Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Frimureriets begyndelse i Sverige
Det frimureri, der etablerede sig i Sverige fra 1735, havde fransk oprindelse. I modsætning til hvad der skete i de fleste europæiske stater, spillede London ingen rolle her. Den første loge blev grundlagt i Stockholm i 1735 af grev Axel Wrede-Sparre (1708-1772), som havde modtaget frimureriets tre symbolske grader i Frankrig. Tre år senere vendte baron Carl Frederik Scheffer (1715-1786) tilbage til Sverige efter et ophold i Frankrig med et brev underskrevet i 1737 af Lord Derwentwater, daværende stormester for Storlogen af Frankrig: dette brev gav ham tilladelse til at oprette og administrere loger under Storlogen af Frankrigs jurisdiktion, indtil der var loger nok til at vælge en stormester for Sverige. Den svenske konge Frederik 1. (1676-1751) blev bekymret over dette nye selskab og forbød det i 1738 under dødsstraf. Men han modtog hurtigt frimurernes officielle hyldest og ophævede forbuddet efter blot få måneder.
Sveriges Storloge blev oprettet i 1761 under beskyttelse af kong Adolf Frederik (1710-1771) med patenter fra Storlogen af Frankrig og ritualer af fransk oprindelse, og den første stormester var baron Scheffer. Den blev anerkendt af Storlogen i London i 1770.
De første højgrader i REAA, der blev praktiseret i Sverige, kom også fra Frankrig. I 1743, efter endnu et ophold i Frankrig, bragte baron Scheffer franske højgradsritualer med hjem og oprettede det første skotske kapitel i Stockholm. Senere, i 1754, modtog en vis Dr. Engelhardt et patent fra greven af Clermont, stormester for Storlogen af Frankrig, til at praktisere højgrader. Han grundlagde en loge og et kapitel i Göteborg i 1757. Endelig, i 1759, bragte grev Hirn andre højgrader med fra Metz, som først blev fransk i 1766, men som allerede var stærkt påvirket af Frankrig.
Den svenske ritus’ oprindelse
Både hvad angår mentalitet, kultur og religion følte de svenske frimurere sig tættere på deres brødre i de tyske protestantiske stater end på de franske frimurere. De gik hurtigt i gang med at skabe deres eget system, præget af mystik, rosenkreutzer-lære og tempelridderlegender. Lægen og kancelliråden Carl Frederik Eckleff (1723-1786) grundlagde i 1759 et højgradskapitel påvirket af mystikken fra “Nordens Skole” og særligt af den svenske mystiker Emmanuel Swedenborg (1688-1772). Ved grundlæggelsen af Sveriges Storloge i 1761 blev han vice-stormester og arbejdede på at omarbejde ritualerne, så de kunne vedtages af den nye orden.
Carl Eckleff
Den nye ritus overtog tempelridderlegenden fra den tyske “Stricte Observance”, som dengang var på sit højdepunkt, og dekreterede, at hvis Tyskland repræsenterede ordenens VII. provins, så var Danmark den VIII. og Sverige den IX. Den svenske ritus satte sig derfor som mål at genoprette disse provinser, ligesom Stricte Observance havde gjort det i Tyskland. De to ordener indgik derfor i et forhold præget af både alliance og rivalisering. Forholdet blev kompliceret i 1764 af en afhopper fra Stricte Observance, som havde købt de svenske grader af Eckleff og skabt sin egen version, som han spredte i Tyskland. Det er Zinnendorf-ritus, opkaldt efter den ambitiøse tyske frimurer Johann Wilhelm Kellner von Zinnendorf (1731-1782).
Prins Karl af Södermanland (1748-1818), den anden søn af Adolf Frederik, som regerede Sverige mellem 1809 og 1818 under navnet Karl 13., spillede en vigtig rolle i den svenske ritus’ historie, men også i Stricte Observance. Han var optaget af mystik og ret godtroende, og han blev optaget i Eckleffs kapitel i 1770. Eckleff, der forstod, hvilken fordel han kunne drage af denne vigtige person, overlod sin plads i spidsen for højgraderne til ham og solgte ham dyrt al den dokumentation, der var nødvendig for at administrere ritussen. Karl tilføjede to grader til de ni, som Eckleff havde skabt, hvilket forstærkede ritussens tempelridder- og rosenkreutzer-dimension, og han blev også optaget i Stricte Observances indre orden.
I Tyskland forkastede konventet for Stricte Observance i Kohlo i 1772 baron von Hund, og Karl forsøgte at efterfølge ham, men konventet foretrak Ferdinand af Braunschweig-Lüneburg (1721-1782) som ordenens stormester. Dette nederlag for Karl var sandsynligvis heldigt for den svenske ritus, som sandsynligvis ville være forsvundet ligesom Stricte Observance, hvis de to ordener var blevet fusioneret.
Den svenske ritus’ særpræg
Den svenske ritus er opdelt i tre klasser:
Sankt Johannes-loge
- Lærling
- Svend
III. Mester
Sankt Andreas-loge
IV/V. Sankt Andreas-lærling og -svend
- Sankt Andreas-mester
Kapitel
VII. Høj-illustre broder, eller Ridder af Orienten
VIII. Meget høj-illustre broder, eller Ridder af Occidenten
- Oplyst broder
- Høj-oplyst broder
Det hele krones af en 11. administrativ grad: Meget høj-oplyst broder, Ridder og Kommandør af det Røde kors.
Man bemærker straks, at den svenske ritus står under beskyttelse af to apostle, Sankt Andreas og Sankt Johannes. Sankt Andreas nævnes i flere højgrader, de såkaldte skotske grader, da han er Skotlands skytshelgen. Men her ses han snarere som den, der introducerer til Jesus, for ifølge evangeliet var han den første discipel, der fulgte Jesus, og det var ham, der præsenterede sin bror Simon (den senere Sankt Peter) for Jesus. Og Sankt Johannes er vigtig i den svenske ritus, ikke så meget som evangelist, men som visionær og forfatter til Johannes’ Åbenbaring, forkynderen af det Nye Jerusalem. Som man kan se, er den svenske ritus erklæret kristen, og kun kristne kan optages i den.
Men i modsætning til de fleste frimureriske eller para-frimureriske ordener fra det 18. århundrede, der påberåbte sig rosenkreutzer-arven, beskæftigede den svenske ritus sig hverken med alkymi eller praktisk okkultisme. Den fokuserede udelukkende på teurgi og søgte dermed en direkte mystisk kontakt med det guddommelige. På dette punkt minder den om den martinezistiske arv fra den Rectified Scottish Rite og martinismen.
Karl 13.
Et andet særpræg ved den svenske ritus er dens meget dybe forhold til den svenske krone. Siden Karl 13., der regerede fra 1809 til 1818, har alle svenske konger statutmæssigt været stormestre for det svenske frimureri. Kun den nuværende konge, Carl 16. Gustav (født 1946), har brudt med denne tradition, mens han stadig forbliver beskytter af frimureriet i sit land. Stormesterembedet tilhører ikke længere kongefamilien.
