Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Opdelinger af engelsk frimureri i det 18. århundrede
Man daterer generelt det moderne frimureris opståen til grundlæggelsen af storlogen i London i 1717 (eller mere sandsynligt 1721). Man forestiller sig ofte, at denne første frimurer-lydighed samlede alle engelske loger i en bred enighed. Men det er langt fra tilfældet. Mange loger bestred denne nye organisation, som ifølge dem havde ændret de ældgamle ritualer ved at udelade påkaldelser, fjerne diakonernes embede og, fra 1730’erne, bytte om på søjlerne samt ordene for lærling og svend.
Den første organiserede modstand opstod i det nordlige England. I 1725 proklamerede York-logen, der henviste til sin ælde, sig selv som “Grand Lodge of All England”. Den gik i dvale i løbet af 1730’erne for at genopstå i 1761 under navnet “Grand Lodge of All England South of the River Trent” og ophørte endeligt med al aktivitet i 1789.
Men den primære modstand i London kom fra den strømning, der definerede sig selv som “Ancient” (“Antient” med et t på engelsk, af arkaiske årsager) og foragteligt kaldte storlogen i London for “Modern”. Forholdet mellem storlogerne i Irland (1725) og Skotland (1736) og storlogen i London var forværret i løbet af 1730’erne og 1740’erne. Irske og skotske frimurere bosat i London var tilbageholdende med at tilslutte sig engelske loger. Spændingen blev forstærket af tilstrømningen af irske flygtninge, der ankom til London efter hungersnøden i 1740-41, blandt hvilke der var mange frimurere, som grundlagde deres egne loger.
I 1751 dannede seks loger af “Ancient”-traditionen “Grand Lodge of the Most Ancient and Honourable Fraternity of Free and Accepted Masons according to the Old Constitutions”. Sjælen i den nye storloge var uden tvivl Laurence Dermott (1720-1791), en irsk købmand, storsekretær for lydigheden og forfatter til forfatningerne (kaldet “Ahiman Rezon”). Logerne under denne storloge praktiserede gamle ritualer, påvirket af irske skikke, hvoraf et eksempel er givet i afsløringen “The Three Distinct Knocks” fra 1760.
De to rivaliserende storloger udviklede sig med succes i England og udlandet. Mens det i Europa primært var “Modern”-frimureriet, der spredte sig, oplevede Amerika en overvægt af “Ancient”-traditionen, især på grund af de mange irske og skotske regimenter i den britiske hær.
Butik fremstiller alle dekorationer til Emulation-ritus. Se kollektionen.
Foreningen af de to engelske storloger
De to engelske storloger kæmpede indædt i omkring halvtreds år, men ved indgangen til det 19. århundrede begyndte spændingerne at aftage. I 1809 dannede “Moderns” en særlig loge (Lodge of Promulgation), der havde til opgave at føre ritualerne tilbage til de gamle skikke med det formål at normalisere deres forhold til irerne, skotterne og “Ancients” i England. De to engelske storloger udpegede kommissærer til at forberede en foreningsakt.
I 1813 blev to nye stormestre udpeget. Det var to af kong George III’s sønner: Prins Augustus Frederick, hertug af Sussex, for “Moderns”, og prins Edward, hertug af Kent, for “Ancients”. Betingelserne for en forening var til stede. Den 27. december 1813 blev United Grand Lodge of England dannet med hertugen af Sussex som stormester. En forsoningsloge (Lodge of Reconciliation) blev oprettet for at forene de to gamle storlogers ritualer og definere et nyt ritual.
Ritualet, der blev defineret af forsoningslogen, var klart af “Ancient”-tradition, og “Moderns”-ritualets skikke forsvandt fra England for kun at overleve i visse kontinentale frimurer-rituser (blå loger af den franske ritus og den rectificerede skotske ritus, Schröder-ritus…). For at udbrede de nye skikke blev flere instruktionsloger dannet, så logernes embedsmænd kunne komme og øve sig. Den første var “Stability”-logen, men den vigtigste og mest prestigefyldte var “Emulation Lodge of Improvement”, som har givet navn til Emulation-ritus.
Det er her, det bliver lidt svært at forstå for ikke-britiske frimurere, der er vant til begrebet om veldefinerede rituser. United Grand Lodge of England skabte ikke en ny ritus; den definerede blot en måde at arbejde i logen på “i henhold til de engelske forfatninger”. Herfra praktiserede hver instruktionsloge disse skikke på sin egen måde med minimale forskelle. Der findes derfor flere stilarter (Workings på engelsk) til at arbejde efter de engelske forfatninger: Emulation er én, den mest udbredte på grund af betydningen af “Emulation Lodge of Improvement”, men der findes også Stability-stil (fra instruktionslogen af samme navn), Oxford-stil, Taylor-stil, Standard-stil, South London-stil, West End-stil…
De frimurer-dekorationer, der bruges i disse forskellige stilarter, er de samme, da der kun er tale om én enkelt engelsk “ritus”, som udfolder sig i forskellige stilarter. United Grand Lodge of England har aldrig dekreteret, at Emulation-stil eller nogen anden stil var dens referenceritual: de forskellige stilarter er blot manifestationer af én enkelt måde at arbejde på “i henhold til de engelske forfatninger”. Frimurer-dekorationerne er derfor dem, der tilhører United Grand Lodge of England, og ikke dem for en bestemt stil.
Specifikationer for Emulation-stil
For europæiske frimurere er det særlige ved Emulation-stil frem for alt, at den skal praktiseres fuldstændigt udenad. Men dette er ikke unikt for Emulation: de andre angelsaksiske, skotske, irske og amerikanske rituser gør det samme.
Den vigtigste specifikation ved Emulation-stil er dens meget komplekse gestik, som skal praktiseres nøje. Udførelsen af ritualet er et mål i sig selv; det er det frimureriske arbejde i Emulation-stil, mens ritualet i kontinentale rituser indrammer et specifikt arbejde, oftest læsningen af en “Planche”, det vil sige et oplæg præsenteret af et logemedlem og kommenteret af de andre. Intet af den slags i Emulation: man åbner arbejdet i første, anden og tredje grad, og lukker det derefter i tredje, anden og første grad. Medmindre der er en optagelse i en af graderne, er det alt. Og hvis der er planlagt et foredrag, finder det sted under banketten, der følger arbejdet.
Det er gennem den gentagne praksis af symbolske bevægelser, at Emulation-stil har til hensigt at lade frimureren integrere frimureriets åndelige værdier, langt mere end gennem en mental, intellektuel og rationalistisk vej. Den tilbyder dem, der praktiserer den, en vej til udfoldelse, der frem for alt går gennem kroppen og den kropslige følelse. Denne vej kan sammenlignes med de forskellige “former”, der bruges i asiatisk kampsport (Taolu i Kina, Kata i Japan, Poomsae i Korea…): formerne er sekvenser af stiliserede kampbevægelser, som man praktiserer uden modstander, med det formål at lære bevægelserne, internalisere dem, berolige sindet og forfine opfattelsen af de energier, der mobiliseres til kamp.
