Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Frimurerforklædet – en operativ arv?
Ligesom handsker, som vi tidligere har omtalt, er forklædet naturligvis et beskyttelsesbeklædningsstykke, der anvendes i mange fag. Det er derfor ikke overraskende at finde det blandt frimurerens tilbehør. Alligevel har frimurerforklædet ikke altid haft den betydning, det har i dag inden for frimureriet, og dets brug blandt operative murere og stenhuggere var langt fra systematisk.
Middelalderlige illustrationer og illuminerede manuskripter, der viser bygmestre, fremstiller dem sjældent iført forklæder. Og “Old Charges” (de gamle pligter, samlinger af regler for engelske operative murere, skrevet mellem det 14. og 18. århundrede) nævner det overhovedet ikke. I Frankrig taler lavsvæsenet (Compagnonnage) heller ikke meget om det, og siden lavsvæsenets genfødsel i det 19. århundrede er det kun farverlavets svende, der bærer et symbolsk forklæde.
De ret sjældne dokumenter, der beskriver skikkene i “Mason Word”-frimureriet (proto-frimureri, der opstod i Skotland i begyndelsen af det 17. århundrede) og det tidlige engelske spekulative frimureri fra det 17. århundrede, nævner heller ikke forklæder. Den ældste beskrivelse af optagelsen af en engelsk frimurer, som findes i Robert Plots “Natural History of Staffordshire” (1686), involverer handsker, men ikke et frimurerforklæde. Under alle omstændigheder stammer de ældste frimurerforklæder, vi kender, først fra det 18. århundrede.
En konklusion er uundgåelig. Forklædet blev ganske vist brugt af operative murere til udførelsen af visse opgaver. Men det ser ikke ud til, at dette forklæde havde en rituel, honorær eller symbolsk anvendelse, og det blev heller ikke overrakt højtideligt ved ceremonien for optagelse af en ny murer. Og det er logisk nok. Hvis man skal tro de gamle dokumenter, krævede det mindst tre års arbejde, før man blev optaget som lærling. Den nye lærling opdagede derfor ikke forklædet ved sin optagelse; han havde allerede båret det mange gange. Så hvor kommer frimurerforklædet fra som et specifikt rituelt ornament for frimureren?
Frimurerforklædet, en opfindelse fra det moderne frimureri
Flere historiske indicier tyder på, at brugen af et symbolsk forklæde under frimurerarbejde er en opfindelse fra det moderne frimureri, det vil sige det frimureri, der blev initieret af Storlogen i London, grundlagt ifølge den officielle tradition i 1717, men sandsynligvis snarere i 1721.
Den første omtale af den rituelle brug af frimurerforklædet optræder i 1723 i en symbolsk katekismus, som man plejer at kalde “A Mason’s Examination”. Det er især konteksten for udgivelsen af dette dokument, der er vigtig for vores emne. Denne katekismus var vedlagt det åbne brev, som en engelsk frimurer, der var forarget over Storlogen i Londons rituelle nyskabelser, havde offentliggjort den 13. april 1723 i tidsskriftet “The Flying Post, or the Post Master”. Forfatteren af brevet præciserer, at “Medlemmerne [af logerne] ikke vil blive fristet, ligesom tåber eller børn, til at afsløre de lektioner og instruktioner, som deres mestre og overvågere har givet”, og han udgiver derefter denne katekismus for at illustrere innovatørernes ondskab. Det betyder, at for en frimurer, der var tro mod de gamle skikke i det engelske spekulative frimureri, var indholdet af denne katekismus ikke autentisk frimurerisk og kunne derfor afsløres uden at bryde frimurernes ed. Men hvad nævner denne katekismus? At modtageren, før han blev optaget som frimurer, gav alle tilstedeværende mande- og kvindehandsker samt læderforklæder.
Tilstedeværelsen af et rituelt frimurerforklæde er derfor sandsynligvis en del af de nyskabelser, som forfatteren af vores brev gjorde oprør imod, og som han derfor følte sig fri til at afsløre. Resten af katekismen beskriver mange frimurerhemmeligheder, som virker helt korrekte for os, men som faktisk er meget påvirket af skotske skikke (ordene Maughbin, Boaz og Jakin). Dette kunne tyde på, at “de moderne” fra Storlogen i London havde adopteret hele eller dele af de skotske skikke (sandsynligvis under indflydelse af personer som Anderson), og at denne form for frimureri adskilte sig fuldstændigt fra skikkene i det gamle engelske spekulative frimureri, som vi faktisk næsten intet ved om. Kommer frimurerforklædet så fra Skotland, selvom de sjældne skriftlige vidnesbyrd fra det skotske frimureri i det 17. århundrede ikke nævner det? Det er muligt, uden at vi kan sige det med sikkerhed. Vi er dog mere tilbøjelige til at tro, at alle tilføjelserne fra Storlogen i London ikke var lån fra den skotske frimurertradition, men at nogle af dem virkelig var nyskabelser, herunder måske brugen af frimurerforklædet.
I øvrigt giver det berømte brev fra 1723 et fingerpeg til fordel for oprettelsen af Storlogen i London i 1721 og ikke i 1717. At blive forarget over en nyhed, der kun er to år gammel, er forståeligt. Informationen cirkulerede langsommere dengang, og vi ved ikke, hvor forfatteren af brevet boede. Men hvis Storlogen stammer fra 1717, kan man ikke lade være med at undre sig over en forsinkelse på fem år med at give udtryk for uenighed!
Frimurerforklædets eftermæle
Efter 1723 nævner alle “moderne” engelske kilder frimurerforklædet, begyndende med Samuel Pritchards “Masonry Dissected”, udgivet i 1730. Det samme gælder på kontinentet, hvor Storlogen i Londons frimureri spredte sig fra 1725 og frem. De to ældste rituelle manuskripter på fransk (Bern-manuskriptet og Luquet-manuskriptet) kender til brugen af frimurerforklædet, og det samme gælder alle afsløringer fra 1740-1760.
Men disse kilder vedrører kun traditionen fra “de moderne” Storloge og de loger, der blev grundlagt på deres initiativ på kontinentet. Hvad med de engelske frimurere, der var forblevet tro mod de gamle skikke, og som i 1751 endte med at danne en rivaliserende Storloge, kaldet “de gamle”? Man må konstatere, at de i 1750’erne, da de sandsynligvis havde tilpasset sig “de moderne” på dette punkt, også brugte frimurerforklæder, hvilket for eksempel fremgår af illustrationer, der forestiller Laurence Dermott (sjælen i Storlogen for “de gamle” og forfatter til deres forfatninger, “Ahiman Rezon”), iført et frimurerforklæde. Og afsløringen “The Three Distinct Knocks” fra 1760, som afslører ritualet i en loge af “gammel” tradition, nævner også frimurerforklædet.
Selvom det sandsynligvis ikke blev brugt af alle frimurere fra begyndelsen, er frimurerforklædet derfor blevet universelt anerkendt og er blevet et af de mest karakteristiske tegn på frimureren over hele verden.
