Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Særegenheder ved frimureriet i Skotland
For at forstå oprindelsen af den skotske standardritus (Rite Standard d’Écosse), må man først forstå den helt særlige måde, frimureriet fungerer på i Skotland (vi undgår adjektivet “skotsk” her, da det ofte skaber misforståelser i forhold til de såkaldte “skotske” ritus, der udviklede sig på det europæiske kontinent, men som intet har med Skotland at gøre).
Frimureriet i Skotland fremstår meget anderledes end sine engelske, irske, amerikanske eller europæiske modstykker. Selvom Storlogen i Skotland kun er den tredjeældste af de britiske storloger (1736, mod 1717 – eller rettere 1721 – for Storlogen i London, og 1725 for Storlogen i Irland), er den uden tvivl den ældste målt på tradition. Skotland er det eneste land, hvor frimurerloger har eksisteret uafbrudt fra slutningen af middelalderen og frem til det 17. århundrede. Der fandtes ikke en storloge i moderne forstand, men et reelt, omend løst, bånd forenede logerne i Skotland under det, man kan kalde “Skotlands Murerorden”. Denne orden var under beskyttelse af Sinclair-familien, som det fremgår af de to chartre fra 1601 og 1628, der ikke indstiftede denne skik, men fornyede den i begyndelsen af det 16. århundrede.
I dette stærkt decentraliserede system var det primære bånd forholdet mellem moderloger og datterloger. Visse loger, kaldet “immemoriale”, var vogtere af murertraditionen, hvoraf de vigtigste er Kilwinning-logen og Mary’s Chapel-logen i Edinburgh. Hver moderloge havde grundlagt datterloger, som igen kunne skabe deres egne datterloger. Strukturen i det skotske frimureri svarede derfor til et stamtræ, hvor hver loge vidste, hvilken gren den tilhørte, samtidig med at den var i kontakt med og anerkendte de andre grene.
Kilwinning-logen
Oprettelsen af Storlogen i Skotland i 1736 ændrede ikke fundamentalt på situationen. Båndet mellem moder- og datterloger blev knap nok påvirket. Man havde blot tilføjet et permanent centralt led, som dog i det store hele havde meget lidt magt, udover at garantere det urgamle systems overlevelse.
Ifølge det gamle system var ritualerne hverken ensartede eller påtvunget af et centralt organ. Hver moderloge overleverede sit eget ritual til sine datterloger, som kunne ændre det en smule og give det videre til deres egne datterloger. De skotske frimurerritualer følger derfor logernes slægtshistorie og danner distinkte familier, inden for hvilke man finder utallige varianter. Da Storlogen i Skotland i øjeblikket tæller omkring 640 loger, kan man sige, at der i Skotland findes 640 forskellige ritualer, som kan grupperes i nogle få store familier.
Denne situation kan virke mærkelig for frimurere, der er vant til stærkt centraliserede frimurerlydigheder, som oftest pålægger logerne, hvilke ritualer de skal bruge. Dette forklares ved den store alder af de skotske loger, som ikke ønskede at opgive deres skikke og privilegier, selv da de dannede Storlogen i Skotland i 1736.
Det skyldes også sociologiske faktorer: Frimureriet i Skotland er dybt indlejret i landets sociale struktur. Hvor frimureriet alle andre steder er snarere borgerligt og elitært – en slags eksklusiv klub – er det i Skotland meget mere udbredt og folkeligt, og det er dybt forbundet med klanernes historie. Det er en del af den skotske sjæl, der kommer til udtryk her, i en grad så 6 % af befolkningen tilhører frimureriet, mens denne procentdel generelt ligger under 1 % i andre lande. Det er svært, hvis ikke umuligt, at ændre skikke, der er dybt forankret i et samfund.
En ritus, der ikke rigtig findes?
Hvis det skotske frimureri tæller over 600 ritualer, hvad svarer det så til, som vi kalder den skotske standardritus? Findes den virkelig, eller er det blot en tankekonstruktion? Svaret vil utvivlsomt være svært at acceptere for rationalistiske og cartesianske frimurere: Ja, den skotske standardritus findes ganske rigtigt på papiret siden 1901, men den praktiseres absolut ikke af nogen loge i selve Skotland.
Hvad er så denne skotske standardritus, hvem er forfatteren, og hvad tjener den til? Storlogen i Skotland har, som vi har set, ingen magt til at påtvinge de loger, den federerer, ritualer, da disse ritualer overleveres af moderlogerne gennem deres datterloger. Det meste, de gjorde ved indgangen til det 20. århundrede, var at beslutte at skrive en “standard”, det vil sige den mindste fællesnævner for de skotske rituelle skikke. Der er altså tale om en slags minimumsnorm, som ikke har til formål at erstatte logernes urgamle skikke.
Hvad kan et sådant ritual bruges til? Umiddelbart ikke til meget andet end at fastsætte minimale rituelle regler (som de traditionelle ritualer alligevel allerede overholdt) og for at kunne vise andre lydigheder, hvad karakteren og stilen i det skotske frimureri er.
Derfor har den skotske standardritus fundet en konkret rituel anvendelse uden for sit oprindelsesland. Der findes således loger inden for europæiske frimurerlydigheder, især i Frankrig, som arbejder efter dette ritual og dermed deltager i den skotske frimurertradition uden nødvendigvis at skulle føre deres historiske rødder tilbage til en af de urgamle moderloger.
Forklæder til den skotske standardritus
Ligesom der så at sige findes lige så mange ritualer som loger i Skotland, er forklæderne også meget varierede. Selvom deres form er ensartet, kendetegnet ved den afrundede form på klappen, vælges farven på kanten af mesterforklædet og rosetterne på det frimureriske forklæde af logen selv og følger ingen pålagte retningslinjer. Mens storlogens dekorationer er grønne i Skotland, findes der loger med forklæder kantet i forskellige farver (grøn, blå, magenta, gul…) eller med specifikke tartaner, som regel tartanen fra den region eller klan, hvor logens stiftere kom fra. Nogle loger har endda ændret farven på deres dekorationer i løbet af deres historie.
Dekorationer for Storlogen i Skotlands embedsmænd
De loger, der uden for Skotland har valgt at arbejde efter denne ritus, har adopteret en anden skik. Til et unikt ritual krævedes ensartede dekorationer, i hvert fald i den kontinentaleuropæiske frimurerlogik. I stedet for en farve, som ved de andre ritus, valgte man en tartan. Hvad kunne være mere skotsk? Men hvilken tartan skulle man vælge? Det er faktisk et mere kompliceret spørgsmål, end det ser ud til.
Tartaner, der går tilbage til meget gamle keltiske traditioner, har været veldokumenterede i det skotske højland siden det 16. århundrede. De kom til at variere alt efter region og distrikt. Det var først fra det 18. århundrede og især i det 19. århundrede, at klanledere adopterede deres regions tartan som deres personlige tartan. I dag er tartaner normalt registreret i det skotske tartanregister, og brugen af visse af dem er reguleret. Det er for eksempel tilfældet med “Balmoral”-tartanen, som kun må bæres af den engelske kongefamilie.
Valget af en tartan kan derfor ikke overlades til tilfældighederne, da den repræsenterer en klan, en familie, en region eller en institution. Hvilken tartan kunne frimurere af ikke-skotsk oprindelse så vælge for at udtrykke deres tilknytning til det skotske frimureri uden at støde nogen? Det mest oplagte valg syntes at være “Royal Stewart”, som var Stuart-slægtens, hvis navn så ofte nævnes i frimureriets historie i det 18. århundrede. Denne tartan er normalt kongefamiliens, men George V forsøgte forgæves at forhindre dens offentlige brug; selvom det stadig var dronning Elizabeth II’s personlige tartan, er den i dag blevet den mest repræsentative, den mest kendte og frem for alt den mest anvendte tartan i verden.
