Antoine Court de Gébelin, præst, frimurer og mytolog

En huguenot i eksil

Antoine Court de Gébelin blev født den 5. september 1728 nær Nîmes i en særdeles vanskelig tid for franske protestanter. Henrik 4. havde afsluttet religionskrigene i Frankrig og givet protestanterne rettigheder i visse dele af riget gennem Nantes-ediktet i 1598. Disse rettigheder var allerede blevet begrænset under Ludvig 13., men det var Ludvig 14., der endeligt ophævede ediktet i 1685. Han forbød protestantisk gudsdyrkelse og dømte de præster og forkyndere, der vovede at trodse forbuddet, til galejslaver eller endda døden.

Court de Gébelins far, Antoine Court (1694-1760), var præst i Nîmes, og i 1729, året efter sønnens fødsel, valgte han eksil i Lausanne, en schweizisk by, der var gået over til reformationen i 1536. Mange huguenotter (som de franske protestanter blev kaldt), og især præster, havde fundet tilflugt i Lausanne, Genève, Holland, England eller visse tyske stater. Ved sin ankomst til Lausanne begyndte Antoine Court at hjælpe sine trosfæller og støtte fremtidige franske præster. Han var hovedgrundlæggeren af det franske seminar i Lausanne, hvor generationer af franske præster blev uddannet frem til 1812, hvoraf mange døde for deres tro. Institutionen havde til huse i en bygning tæt på Lausannes akademi, det officielle universitet i Lausanne, grundlagt i 1537.

Mindetavle for det franske seminar i Lausanne

Court de Gébelin voksede op i Lausanne og studerede teologi ved akademiet. Efter at være blevet ordineret til præst begyndte han at undervise på det seminar, hans far havde grundlagt. Selvom han aldrig havde boet i Frankrig, var han konstant bekymret for sine trosfællers skæbne, som led under forholdene der. Og den tragiske skæbne for en af hans tidligere elever fra seminaret tvang ham til at gribe pennen.

En kæmper mod uretfærdighed

François Rochette (1736-1762) havde studeret tre år på det franske seminar i Lausanne, før han blev præst i det sydlige Frankrig. Han blev arresteret i 1761 i byen Caussade (i det nuværende departement Tarn-et-Garonne), dømt til døden for kætteri af parlamentet i Toulouse og henrettet den 19. februar 1762 sammen med tre protestantiske adelsmænd, brødrene Henri, Jean og Joachim de Grenier, som havde forsøgt at befri ham.

Court de Gébelin var rystet over denne nyhed, som blev forværret af to andre sager. Først Calas-sagen i 1761-1762, opkaldt efter Jean Calas, en protestantisk købmand fra Toulouse, der blev anklaget for mordet på sin søn, som han angiveligt skulle have dræbt for at forhindre ham i at konvertere til katolicismen. Retssagen fandt også sted ved parlamentet i Toulouse med en sjusket og uregelmæssig procedure, og Calas blev henrettet den 10. marts 1762. Pierre Calas, en af Jean Calas’ sønner, flygtede til Genève, hvor han mødte Voltaire (1694-1778). Voltaire tog sagen op, gjorde den til et eksempel på despoti og intolerance, og udgav først sagsakterne i 1762, efterfulgt af sin berømte “Afhandling om tolerance” i 1763. Domstolen blev bevæget, og sagen blev genoptaget af kongens råd, som annullerede dommen fra Toulouse på grund af formelle fejl den 4. juni 1764 og sendte sagen tilbage til domstolen, som rehabiliterede Jean Calas posthumt den 9. marts 1765.

Pierre Calas og hans familie bønfalder Voltaire om hjælp

Dernæst Sirven-sagen, som minder meget om Calas-sagen. Pierre-Paul Sirven og hans kone blev i januar 1762 fejlagtigt anklaget for mordet på deres datter Élisabeth, igen med den begrundelse, at de ville forhindre hende i at konvertere til katolicismen. Det lykkedes dem at flygte til Lausanne, men den 24. marts 1762 blev de dømt til døden in absentia, igen af parlamentet i Toulouse. Fra Lausanne kontaktede Sirven Voltaire for at bede om hjælp. Han accepterede, og med støtte fra den parisiske advokat Élie de Beaumont (1732-1786), som også havde arbejdet på Calas-sagen, opnåede han rehabilitering af familien Sirven den 25. november 1771.

Calas-sagen og, i mindre grad, Sirven-sagen fik enorm genlyd på grund af Voltaires engagement. Men før Voltaire havde Court de Gébelin allerede i 1762 skrevet “Les Toulousaines”, som han udgav i 1763: en samling af tredive fiktive breve, hvori han tog François Rochette, men også Jean Calas og ægteparret Sirven, i forsvar. Værket blev modtaget relativt dårligt, da myndighederne i Bern og Genève uden tvivl frygtede en diplomatisk krise med Frankrig. Det skal også huskes, at Voltaire forsøgte at modarbejde udgivelsen af “Les Toulousaines”, da han ønskede at bevare det redaktionelle monopol på emnet. Store mænd kan også være smålige.

Court de Gébelin forlod derefter Lausanne i 1763 og slog sig ned i Paris, hvor han oprettede et kontor for at registrere sager om uretfærdighed og magtmisbrug mod franske protestanter. Han arbejdede også for foreningen af de forskellige reformerte kirker i Frankrig og arbejdede på et tolerance-edikt, som først blev proklameret i 1787. Men Court de Gébelin nøjedes ikke med at kæmpe for de franske protestanters rettigheder: Han blev en del af en bredere bevægelse for borgerrettigheder generelt og forsvarede sammen med Benjamin Franklin (1706-1790) de amerikanske koloniers uafhængighed.

Mytologen og frimureren

Ved siden af sit engagement for retfærdighed og lighed havde Court de Gébelin tidligt interesseret sig for forskellige mytologier samt kilderne til sprog og skrift, etymologi og kalenderhistorie. Som forløber for kultur- og socialantropologien planlagde han at skrive et monumentalt værk, som han begyndte at udgive i 1773 under titlen “Le Monde primitif analysé et comparé avec le monde moderne…” (Den primitive verden analyseret og sammenlignet med den moderne verden…), hvoraf han kun nåede at udgive de første ni bind før sin død.

Det var i det ottende bind, udgivet i 1781, at Court de Gébelin beskæftigede sig med tarot. Kortspådom generelt havde oplevet en renæssance i Frankrig siden 1770’erne takket være Jean-Baptiste Alliette, kaldet Etteila (1738-1794), men det var Court de Gébelin, der for alvor satte fokus på selve tarotkortene. Han var den første til at beskrive tarot som en slags billedbibel, en hemmelig bog, der overleverede de gamle egypteres visdom. Han tøvede ikke med at kalde det “Thoths bog”, opkaldt efter den egyptiske visdomsgud, som blev ligestillet med grækernes Hermes. Selvom disse påstande var historisk fejlagtige, satte Court de Gébelin et varigt præg på studiet af tarot og fik mange efterfølgere, herunder en række frimurere.

Court de Gébelin betragter tarotkortene

Hans forskning i myter og hellige videnskaber, hans kontakter med filosoffer og forfattere samt hans bånd til Benjamin Franklin førte næsten uundgåeligt Court de Gébelin ind i frimureriet. Det vides ikke præcis, hvornår han blev optaget, men han kan være blevet modtaget i den filosofiske skotske ritus allerede i 1777. I 1778 blev han medlem af en loge under Stororienten i Frankrig, “Les Amis Réunis”, som husede et system af højgrader i REAA, der var mystisk og spiritualistisk, kaldet “Philalèthes”, grundlagt på initiativ af logemesteren Charles-Pierre-Paul Savalette de Langes (1745-1797). Dette system hævdede at bygge på Louis-Claude de Saint-Martin, Cagliostro og Mesmer og kan betragtes som den største rival til Willermoz’ rettede skotske ritus i 1780’erne. Savalette var ikke desto mindre en vigtig skikkelse i Stororienten i Frankrig og deltog fra 1782 i arbejdet med at kodificere den franske ritus, som i dag er kendt under navnet “Régulateur du Maçon 1801”, samt de højgrader, der betegnes som visdomsordener i den franske ritus. Court de Gébelin var medlem af Philalèthes, men var ikke særlig aktiv fra 1783, da han var syg og uden held blev behandlet med Mesmers metoder for dyrisk magnetisme.

Siden 1778 eller 1779 var Court de Gébelin også meget aktiv i den berømte loge “Les Neuf Sœurs”. Han præsiderede endda over “Société Apollonienne”, et lærd selskab oprettet i 1780 i udkanten af “Les Neuf Sœurs”. Dette selskab blev i 1781 erstattet af “Musée de Paris”, en ny akademisk institution grundlagt af Court de Gébelin selv. Han var mere lærd end administrator, blev bedraget af uærlige mennesker, ruinerede sig selv i dette foretagende og døde den 12. maj 1784 uden en øre på lommen.

Syntesens mand

Selvom han er ret ukendt i dag, var Court de Gébelin en eksemplarisk frimurer på mange måder og formåede at forene forskellige krav, der kunne virke svære at kombinere. Som troende mand og teolog var han præst i den reformerte kirke og fornægtede aldrig sin tilknytning til den protestantiske tro. Men det forhindrede ham ikke i at åbne sig for en bredere esoterisk søgen, og han bidrog til udviklingen af det mystiske og spiritualistiske frimureri.

Antoine Court de Gébelin

Ligeledes var han ikke en teoretiker fjern fra praksis eller en kontemplativ person afskåret fra denne verdens til tider smertefulde realiteter. Gennem hele sit liv arbejdede han for fremkomsten af en mere retfærdig, broderlig og tolerant verden. Også her begrænsede han ikke sit engagement til sin egen lille verden, nemlig det franske protestantiske samfund, der dengang led under så mange uretfærdigheder og forfølgelser. Han forstod, at protestanternes lidelse blot var et særligt tilfælde af de onder, der rammer hele menneskeheden, og at alle mennesker, uanset deres tro, fortjente, at man kæmpede for deres ret til retfærdighed, lighed og værdighed. Court de Gébelins liv, så rigt på konkret engagement og dyb åndelig søgen, har altid noget at inspirere nutidens frimurere med.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker