême Conseil: logerne i Grande Loge Générale Écossaise blev integreret i Grand Orient de France, mens højgraderne i REAA Ancien Accepté blev administreret af Suprême Conseil. På dette grundlag blev Suprême Conseil definitivt installeret den 22. december 1804 med Grasse-Tilly som suveræn storkommandør.

Konkordatet kunne have varet ved, hvis ikke Grand Orient de France den 21. juli 1805 havde oprettet et Grand Directoire des Rites, som begyndte at tildele 33. grad. Suprême Conseil opsagde derfor konkordatet, og Cambacérès formåede på vegne af den kejserlige magt at påtvinge en kompromisformel: Grand Orient de France ville fremover administrere graderne fra 1. til 18., og Suprême Conseil fra 19. til 33. grad. Og den 1. juli 1806 blev Cambacérès udpeget til suveræn storkommandør som erstatning for Grasse-Tilly, der var på militærkampagne.

Også her kunne situationen have varet ved, hvis ikke nye begivenheder var kommet for at forstyrre forholdet mellem Suprême Conseil og Grand Orient de France og sætte spørgsmålstegn ved kompromiset fra 1805. I 1812 vækkede Grasse-Tillys svigerfar, Jean Baptiste de La Hogue, Suprême Conseil pour les Isles Françaises d’Amérique til live i Paris, også kaldet Suprême Conseil de Pompéi (opkaldt efter lokalet, hvor det mødtes), hvilket ikke ligefrem forenklede tingene.

I 1814-1815, ved Napoleons fald, måtte Suprême Conseil, som hovedsageligt bestod af kejserlige dignitarer, indstille sine aktiviteter. Grand Orient de France foreslog en ren og skær fusion af de to lydigheder, hvilket det afviste. Seks af dets medlemmer sluttede sig ikke desto mindre til Grand Orient de France, som erklærede kompromiset fra 1805 for ugyldigt og gjorde krav på alle rettigheder over Rite Écossais Ancien Accepté, som det betroede til Grand Consistoire des Rites, en ny form for Grand Directoire fra 1805, som endelig blev til Grand Collège des Rites i 1826.

Da Grasse-Tilly vendte tilbage fra Waterloo i 1815, betragtede han Grand Orient de France’s beslutning som ugyldig, og takket være Suprême Conseil des Isles d’Amérique, der var blevet genoplivet af hans svigerfar i 1812, oprettede han et nyt Suprême Conseil, kaldet du Prado, opkaldt efter dets mødested. Han blev ekskluderet derfra og dannede derefter et tredje Suprême Conseil ved sædet for Souverain Conseil des Isles d’Amérique, som man også kaldte Suprême Conseil de Pompéi. Paris havde altså på det tidspunkt fire lydigheder, der skulle administrere Rite Écossais Ancien Accepté: Suprême Conseil des Isles d’Amérique de Pompéi, Grand Consistoire des Rites du Grand Orient de France, Suprême Conseil du Prado og Suprême Conseil de Pompéi!

Da ingen af dem kunne vinde frem, besluttede Suprêmes Conseils Prado og Pompéi i 1818 at betro deres ledelse til hertug Élie Decazes (1780-1860), indenrigsminister og fremtidig premierminister for Ludvig XVIII. Élie Decazes bestræbte sig på at samle medlemmerne af de forskellige Suprêmes Conseils (herunder det fra 1804) og tilknytte Suprême Conseil des Isles d’Amérique, og den 1. januar 1821 blev Suprême Conseil de France dannet med jurisdiktion over værkstederne fra 1. til 33. grad af Rite Écossais Ancien Accepté.

Fødslen af Grande Loge de France (1894)

Suprême Conseil de France gennemlevede det 19. århundrede med dets regimeskift, revolutioner og filosofiske og politiske udviklinger. Siden 1848 tog flere og flere franske frimurere, på tværs af alle lydigheder, parti for republikanske og demokratiske idealer, fritænkning, sekularisme…

Inden for Suprême Conseil de France begyndte mange symbolske loger at anfægte ordens strengt hierarkiske og pyramidale struktur. De begyndte at kræve, at de symbolske loger skulle være adskilt fra hele ritens struktur og samles i en uafhængig storloge, der var organiseret demokratisk. Deres første forsøg i 1848 og 1868 var en fiasko, men i 1880 løsrev tolv loger fra Suprême Conseil sig og dannede Grande Loge Symbolique Écossaise, som sandsynligvis var den mest progressive af alle franske frimureriske lydigheder, hvor medlemmernes bekymringer spændte fra republikanske, demokratiske og sekulære idealer til anarkosyndikalisme.

Den nye lydighed forsøgte først at integrere Grand Orient de France, som den delte flere kampe med. Men da den var mistroisk over for Grand Collège des Rites, frygtede den at falde tilbage i et system, hvor højgraderne bevarede en eller anden form for overvægt, og fusionen fandt ikke sted.

Allerede i 1887 opstod idéen om at samle logerne fra Grande Loge Symbolique Écossaise og de symbolske loger, der forblev under Suprême Conseils jurisdiktion, i en ny, uafhængig lydighed. Med dette formål oprettede Suprême Conseil Grande Loge de France i 1894 og samlede alle sine loger der, i forventning om at logerne fra Grande Loge Symbolique Écossaise til gengæld ville tilslutte sig den nye lydighed. Men nye uoverensstemmelser forhindrede fusionen.

Efter denne fiasko gik Grande Loge Symbolique Écossaise tilbage. Et dusin af dens loger tilsluttede sig Grande Loge de France i spredt orden, fem sluttede sig til Grand Orient de France, og de fleste af de andre blev opløst. Kun to loger forblev trofaste og genopbyggede Grande Loge Symbolique Écossaise i begyndelsen af det 20. århundrede. Efter nu at have anerkendt princippet om blandet medlemskab, tog den nye lydighed navnet Grande Loge Symbolique Écossaise Maintenue et Mixte. Da den blev anset for at være for anarkistisk, blev den ikke anerkendt af Droit Humain.

Interne uoverensstemmelser fik snart den nye blandede lydighed til at bryde sammen, hvoraf flere loger blev opløst, mens andre sluttede sig til Grande Loge de France eller Grand Orient de France. I 1909 var der kun én loge tilbage, “Diderot”, som sluttede sig til Grande Loge de France i 1911, hvilket satte et definitivt punktum for eventyret om Grande Loge Symbolique Écossaise.

Uanset hvad var det mål, som grundlæggerne af Grande Loge Symbolique Écossaise havde sat sig, nået: Suprême Conseils symbolske loger havde vundet deres uafhængighed og styrede sig selv inden for en lydighed med demokratisk drift, Grande Loge de France.