Den frimureriske banket

Oprindelsen af den frimureriske banket i England

Traditionen med at dele et fælles måltid har altid eksisteret inden for frimureriet. Andersons forfatninger fra 1723 nævner allerede denne skik, hvor de advarer brødrene mod udskejelser og druk! Udover de frimureriske banketter, der fandt sted i de enkelte loger, beskriver forfatningerne også den banket, der blev afholdt i forbindelse med storlogens årlige forsamling.

Den frimureriske banket er åbenlyst ikke en opfindelse fra storlogen i London, men eksisterede i en eller anden form allerede i de tidlige spekulative loger i det 17. århundrede. I “The Natural History of Staffordshire”, udgivet i 1686, giver Robert Plot os den ældste beskrivelse af optagelsen af en frimurer og bekræfter, at der før selve ceremonien blev tilbudt et måltid til alle logens medlemmer, betalt af kandidaten.

Traditionen med banketten er blevet bevaret med største strenghed af det engelske frimureri. Enhver rituel logeåbning efterfølges obligatorisk af en banket, hvor det er muligt at tage ordet – hvilket ikke er muligt under selve ritualet – og hvor der udbringes skåler. Bordene er placeret i en hesteskoform, hvor den ærværdige mester sidder i midten, og de to overvågere sidder for enderne. Betydningen af banketten i engelsk frimureri er så stor, at de embedsmænd, der har ansvaret for den (kaldet “Stewards”), er særligt ærede. Ved visse lejligheder arrangeres “Ladies Nights”, hvilket er banketter, der er åbne for frimurernes hustruer og enker.

Den frimureriske banket i Frankrig og Europa

Da frimureriet spredte sig til det europæiske kontinent, og især til Frankrig, bevarede man traditionen med den frimureriske banket med samme bordopstilling. Man talte dengang om en ordensbanket, men skikkene adskilte sig fra de engelske. I Frankrig blev banketritualet (kaldet “Bordarbejde”) hurtigt inspireret af militærlogernes skikke. En militær terminologi udviklede sig: glassene blev til “kanoner”, vinen til “krudt”, knivene til “klinger”, servietterne til “flag” osv. Et vist antal officielle skåltaler var planlagt, ligesom diverse taler.

I det 18. århundrede blev en sådan banket obligatorisk afholdt efter hver logeåbning og var dermed en integreret del af ritualet. Brødrenes taler, kædeunionen og indsamlingen til “enken” (Tronc de la Veuve), som i dag hører til ritualet i templet, fandt dengang kun sted under banketten. I det 19. århundrede blev disse elementer flyttet ind i selve ritualet, og banketternes form ændrede sig afhængigt af ordenens regler. Oftest foreskriver ordensreglementet, at bordarbejdet skal udføres én gang om året, for eksempel ved en af sankthansfesterne. Måltiderne, der fulgte de almindelige logemøder, blev ofte enklere, mere sparsommelige og mindre rituelle, og fik navnet “agape”. I forbindelse med vinter-sankthans arrangerer mange loger desuden banketter, der er åbne for frimurernes hustruer og nogle gange deres familier. Disse måltider kaldes hvide banketter.

Den mådeholdenhed, som Andersons forfatninger anbefalede, ser ud til at være blevet generelt fulgt, men allerede fra det 18. århundrede fik frimurerne ry for at være livsnydere, der nogle gange var mere interesserede i god mad end i filosofi! Det er interessant at se, hvordan Jacques-Étienne Marconis de Nègre udnyttede dette i indvielsesritualet for sit smykke Memphis-Misraïm, i tiraden der går forud for præsentationen af bitterhedens kalk for kandidaten: “Den opfattelse, man har af os i verden, er falsk […], vi er blevet fremstillet som et selskab af gastronomer: De skal nu lære den drik at kende, som serveres ved vores måltider.” Og derefter drikker kandidaten bitterhedens drik!

Den frimureriske banket i de højere grader

Da højgraderne i REAA oplevede en sand popularitet i Frankrig og Europa fra 1740’erne, er det ikke overraskende, at de også udviklede deres egne former for frimureriske banketter. De var oftest direkte inspireret af den symbolske loges bordarbejde, hvor man nogle gange ændrede visse termer og tilpassede ceremonien til gradens symbolik.

For eksempel, i den franske ritus, i graden “Élu”, kaldes knivene for “dolke” og glassene for “urner”; i den skotske grad kaldes glassene for “bægre”; og i Rose-Croix-graden kaldes bordet for et “alter” og glassene for “kalke”. Og for den Skotske Ritus (REAA), i 24. grad, beholder de anvendte redskaber de samme navne som i den symbolske loge, men bordet skal absolut være rundt…

Men en sand originalitet optræder i Rose-Croix-graden, som minder os om, at måltidet ikke blot er en simpel social og hyggelig handling, men også kan have en sand spirituel dimension. Således finder en særlig ceremoni sted efter afslutningen af arbejdet, kaldet “Rose-Croix’ tredje bro” eller “nadveren”: den består i rituelt at dele brød og vin under et ritual, der fremkalder både den jødiske påske og den kristne nadver, og hvor det resterende brød til sidst brændes.

Og én gang om året, skærtorsdag, blev en endnu mere mærkværdig ceremoni fejret, hvis man skal tro ritualerne fra det 18. århundrede. Brødrene spiste et stegt lam sammen. Lammet skulle være helt, og man skar hovedet og benene af, før de blev brændt i en ovn.

Afslutningsvis

I alle civilisationer rækker det fælles måltid ud over blot at stille sulten. Det tjener til at styrke båndene mellem medlemmerne af et samfund eller en familie. Men det har ofte fået en hellig dimension og er blevet integreret i ritualerne i mange religioner og spirituelle traditioner.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker