Den franske ritus Groussier – Frimurerbutikken

Pia Poulsen
Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.

Den franske ritus’ oprindelse

Det er blevet nødvendigt at skelne mellem de forskellige former for den franske ritus siden de forskellige forsøg på at restaurere de gamle franske frimureriske skikke, der blev påbegyndt fra 1950’erne og frem. Tidligere, siden det 19. århundrede, var situationen for fransk frimureri meget klar. Efter at den Rectified Scottish Rite (RER) var uddøet, var der to store vigtige frimureriske ritus tilbage i Frankrig: den franske ritus, der praktiseres i Grand Orient de France, og den gamle og accepterede skotske ritus, som var domænet for Suprême Conseil de France, og senere den kortlivede Grande Loge Symbolique Écossaise og Droit Humain. De to egyptiske ritus (Misraïm-ritus, 1805, og Memphis-Misraïm smykker, 1838) forblev meget marginale og numerisk ubetydelige. Den gængse frimureriske litteratur fra det 19. og første halvdel af det 20. århundrede (Vuillaumes Tuileur, Ragons skrifter…) nævner generelt kun to ritus: den skotske ritus (forstået som den gamle og accepterede skotske ritus) og den moderne ritus (forstået som den franske ritus).

Den franske ritus opstod ud fra Grand Orient de Frances ønske, lige fra dens grundlæggelse i 1773, om at få et ensartet ritual. Arbejdet blev tilsyneladende først sat i gang i 1781, og de tre symbolske grader blev vedtaget i 1785. Udbredelsen af den nye ritus blev stoppet af den franske revolution og genoptog først under Direktoriet, Konsulatet og Imperiet. Det er denne ritus, der blev genstand for en “uautoriseret” udgivelse i 1801 under titlen “Régulateur du Maçon”.

De forskellige versioner af den franske ritus

Som det officielle ritual for Grand Orient de France gennemgik den franske ritus flere ændringer i løbet af det 19. og 20. århundrede. Den tilpassede sig mentalitetsændringerne i det turbulente 19. århundrede og lånte visse elementer fra sin store rival, den gamle og accepterede skotske ritus, hvis mere spektakulære og udviklede rituelle skikke gjorde den til en farlig konkurrent.

De forskellige versioner af den franske ritus skelnes ved navnet på den stormester, under hvis ledelse de blev vedtaget. Her er de vigtigste stadier i denne udvikling.

I modsætning til den anakronistiske idé, man nogle gange har om en Grand Orient de France, der altid har været knyttet til sekularisme og antiklerikalisme, er den såkaldte “Murat”-version fra 1858 den mest “religiøse” af alle versioner af den franske ritus. Den opstod ud fra et grundlæggende arbejde påbegyndt i 1848, som førte til vedtagelsen i 1849 af den første forfatning for Grand Orient de France, som indtil da kun havde haft vedtægter og regler. Denne forfatning fastslår, at Grand Orient de France er “en filantropisk, filosofisk og progressiv institution, der har Gud og sjælens udødelighed som grundlag”. I den første grad lærer man, at det Ternære er “repræsentationen af guddommelighedens attributter: Uendelighed, Evighed, Almagt”, og at frimurere skal “tilbede Gud” gennem deres arbejde. I den anden grad refererer forklaringen af den flammende stjerne med bogstavet G åbenlyst til sjælen og Gud.

Den franske “Murat”-ritus fra 1858 vedtager også flere skikke fra den gamle og accepterede skotske ritus: titlen “Værdige Mester” (tidligere sagde man “Meget Værdig”), udtrykket “fri og af god moral” til at beskrive kandidaten, kandidatens udarbejdelse af et testamente ud over de tre spørgsmål, og forpligtelsen til at forblive tavs ved afslutningen af arbejdet.

Endelig den mærkeligste ændring: ved modtagelsen i den tredje grad er der ingen iscenesættelse af mordet på Hiram, og modtageren forbliver siddende, mens begivenhederne fortælles. Modtageren spiller ikke rollen som Hiram og bliver derfor ikke rejst op ved hjælp af mestergradens fem punkter.

De mange referencer til Gud og sjælens udødelighed i den franske “Murat”-ritus blev hurtigt ubehagelige for mange loger, hvor antallet af republikanske og fritænkende frimurere voksede. Denne modstand førte til det berømte konvent i 1877, hvor man efter anmodning fra pastor Frédéric Desmons, formand for ordensrådet (titlen på stormesteren siden 1871), stemte for at fjerne de artikler, der gjorde troen på Gud og sjælens udødelighed obligatorisk. Dette betyder ikke, at det var forbudt at påkalde og nævne Universets Store Arkitekt, men at disse skikke blev valgfrie, overladt til logernes egen vurdering.

Konventet i 1877 beordrede også en revision af ritualerne for at følge forfatningens nye retning. Resultatet blev versionen af den franske “Amiable”-ritus, vedtaget i 1887. I denne version forsvinder alle omtaler af Gud og sjælens udødelighed, og man nærmer sig meget den gamle og accepterede skotske ritus, som den blev praktiseret dengang i Grande Loge Symbolique Écossaise, den mest progressive, republikanske og antiklerikale orden på det tidspunkt. Blandt tilføjelserne og innovationerne i den franske “Amiable”-ritus kan man generelt bemærke den Værdiges flammende sværd, muligheden for at tage ordet ved afslutningen af arbejdet, indførelsen af en begravelsesceremoni og en installation af den Værdige og embedsmændene, samt den tredobbelte batteri med akklamationen Frihed-Lighed-Broderskab. I den første grad ser man passagen under bind for øjnene (som udføres tre gange under ceremonien, før hver rejse, og som efterfølges af en afstemning), og betydningen af de tre rejser, som nu repræsenterer livets tre aldre (barndom, ungdom og moden alder). I den anden grad dukker de fem patroner, der repræsenterer sanserne, kunstene, videnskaberne, menneskehedens velgørere og arbejdets glorificering op, samt murskeen ved den femte rejse. Endelig er modtagelsesceremonien i den tredje grad analog med “Murat”-versionen, men tegnene og gangarten er dem fra den gamle og accepterede skotske ritus, hvorfra man også har lånt skikken med at lade bogstaverne M B fremgå på mestrenes frimurerforklæde.

Selvom den er meget rationalistisk og tømt for alt eksplicit spirituelt indhold, forbliver den franske “Amiable”-ritus fra 1887 ikke desto mindre initiatisk og fortsætter med at iscenesætte mange symboler. Men i stigende grad præget af fritænkning, sekularisme og antiklerikalisme, ser Grand Orient de France ud til at være begyndt at nære mistillid til selve symbolismen, som uden tvivl blev mistænkt for at være en rest af klerikal overtro. Resultatet blev den franske “Gérard”-ritus fra 1922, som når det laveste frimureriske niveau. Fjernelse af næsten al frimurerisk symbolik, opgivelse af forklæder, logetæpper, søjler, lysestager… Ritualet er reduceret til generelle formaninger om menneskeligt broderskab og indsats for at bygge en bedre verden. Det næste skridt kunne logisk set have været en ren og skær opgivelse af enhver frimurerisk reference og omdannelsen af Grand Orient de France til en simpel socio-politisk tænketank. Heldigvis skete det ikke.

Det symbolske comeback for den franske “Groussier”-ritus

De minimalistiske skikke i den franske “Gérard”-ritus vandt ikke tilslutning fra alle medlemmer af Grand Orient de France, langt fra. I 1931, 1932 og 1933 skrev Armand Bédarride (1864-1935), en fremtrædende advokat og medlem af ordensrådet og derefter af Grand Collège des Rites i Grand Orient de France, tre rapporter, hvori han rejste sig mod den defekte og utilstrækkeligt initiatiske karakter af de ritualer, der dengang var i brug, og anbefalede en tilbagevenden til de traditionelle former (især fremstillingen af Hirams død), men i et sprog, der var bedre tilpasset moderne tider. Som overbevist republikaner og forsvarer af sekularismen var Armand Bédarride ikke desto mindre dybt spiritualistisk og knyttet til initiatiske værdier, og han beklagede den fjendtlighed, som så mange frimurere i Grand Orient de France udviste over for religiøse følelser.

Armand Bédarride døde, før han så sine ønsker gå i opfyldelse, men hans intuitioner blev taget op af en anden markant skikkelse i fransk frimureri, Arthur Groussier (1863-1957), der blev valgt fem gange som formand for ordensrådet. Som progressiv politiker, forsvarer af arbejderklassen, fagforeningsmand og socialistisk deputeret i Deputeretkammeret, var Arthur Groussier en sand frimurer, og alle vidnesbyrd om ham skildrer ham som en retskaffen og god mand. Han efterlod sig især i Deputeretkammeret mindet om en formidabel debattør, men altid høflig og respektfuld over for sine politiske modstandere, hvilket var langt fra normen under den Tredje Republik!

I 1938 præsenterede Arthur Groussier en ny version, som genoptog ritualet fra “Amiable”-versionen, samtidig med at der blev tilføjet mere symbolik, især i beskrivelsen af værktøjer og lys. Han genoptog desuden elementer fra det oprindelige ritual fra 1785: den Værdiges sværd blev igen et lige sværd, ved modtagelsen i den første grad genindførte han renselserne med vand og ild (og tilføjede luft), og han introducerede Foreningskæden ved afslutningen af arbejdet, som optrådte ved afslutningen af bordarbejdet i 1785-ritualet. Den anden og tredje grad adskilte sig stadig kun lidt fra “Amiable”-versionen. Den franske “Groussier”-ritus var ufuldstændig, og dens udvikling og udbredelse blev afbrudt af udbruddet af Anden Verdenskrig.

Arbejdet blev først genoptaget efter befrielsen i 1945, og i 1955 blev en ny variant af den franske “Groussier”-ritus vedtaget. I denne nye version fandt man prøvelserne med mærket påført kroppen og synet af et lig, der symboliserer skæbnen for dem, der bryder deres tavshedsløfte, hvilket er klare lån fra den gamle og accepterede skotske ritus. Støjen og klirren af sværd blev genindført i lærlingens rejser. Ved modtagelsen i den anden grad (mærkværdigvis kaldet “ophøjelse” i denne version) blev en helt original symbolik introduceret: modtageren opdagede fem krukker i farverne sort, blå, grøn, rød og farveløs, indeholdende henholdsvis jord, spirende hvede, hvede på strå, hvede i aks og hvedekorn, hvilket symboliserer renselse gennem de fire elementer og deres kvintessens. Hvad angår den tredje grad, forblev den meget tæt på “Amiable”-versionen, men scenen med mordet på Hiram blev igen spillet foran modtageren, som overværede den uden selv at spille rollen som Hiram.

Eftermælet for den franske “Groussier”-ritus

Den franske “Groussier”-ritus blev vedtaget i 1955 og er blevet reference-ritus for Grand Orient de France, og det er den stadig i dag. I årenes løb har den naturligvis gennemgået nogle ændringer, tilføjelser eller sletninger. Man kan for eksempel bemærke eksistensen af en meget smuk alternativ ceremoni for modtagelse i den anden grad i dag, med en operativ konnotation, baseret på opdagelsen af den flammende stjerne gennem samlingen af fem tilhuggede sten.

Men i det væsentlige forbliver den franske “Groussier”-ritus den samme, og dens levetid viser, at den har fundet en form for balance mellem tradition og modernitet.

Man kan dog spørge sig selv, hvorfor Arthur Groussier og dem, der fortsatte hans arbejde, ikke blot forsøgte at vende tilbage til den franske ritus fra 1785, som besad de ønskede kvaliteter: en stor initiatisk værdi og et fravær af eksplicitte spirituelle referencer. Faktisk, i modsætning til hvad man kunne forestille sig, påkalder ritualet fra 1785 aldrig Universets Store Arkitekt, og Bibelen optræder ikke på alteret. Det er helt sikkert, fordi brødre som Armand Bédarride og Arthur Groussier, selvom de beklagede manglen på symbolik i den franske “Gérard”-ritus, forblev mænd fra det 19. århundrede, progressive, der vanskeligt kunne forestille sig at vende rent og skært tilbage til en tekst, der stammede fra det gamle regime. Der er derfor i den franske “Groussier”-ritus ingen intention om at vende tilbage til kilderne hvad angår formen, men blot et ønske om at aktualisere frimureriets initiatiske tradition.

Den sene færdiggørelse af den franske “Groussier”-ritus i 1955 kommer måske lidt sent. Denne version, der stammer fra det 19. århundredes mentalitet, er samtidig med en anden strømning, nemlig tilbagevenden til kilderne. Faktisk har mentaliteten ændret sig i det 20. århundrede, og man har i nogen grad forladt den progressive og positivistiske holdning, der ville have, at det nye altid er bedre end det gamle: mange mener tværtimod, at det er i de gamle og originale former, at man kan håbe på at finde frimureriets substantielle kerne.