Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Hvad er de fem “Cartouches” i svendegraden?
De fem “Cartouches” i svendegraden er små tavler eller skilte, hvorpå en række ord eller navne er indskrevet. Man hører ofte folk omtale disse i hunkøn, men det er en sproglig fejl. En “cartouche” (hylster) er en beholder, mens en “cartouche” (i denne sammenhæng) er et grafisk ornament, der indrammer en inskription, som det især var tilfældet i det gamle Egypten.
Der findes i øjeblikket mindst tre hovedversioner af de fem “Cartouches”, med sandsynligvis enkelte lokale variationer. I den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus bærer den første tavle navnene på de fem sanser (syn, hørelse, smag, følesans, lugtesans); den anden nævner de fem arkitektoniske ordener (dorisk, jonisk, korintisk, toskansk, komposit); den tredje opregner de frie kunstarter (grammatik, retorik, logik, geometri, musik, astronomi); den fjerde opregner menneskehedens velgørere (Moses, Pythagoras, Sokrates, Jesus, Konfucius); og den sidste bærer mottoet “Ære være arbejdet”.
De fem Cartouches i REAA
I den franske “Groussier”-ritus, som i øjeblikket anvendes i Grand Orient de France, findes en opremsning af fem ord, der alle begynder med bogstavet G (Gravitation, Génération, Génie, Géométrie, Gnose), hvilket erstatter en ældre version (de fem sanser, kunstarterne, videnskaben, menneskeheden, arbejdet), som stadig følges i den moderne genoprettede franske ritus.
I Memphis-Misraïm-ritussen er tavlerne de samme som i den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus, bortset fra de store indviede, som her bliver til Solon, Sokrates, Lykurg, Pythagoras og I.N.R.I.
I disse ritusser består den rituelle brug af de fem tavler i, at den kommende svend skal opdage dem i løbet af de fem symbolske rejser, han skal foretage under sin optagelsesceremoni.
Svendegradens store kortfattethed i franske ritualer fra det 18. århundrede
I modsætning til hvad man måske skulle tro, optrådte de fem “Cartouches” ret sent i de franske frimurer-ritualer og er fuldstændig fraværende i ritualerne fra det 18. århundrede. De er en del af en udvidelse af optagelsesceremonien til anden grad, som gradvist blev indført i løbet af det 19. århundrede.
De franske frimurer-ritualer fra det 18. århundrede præsenterer os for en meget begrænset anden grad. De manuskripter, der er overleveret til os, viser faktisk, at ceremonien for en svends optagelse var meget kort og tilsyneladende indeholdt meget lidt symbolik. Som et eksempel følger her gengivelsen af en svends optagelsesceremoni ifølge Bern-ritualet (ca. 1740-1744), det ældste kendte frimurer-manuskript på fransk (vi citerer originalen med dens tidsbestemte retskrivning):
“Logen er indrettet til modtagelse af en svend, ligesom til en lærling. Tavlen er den samme, man tilføjer blot bogstavet G. Midt i den flammende stjerne; I. på søjlen til venstre, B på søjlen til højre; Der er lille forskel på modtagelsescereemonierne; man lader ikke recipienden klæde sig af. Den ærværdige åbner logen ligesom for lærlingen, hvorefter han sender introduktionsbroderen, som forbereder recipienden med smukke ord, & som derefter banker på logens dør med tre slag, som gentages indvendigt af den ærværdige & overvågerne, den unge broder ser hvem der banker, & kommer for at sige til den ærværdige; R. Det er en lærling, der ønsker at blive modtaget som svend [følger en dialog med fire rituelle spørgsmål] Han træder ind, den 2. overvåger lader ham foretage tre runder i logen ligesom lærlingene, og overlader ham derefter til den første; Da lader den ærværdige ham endnu en gang besvare ovenstående spørgsmål: Og beordrer, at han skal træde frem til ham med tre svendeskridt; Da han er nået til foden af tronen, lader man ham knæle på højre knæ for at forny sine forpligtelser. Derefter giver den ærværdige ham tegnene, ordet & mærket, samt svendenes kodeord.”
De øvrige franske frimurer-ritualer før 1780’erne udviser alle den samme kortfattethed og nøgternhed, med undtagelse af Luquet-manuskriptet (ca. 1745), som er det første, der lader recipienden rejse fem gange og tilskriver hver rejse de opgaver, som svenden skal udføre i løbet af sine fem års uddannelse. Det er fra dette ritual, at skikken med at lade den kommende svend rejse udstyret med værktøj, der varierer for hver rejse, stammer.
Gradvis udvidelse af ritualet for anden grad
Det var den mere symbolske og konsistente form, som Luquet-manuskriptet præsenterede, som Grand Orient de France vedtog under sin forening af ritualerne, hvilket resulterede i den franske ritus fra 1785, udgivet under navnet “Régulateur du Maçon” i 1801. Denne smukke ceremoni, centreret omkring værktøjernes symbolik, vandt indpas i fransk frimureri i årtier.
Svendens kubiske sten
Med mindre variationer var det den samme ceremoni, der blev vedtaget af de første franske symbolske loger i den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus i 1804, af Misraïm-ritussen i dens ritualer fra 1815-1820 og af Memphis-ritussen i dens version fra 1838-1839.
SE PRODUKTET >
Fremkomsten af “Cartouches” i det 19. århundrede
Men en forandring lod ikke vente på sig i de franske frimurer-ritualer i det 19. århundrede. Positivisme og rationalisme vandt frem på bekostning af den simple symbolik, og ritualerne blev mere og mere ordrige, moraliserende, didaktiske og forklarende. Det var i dette perspektiv, at den meget smukke optagelsescereemoni for svende ikke længere syntes tilstrækkelig. I sin version fra 1829 tilføjede Frankrigs Højeste Råd for den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus tre “Cartouches” (de fem sanser, de frie kunstarter, arkitekturens ordener), derefter en fjerde (filosofferne) i 1877. Den femte “cartouche” (arbejdets glorificering) blev tilføjet af den Grande Loge Symbolique Écossaise, en meget progressiv lydighed født af en splittelse af et dusin loger fra Frankrigs Højeste Råd i 1880, som ophørte i 1911. Og det var fra denne kortlivede storloges ritual, at Grand Orient de France lånte de fem “Cartouches” til sin version af den franske ritus fra 1887 (“Amiable”-versionen).
