Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Begrebet “sekt” – oprindelse og udvikling
Oprindeligt, i antikken, var det latinske ord “secta” – ligesom dets græske modstykke (dog ikke synonym) “hairesis” – et neutralt beskrivende begreb uden nogen negativ klang. “Secta” stammer fra verbet “sequi”, som betyder at følge. Det betegnede blot en gruppe mennesker, der fulgte en bestemt lære, især filosofisk. Man talte for eksempel om platonikernes, stoikernes eller epikuræernes sekt. “Sekt” betød altså udelukkende en skole eller en tankeretning. Det græske “hairesis”, som har givet os ordet kætteri, betød det samme, baseret på verbet “haireô”, som betyder at vælge, tage eller foretrække.
Platons Akademi, romersk mosaik, Pompeji
Det var først med kristendommens fremkomst, at “sekt” og “kætteri” fik en nedsættende og polemisk betydning. Det var de tidlige kristne kætteri-eksperter, der som de første hævdede, at “secta” kom fra verbet “secare”, at skære. Budskabet var klart: En sekt var en gruppe, der bevidst havde løsrevet sig fra den eneste sande kirke for at følge en dissident lære, som per definition var falsk. Det græske “hairesis”, der blev til “heresia” på latin, gennemgik den samme udvikling og kom kun til at betegne en lære, der afveg fra kirkens ortodoksi.
Disse to begreber blev flittigt brugt i middelalderen til at bekæmpe enhver form for religiøs dissidens, og senere i forbindelse med den protestantiske reformation. Inden for den protestantiske verden kom ordet “sekt” til at definere de mange splittelser og dissidenser, der stadig præger denne retning, som aldrig udgjorde én samlet kirke. Selvom de oprindeligt var næsten synonymer, adskilte “sekt” og “kætteri” sig for alvor under de kristne kirkers kamp mod dissidens, hvor kætteri betegnede en afvigende lære, og sekt betegnede et fællesskab, der dyrkede en sådan lære.
I det 18. århundrede, hvor man var mere optaget af filosofi og deisme end af religiøs ortodoksi, opstod begrebet “sektånd” hos forfattere som Voltaire. Man udvidede forståelsen af sekt ved at fokusere mere på den indre mekanisme end på selve læren. Sektånd blev herefter identificeret med obskurantisme, overtro, godtroenhed og fanatisme – og det ikke kun inden for religion, men på alle vidensområder. Sektånd blev betragtet som en hindring for udvikling af viden og social fremgang, samt som en kilde til konflikt mellem mennesker.
Det var i det 19. århundrede, at den moderne forståelse af en sekt gradvist tog form. Dette århundrede, der fulgte efter den franske revolutions omvæltninger og den industrielle revolutions begyndelse, skabte stor usikkerhed i befolkningen, hvilket førte til fremkomsten af mange religiøse grupper med ekstreme eller mærkværdige teorier. Man tænker her især på protestantiske millennaristiske bevægelser, såsom Syvende Dags Adventistkirken eller Jehovas Vidner, der begyndte at forudsige datoen for Kristi genkomst. Man finder også, især i Frankrig, mange okkultistiske, spiritistiske, rosenkors- og gnostiske grupper, der dannede små samfund med til tider vanvittige doktriner. Disse sekter blev naturligvis fordømt af de officielle kirker, men vakte snarere morskab og nysgerrighed end frygt i befolkningen.
Man skal helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede, især fra 1970’erne, for at se begrebet om sekters farlighed opstå. Mange nye religiøse grupper skabte overskrifter med chokerende hændelser: mental manipulation, tilbageholdelse, mishandling, seksuelt misbrug, narkotikamisbrug, økonomisk svindel, slavelignende forhold, drab og kollektive selvmord. Siden da er ordet “sekt” forblevet forbundet med en idé om fare for både individet og samfundet, og mange anti-sekt-organisationer er opstået.
Hvad forstår man generelt ved en sekt?
Ordet “sekt” har akkumuleret mange lag gennem historien, fra kristen kætteri-lære til moderne staters kamp mod organiseret kriminalitet med spirituel eller religiøs undertone. Den offentlige mening har grebet det i sin mest dramatiske form, og begrebet er næppe længere brugbart til at forstå marginale spirituelle fænomener på en rolig og rationel måde.
Derfor er sociologer generelt gået væk fra at bruge ordet “sekt” til at beskrive marginale religiøse bevægelser og foretrækker mere neutrale udtryk som “nye religiøse bevægelser”. Begrebet bruges i dag i sociologien primært til at skelne mellem “kirke-typen” og “sekt-typen” inden for kristne samfund, især protestantiske. I denne typologi, som stammer fra sociologen Max Weber (1864-1920) og teologen Ernst Troeltsch (1865-1923), bruges ordet “sekt” uden nogen nedsættende betydning: Det beskriver en type fællesskab, som man træder ind i ved valg eller omvendelse, og hvor alle medlemmer er underlagt de samme krav, i modsætning til “kirke-typen”, hvor man ofte er medlem via familietradition eller konformitet, og hvor kun visse medlemmer (gejstlige) er underlagt den mest krævende praksis.
Men i den brede offentlighed har ordet “sekt” mistet den kompleksitet, det skylder sin lange udvikling, og dækker nu kun en virkelighed præget af frygt eller polemik. Sekten er dermed kommet på listen over onder, der truer menneskeheden, sammen med totalitarisme, terrorisme og narkotika.
Sekttilhængere
I denne almindelige opfattelse defineres en sekt ud fra en række karakteristika, som naturligvis ikke alle er til stede i alle bevægelser.
1° En stærk religiøs overbevisning, nogle gange irrationel eller vanvittig, som gruppen betragter som den eneste sandhed; denne tro kan være ledsaget af et krav om udelukkende at læse publikationer godkendt af sekten.
2° Læren præsenteres generelt af en guru – en person eller gruppe, der hævder at besidde ekstraordinær magt og viden; guruens ord kan ikke anfægtes.
3° Guruen manipulerer mentalt sine tilhængere for at udøve kontrol og gøre dem til slaver; fuldkommen lydighed kræves.
4° Sekten kræver mange penge af sine tilhængere og lader dem nogle gange arbejde gratis, mens lederne lever i sus og dus.
5° Sekten kan dække over økonomisk kriminalitet, handel med ulovlige varer eller endda menneskehandel.
6° Sekten opretholder et konfliktfyldt og paranoid forhold til omverdenen og tvinger sine tilhængere til at bryde kontakten med familie og venner; tilhængere bliver nogle gange tvunget til at skifte navn.
7° Sekten praktiserer meget aktiv missionering og forsøger altid at tiltrække og fange nye medlemmer; det er derimod svært og potentielt risikabelt at forlade den.
8° Børn bliver indoktrineret og nogle gange adskilt fra deres forældre; de risikerer at blive udnyttet eller misbrugt.
9° Sekten kan bringe medlemmernes helbred i fare gennem upassende medicinsk praksis, afvisning af moderne lægevidenskab, ubalancerede kostplaner eller ekstrem faste.
10° I sandhedens navn kan sekten dræbe eller opfordre sine tilhængere til selvmord.
Dette er, hvad mange af vores samtidige tænker om sekter. Det er i virkeligheden blot en sammenstilling af de mest chokerende nyhedshistorier fra det marginale religiøse miljø. Der er tale om en fantaseret, skræmmende sekt, hvor kun visse bevægelser udviser nogle af disse træk.
Og hvad med frimureriet i alt dette?
Når spørgsmålet stilles om frimureriet, er det naturligvis med henvisning til denne fantaserede sekt, der hjemsøger offentlighedens fantasi, som vi lige har beskrevet. Man hører ofte frimurere skelne frimureriet fra en sekt ved blot at sige, at det er let at komme ind i en sekt, men svært at komme ud, mens det er svært at komme ind i frimureriet, men meget let at forlade det. Det er helt korrekt, men måske et utilstrækkeligt argument.
Der er faktisk mange andre argumenter, der viser, at frimureriet ikke er en sekt. For det første er en sekt en religiøs bevægelse med en veldefineret lære og trosbekendelse. Frimureriet er derimod ikke en religion, har ingen trosbekendelse og ønsker tværtimod at være adogmatisk. Det pålægger ingen specifik tro og lader sine medlemmer danne deres egne meninger om alle ting. Man vil heller ikke finde mental manipulation eller hjernevask i frimureriet, da frimurere tværtimod opfordres til at stille spørgsmålstegn ved virkeligheden og observere alle dens aspekter, før de danner sig en mening.
Selvom frimureriet er organiseret hierarkisk, ville man lede forgæves efter spor af en guru. Ingen er den ubestridte, ufejlbarlige og evige leder i frimureriet, da alle embeder er valgte og midlertidige. Respekt for embedsmænd og dignitarer er påkrævet, som det er tilfældet i ethvert organiseret samfund, men der er på ingen måde tale om lydighed eller underkastelse. Frimureriets embedsmænd og dignitarer er ikke indehavere af sandheden eller traditionen; de er blot vogtere af en ramme, hvori frimurerne kan udføre deres personlige søgen efter Lyset.
Andersons Konstitutioner, 1723
Mens sekten ofte ser sig selv som den eneste redningsplanke i en korrupt og ond verden og forsøger at fjerne sine tilhængere fra dens skadelige indflydelse, opfordrer frimureriet tværtimod sine medlemmer til at forbedre sig moralsk og spirituelt for at kunne udfylde deres pligter som borgere, forældre og som mennesker involveret i verden endnu mere effektivt. Verden er ikke ond for frimurere; det er blot den byggeplads, hvorpå de søger at forbedre sig selv for at være til gavn for menneskeheden.
Frimureriet driver ikke missionering, og du vil aldrig se en frimurer uddele flyers eller gå dør-til-dør. Rekruttering sker snarere gennem mund-til-mund-metoden for at nå personer, der reelt er interesserede i den frimureriske proces. Det er i øvrigt ikke let at blive optaget i frimureriet, det kræver tålmodighed, og ikke alle ansøgninger fører nødvendigvis til optagelse. Og da frimureriet ikke ønsker at isolere sine medlemmer fra deres familier, sikrer man sig, at kandidaterne har informeret deres ægtefæller om deres beslutning, og at disse ikke har indvendinger.
Frimureriet bringer aldrig sine medlemmers helbred i fare og har ingen kostforskrifter. Da der er mange sundhedsprofessionelle i rækkerne, vil man aldrig opfordre medlemmer til at afstå fra anerkendt medicinsk behandling. Man vil også lede forgæves efter kollektive selvmord eller drab i frimureriet.
Økonomisk set har frimureriet ingen ekstravagante krav og vil aldrig ruinere sine medlemmer. Der er naturligvis et kontingent, som i mange foreninger eller klubber, men det forbliver yderst rimeligt, og frimureriet vil aldrig bede sine medlemmer om at donere alle deres ejendele.
Selvom det desværre kan ske, at enkelte frimurere bliver retsforfulgt i sager, oftest økonomiske, er det altid på et personligt plan, for frimureriet som institution dækker aldrig over kriminelle handlinger. Tværtimod prædiker det respekt for loven og opfordrer sine medlemmer til en upåklagelig adfærd.
Konklusion
Frimureriet er derfor afgjort ikke en sekt i ordets almindelige betydning. Historisk set, født i det 18. århundrede, kunne man endda beskrive det som anti-sekten par excellence. Som vi så ovenfor, fordømte oplysningstidens filosoffer især sektånden som en kilde til store onder for samfundet. Men hensigten med det moderne frimureri var fra begyndelsen at forene mennesker, som religiøse fordomme ellers ville have adskilt: “selvom frimurere i gamle dage var forpligtet i hvert land til at tilhøre det lands eller den nations religion, uanset hvilken det var, anses det nu for mere hensigtsmæssigt kun at underkaste dem den religion, som alle mennesker accepterer, idet man lader enhver beholde sin egen mening, og som består i at være gode og loyale mænd eller mænd af ære og retskaffenhed, uanset hvilke betegnelser eller trosretninger der måtte adskille dem; således bliver frimureriet et foreningspunkt og et middel til at knytte et sandt venskab mellem personer, der ellers ville være forblevet evigt adskilte”, læser vi i artikel 1 i Andersons Konstitutioner fra 1723. Langt fra at være en sekt, har frimureriet altid betragtet sig selv som modgiften til sektånden.
