Rudyard Kipling og det frimureriske ideal: et broderskab i filigran

Kipling i logen: indvielse i Britisk Indien

Rudyard Kipling er kun tyve år gammel, da han bliver indviet den 5. april 1886 i logen Hope and Perseverance nr. 782 i Lahore i Britisk Indien. Det er en kosmopolitisk loge, der står under den Forenede Storloge af Englands autoritet, og som består af medlemmer fra forskellige trosretninger, kaster og baggrunde — muslimer, sikher, hinduer og kristne omgås her som ligemænd, i overensstemmelse med skikkene i en kolonial frimurerorden, der på sin egen måde bevarer omsorgen for universaliteten.

Det tidligere frimurertempel i Lahore

Kipling er født i Bombay og vokser op i krydsfeltet mellem to verdener. På den ene side det britiske imperium med dets koder, hierarkier og visheder. På den anden side det levende, flersprogede og brogede Indien, hvis rigdom og kompleksitet han opfatter meget tidligt. Hans far, John Lockwood Kipling, en britisk kunstner og underviser, var blevet sendt til Indien for at lede vigtige kulturinstitutioner. Barnet bades således i en dobbelt atmosfære: victoriansk stringens og orientalsk livlighed.

I denne kontekst bliver logen et sted for sig selv for ham. Hverken helt helligt eller helt profant. Et rum for tale, lytning og ægte broderskab. Han møder her mænd, han aldrig ville have mødt andre steder, omkring ritualer overleveret på et gammelt engelsk, præget af diskret højtidelighed. Denne oplevelse, selvom den var kortvarig — Kipling forlader logen to år senere for at tage til London — vil forblive levende i hans hukommelse og i hans fantasi.

Han vender ikke tilbage, men han taler aldrig om den med distance. Logen var for ham et flygtigt fædreland. Men et grundlæggende et.

Det frimureriske ideal i Kiplings værk

Kipling efterlod sig ingen afhandling om frimureriet. Han kommenterede ikke ritualerne og udlagde ikke symbolerne. Han skrev aldrig om logen. Men han skrev ud fra den — og nogle gange i den.

Den frimureriske indflydelse i hans værk handler ikke om tegn, men om holdning. Den kommer mindre til udtryk gennem allegorier end gennem en indre væremåde. Mindre gennem symboler end gennem en indre disciplin. Hos Kipling tegner ordene konturerne af en mandig etik: loyalitet, selvkontrol, mod uden væsen, respekt for det givne ord. Det er kvaliteter, der er kære for den britiske frimureriske tradition, men som aldrig ophøjes til dogmer. De dukker op i et vers, en dialog eller en stilhed.

Denne diskretion er en styrke. Kipling påklistrer aldrig ideologi på sine fortællinger. Han lader en moralsk fordring uden moralisme skinne igennem i hjertet af ofte barske kontekster — militære, koloniale, indvielsesmæssige. En vilje til at stå oprejst, til at handle uden støj, til at give videre uden at påtvinge.

Man bør genlæse visse af hans fortællinger (The Man Who Would Be King, Kim, The Jungle Book) med denne nøgle. Overalt tegnes figuren af et menneske, der bygger noget, som er større end ham selv. Gennem pligt, læring eller venskab. Et implicit frimureri, uden frimurerforklæde eller adgangskoder, men hvis hjerte banker under teksten.

Kipling viser ikke indvielsen: han forlænger dens virkning. Og det er måske den mest trofaste hyldest.

Hvis og Min moderloge: to frimureriske digte af Kipling

Visse digte indeholder mere frimureri end mange foredrag. “Hvis” (If) og “Min moderloge” (The Mother Lodge) vidner om dette. Det ene fortætter en indre etik. Det andet hylder et levet broderskab. Sammen rejser de de to søjler i det samme usynlige tempel.

If, skrevet i 1895, præsenteres ofte som en stoisk katekismus. Men dens struktur følger en frimurerisk vej: bekræftelse af menneskelig værdighed, opfordring til mådehold, aktiv tålmodighed og rolig styrke. Hvert vers foreslår en prøvelse, en ophøjelse, en beherskelse. Det er digtet af en mand, der taler til en søn — eller en ung broder — for at ruste ham mod kaos, uden stolthed eller kynisme.

Hvis du kan bevare fatningen, når alle omkring dig

mister deres og giver dig skylden;

[…]

Hvis du kan møde Triumf og Katastrofe

og behandle disse to bedragere ens

[…]

Da er Jorden din, med alt hvad den bærer,

og – hvad mere er – da er du et Menneske, min søn!

Man kan høre det diskrete ekko af en Mellemkammer. Intet bevises. Alt overleveres.

Rudyard Kipling

The Mother Lodge, udgivet i 1894, har en anden tone. Mere intim. Den fremmaner logen i Lahore som en broderlig havn, hvor enhed blev skabt på tværs af tro, sprog og oprindelse. Hinduer, muslimer, anglikanere: alle lige i passerens lys. Digtet idealiserer intet. Det fortæller blot om en nostalgi: et sted, hvor forskellighederne forstummede under et ritual, og hvor man lo sammen, når man gik derfra.

Der var Rundle, stationsforstanderen,

Beazeley fra jernbanerne,

Ackman fra forsyningstjenesten,

Dankin fra fængslet,

Og Blake, sergentinstruktøren,

Som var vores Mester to gange,

Og også gamle Franjee Eduljee,

Som ejede butikken “Europæiske varer”.

Udenfor sagde vi: “Sergent, Sir, Salut, Salam”.

Indenfor var det: “Min broder”, og det var meget godt sådan.

Vi mødtes på vaterpasset og skiltes på vinklen.

Jeg var anden diakon i min moderloge, derovre! […]

Det er hverken en kolonial myte eller en frimurerisk bagatel. Det er en taksigelse. Og måske også et farvel.

Kipling og den indvielsesmæssige afsporing: analyse af “Manden der ville være konge”

Der findes en fortælling af Kipling, hvor frimureriet optræder direkte. Ikke som en hentydning eller et vandmærke. Men som udgangspunkt — og som endestation. The Man Who Would Be King, udgivet i 1888, er en brutal, næsten bibelsk fortælling om stolthed og forræderi mod idealer.

To britiske eventyrere, Daniel Dravot og Peachey Carnehan, beslutter at grundlægge deres eget kongerige i Kafiristan, ved grænsen til Afghanistan. Begge er frimurere, og de bruger deres tegn og adgangskoder til at vinde de lokale stammers tillid, idet de ser det som et universelt sprog, der kan forene folkene. Men dette broderskab bliver et redskab til dominans. Og Dravot, beruset af magt, lader sig krone til konge. Foreningen bliver en kult. Ritualet bliver et styre.

Vendingen er grusom. Dravot bliver forrådt og dræbt. Carnehan, lemlæstet og knust, vender alene tilbage til civilisationen, bærende på et kronet kranium og en beretning, der får blodet til at fryse. Det, de forsøgte, var ikke et frimurerisk værk, men en parodi på det. De brød reglen ved at klæde den i dens symboler.

Og Kipling fordømmer ikke frimureriet ved at fortælle om deres fald. Han minder om dets grænser. Eller rettere, dets fordring. Det kan ikke være et instrument. Det giver kun mening i ydmyghed, mådehold og tjeneste.

Det er uden tvivl en af de få skønlitterære tekster, hvor frimureriet er så til stede — og så sat på prøve.

Kim, Junglebogen og Kiplings indvielsesfabler

Man kunne tro, at Kiplings fortællinger til unge bevæger sig væk fra frimurerverdenen. Tilsyneladende adskiller alt dem: talende dyr, forældreløse børn på jagt efter deres skæbne, indvielsesfortællinger blandet med eventyr. Og dog er det her, hans broderlige arv arbejder dybest.

I Junglebogen (The Jungle Book, 1894) er Mowgli ikke blot et barn opdraget af ulve: han er et væsen under udvikling, der bevæger sig fra en verden til en anden, lærer at adlyde for bedre at forstå, at kæmpe uden at hade, at tale alle sprog uden at fornægte sit eget. Bag Baloo, Bagheera og Kaa anes et kollegium af instruktører — strenge, velvillige, diskrete. En slags dyreloge, rituel og indvielsesmæssig, styret af junglens lov, som ikke er den stærkestes lov, men loven om respekt og den rette plads.

Første udgave af Junglebogen, 1894

Kim (1901), uden tvivl hans mest modne roman, følger samme tråd. Den unge helt, halvt britisk, halvt indisk, hemmelig agent og discipel af en tibetansk lama, lærer at navigere i en verden fuld af masker. Lamaens undervisning, hans søgen efter livets flod, men også samværet med pligtopfyldende mænd, væver en ramme, hvor læring sker gennem stilhed, observation og afmålt handling. Også her nævnes logen aldrig. Men den er overalt i de menneskelige relationers geometri.

Selv Just So Stories (1902) — der tilsyneladende er legende — bærer denne signatur. Hver er en lignelse, en fortælling om årsag og virkning, form og forvandling. Man aner en håndværksmæssig forståelse af verden, en måde at fortælle på for at vække, ikke for at underholde. Som om Kipling, under dække af fantasi, uddannede unge lærlinge i at læse virkeligheden.

Frimureriet er hos ham aldrig frimurerdekorationer. Det er en metode. Og nogle gange et kald.

Kipling, Broderen uden loge

Kipling gjorde ikke karriere i logen. Han blev modtaget, ophøjet, og derefter fjernede han sig. Men han tog noget med sig — og dette noget har vandet hans værk.

Efter sin hjemkomst fra Indien bosætter han sig kortvarigt i London, rejser til USA, gifter sig med en amerikanerinde, etablerer sig i Sussex og vender aldrig tilbage til logen. Han bliver dog en af sin tids mest berømte forfattere, modtager Nobelprisen i litteratur i 1907, og er en paradoksal besynger af et imperium, som han så lige så meget som en mission som en byrde. Han dør i 1936 i London og hviler i Westminster blandt digterne.

Men bag hædersbevisningerne, kontroverserne og de ideologiske læsninger forbliver en enestående stemme: stemmen fra et menneske gennemstrømmet af et ideal om retskaffenhed, opmærksomhed og beherskelse. Han taler aldrig om frimureriet, som man ville tale om en institution. Men han hylder det på hver side gennem moralsk holdning, tilbageholdenhed i dommen og broderskab uden taler.

Det er ikke en frimurer af pragt. Det er en frimurer af adfærd. Og måske er det her, i ordets stilhed og gestusens præcision, at den højeste grad afsløres.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker