Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Cassia, den første plante forbundet med Hirams legende
Legenden om Hiram ser ud til at være introduceret i frimureriet kort før 1730 og tilhører ikke den oprindelige kerne af spekulativ frimureri fra det 17. århundrede. Scenen, hvor Hirams lig findes, ser ud til at være lånt fra en lignende frimurerlegende, der omhandlede opdagelsen af Noas lig af hans tre sønner. Dette nævnes i Graham-manuskriptet fra 1726, men intet vegetabilsk symbol indgår i fortællingen.
Man skal vente til Samuel Pritchards “Masonry Dissected” (1730) for at finde den første beskrivelse af mestergraden, som vi kender den i dag. Ifølge Pritchard, hvilket stadig er tilfældet i dag, markerede Hirams tre snigmordere stedet, hvor de havde begravet hans lig, ved hjælp af en gren fra et træ eller en busk, men i modsætning til den form, der blev vedtaget senere, er der her tale om en Cassia-gren.
Modtagelse af en mester i det 18. århundrede
Formålet her er ikke at skrive en botanisk afhandling for at definere, hvad Cassia er. Betegnelsen Cassia kan referere til forskellige buske, blandt andet kassiakanel, sennablade (Senna), Cassia Fistula eller kinesisk kanel (Cinnamonum Cassia). Den forbindes ofte med Qetsi’ah, som nævnes én gang i Bibelen, og som nogle gange oversættes til kanel. Under alle omstændigheder er det en busk med gule blomster og anerkendte medicinske og aromatiske egenskaber. Cassia er således kendt i forskellige kulturer, hvor den ofte tolkes som et symbol på indre styrke, modstandsdygtighed og udholdenhed under prøvelser.
Cassia blev også brugt i begravelsesritualer, som forfatteren af “A Defence of Freemasonry” fra 1731 mindede om, hvor man kan læse: “Vi får at vide, at brødrene placerede en gren af Cassia ved hovedet af Hirams grav, hvilket refererer til en gammel skik i disse østlige lande med at balsamere de døde, især ved at forberede hovedet og tørre hjernen, som Herodot forklarer mere detaljeret.”
Cassia havde derfor gode grunde til at blive valgt til at indgå i legenden. Dens strålende gule blomster fremkalder lyset, den er et symbol på udholdenhed under prøvelser, og den blev brugt i begravelsesritualer. Så hvorfor blev den fortrængt af akacien?
Akaciens triumf
I dag har stort set alle frimureriske ritualer valgt akacien, men man kan spørge sig selv, hvornår og hvorfor denne ændring fandt sted. Det er sandsynligvis i Frankrig, at man finder svaret på disse spørgsmål.
Fra 1740’erne finder man akacien i franske frimureriske ritualer. Dette er især tilfældet i Luquet-manuskriptet, et af de to ældste kendte franske rituelle manuskripter (ca. 1745), og i afsløringen “Le Sceau Rompu” (1745). Men hvordan gik man fra Cassia til akacie?
Sandsynligvis gennem en simpel homofoni mellem “la Cassia” og “l’Acacia”, hvilket er endnu mere forklarligt på grund af den overvejende mundtlige karakter af frimurernes gamle rituelle praksis.
Men denne homofoni skulle også give mening. Og det gjorde den, for akacien har endnu mere prestige end Cassia. Siges den ikke at være uforgængelig, i stand til at genopstå efter brande og dermed et symbol på genfødsel og udødelighed? Men frem for alt er det ifølge Bibelen det træ, der blev brugt til konstruktionen af Pagtens Ark, det liturgiske inventar og søjlerne i Tabernaklet, det vandrende tempel indstiftet af Moses i ørkenen (Exodus, kapitel 25 til 27). Den kristne tradition hævder på sin side, uden skriftmæssig henvisning, at Kristi kors og tornekronen var lavet af akacie. Og i visse versioner af legenden om Osiris hvilede den myrdede guds lig nær en akacie.
Hvis Cassia havde gode grunde til at illustrere legenden om Hiram, havde akacien bedre, fordi den forbandt Hirams død med Pagtens Ark og ideen om genfødsel og opstandelse, som figurerne Kristus og Osiris fremkalder.
Logetæppe til 3. grad i Emulation-ritualet
Men hvordan forklarer man, at en homofoni mellem “la Cassia” og “l’Acacia” på fransk har påtvunget hele frimureriet symbolet akacien? De engelske ritualer (hvad enten det er Emulation eller de andre ritualer, der bruges i United Grand Lodge of England, såsom Taylor, West End osv.) kender alle akacien. Ville det så være acceptabelt, at de franske frimureriske ritualer for en gangs skyld påvirkede engelsk frimurerskik og ikke omvendt?
Det virker meget sandsynligt for os, og vi vil forsøge at finde en forklaring på det. Cassia var klart den version, der blev brugt af “Moderns”, det vil sige logerne i den første storloge i London (1717), for det er en afsløring af deres ritual, der afslører det for os (Pritchard 1730). Man ved derimod ikke, om et tilsvarende vegetabilsk symbol optrådte i ritualerne hos “Ancients”, hvis storloge blev grundlagt i 1753. Under alle omstændigheder nævner afsløringen “The Three Distinct Knocks” fra 1760, som afslører de rituelle skikke i en “Ancients”-loge, intet af den slags.
Men man ved meget vel, at der var mange kontakter mellem jakobitiske frimurere i eksil i Frankrig og de franske loger. Og jakobitterne havde generelt mere affinitet med “Ancients” end med “Moderns”, der var underlagt det hannoverske dynasti. Det er derfor sandsynligvis gennem dem, at den franske akacie trængte ind i “Ancients”-frimureriet i England. Og ved foreningen af de to storloger i 1813 for at danne United Grand Lodge of England, ved man, at “Ancients”-ritualerne blev vedtaget, og det er meget sandsynligt, at akacien erstattede Cassia i de engelske ritualer fra det tidspunkt.
En outsider: Tamarisk
Selvom akacien ser ud til at have vundet indpas i hele verdens frimureri, dukkede en tredje variant op i Frankrig inden for Misraïm-ritualet. I Misraïm-ritualet, skrevet mellem 1815 og 1820, finder man hverken omtale af Cassia eller akacie, men af tamarisk.
Hvorfor denne nye variant, og hvad bringer den nyt i forhold til de to første? Tamarisk er kendt fra Bibelen og mange gamle kulturer (Egypten, Grækenland, Skandinavien, Kina, Japan…), og den formidler en symbolik, der ikke ligger langt fra Cassia og akaciens: styrke, udholdenhed, frugtbarhed, lang levetid og udødelighed. Men det er naturligvis dens indskrivning i den egyptiske tradition, der vil få forfatteren af Misraïm-ritualet til at vælge den.
Egyptiske kilder bekræfter generelt, at Osiris’ lig hvilede nær en akacie eller et morbærfigentræ. Men man skal forstå, at disse kilder forblev utilgængelige for moderne læsere indtil dechifreringen af hieroglyfferne af Champollion i 1822. Skaberne af det egyptiske frimureri havde derfor kun adgang til det gamle Egypten gennem skrifter fra græske forfattere (Herodot, Diodorus Siculus, Strabo, Plutarch…) og i mindre grad latinske (Plinius den Ældre, Apuleius…).
Egyptisk livstræ
Forfatteren af Misraïm-ritualet udviste en vis lærdom og opdagede sandsynligvis tamarisken hos Plutarch, som han valgte at introducere i sin Hiram-legende i stedet for Cassia eller akacie for at gøre sit budskab mere egyptisk. Plutarch rapporterer faktisk en version af Osiris-myten, der er ukendt i egyptiske kilder: ifølge denne variant blev Osiris’ lig, placeret i en kiste, overgivet til havets bølger og drev, indtil det strandede mod en tamarisk i Byblos i Fønikien (nuværende Jbeil, Libanon). Tamarisken voksede omkring kisten, som den endte med at omslutte, og kongen af Byblos, forbløffet over træets usædvanlige vækst, fik det fældet for at lave en søjle til sit palads. På jagt efter sin mands lig lykkedes det Isis at få fat i søjlen, frigøre Osiris’ lig, som hun balsamerede og bragte tilbage til Egypten.
Denne legende havde mindst to grunde til at fange forfatteren af Misraïm-ritualets opmærksomhed: For det første var tamarisken eksplicit integreret i opdagelsen af Osiris’ lig og kunne således helt naturligt finde sin plads i Hirams legende. For det andet måtte det faktum, at Hirams lig befandt sig inde i en søjle, være meget sigende for en forfatter af frimureriske ritualer. Man kunne endda tilføje en tredje grund, hvis man antager, at forfatteren også havde kendskab til Plinius den Ældres botaniske skrifter, som hævder, at de egyptiske præster bar kroner lavet af tamarisk-grene.
Valget af tamarisk var derfor ganske fornuftigt for at understrege ritualets egyptiske dimension, og man kan beklage, at det Misraïm-ritual, der bruges i dag (kaldet Venedig-ritualet 1788), som kun stammer fra 1980’erne, ikke har fulgt sin berømte forgænger på dette punkt og har rettet sig ind efter akacien.
