Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Oprindelsen af det mosaiklagte gulv og dets navn
Det mosaiklagte gulv, på engelsk kendt som “Square Pavement” eller “Mosaic Pavement”, optræder i de gamle skotske og engelske frimurer-katekismusser. Den tidligste omtale findes i manuskripterne “Edinburgh Register House” (1696) og “Chetwode Crawley” (1700), som beskriver skikkene i det 17. århundredes skotske frimureri. Det genfindes senere i adskillige engelske, skotske og irske manuskripter eller afsløringer (“Dumfries n°4”, ca. 1710; “Trinity College, Dublin”, 1711; “A Mason’s Confession”, ca. 1727; “Wilkinson”, 1727; “Masonry Dissected”, 1730…).
Disse dokumenter beskriver ikke, hvad det mosaiklagte gulv er, eller hvad det bruges til, med undtagelse af to af dem, som giver os nøglen til dette symbol: “A Mason’s Confession” og “Wilkinson”-manuskriptet. Ifølge disse to dokumenter (det første skotsk, det andet engelsk) bruges det mosaiklagte gulv af Mesteren til at tegne sine planer. Vi har allerede nævnt i vores tidligere artikel om Logetæppet, at man oprindeligt tegnede planerne direkte på gulvet i det lokale, hvor frimurerne arbejdede. Påstandene i “A Mason’s Confession” og “Wilkinson”-manuskriptet præciserer blot denne brug: Hvis det mosaiklagte gulv er ternet, skyldes det, at tegningen let kunne overføres til en større skala ved hjælp af et større gitter. Det mosaiklagte gulv var altså oprindeligt et operativt værktøj og ikke et symbolsk eller dekorativt motiv.
Men hvorfor navnet “mosaiklagt”? Det skal først bemærkes, at betegnelsen er relativt sen, da de gamle dokumenter kun taler om “Square Pavement”, som kan oversættes til kvadratisk flisebelægning eller vinkel-flisebelægning. Navnet “Mosaick [sic] Pavement” optræder først i 1727 i “Wilkinson”, efterfulgt af “Masonry Dissected” i 1730. Da disse to dokumenter tydeligvis stammer fra traditionen omkring Storlogen af 1717 (eller snarere 1721), kan man udlede, at udtrykket stammer fra “Modernes”-traditionen.
Men hvad betyder det? Skal “mosaik” her forstås i betydningen af noget, der vedrører Moses’ lov? Det virker mere sandsynligt, at det stammer fra middelalderlatin “mosaicus”, en transformation af klassisk latin “musivus”, som igen er afledt af græsk “mouseios”, der relaterer sig til muserne – de “guddomme”, der styrer de forskellige kunstarter. Det er ikke overraskende, at dette udtryk blev adopteret af det moderne frimureri, som opstod i en tid, hvor de intellektuelle eliter var næret af den græsk-romerske antik.
Betydningen af det mosaiklagte gulv
I det moderne frimureri har det mosaiklagte gulv mistet sin betydning som operativt værktøj og har udelukkende beholdt en symbolsk betydning. På et tidspunkt, som vi ikke har kunnet fastslå præcist, antog det form af et skakternet mønster med skiftevis sorte og hvide felter. Det bliver dermed et billede på den skabte verden, præget af dualitet. Symbolet for det mosaiklagte gulv slutter sig derfor til de andre dualitetssymboler i Logen (de to søjler, Solen og Månen, Syd og Nord), med den forskel, at det i sig selv indeholder de to poler, der er uløseligt forbundne. Virkelighedens kompleksitet kommer til udtryk i det: lys og mørke, liv og død, godt og ondt, fremgang og tilbagegang…
Denne sammenfletning af sort og hvidt minder om det kinesiske symbol for Yin og Yang, som også forsøger at skildre verdens virkelighed i form af dualitet. Men den kinesiske model er rund og skildrer skiftet mellem sort og hvidt som en uophørlig bevægelse, ligesom vand eller vind, hvor man konstant skal søge balance gennem bevægelse.
Det mosaiklagte gulv er mere radikalt i sin fremstilling af dualitet. Felterne er skarpt afgrænsede og virker mere modstandsdygtige over for bevægelse. Det er observatøren, der skal træffe et valg for at finde sin egen vej og formå at sublimere dualiteten gennem det ternære princip.
Hvis det mosaiklagte gulv repræsenterer verden i dens permanente dualitet, kan man spørge sig selv, hvorfor det i det kontinentale frimureri næsten er forbudt at gå på det? Er der ikke en form for inkonsistens her? Vi lever i denne verden, hvor vi er underlagt dualitet: Hvorfor skulle vi i Logen betragte repræsentationen af verden som hellig i sig selv? Frimurerens arbejde består i at helliggøre dualitetens verden ved at opdage det tredje element, og for at gøre det, må han træde ind i denne verden, også rituelt.
Hvor mange felter skal det mosaiklagte gulv have?
Antallet af felter på det mosaiklagte gulv vil naturligvis bære en symbolsk betydning, og forskellige muligheder kan overvejes. Mange loger deler de samme templer, som ofte er indrettet på en måde, der ikke kan ændres. Det er derfor i visse tilfælde svært at vælge det mosaiklagte gulv, man ønsker at bruge. Men hvis det mosaiklagte gulv er afbildet på Logetæppet, hvilket ofte er tilfældet, er logerne frie til at vælge den form, der giver mest mening for dem.
Hvilke forskellige muligheder findes der? Vi kender tre, som alle har en relevant betydning. De udelukker ikke hinanden og kan endda bruges alle tre af den samme loge, som du vil se.
Den første mulighed er den enkleste på det symbolske plan: 8 x 8 = 64 felter. 64 er terningen af 4, som er tallet for den skabte verden, karakteriseret ved de fire elementer, de fire verdenshjørner, de fire årstider osv. Som terningen af 4 repræsenterer 64 den tredimensionelle verden, den materielle verden, vi kender, og som vi bevæger os i. Det mosaiklagte gulv med 64 felter er derfor udelukkende beskrivende: det symboliserer verden, som vi opfatter den, uden at fortolke den. Det ville være fornuftigt at lade det indgå på Logetæppet for den første grad: Lærlingen bliver bevidst om sig selv og verden i dens dualitet, men har endnu ikke de geometriske kundskaber, der ville gøre det muligt at forstå verden og handle i den.
De to følgende muligheder forudsætter derimod en geometrisk viden.
Det mosaiklagte gulv bygget efter det gyldne snit: 5 x 8 = 40 felter. Da det gyldne snit er en proportion, kan andre modeller foreslås, som bevarer den samme proportion og findes i Fibonacci-følgen (0-1-1-2-3-5-8-13-21-34-33-55-89…): man kan derfor overveje et gulv på 3 x 5, 8 x 13, 13 x 21 osv. Fordelen ved 5 x 8-gulvet er, at det giver 40 felter. 40 er et vigtigt tal i den jødisk-kristne tradition; det er tallet for ventetid, men også for den tid, der er nødvendig for spirituel erfaring (de 40 år, Israels folk tilbragte i ørkenen, de 40 dage med Jesu fristelse). Baseret på det gyldne snit, som Svenden opdager i den Flammende Stjerne, kunne det mosaiklagte gulv på 5 x 8 med fordel figurere på Logetæppet for den anden grad.
Endelig det mosaiklagte gulv baseret på Pythagoras’ læresætning: 9 x 12 = 108 felter. Her kan man også overveje andre modeller, der bevarer 3-4-5-forholdet i den pythagoræiske retvinklede trekant: 3 x 4, 6 x 8, 12 x 16. Men det mest interessante er efter vores mening 9 x 12 = 108, da disse tre tal er rige på betydning. 9, kvadratet på 3, optræder ofte i frimureriet fra Mestergraden og frem. Det er især tallet for gradens batteri og antallet af Mestre, der drog ud for at lede efter Hirams jordiske rester. 12 er et hovedtal i den jødisk-kristne tradition, der symboliserer fylde og fuldendelse (Israels 12 stammer, de 12 apostle). Endelig kommer symbolikken for tallet 108 snarere fra Indien. Det symboliserer fuldendelse, befrielse, afslutningen på den indviede vej. De vigtigste hinduistiske guder, såvel som Buddha, har 108 navne, der findes 108 Upanishader, 108 Asanas (stillinger) i yoga, 108 perler i den buddhistiske rosenkrans, 108 lidenskaber i buddhismen… Fra et buddhistisk synspunkt symboliserer 108 opnåelsen af samādhi (fordybelse, det vil sige det højeste bevidsthedsniveau i meditation), efter at have overvundet de 108 lidenskaber. Det er på Logetæppet for den tredje grad, at det mosaiklagte gulv på 9 x 12 = 108 kunne figurere, da Mesteren gennemgår den symbolske død for at overvinde de lidenskaber, som de tre dårlige Svende repræsenterer.
