Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Oprindelsen af Den Kongelige Skotske Orden
Som det ofte er tilfældet, når man studerer oprindelsen af højgraderne i REAA og frimureriske “Side Degrees“, blander legenden sig i høj grad med historien. Dette gælder især for Den Kongelige Skotske Orden, som hævder at forene frimureri med troskab mod den skotske krone, og som derfor åbenlyst har spillet en rolle i Stuart-slægtens politiske projekt inden for det såkaldte jakobitiske frimureri.
Legenden vil vide, at Ordenen går tilbage til kong David 1. af Skotlands regeringstid (1083-85?-1124), og at Skotlands konge altid har været dens arvelige Stormester. Ordenen skulle dengang kun have haft én grad. Og det var kong Robert Bruce (1274-1329), der skulle have tilføjet den anden grad, Rose-Croix, efter det berømte slag ved Bannockburn i 1314. Her forenes legenden med andre frimureriske sagn, som påstår, at Robert Bruce skulle have skabt en Orden (ofte betegnet som Sankt Andreas- og Tidselordenen) for at takke de tempelriddere, der havde hjulpet ham under slaget ved Bannockburn. Alt sammen legender.
Slaget ved Bannockburn
Den autentiske historie om Den Kongelige Skotske Orden er ikke desto mindre ret vanskelig at fastslå. Nogle hævder, at Den Kongelige Skotske Orden blev grundlagt i London mellem 1721 og 1741 med det formål at genoptage den eksplicit kristne arv, som frimurerritualerne i Storlogen i London (de “Moderne”) i vid udstrækning havde bevæget sig væk fra. Det ser ud til, at en sådan Orden er nævnt i arkiverne fra Storlogen i London i 1741. De officielle historier om Den Kongelige Skotske Orden ser ikke ud til at have draget paralleller til en ret ukendt form for frimureri, hvis eksistens i London er attesteret senest i 1732: det såkaldte Harodim-frimureri, som var eksplicit kristent og dyrket af jakobitterne, beskrevet af Jan Snoek i British Freemasonry, 1717-1813, volume 3: Rituals II – Harodim Material and Higher Degrees (New York: Routledge, 2016). Denne form for frimureri, der adskiller sig fra både de “Moderne” i den Første Storloge i London og de “Gamle”, som dannede en Storloge i 1751, er sandsynligvis den første form for frimureri, der etablerede sig i Frankrig fra 1725, da den første Storloge i Frankrig, grundlagt i 1728, i sine tidlige år var stærkt domineret af jakobitiske personligheder.
Den første grad i Den Kongelige Skotske Orden hedder Order of Heredom of Kilwinning, og det er naturligvis fristende at se Heredom som en form for Harodim. Men nogle mener, at Heredom stammer fra det latinske Heredium, arven: Heredom of Kilwinning ville således fortælle os om den frimureriske arv fra Kilwinning-logen, som er en af de ældste skotske moderloger og i dag bærer nr. 0 i Storlogen af Skotlands fortegnelse; men udtrykket Heredom kunne også blot betegne Stuart-slægten. For andre drejer det sig om et mytisk skotsk bjerg, der skulle have huset Graalen, bjerget Heroden eller Heredom; dette udtryk ville være en transskription af det græske Hieros Domos, som kan oversættes til Hellig Bolig eller Helligt Tempel.
Det forekommer os lidet sandsynligt, at den anden del af Den Kongelige Skotske Orden, med titlen Knighthood of the Rosy Cross, går tilbage til 1720/40-erne, da den frimureriske grad Ridder Rose-Croix, som er af fransk oprindelse, først optræder i 1760’erne.
Uanset hvad, blev et patent dateret 1750 tildelt en vis William Mitchell til oprettelsen af en loge af denne mystiske Orden i Haag (Holland). I 1752/53 rejste Mitchell til Skotland, hvor han grundlagde en Provinsialstorloge for Ordenen, hvoraf de første skriftlige spor findes i 1766. Og i 1767 blev denne struktur til Storlogen for Den Kongelige Skotske Orden, som stadig i dag er den regulerende magt for dette system på verdensplan Butik.
Kun et grundigt studium af datidens dokumenter og de gamle ritualer, som vi ikke har kunnet foretage, ville gøre det muligt at fjerne de mange usikkerheder omkring oprindelsen og den skotske patriotiske karakter af dette system. Men ud fra vores nuværende viden kan vi opstille følgende hypoteser:
En tidlig form for det, der skulle blive til Den Kongelige Skotske Orden, og som man sandsynligvis kan sidestille med det mystiske Harodim-frimureri, eksisterede i London senest i 1732. Var det allerede en Orden, der mytisk var knyttet til den skotske krone? Hvis den var dannet af jakobitter, er det mere end sandsynligt. Indeholdt den allerede Rose-Croix-graden? Som vi har skrevet ovenfor, er det lidet sandsynligt.
Omkring 1750 grundlagde William Mitchell en første provinsialloge i Haag, og gjorde derefter det samme i Edinburgh mellem 1752/53 og 1766. Det er måske i Haag, hvor mange jakobitiske eksilerede boede, at Ordenens resolut skotske dimension blev introduceret, hvis den ikke allerede var til stede.
I 1767 blev Storlogen for Den Kongelige Skotske Orden officielt grundlagt. Datoen er måske betydningsfuld: Året før havde set døden af James Francis Stuart (the Old Pretender), søn af Jakob 2. Stuart. Kunne Den Kongelige Skotske Orden, som vi kender den i dag, med sin insisteren på de skotske kongers arvelige Stormesterskab, være en hyldest til den afdøde tronprætendent og et forsøg på at genoplive iveren hos tilhængerne af hans søn Charles Edward (the Young Pretender), som havde mistet al international troværdighed efter sit nederlag i slaget ved Culloden i 1746?
Storlogen i Edinburgh i 2020
Hvad angår Rose-Croix-graden, vurderer vi, at den ikke kan være blevet introduceret i Ordenen før 1760’erne, og måske endda først i 1767. Der manglede bestemt ikke jakobitiske frimurere, som havde modtaget graden Ridder Rose-Croix i Frankrig, og som kunne have integreret den i Ordenen på det tidspunkt.
Man præsenterer os ofte Den Kongelige Skotske Orden som det ældste system af frimureriske højgrader og muligvis oprindelsen til alle højgrader, inklusive Ridder Rose-Croix. Det er efter vores mening ikke helt tilfældet. I sin nuværende form er Den Kongelige Skotske Orden en sen form for Harodim-frimureriets strømning, som udviklede sig i andre grene: I Frankrig ser den ud til at have været oprindelsen til det ret overraskende ritual, der blev udgivet i 1744 under titlen Le Parfait Maçon og ritualerne for Adoptionsfrimureriet. Og i England udviklede den sig fra 1733 i grevskabet Durham (nordøstlige England), hvor den endte med at strukturere sig som Storloge i 1787.
Ordenens tilbagegang og genfødsel
Ordenen var til stede i Holland fra 1750, og den etablerede sig i Frankrig i 1786, hvor den ser ud til at være forblevet aktiv indtil 1873. Men den ser ikke ud til at have spredt sig andre steder på det tidspunkt, og dens udvikling var kortvarig. I 1819 var den næsten forsvundet. Det er ganske forståeligt, hvis Ordenen primært var født af jakobitisk iver: Da Charles Edward døde i eksil i Rom i 1788, forladt af alle og svigtet af den franske konge, hvem bekymrede sig så stadig om det tredive år senere?
I 1839 blev Ordenen genoplivet af en karetmager ved navn Houston Rigg Brown og af den anerkendte botaniker George Arnott Walker Arnott (1799-1868), som fra 1843 etablerede nye Provinsialstorloger i Skotland og England.
Den Kongelige Skotske Orden har nu spredt sig over hele verden og tæller mere end 90 Provinsialstorloger etableret i Storbritannien, USA, Canada, Australien, New Zealand, Hong Kong, Singapore, Gibraltar, Holland, Belgien, Sverige, Tyskland, Bermuda, Filippinerne, Barbados, Bahamas, Jamaica, Trinidad, Sydafrika, Kenya, Zimbabwe, Zambia og Frankrig. Det samlede antal medlemmer anslås til omkring 15.000.
Selvom Provinsialstorlogerne er tilknyttet Storlogen for Ordenen med sæde i Edinburgh og kun rekrutterer fra de regulære symbolske Storloger (det vil sige anerkendt af United Grand Lodge of England), findes der dog en undtagelse: Den engelske føderation af Le Droit Humain praktiserer også Den Kongelige Skotske Ordens ritualer.
Den Kongelige Skotske Ordens særpræg og skikke
Den Kongelige Skotske Orden er kendetegnet ved mindst fem særpræg, som det er interessant at nævne.
For det første har Den Kongelige Skotske Orden kun én Storloge, den i Edinburgh, og alle andre strukturer er Provinsialstorloger. Intet overraskende ved første øjekast, men det, der er meget specielt, er, at der ikke findes nogen enkelte loger, og at Ordenen kun samles på niveau med Storlogen og Provinsialstorlogerne.
For det andet er Ordenens arvelige Stormester Skotlands konge. Formanden for Storlogen tager derfor titlen som Deputeret Stormester. Mere end det: Under Storlogens arbejde placeres et tomt sæde prydet med en hermelinskappe til højre for den Deputerede Stormester for at markere Skotlands konges Stormesterskab. På niveau med Provinsialstorlogerne er der derimod en Provinsialstormester.
For det tredje skulle medlemmerne af Den Kongelige Skotske Orden oprindeligt være skotter eller af skotsk afstamning. Dette krav er i dag opgivet.
For det fjerde kommer man kun ind i Den Kongelige Skotske Orden ved kooptering, under forudsætning af at man har været Mesterfrimurer i mindst fem år og bekender sig til den trinitariske kristne tro, hvilket således udelukker et vist antal protestanter, de såkaldte unitarer. Dette sidste krav kan overraske kontinentale frimurere, men man finder det i andre systemer af højgrader og “Side Degrees” i brug i de angelsaksiske lande. Det skal bemærkes, at Den Kongelige Skotske Orden under Le Droit Humain i England ikke kræver nogen trinitarisk trosbekendelse.
For det femte råder Provinsialstorlogerne over en reel autonomi og kan tilføje andre betingelser for optagelse af nye medlemmer. I nogle skal man være Mærkemester, Royal Arch, 18. eller 32. grad af den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, eller endda Tempelridder af York-riten.
Ordenens emblem
Hvad angår ritualerne, tæller Den Kongelige Skotske Orden to grader. Den første, med titlen Heredom of Kilwinning, overdrages under en ret lang ceremoni med mange instruktioner gennem spørgsmål og svar. Denne grad udgør et stort freskomaleri, der omfavner symbolismen i det symbolske frimureri, Templet og mere generelt frelseshistorien i et bibelsk perspektiv. Man finder her mange bibelske figurer, hvoraf de fleste optræder i andre frimureriske højgrader eller “Side Degrees” (Noa, Moses, Salomon, Betsalel, Kyros, Zerubbabel, Enok osv.), men i en atmosfære af meget udtalt religiøsitet. Denne grad kulminerer med fremkaldelsen af Kristi offer.
Den anden grad er Ridder af Rose-Croix (Knighthood of the Rosy Cross), meget kortere og mere skrabet end den foregående. Det væsentligste af Ordenens lære er faktisk indeholdt i den første grad, og Riddergraden er kun en slags æresbevisning. Ceremonien består i at verificere, at kandidaten er medlem af Heredom of Kilwinning-ordenen, aflagelse af ed, læsning af en instruktion og overlevering af gradens hemmeligheder. Denne grads ord er det samme kristus-monogram, som er i brug i Ridder Rose-Croix-graden i andre riter (Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, Den Traditionelle Franske Rite, Memphis-Misraïm-riten…), og attesterer således et slægtskab med Rose-Croix, der optrådte i Frankrig omkring 1760. Men dette slægtskab virker ikke desto mindre ret fjernt, så meget adskiller de to former for ritualer sig.
Når man studerer Den Kongelige Skotske Orden, bliver man grebet af en følelse af både fortrolighed og fremmedhed. Det er naturligvis en frimurerorden, og man finder her de konstituerende elementer fra de tre symbolske grader samt hentydninger til mange episoder rapporteret af højgraderne og “Side Degrees” i andre systemer. Men samtidig er atmosfæren fuldstændig anderledes, og ceremonierne, på rim, har en besværgende og mystisk karakter, som man ikke finder i nogen anden frimurerisk rite, der er i brug i dag.
Heredom eller Harodim?
Udtrykkene Heredom og Harodim, som vi har talt om ovenfor, kalder på en lille ekskurs, da disse to udtryk også er kendt fra andre riter og systemer af frimureriske højgrader. Heredom optræder næsten kun i dokumenter vedrørende Ridder Rose-Croix-graden, hvor det generelt henviser til de specifikke skikke i Den Kongelige Skotske Orden. Det er for eksempel tilfældet i Vuillaumes Tuileur (1830).
Men Harodim har sin egen eksistens i universet af frimureriske højgrader: Man finder det især i 7. og 8. grad af Den Gamle og Anerkendte Skotske Rite. En frimurerisk legende, sejlivet omend totalt fejlagtig, insisterer på at hævde, at Harodim var de 3600 intendanter eller tilsynsførende for arbejdet ved Salomons Tempel ifølge Første Kongebog. Ifølge den gængse frimureriske litteratur betyder Ha-RoDiYM dem, der regerer, dem, der leder, hvilket i sig selv er korrekt. Men derimod tales der aldrig om Harodim i Kongebøgerne: De, der var ansvarlige for tilsynet med templets arbejde, kaldes Sārim, det vil sige fyrster eller chefer, og 1. Kongebog 5:30 beskriver dem præcist som SāRéY HaNīTSāBiYM LiSHeLoMoH, det vil sige fyrsterne udpeget af Salomon. Der er heller ikke tale om Harodim i Anden Krønikebog, som præsenterer en senere version af beretningen om templets opførelse: De berømte tilsynsførende kaldes her Menatsim (MeNaTSeCHiM), bogstaveligt talt dem, der er udpeget (2. Krønikebog 2:17).
