George Washington som frimurer: Grundlæggeren og den amerikanske frimurer-mytologi

1. George Washington som frimurer: Oprindelsen af en kommende grundlægger

George Washington blev født den 22. februar 1732 i Pope’s Creek i den engelske koloni Virginia, i en familie af velhavende tobaksplantageejere. Det er ret ironisk at tænke på, at manden, der få årtier senere ville blive hovedarkitekten bag den amerikanske uafhængighed, fik navnet George til ære for den engelske konge George II.

Den unge Washington modtog en solid uddannelse med særligt fokus på matematik, geometri og landmåling. Meget tidligt udviklede han praktiske færdigheder, som kom til at præge hele hans liv. Allerede som sekstenårig arbejdede han som landmåler og deltog i kortlægningen af enorme, dengang ukendte områder i Virginia og de vestlige egne. Dette feltarbejde gav ham et konkret kendskab til det amerikanske landskab, længe før han overhovedet overvejede at spille en politisk eller militær rolle.

Tobaksdyrkning i kolonitidens Virginia i det 18. århundrede, det økonomiske fundament for de store plantager, som George Washingtons familie tilhørte.

I 1752 blev hans halvbror Lawrence Washingtons død et afgørende vendepunkt. Lawrence var tidligere officer i den britiske Royal Navy under viceadmiral Vernon og kommanderede desuden Virginias milits. George Washington arvede denne post og påbegyndte for alvor sin militære karriere.

På det tidspunkt var der intet, der tydede på, at denne unge koloniofficer en dag ville blive USA’s første præsident. Washington var først og fremmest en loyal britisk undersåt, dybt knyttet til det engelske imperium, hvis institutioner, hær og magt han beundrede.

2. George Washington og Syvårskrigen: En kolonial helt bliver født

George Washingtons første militære operationer fandt sted i en kontekst af voksende spændinger mellem de europæiske kolonimagter i Nordamerika. Franskmændene, der var solidt etableret i Ohio-dalen, forsøgte at forbinde deres canadiske besiddelser med Louisiana, mens de britiske kolonister fortsatte deres ekspansion mod vest.

I 1754 blev Washington sendt afsted med sine mænd for at udfordre den franske tilstedeværelse i dette strategiske område. Ekspeditionen førte til den såkaldte Jumonville-affære. En fransk deling under kommando af Joseph Coulon de Villiers de Jumonville blev angrebet, og flere soldater blev dræbt, herunder deres kommandant. De franske myndigheder anklagede straks Washington for mord, mens han selv fastholdt, at der var tale om en legitim militær konfrontation. Kort efter blev han taget til fange af franske styrker under ledelse af Jumonvilles bror og tvunget til at underskrive et dokument, hvor han påtog sig ansvaret for den franske officers død. Senere hævdede han, at han havde underskrevet en tekst på fransk, hvis indhold han ikke fuldt ud forstod.

Denne episode var med til at gøre hans navn kendt både i de amerikanske kolonier og i England. Frem for alt varslede den den generelle konflikt, der skulle blive til Syvårskrigen – den første sande verdenskrig i moderne tid, udkæmpet samtidigt i Europa, Amerika, Caribien, Afrika og Indien.

Året efter sluttede Washington sig til general Edward Braddocks ekspedition, øverstkommanderende for de britiske styrker i Amerika. Briterne iværksatte en omfattende operation for at generobre Fort Duquesne fra franskmændene. Felttoget endte i en katastrofe. Den 9. juli 1755, under slaget ved Monongahela, blev de britiske tropper alvorligt besejret, og Braddock blev dødeligt såret.

Midt i kaosset lykkedes det alligevel Washington at organisere tilbagetoget og undgå en total udslettelse af de engelske styrker. Hans kølige overblik og mod gav ham et betydeligt ry i kolonierne. Fra da af begyndte man at se ham som en sand amerikansk militærhelt, der var i stand til at lede mænd under ekstreme omstændigheder.

Washington deltog senere i general Forbes’ sejrrige felttog mod Fort Duquesne i 1758. Denne operation markerede afslutningen på hans militære karriere i den britiske krones tjeneste. Han forlod hæren og vendte tilbage til Virginia, hvor han året efter giftede sig med Martha Custis, en velhavende enke fra kolonitidens aristokrati.

3. Fra plantageejer i Virginia til leder af den amerikanske uafhængighed

Tilbage på Mount Vernon brugte George Washington flere år på at forvalte og udvikle sine jorder. Som en ambitiøs og metodisk ejer forsøgte han at forbedre rentabiliteten af sin bedrift ved at eksperimentere med nye afgrøder, diversificere sine aktiviteter og modernisere landbrugsredskaber. Han udviklede også fiskerier og udvidede gradvist sit gods, alt imens han førte den forfinede livsstil, som Virginias store plantageejere stræbte efter.

Som mange andre fremtrædende koloniherrer havde Washington tætte økonomiske bånd til England. Han importerede møbler, stoffer, luksusvarer og europæiske vine. Men gennem årene voksede spændingerne mellem London og de amerikanske kolonier. De skattemæssige tiltag pålagt af moderlandet, handelsrestriktionerne og kontrollen med handlen skabte en voksende utilfredshed blandt koloniernes eliter.

For Washingtons vedkommende var denne udvikling ikke et resultat af et øjeblikkeligt brud med den britiske krone. Den var gradvis, pragmatisk og i høj grad motiveret af politiske og økonomiske overvejelser. I 1769 støttede han boykotten af engelske varer, som hans ven George Mason havde foreslået. Begivenhederne eskalerede derefter frem til den berømte “Boston Tea Party” i 1773, hvor kolonister smed ladninger af te i havet i protest mod den britiske beskatning.

Da de første væbnede sammenstød brød ud i april 1775, valgte repræsentanterne for de tretten kolonier, samlet i den kontinentale kongres, George Washington til at tage kommandoen over oprørsstyrkerne. Hans militære erfaring, personlige ry og prestige i Virginia gjorde ham til en skikkelse, der kunne samle kolonier, som ellers var meget splittede.

Rytterportræt af George Washington under den amerikanske uafhængighedskrig, som er blevet en af de mest berømte fremstillinger af USA’s første præsident.

Den 4. juli 1776 proklamerede uafhængighedserklæringen officielt fødslen af Amerikas Forenede Stater. Washington måtte derefter konfrontere en af verdens mest magtfulde hære med ofte begrænsede midler. Krigen var lang, svær og præget af flere militære tilbageslag.

Den franske hjælp spillede en afgørende rolle for konfliktens udfald. Allerede i 1777 sluttede Marquis de Lafayette sig til de amerikanske oprørere som frivillig. Fra 1778 engagerede Frankrig sig officielt på de oprørske koloniers side mod England. Admiral d’Estaings flådestyrker og især ekspeditionskorpset under kommando af Rochambeau ydede en essentiel støtte til de amerikanske tropper.

Dette fransk-amerikanske samarbejde kulminerede under felttoget ved Yorktown i 1781, som førte til den britiske kapitulation. To år senere anerkendte Parisaftalen af 3. september 1783 officielt USA’s uafhængighed.

Ved krigens afslutning nød George Washington en enorm prestige. Mange ville have accepteret, at han beholdt den militære magt permanent. Men den 23. december 1783 afleverede han frivilligt sin kommando til den kontinentale kongres, før han vendte tilbage til Mount Vernon. Denne gestus gjorde et dybt indtryk på samtiden. I en tid præget af enevældige monarkier og militærlederes personlige ambitioner fremstod Washington som en mand, der var i stand til at give afkald på magten i det fælles bedste navn.

4. George Washington som USA’s præsident: Et symbol på national enhed

Tilbagevenden til Mount Vernon varede dog kun få år. De vanskeligheder, den unge amerikanske stat stod overfor, blev hurtigt tydelige. Konføderationsartiklerne, der fungerede som institutionel ramme for de tidligere kolonier, gav centralregeringen meget begrænset magt og gjorde det svært at styre landets politiske, finansielle og militære anliggender.

Washington forstod gradvist, at den amerikanske uafhængighed risikerede at forblive skrøbelig uden mere solide institutioner. I 1787 blev han udpeget som delegeret fra Virginia til konventet i Philadelphia, der skulle revidere konføderationsartiklerne. På grund af sin enorme personlige prestige blev han valgt til at lede debatterne.

Konventet førte til vedtagelsen af USA’s forfatning den 17. september 1787. Den blev ratificeret året efter af de forskellige stater og trådte officielt i kraft den 4. marts 1789. Samme dag blev George Washington enstemmigt valgt som USA’s første præsident af valgmandskollegiet.

Hans valg fremstod næsten som en selvfølge. I et land, der stadig var dybt splittet af regionale rivaliseringer og politiske spændinger, legemliggjorde Washington en moralsk autoritet, der stod over partierne. Hans rolle bestod ikke kun i at regere: han skulle give de nye amerikanske institutioner en varig troværdighed.

I løbet af sine to embedsperioder bestræbte Washington sig på at stabilisere den føderale stats funktion, konsolidere de offentlige finanser og undgå, at USA blev trukket ind i de europæiske konflikter, der rystede kontinentet efter den franske revolution. Han forsøgte også at bevare en balance mellem de forskellige politiske strømninger, der allerede begyndte at stå over for hinanden omkring skikkelser som Hamilton og Jefferson.

Men en af de vigtigste handlinger i hans politiske karriere var måske den, han *ikke* foretog sig. I 1797, ved afslutningen af sin anden embedsperiode, nægtede George Washington at stille op til en tredje periode, selvom intet juridisk forhindrede ham i det. I en tid, hvor mange sejrrige ledere forsøgte at beholde magten på livstid, fik denne beslutning en enorm genlyd.

Washington forstærkede dermed idéen om, at det amerikanske præsidentskab ikke var et forklædt monarki, men et midlertidigt embede udøvet i nationens tjeneste. Denne frivillige afståelse bidrog stærkt til at opbygge hans næsten legendariske ry i amerikansk historie.

Pensioneret endnu en gang på Mount Vernon fortsatte han dog med at følge landets anliggender tæt. I 1798, da visse politiske ledere frygtede krig med det revolutionære Frankrig, tilbød præsident John Adams ham rang af generalløjtnant for en reservehær, der skulle forsvare amerikansk territorium i tilfælde af invasion. Den frygtede konflikt fandt dog aldrig sted.

George Washington døde den 14. december 1799 som følge af en alvorlig luftvejsinfektion. Over hele USA blev der arrangeret hyldester til manden, som mange allerede betragtede som den amerikanske nations fader.

5. George Washington som frimurer: Indvielse og frimurerisk rejse

Det var den 4. november 1752, at George Washington blev optaget som frimurer i Fredericksburg, Virginia, i den loge, der senere blev til Fredericksburg Lodge nr. 4 under storlogen i Virginia. Han var dengang kun tyve år gammel. Han blev ophøjet til mestergraden den 4. august 1753.

Som mange indflydelsesrige mænd i sin tid fandt Washington i frimureriet en social ramme, hvor officerer, notabiliteter, købmænd, dommere og jordejere mødtes. Kolonitidens amerikanske loger i det 18. århundrede samlede folk fra forskellige sociale lag i et miljø, hvor forskelle i rang og social oprindelse skulle forsvinde bag frimurerisk broderskab.

Man skal dog ikke forestille sig George Washington som en frimurer, der var særligt aktiv i ordenens daglige ledelse. Hans frimureriske rejse forblev relativt diskret i forhold til hans enorme militære og politiske karriere. Han besøgte logerne uregelmæssigt, især i krigs- og præsidentårene, men bevarede hele sit liv et positivt og offentligt forhold til frimureriet.

Washington accepterede også flere ærestitler og vedligeholdt forbindelser med forskellige amerikanske loger. Hans korrespondance viser, at han betragtede frimureriet som en respektabel institution, der kunne bidrage til offentlig moral og borgerlig harmoni. Der er derimod intet, der tyder på, at han forsøgte at omdanne ordenen til et politisk eller ideologisk instrument.

Billedet af George Washington som frimurer fik gradvist en betydelig vægt i amerikansk kultur efter uafhængigheden. I takt med at USA’s nationale erindring blev opbygget, blev den første præsidents skikkelse i vid udstrækning integreret i den amerikanske frimurer-fortælling. Washington fremstod som den ideelle legemliggørelse af en mand, der kunne forene moralsk disciplin, personlig tilbageholdenhed, pligtfølelse og tjeneste for fællesskabet.

Denne erindring blev vedligeholdt gennem talrige kunstneriske fremstillinger, mindehøjtideligheder og symbolske referencer. Mindet om George Washington som frimurer endte således med at indtage en central plads i den amerikanske frimurer-mytologi, langt ud over hans konkrete deltagelse i logernes arbejde.

6. Frimureri og amerikansk uafhængighed: Historisk virkelighed eller politisk myte?

Den rolle, frimureriet spillede i den amerikanske uafhængighed, har ofte givet anledning til fantasier, overdrivelser og konspirationsteorier. Tilstedeværelsen af mange frimurere blandt aktørerne i den amerikanske revolution er en ubestridelig historisk realitet. Men denne tilstedeværelse er ikke nok til at gøre frimureriet til den hemmelige bagmand bag oprøret mod England.

Blandt de store skikkelser i USA’s uafhængighed var flere ganske rigtigt frimurere. Benjamin Franklin er uden tvivl det mest berømte eksempel. Paul Revere, John Hancock og James Otis tilhørte også ordenen. George Washington som frimurer indgik altså i et miljø, hvor frimurernetværk var meget til stede. Men andre væsentlige skikkelser i den amerikanske revolution, såsom Thomas Jefferson eller Samuel Adams, var ikke frimurere. Hvad angår underskriverne af uafhængighedserklæringen, tilhørte kun et mindretal med sikkerhed frimureriet.

Situationen var sammenlignelig på fransk side. Marquis de Lafayette var frimurer, ligesom mange officerer i det ekspeditionskorps, som Ludvig XVI sendte afsted. Historisk forskning har identificeret flere generaler og højtstående officerer, der var medlemmer af ordenen, herunder greven af Ségur, greven af Deux-Ponts, greven af Vauban og greven af Fersen. Dette fælles tilhørsforhold lettede utvivlsomt de personlige relationer mellem visse franske og amerikanske officerer.

Men det ville være forkert at konkludere, at der var tale om en form for international frimurer-konspiration rettet mod den britiske krone. De engelske hære talte også meget mange frimurere i deres rækker. Flere britiske regimenter, især skotske eller irske, havde endda militærloger, som i høj grad bidrog til at udbrede frimureriet i de amerikanske kolonier.

Frimureriet spillede i virkeligheden en mere diskret, men utvivlsomt dybere rolle. Logerne udgjorde mødesteder og knudepunkter for idéudveksling, hvor nye opfattelser af frihed, politisk repræsentation, borgerligt broderskab og forfatningsmæssigt styre blev spredt. De deltog i det 18. århundredes intellektuelle klima uden at danne et organiseret politisk parti.

De amerikanske loger som institutioner gav i øvrigt ingen kollektive instrukser vedrørende oprøret eller bruddet med England. De amerikanske frimurere var splittede i spørgsmålet, ligesom resten af kolonisamfundet. Nogle støttede oprørerne, andre forblev loyale over for den britiske krone.

Det, vi i dag kalder amerikansk frimureri, blev altså mindre bygget på en revolutionær logik end på en bredere politisk kultur, arvet fra engelsk og europæisk oplysningstid. George Washington som frimurer legemliggjorde gradvist denne syntese mellem moralsk ideal, amerikansk patriotisme og opbygningen af en ny politisk orden baseret på civile institutioner frem for personlig vilkårlighed.

7. Nedlæggelsen af grundstenen til Capitol: Fødslen af en amerikansk frimurer-mytologi

Den 18. september 1793 deltog George Washington i ceremonien for nedlæggelsen af grundstenen til Capitol. Iført sine frimureriske dekorationer ledede han offentligt en ceremoni inspireret af frimureriets symbolske skikke. Begivenheden satte et varigt præg på den amerikanske frimurer-erindring.

Flere billedlige fremstillinger af denne scene blev efterfølgende skabt, hvilket bidrog til at indskrive billedet af George Washington som frimurer i USA’s symbolske historie. Den første amerikanske præsident fremstod herefter som en næsten grundlæggende skikkelse for selve den nationale frimurer-tradition.

George Washington deltager i nedlæggelsen af grundstenen til Capitol den 18. september 1793, iført sine frimureriske dekorationer.

Denne ceremoni var i øvrigt ikke en isoleret episode. Ved sin præsidentindsættelse den 30. april 1789 havde Washington allerede aflagt ed på den bibel, der blev brugt af St John’s Lodge nr. 1 i New York. Denne handling fik gradvist en højt symbolsk dimension i amerikansk erindring. Flere amerikanske præsidenter brugte efterfølgende den samme bibel under deres egen edsaflæggelse.

En anden episode illustrerer også den usædvanlige prestige, Washington nød blandt amerikanske frimurere. I 1779 foreslog storlogen i Pennsylvania, at han skulle blive stormester for alle frimurere i Amerika. Projektet sigtede mod at skabe en unik national storloge for de nye Forenede Stater. Det blev aldrig til noget på grund af de forskellige amerikanske jurisdiktioners stærke tilknytning til deres autonomi.

Denne fiasko er sigende for den spirende amerikanske politiske ånd. Selv inden for frimureriet endte den føderale model med at sejre over enhver form for overdreven centralisering. Men dette forsøg viser også, i hvor høj grad George Washington allerede indtog en usædvanlig plads i den amerikanske frimurer-mytologi.

Gennem hans person så en del af det amerikanske frimureri mindre en simpel politisk leder end et symbol på national enhed, institutionel stabilitet og borgerlig dyd i det nye lands tjeneste.

8. Konklusion – George Washington som frimurer, mellem national historie og frimurerisk erindring

George Washington som frimurer forbliver i dag en af de mest berømte skikkelser i verdens frimurer-historie. Hans betydning skyldes dog ikke kun hans tilhørsforhold til ordenen. Det, der forklarer den særlige plads, han indtager i amerikansk erindring, skyldes frem for alt den rolle, han spillede i USA’s fødsel og i opbygningen af landets institutioner.

Hverken revolutionær teoretiker eller ideologisk partileder, Washington fremstår først og fremmest som en pligtens mand, dybt knyttet til idéen om politisk stabilitet og offentlig tjeneste. Frimureriet fandt naturligt i denne skikkelse af en moderat leder, der var i stand til frivilligt at give afkald på magten, en særlig stærk legemliggørelse af visse idealer, som det dengang hævdede: moralsk disciplin, borgerligt broderskab, institutionel balance og det fælles bedstes forrang.

Mindet om George Washington som frimurer blev således gradvist forstørret i amerikansk kultur, især omkring store symbolske scener som nedlæggelsen af grundstenen til Capitol. Mere end blot en præsident, der var frimurer, blev Washington lidt efter lidt en grundlæggende skikkelse for selve den amerikanske frimurer-mytologi.

Af Ion Rajolescu, chefredaktør for Butik — i tjeneste for en retfærdig, streng og levende frimurerisk tale.

Udforsk også vores kollektion af frimureriske dekorationer fra York-riten, arvtageren til de store amerikanske frimurer-traditioner.

Replika af George Washington frimurerforklæde 2 – Håndbroderet, Ægte læder

EUR 55.99

EUR 69.99

Tilføj til kurv

Se mere

1 Var George Washington virkelig frimurer?

Ja. George Washington blev indviet som frimurer den 4. november 1752 i Fredericksburg, Virginia. Han blev ophøjet til mestergraden den 4. august 1753 og bevarede hele sit liv offentlige bånd til det amerikanske frimureri.

2 I hvilken loge blev George Washington indviet?

George Washington blev optaget i logen i Fredericksburg, i dag kendt som Fredericksburg Lodge nr. 4, under storlogen i Virginia.

3 Spillede George Washington en vigtig rolle i det amerikanske frimureri?

George Washington ledede aldrig hele det amerikanske frimureri, men hans skikkelse har fået en enorm symbolsk betydning i USA’s frimurer-historie. Han er en af de amerikanske præsidenter, der er tættest forbundet med ordenen.

4 Organiserende frimureriet den amerikanske uafhængighed?

Nej. Selvom flere vigtige aktører i den amerikanske revolution var frimurere, er der intet grundlag for at tale om en frimurer-konspiration. De amerikanske frimurere var selv splittede i spørgsmålet om uafhængighed. Nogle støttede oprørerne, mens andre forblev loyale over for den britiske krone. Mange britiske officerer var også frimurere. Logerne var først og fremmest mødesteder og knudepunkter for idéudveksling i det 18. århundrede.

5 Har George Washington båret frimureriske dekorationer offentligt?

Ja. Det mest berømte eksempel er ceremonien for nedlæggelsen af grundstenen til Capitol den 18. september 1793, hvor George Washington optrådte offentligt iført sine frimureriske dekorationer.

6 På hvilken bibel aflagde George Washington ed som præsident?

Ved sin præsidentindsættelse den 30. april 1789 aflagde George Washington ed på den bibel, der blev brugt af St John’s Lodge nr. 1 i New York.

7 Var George Washington tæt på at blive stormester for alle amerikanske frimurere?

Ja. I 1779 blev et projekt om at oprette en national amerikansk storloge overvejet, hvor man ville gøre George Washington til stormester for alle frimurere i USA. Projektet blev til sidst opgivet til fordel for den føderale model med uafhængige storloger.

Find her den fulde transskription af podcasten for dem, der foretrækker at læse eller ønsker at gå i dybden med emnerne.

Podcast – George Washington som frimurer: Grundlæggeren og den amerikanske frimurer-mytologi

Når vi taler om George Washington, tænker vi straks på USA’s første præsident, den sejrrige øverstkommanderende under uafhængighedskrigen eller grundlæggeren af den amerikanske nation. Men bag denne politiske skikkelse, der er blevet næsten mytisk, gemmer sig også en frimurer, hvis billede har sat et dybt præg på den amerikanske frimurer-historie.

Der findes i øvrigt en meget berømt scene, der næsten alene opsummerer denne forbindelse mellem Washington og frimureriet. Den 18. september 1793 nedlægger George Washington grundstenen til Capitol iført sine frimureriske dekorationer. Ceremonien er offentlig. Den er højtidelig. Og den vil efterfølgende blive et af de store symbolske billeder på amerikansk frimureri.

Men hvem var George Washington egentlig? Og hvilken rolle spillede frimureriet i hans liv?

George Washington blev født den 22. februar 1732 i den engelske koloni Virginia i en familie af velhavende plantageejere. Intet tydede dengang på, at han skulle blive leder af en uafhængig stat. Han voksede op som en loyal britisk undersåt.

Meget tidligt udmærkede han sig ved sine evner inden for matematik, geometri og landmåling. Som teenager arbejdede han allerede som landmåler og deltog i kortlægningen af dengang ukendte områder. Denne erfaring spillede en vigtig rolle i hans dannelse. Washington opdagede konkret det amerikanske territoriums enorme udstrækning, før han overhovedet trådte ind i militæret.

Det virkelige vendepunkt kom efter hans halvbror Lawrence Washingtons død, en tidligere britisk officer og kommandant for Virginias milits. George Washington efterfulgte ham gradvist i hans militære funktioner.

Vi befinder os i en periode med voksende spændinger mellem franskmænd og englændere i Nordamerika. Begge magter forsøgte at kontrollere områderne mod vest, især Ohio-dalen.

I 1754 deltog Washington i en ekspedition mod franskmændene. Affæren endte galt. En fransk officer, sieur de Jumonville, blev dræbt under et sammenstød. Franskmændene anklagede ham for mord. Washington fastholdt, at der var tale om en normal militær kamp, og hævdede senere at have underskrevet en tilståelse skrevet på fransk uden reelt at forstå indholdet.

Denne episode bidrog dog til at gøre ham berømt. Frem for alt varslede den Syvårskrigen, den første sande verdenskrig i moderne tid.

Året efter fulgte Washington general Braddocks ekspedition mod Fort Duquesne. Felttoget endte i en katastrofe for briterne. Men midt i nederlaget lykkedes det Washington at organisere tilbagetoget og redde en del af de engelske tropper. Hans mod imponerede de amerikanske kolonier. Han blev gradvist en anerkendt militær skikkelse.

Efter flere felttog forlod han endelig den britiske hær og vendte tilbage til Virginia, hvor han giftede sig med Martha Custis, en velhavende enke fra kolonieliten.

I flere år førte Washington derefter en velstående tilværelse som stor plantageejer. Han udviklede sine jorder, eksperimenterede med nye afgrøder og udvidede sit gods Mount Vernon.

Men forholdet mellem kolonierne og London forværredes gradvist. Skatterne pålagt af England, handelsrestriktionerne og moderlandets økonomiske kontrol nærede de amerikanske kolonisters utilfredshed.

Som mange andre notabiliteter udviklede Washington sig langsomt mod en politisk modstand mod den britiske krone. Han støttede især boykotten mod engelske varer i slutningen af 1760’erne.

Så kom begivenhederne, der førte til det endelige brud. Boston Tea Party. De første voldshandlinger. Og endelig uafhængighedskrigen.

I juni 1775 blev George Washington valgt til at tage kommandoen over de amerikanske oprørsstyrker. Hans militære prestige og personlige autoritet gjorde ham til en ideel kandidat til at forene kolonierne.

Den 4. juli 1776 proklamerede de tretten kolonier deres uafhængighed.

Krigen ville blive lang og svær. De amerikanske oprørere manglede ofte penge, udstyr og trænede soldater. Den franske hjælp blev derfor afgørende.

Marquis de Lafayette sluttede sig meget tidligt til de amerikanske oprørere. Derefter intervenerede Frankrig officielt mod England. Rochambeau, d’Estaing og andre franske officerer ydede essentiel støtte til de amerikanske styrker.

Blandt dem var mange officerer frimurere, ligesom flere amerikanske ledere.

Det er her, et ofte debatteret spørgsmål opstår: Spillede frimureriet en rolle i den amerikanske uafhængighed?

Svaret kræver nuancer.

Ja, flere vigtige skikkelser i den amerikanske revolution var frimurere: Benjamin Franklin, Paul Revere, John Hancock og George Washington selv.

Men man skal ikke forestille sig en form for international frimurer-konspiration rettet mod England.

For det første fordi flere store skikkelser i den amerikanske uafhængighed ikke var frimurere.

For det andet fordi mange frimurere forblev loyale over for den britiske krone. De engelske hære talte også mange frimurere i deres rækker.

Virkeligheden er mere subtil. Logerne var først og fremmest mødesteder og knudepunkter for idéudveksling i oplysningstiden. Man udvekslede nye opfattelser af frihed, forfatningsmæssigt styre eller borgerligt broderskab. Men de amerikanske loger gav aldrig kollektive instrukser til fordel for oprøret.

George Washington selv var aldrig en revolutionær ideolog. Han fremstår snarere som en pragmatisk mand, knyttet til politisk stabilitet og det fælles bedste.

Efter den amerikanske sejr og Parisaftalen i 1783 kunne Washington have beholdt den militære magt permanent. Mange ville have accepteret det.

Men han valgte i stedet at træde tilbage fra sin kommando og vende tilbage til Mount Vernon.

Denne gestus imponerede samtiden dybt. I en tid domineret af monarkier og militærlederes personlige ambitioner fremstod Washington som en mand, der var i stand til frivilligt at give afkald på magten.

Nogle år senere ledede han konventet, der skulle skrive den amerikanske forfatning. Derefter blev han i 1789 USA’s første præsident.

Også her rakte hans rolle langt ud over simpel politik. Washington skulle give den nye amerikanske stat moralsk og institutionel troværdighed.

Han gennemførte to præsidentperioder, før han nægtede en tredje periode i 1797, selvom intet juridisk tvang ham til det.

Denne anden afståelse forstærkede hans næsten legendariske status i amerikansk historie.

Og det amerikanske frimureri ville gradvist gøre Washington til en sand symbolsk skikkelse.

George Washington var blevet indviet som frimurer den 4. november 1752 i Fredericksburg, Virginia. Han blev ophøjet til mestergraden nogle måneder senere.

Han var aldrig en stor leder af ordenen i det daglige, men han bevarede altid et offentligt og positivt forhold til frimureriet.

Ceremonien for nedlæggelsen af grundstenen til Capitol udgør sandsynligvis det mest berømte eksempel. Iført sine frimureriske dekorationer fremstår Washington her som en slags symbolsk fader til den nye amerikanske stat.

Også ved sin præsidentindsættelse aflagde han ed på bibelen fra St John’s Lodge i New York.

Med tiden fik disse billeder en næsten mytologisk dimension i amerikansk frimurer-kultur.

Et ukendt projekt illustrerer dette fænomen godt. I slutningen af 1770’erne overvejede visse amerikanske frimurere endda at gøre Washington til stormester for alle frimurere i USA. Projektet blev aldrig til noget, især fordi de forskellige amerikanske storloger holdt stærkt på deres autonomi.

Men dette forsøg viser tydeligt, i hvor høj grad George Washington allerede var blevet en usædvanlig skikkelse i den amerikanske frimurer-mytologi.

Selv i dag forbliver George Washington en af de amerikanske præsidenter, der er tættest forbundet med frimureriet.

Hans betydning kommer ikke kun af, at han var frimurer. Den skyldes frem for alt det, han repræsenterer i amerikansk historie: en sejrrig militærleder, der var i stand til at give afkald på magten, en mand knyttet til institutionernes stabilitet og et symbol på national enhed i USA’s første år.

Det amerikanske frimureri har i denne skikkelse genkendt visse idealer, som det selv hævdede: moralsk disciplin, pligtfølelse, borgerligt broderskab og tjeneste for det fælles bedste.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker