Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
1. Er Emulation-ritualet virkelig et ritual?
Dette er uden tvivl den første og største udfordring: Emulation-ritualet er strengt taget ikke et ritual. Selve udtrykket er misvisende, da det projicerer en kontinentaleuropæisk forståelsesramme over på det engelske frimureri, som ikke passer. I England taler man ikke om ritualer i den forstand, som europæiske frimurere gør, men om «workings», det vil sige måder at arbejde i logen på inden for en fælles ramme.
Emulation-ritualet, eller mere præcist Emulation Working, betegner derfor en specifik måde at praktisere det engelske frimureris ritualer på, og ikke et selvstændigt system med egne grader, symbolske varianter eller specifikke dekorationer. Der findes ikke en mangfoldighed af konkurrerende ritualer i United Grand Lodge of England som på kontinentet, men derimod en enhed i princippet: at arbejde «i henhold til de engelske forfatninger».
Det er netop dette punkt, der skaber forvirring. Hvor en frimurer, der er uddannet i den Skotske Ritus (REAA) eller den Franske Ritus, forventer et struktureret, sammenhængende og klart identificeret korpus, finder man i England kun en mangfoldighed af praksisser, der ligger meget tæt op ad hinanden, og som udspringer af den samme matrice. Emulation-ritualet er derfor ikke et ritual i kontinental forstand, men en af de mest udbredte udtryksformer for en unik tradition.
2. Hvorfor blev det engelske frimureri splittet i det 18. århundrede?
Man placerer traditionelt det moderne frimureris fødsel ved grundlæggelsen af Storlogen i London i 1717, eller mere sandsynligt i 1721. Denne dato præsenteres ofte som et klart og konsensusbaseret udgangspunkt. Det er den dog ikke. Langt fra at samle alle engelske loger, vakte denne nye struktur modstand meget tidligt.
Visse loger mente, at de skikke, der udviklede sig der, ændrede ældre praksisser. De kritiserede især forsvinden af visse rituelle elementer, såsom påkaldelser, afskaffelsen af funktioner som diakoner, eller ændringer i den symbolske opstilling, særligt ombytningen af søjlerne og ordene i de to første grader. Disse kritikpunkter var ikke blot udtryk for konservatisme: de udtrykte en reel uenighed om, hvordan ritualet skulle overleveres og praktiseres.
En første form for organiseret modstand opstod i det nordlige England med York-logen, som i 1725 proklamerede sig selv som «Storlogen af hele England». Selvom denne lydighed forblev marginal og havde en diskontinuerlig eksistens, vidner den ikke desto mindre om et essentielt faktum: fra begyndelsen var det engelske frimureri ikke forenet, men præget af dybe spændinger omkring de rituelle praksissers legitimitet.
3. De “Gamle” mod de “Moderne”: en grundlæggende splittelse
Den virkelige skillelinje ligger dog ikke i York, men i London, med den vedvarende modstand mellem dem, man kaldte de “Moderne”, og dem, der betegnede sig selv som de “Gamle” — “Antients”, med et insisterende t, som for at markere en erklæret troskab til en ældre tradition.
I 1730-1740’erne forværredes forholdet mellem Storlogen i London og Storlogerne i Irland (1725) og Skotland (1736) gradvist. Mange irske og skotske frimurere i London nægtede at tilslutte sig de såkaldte “moderne” loger, som de anså for at være fjerne fra deres egne skikke. Tilstrømningen af irske flygtninge efter hungersnøden i 1740-1741 forstærkede dette fænomen: mange af dem grundlagde deres egne loger, tro mod deres oprindelige praksisser.
I 1751 dannede seks af disse loger en ny lydighed med et sigende navn: «Storlogen for det meget Gamle og Ærværdige Broderskab af Frie og Antagne Murere ifølge de Gamle Forfatninger». Bag denne betegnelse ligger et klart ønske: at bekræfte legitimiteten af en tradition, der er forskellig fra de “Modernes”. Den centrale figur i denne bevægelse er Laurence Dermott (1720-1791), en irsk købmand og storsekretær for lydigheden, forfatter til forfatningerne kendt under titlen Ahiman Rezon.
Titelbladet til Laurence Dermotts Ahiman Rezon (1764-udgaven), grundteksten for de “Gamles” Storloge
De “Gamles” loger praktiserer ritualer præget af irsk indflydelse, hvoraf man finder spor i visse afsløringer fra det 18. århundrede, såsom The Three Distinct Knocks (1760). Over for dem fortsatte de “Moderne” deres udvikling, især på det europæiske kontinent. Men i den angelsaksiske verden, og særligt i Amerika, vandt de “Gamles” tradition stort frem, båret især af de irske og skotske regimenter i den britiske hær.
Denne modstand mellem “Gamle” og “Moderne” var ikke blot en simpel skolefejde: den strukturerede i dybden det engelske frimureris udvikling og forberedte, indirekte, betingelserne for den fremtidige forening — hvoraf Emulation-ritualet vil være en af de indirekte arvinger.
4. 1813: foreningen… og fødslen af en ny måde at arbejde på
Efter mere end et halvt århundredes rivalisering begyndte spændingerne mellem “Gamle” og “Moderne” at aftage ved indgangen til det 19. århundrede. En bevægelse mod tilnærmelse startede, båret af et fælles ønske om at afslutte en splittelse, der var blevet vanskelig at opretholde. Denne proces skete ikke uden forberedelse.
Allerede i 1809 oprettede de “Moderne” en specifik loge, Lodge of Promulgation, med til opgave at genundersøge de rituelle praksisser og bringe dem tættere på de gamle skikke. Målet var klart: at gøre en forsoning med de “Gamle”, såvel som med de irske og skotske traditioner, mulig. Samtidig blev kommissærer udpeget fra begge sider for at forberede en foreningsakt.
Konteksten blev gunstig i 1813, da to sønner af kong George III tiltrådte som stormestre for de to rivaliserende lydigheder: hertugen af Sussex for de “Moderne”, hertugen af Kent for de “Gamle”. Deres fælles vilje lettede forhandlingerne. Den 27. december 1813 blev United Grand Lodge of England officielt dannet under hertugen af Sussex’ autoritet.
Templet i Emulation Lodge of Improvement i London, et vigtigt sted for overlevering af Emulation-stilen
For at forene praksisserne blev en Lodge of Reconciliation nedsat. Den havde til opgave at definere et fælles ritual, der kunne forene de eksisterende traditioner. Resultatet hældte markant til de “Gamles” skikke, hvis indflydelse blev dominerende. Der var dog ikke tale om at skabe et nyt ritual i kontinental forstand, men om at etablere et fælles arbejdsgrundlag i overensstemmelse med de engelske forfatninger.
Det var i denne ramme, at forskellige instruktionsloger blev udviklet med til opgave at overlevere og stabilisere disse skikke. Blandt dem ville Emulation Lodge of Improvement spille en afgørende rolle. Det er ikke den, der skaber et ritual, men det er fra den, at navnet Emulation-ritualet stammer, som det senere ville blive forstået — eller misforstået.
5. Emulation: et “working” blandt andre
Det er her, misforståelsen bliver tydelig. Emulation-ritualet, som man kalder det på kontinentet, er i virkeligheden blot et “working” blandt andre, det vil sige en specifik måde at implementere de skikke, der blev defineret efter foreningen i 1813. Det besidder hverken doktrinær autonomi eller en særskilt struktur: det indgår i en sammenhængende helhed, som United Grand Lodge of England aldrig har forsøgt at fragmentere i konkurrerende ritualer.
Emulation Lodge of Improvement, grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede, etablerede sig som en af de vigtigste instruktionsloger med ansvar for at overlevere disse skikke. Gennem sin undervisnings stringens og den prestige, den nød, bidrog den i høj grad til at udbrede sin måde at arbejde på, til det punkt hvor dens navn, ved en forenkling, blev navnet på et påstået ritual. Men der er kun tale om en udbredelseseffekt, ikke en officiel anerkendelse.
Andre “workings” eksisterer dog, udspringende fra andre instruktionsloger: Stability, Oxford, Taylor, Standard, South London, West End. Deres forskelle er reelle, men minimale, og vedrører ikke ritualets struktur, men nuancer i udførelse, formulering eller gestik. Alle udspringer af den samme matrice, nemlig de praksisser, der blev etableret efter foreningen.
United Grand Lodge of England har aldrig dekreteret, at et “working” skulle påtvinges som reference. Den anerkender tværtimod denne interne mangfoldighed som en rigdom, forudsat at den indgår i rammerne af forfatningerne. Der findes derfor ikke et Emulation-ritual i streng forstand, men en måde, blandt andre, at arbejde på ifølge den engelske tradition.
6. Hvad er de specifikke kendetegn ved Emulation-ritualet?
For en frimurer uddannet på kontinentet overrasker Emulation-ritualet mindre ved sine tekster end ved måden, de implementeres på. Det, der først slår én, er ikke et særligt doktrinært indhold, men et krav til formen, der er drevet til en grad, man sjældent ser i kontinentale ritualer.
En praksis, der er fuldstændig memoreret
Emulation-ritualet praktiseres traditionelt uden skriftlig støtte. Embedsmændene skal kunne deres roller udenad og gengive ritualerne med præcision. Dette krav kan imponere, men det er ikke unikt for Emulation-ritualet: det findes i alle angelsaksiske praksisser. Det afspejler en særlig opfattelse af overlevering, baseret på levende hukommelse frem for tekst.
En strukturerende gestik
Dette er uden tvivl det mest karakteristiske punkt. Emulation-ritualet lægger betydelig vægt på gestik, kropsholdning og bevægelser. Hver bevægelse er kodificeret, hver position er betydningsfuld. Ritualet nøjes ikke med at blive sagt: det bliver inkarneret. Denne stringens kan virke formel, endda begrænsende, men den udgør i virkeligheden kernen i det frimureriske arbejde i denne kontekst.
En loge uden “planches” (foredrag)
En anden væsentlig forskel: fraværet af “planches” (foredrag), som vi kender dem i kontinentale ritualer. Arbejdet i logen hviler ikke på oplæg efterfulgt af diskussioner, men på en præcis rituel sekvens, der gentages ved hvert møde: arbejdet åbnes successivt i første, anden og derefter tredje grad, før det lukkes i omvendt rækkefølge. Udover optagelsesceremonierne udgør denne dynamik hovedparten af aktiviteten. Ritualet tjener ikke som ramme for et andet arbejde: det er selve arbejdet. Konferencer, når de eksisterer, finder sted uden for logemødet, oftest under banketten.
En pædagogik for kroppen frem for diskursen
Emulation-ritualet prioriterer en form for læring gennem gentagelse og gradvis integration af bevægelser. Det handler ikke om at forklare, men om at gøre. Denne tilgang kan på en vis måde sammenlignes med visse praksisser observeret i asiatiske kampsportsgrene, hvor kodificerede sekvenser gør det muligt at internalisere principper uden at gå gennem en eksplicit teoretisk formulering. Ritualet bliver da en øvelse i sig selv, en disciplin, der engagerer kroppen lige så meget som sindet.
7. Er Emulation-ritualet tættere på den operative tradition?
Emulation-ritualet giver nogle gange, for et kontinentalt blik, følelsen af en tilbagevenden til en ældre form for praksis, hvor gestussen vægtes højere end diskursen. Dette indtryk fortjener at blive nuanceret, men det er ikke uden grundlag. Den centrale plads, der gives til gentagelse, præcision i bevægelser og streng udførelse af ritualet, fremkalder en læringslogik, der minder om de gamle håndværkslaug.
Hos de operative murere foregik overleveringen ikke først gennem teoretisk forklaring, men gennem efterligning og korrektion af gestussen. Man lærte ved at gøre, under opsyn af dem, der vidste. Fra dette synspunkt ser Emulation-ritualet ud til at bevare noget af denne ånd, ikke i sine historiske former, men i sin måde at betragte det initieriske arbejde på.
Der er naturligvis ikke tale om at hævde en direkte kontinuitet, hvilket ville være svært at fastslå med sikkerhed. Men sammenligningen gør det muligt at belyse en forskel i følsomhed: hvor kontinentale ritualer i høj grad har udviklet en diskursiv tilgang, struktureret omkring refleksion og udveksling, prioriterer Emulation-ritualet en gradvis internalisering baseret på praksis.
Denne orientering er hverken bedre eller dårligere. Den foreslår en anden vej. Og det er måske her, interessen for Emulation-ritualet ligger for europæiske frimurere: ikke som en model, der skal efterlignes, men som en påmindelse om, at ritualet kan være andet end en simpel ramme, og igen blive et sandt værktøj for transformation.
Konklusion – Emulation-ritualet, en anden måde at arbejde på
Emulation-ritualet udgør, trods sin gængse betegnelse, ikke et ritual i den forstand, som frimurere på kontinentet forstår det. Det betegner en måde at arbejde på, der stammer fra det engelske frimureris særlige historie, arvet fra foreningen i 1813 og overleveret af forskellige instruktionsloger. At forstå Emulation-ritualet er derfor at acceptere at forlade en klassificeringslogik for at træde ind i en praksislogik.
Denne forskel i perspektiv forklarer i høj grad de misforståelser, der omgiver Emulation-ritualet. Hvor man leder efter et struktureret system, finder man ikke et ritual, men en måde at arbejde på «i henhold til de engelske forfatninger», hvoraf Emulation-ritualet kun er en af de mulige former. Hvor man forventer en eksplicit undervisning, opdager man en pædagogik baseret på gentagelse og gradvis integration af ritualet. Emulation-ritualet foreslår ikke en diskurs om frimureriet: det engagerer den, der praktiserer det, i en oplevelse.
Ved at minde om, at ritualet kan være et mål i sig selv, inviterer Emulation-ritualet til at genoverveje visse vaner, der er opstået i kontinentale praksisser, hvor det nogle gange reduceres til en simpel forudgående ramme. Det handler ikke om at rangordne tilgangene, men om at anerkende, at der findes flere veje, hvoraf nogle går mindre gennem kommentarer end gennem udførelse.
Af Ion Rajolescu, chefredaktør for Butik — i tjeneste for et frimurerisk ord, der er retfærdigt, stringent og levende
Oplev vores samling af dekorationer til Emulation-ritualet.
Mesterforklæde med vedhæng – Traditionelt Emulation-ritual
EUR 50.00
EUR 60.00
Se mere
1 Er Emulation-ritualet et fuldgyldigt frimurerisk ritual?
Nej. På trods af sin gængse betegnelse er Emulation-ritualet ikke et ritual i kontinental forstand. Der er tale om et “working”, det vil sige en måde at arbejde i logen på i henhold til de engelske forfatninger.
2 Hvad er forskellen på Emulation-ritualet og Emulation Working?
Der er ingen forskel i substansen. “Emulation-ritualet” er en betegnelse, der er udbredt på kontinentet, mens “Emulation Working” er den korrekte engelske betegnelse for denne måde at praktisere ritualet på.
3 Bruges Emulation-ritualet kun i England?
Nej. Emulation-ritualet praktiseres i mange lydigheder verden over, især i tidligere britiske indflydelsesområder, men også i visse regulære europæiske lydigheder som Grande Loge Nationale Française eller Grande Loge Suisse Alpina.
4 Påtvinger United Grand Lodge of England Emulation-ritualet?
Nej. United Grand Lodge of England påtvinger ikke noget specifikt “working”. Emulation-ritualet er blot et af de mest udbredte på grund af Emulation Lodge of Improvements historiske indflydelse.
5 Hvad er de vigtigste kendetegn ved Emulation-ritualet?
Emulation-ritualet kendetegnes ved en fuldstændig memoreret udførelse af ritualet, en meget kodificeret gestik og fraværet af “planches” (foredrag) i logen. Arbejdet hviler på selve udførelsen af ritualet.
6 Hvorfor er der ingen “planches” i Emulation-ritualet?
I den engelske tradition udgør ritualet kernen i det frimureriske arbejde. Intellektuelle udvekslinger er ikke fraværende, men de finder sted uden for logemødet, ofte under banketten.
7 Er Emulation-ritualet tættere på den operative tradition?
Uden at kunne fastslå en direkte kontinuitet, udviser Emulation-ritualet visse analogier med den operative overlevering, især gennem den vægt, der lægges på gentagelse af bevægelser og læring gennem praksis.
Find her den fulde transskription af podcasten til dem, der foretrækker at læse eller ønsker at gå i dybden med emnerne.
Podcast – Emulation-ritualet, en anden måde at arbejde på
Emulation-ritualet vækker ofte nysgerrighed hos frimurere på kontinentet. Det præsenteres som et ritual, man sammenligner det med de store kendte systemer, såsom den Skotske Ritus eller den Franske Ritus, og alligevel, så snart man interesserer sig nærmere for det, er der noget, der gør modstand. Emulation-ritualet er ikke et ritual i den forstand, vi normalt forstår det. Det er en måde at arbejde på, der stammer fra den engelske tradition, og det er netop det, der gør det svært at gribe.
For at forstå denne særegenhed må man vende tilbage til det moderne frimureris oprindelse i England. I begyndelsen af det 18. århundrede var grundlæggelsen af Storlogen i London ikke enstemmig. Visse loger bestred de rituelle udviklinger, der fandt sted der. De så dem som ændringer af ældre praksisser, især i afskaffelsen af visse funktioner eller i ændringen af symbolske pejlemærker.
Denne modstand tog en struktureret form med modstanden mellem “Moderne” og dem, der betegnede sig selv som “Gamle”. Sidstnævnte krævede troskab til skikke, de anså for mere autentiske, ofte påvirket af irske og skotske traditioner. I flere årtier ville disse to strømninger eksistere side om side, udvikle sig og nogle gange støde sammen.
Det ville tage indtil begyndelsen af det 19. århundrede, før en tilnærmelse fandt sted. I 1813 forenedes de to Storloger for at danne United Grand Lodge of England. Denne forening fødte ikke et nyt ritual, men et ønske om at forene praksisserne. En specifik loge, Lodge of Reconciliation, fik til opgave at definere en fælles ramme.
Det var i denne kontekst, at instruktionslogerne blev udviklet, beregnet til at overlevere disse skikke. Blandt dem ville Emulation Lodge of Improvement spille en væsentlig rolle. Dens indflydelse er så stor, at dens navn endte med at betegne, ved forenkling, en måde at arbejde på. Det er således, at det, vi i dag kalder Emulation-ritualet, blev født.
Men man skal være præcis. Emulation-ritualet er kun én form blandt andre af den samme engelske model. United Grand Lodge of England anerkender ikke flere ritualer, men en måde at arbejde på ifølge sine forfatninger. Forskellige “workings” eksisterer, med nuancer, men alle følger den samme logik.
Det, der adskiller Emulation-ritualet, er ikke et særligt doktrinært indhold, men en måde at gøre tingene på. Ritualet læres udenad. Gestikken er kodificeret med stor præcision. Og frem for alt hviler arbejdet i logen ikke på oplæg eller diskussioner. Arbejdet åbnes successivt i de tre grader, derefter lukkes, i en streng rækkefølge. Ritualet tjener ikke som ramme for et andet arbejde. Det er arbejdet.
Denne tilgang kan overraske kontinentale frimurere, der er vant til praksis med “planches” og udvekslinger i logen. Alligevel foreslår den en anden vej. En mere tavs, mere inkarneret vej, hvor man lærer ved at gøre, ved at gentage, ved gradvist at integrere bevægelser og former.
På en vis måde minder denne praksis om de gamle operative murere. Ikke at der er en direkte kontinuitet, men man finder en læringslogik baseret på gestussen frem for diskursen. Man lærer ved at se, ved at reproducere, ved at justere.
