Jean-Baptiste Willermoz, en mystisk frimurer (3. del)

Willermoz i revolutionens stormvejr

Willermoz havde delvist haft succes med sit projekt om at skabe en ny frimurerisk ritus, der kunne rumme Martinès de Pasquallys doktrin, som han betragtede som den sande frimureriske hemmelighed. Det er umuligt at sige, hvad det Rektificerede Skotske System ville være blevet til, hvis ikke Revolutionen var brudt ud i 1789. Faktisk blev det franske frimureri meget diskret fra begyndelsen af Revolutionen og gik endda i dvale under Terrorregimet (1793-1794). Selvom visse frimurerledere var åbent positive over for de nye ideer, såsom Louis-Philippe, hertug af Orléans, stormester for Frankrigs Stororient, havde mange af dem – aristokrater knyttet til den gamle orden – valgt eksilet, ligesom Anne Charles Sigismond, hertug af Montmorency-Luxembourg (1737-1803), stormesterens højre hånd. Tiden var ikke gunstig for udviklingen af det Rektificerede Skotske System, der allerede var svækket af den manglende interesse, som flere af ritusens ledere havde udvist over for de symbolske loger ved at fokusere på mesmerisme og kommunikation med den mystiske “Ukendte Agent”, som vi har vist i vores forrige artikel.

I begyndelsen af Revolutionen fortsatte Willermoz med at supplere sin frimureriske viden vedrørende højgraderne i REAA, hvor han især interesserede sig for Dom Pernety’s (1716-1796) “Illuminés d’Avignon”. Som benediktinermunk med en mildest talt heterodoks katolsk tro var Dom Pernety ivrig alkymist, men tillagde også Jomfru Maria og englene, som mentes at være formidlere af det guddommelige, stor betydning. Omkring 1783 havde han skabt “Illuminés d’Avignon”, en gruppe der fulgte hans teorier, men som ikke var en frimurerisk ritus. Man ved ikke engang, om Dom Pernety selv var frimurer, men hans arbejde interesserede spirituelle frimurere som Willermoz.

De historiske begivenheder skulle dog tage over og efterlod Willermoz med lidt fritid til at forfølge sin forskning. I 1791, overbevist af to “Grands Profès” fra Lyon (Millanois og Périsse du Luc, begge deputerede i Nationalforsamlingen), men mod mange andres råd, tilsluttede han sig “Société des Amis de la Constitution” i Lyon, som var tilknyttet Jakobinerklubben i Paris. Denne beslutning markerede et brud med mange rektificerede frimurere, der for det meste var fjendtlige over for Revolutionen, og det påvirkede det venskab, som Joseph de Maistre (1753-1821) nærede til Willermoz.

L’Hôtel-Dieu i Lyon

I 1791, på grund af sit ry for velgørenhed, blev Willermoz udnævnt til en af de otte administratorer af Hôtel-Dieu i Lyon, et religiøst hospital der for nylig var blevet sekulariseret. Han arbejdede ihærdigt på at forbedre institutionens katastrofale økonomiske situation og genoprette en passende forsyning, hvorved det lykkedes ham at opbygge reserver til gavn for de syge under hans ansvar. Men i 1793 begyndte Terrorregimet. Byen Lyon tog parti for girondinerne mod jakobinerne, og Konventet sendte sine hære for at belejre Lyon fra august 1793. Byen blev bombarderet og endeligt indtaget den 9. oktober 1793. Undertrykkelsen ramte indbyggerne i Lyon med voldsomhed, og flere “Grands Profès” blev guillotineret, såsom François Henri de Virieu (1754-1793) og Antoine Willermoz. Jean-Baptiste Willermoz formåede at undslippe i sidste øjeblik den 6. januar 1794, ikke uden først at have bragt sine dyrebare arkiver i sikkerhed den 8. august. Han søgte tilflugt hos en af sine brødre i Ain-departementet.

Terrorregimet sluttede den 9. thermidor år II (27. juli 1794), da et kup satte en stopper for Robespierres og jakobinernes styre. Robespierre selv blev guillotineret den 28. juli 1794. Willermoz kunne derefter vende tilbage til Lyon, hvilket han gjorde den 10. november 1794. Han blev igen udnævnt til administrator af Hôtel-Dieu, og i maj 1796, i en alder af 65 år, giftede han sig med den 24-årige Jeanne Marie Pascal.

Willermoz’ frimureriske aktiviteter under Konsulatet og Imperiet

Selvom de franske loger begyndte at vågne forsigtigt op under Direktoriet (26. oktober 1795 – 9. november 1799), var det først under Konsulatet (13. december 1799 – 18. maj 1804), at situationen for alvor syntes at normalisere sig for det franske frimureri. Og under Imperiet (18. maj 1804 – 4. april 1814) blev frimureriet i Frankrig en sand institution dedikeret til Kejseren, som ønskede at kontrollere det ved at placere loyale folk i spidsen for frimurerordenerne. Således blev Joseph Bonaparte i 1804 udpeget til stormester for Frankrigs Stororient, men det var Jean Jacques Régis Cambacérès (1753-1824), den tidligere anden konsul, der var blevet Imperiets ærkekansler, som udøvede magten. Og i 1806 overtog den samme Cambacérès ledelsen af Frankrigs Højeste Råd for den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus.

Jean Jacques Régis Cambacérès

Det var i denne periode, at Willermoz arbejdede på at genoprette de rektificerede provinser i Frankrig og færdiggøre de ritualer, der var forblevet uafsluttede siden Wilhelmsbad. De gamle provinser blev rekonstrueret, Bourgogne blev overflyttet fra Strasbourg til Besançon, og en ny provins, kaldet Neustrie, blev oprettet i Paris i 1808. De symbolske loger blev lagt under Cambacérès og Frankrigs Stororient. Som over 75-årig deltog han kun direkte i rekonstruktionen af provinsen Auvergne i Lyon. Til gengæld var det ham, der afsluttede arbejdet med ritualerne: Fra 1801, på anmodning af logen “La Triple Union” i Marseille, færdiggjorde han alle ritualerne op til “Grande Profession”. Selvom de første rektificerede ritualer var blevet godkendt ved Convent des Gaules i 1778 og derefter officielt vedtaget ved konventet i Wilhelmsbad i 1782, er det i den form, som Willermoz omskrev til “La Triple Union” i Marseille, at de oftest praktiseres i dag, bortset fra enkelte purister, der kun henviser til dokumenterne fra 1778.

Gammel og træt helligede Willermoz, som var sjælen og inspiratoren bag genfødslen af det Rektificerede Skotske System i Frankrig, sig sin opgave med de kræfter, han havde tilbage. Selvom alle ordens provinser på papiret var rekonstrueret, og der endda var kommet én til, forblev bygningen skrøbelig og svandt ind efter Willermoz’ død den 29. maj 1824 i den respektable alder af 94 år. Den efterfølger, han havde udpeget, Joseph Antoine Pont, var allerede død i 1817.

Willermoz’ særprægede personlighed

Hvem var Willermoz egentlig, denne mand med en forbløffende livsbane og en imponerende levetid for sin tid? Var han en charlatan, som der var så mange af i historien om de frimureriske højgradssystemer? Bestemt ikke, og hans afsky for materialistiske jagter (alkymi, genvinding af tempelriddernes ejendomme) viser tydeligt, at han aldrig opfattede frimureriet som en måde at blive rig på. Faktisk fik han aldrig nogen økonomisk gevinst ud af det.

Willermoz, en ret begavet autodidakt, var åbenlyst oprigtig i sin spirituelle søgen, plaget af en tørst efter højere viden, der grænsede til besættelse. Med en inderlig, omend ikke helt ortodoks katolsk tro, var hans opfattelse af frimureriet rent spirituel, men ikke uden krop. Han mente faktisk, at frimurere ikke skulle nøjes med ord, men derimod praktisere aktiv velgørenhed. Han gav bevis for dette i administrationen af Hôtel-Dieu i Lyon, hvor han stillede sine ubestridelige forretningsevner til rådighed for den mest konkrete næstekærlighed.

Lad os dog ikke gøre ham til en helgen. Selvom hans materielle uegennyttighed er uomtvistelig, forventede Willermoz sandsynligvis andre former for afkast i form af prestige. Han stræbte ikke efter magt i sig selv, og han besatte aldrig posten som øverste leder (stormester eller lignende) i lang tid, da han foretrak mere beskedne opgaver som kansler og arkivar. Men hans borgerlige ego var tydeligvis smigret over at kunne bevæge sig blandt adelen af højeste rang, at kunne korrespondere på lige fod med regerende prinser og dermed blive anerkendt som en værdig samtalepartner af verdens mægtige. Selv zar Alexander I ønskede at møde ham i 1815 på grund af hans spirituelle ry.

Ligeledes, selvom Willermoz enstemmigt anerkendes som en oprigtig, ærlig, velvillig og fredelig mand, udviste han ikke desto mindre en vis snilde, når det gjaldt om at udtrække hemmelig information fra samtalepartnere fra andre frimureriske systemer. Han var fuldt ud i stand til at “prædike falsk for at lære det sande” eller bluffe om den viden, han reelt besad, for at narre sine konkurrenters årvågenhed. Han var og forblev trods alt en dygtig købmand!

Silhuet af Willermoz

Selvom han aldrig var en charlatan, bør man dog bemærke en svaghed hos Willermoz. Hans utrolige tørst efter hemmelig viden gjorde ham sårbar over for manipulation fra rigtige charlataner, og hans manglende kritiske sans og endda hans godtroenhed skadede snarere den frimurerorden, han forsøgte at bygge. Han var ganske vist i stand til at afsløre Cagliostros charlataneri, men kastede sig uden tøven ud i mesmerismen og det utrolige eventyr med den “Ukendte Agent”, hvilket var skadeligt for ordenen.

Et aspekt af Willermoz’ personlighed fremhæves sjældent i biografierne om ham: hans forhold til kvinder, hvor han ser ud til at have haft en ret overraskende holdning for sin tid. I sit profane liv giftede han sig først som 65-årig, og ingen børn fra dette ægteskab overlevede. Størstedelen af hans voksne liv ser ud til at have været præget af en form for næsten præstelig eller monastisk askese: denne holdning synes at stamme fra en vis form for katolsk asketisk moral, forstærket hos ham af den martinézienske disciplin, som krævede seksuel afholdenhed, i det mindste før de teurgiske operationer, der skulle føre til kontakt med spirituelle entiteter.

Men denne mistillid til seksualitet betød ikke for Willermoz en foragt for kvinder. Tværtimod virker det til, at han var overbevist om kvinders spirituelle og initiatiske potentiale og måske endda deres overlegenhed på det mystiske plan, især hvad angår hypnose. Han var meget tæt på sin søster Claudine Thérèse Provensal (1729-1810), som boede hos ham efter sin enketilstand og styrede hans hus lidt som en præstehusholderske. Han tillod hende at indtræde i Martinès’ “Élus Coens”-orden, hvor hun blev indviet til den højeste grad af Réau-Kors. Det er ikke sikkert, at Willermoz ville have været klar til at acceptere kvinder i det almindelige frimureri, men man kan antage, at en sådan tilbageholdenhed for ham kun ville have været begrundet i respekten for tidens sociale konventioner og ikke i tanken om, at kvinder var uværdige til at blive indviet. Man husker også, at han brugte et kvindeligt medium til sine magnetisme-seancer.

Willermoz er afgjort en kompleks personlighed, der ikke er uden modsigelser. Han giver os billedet af en mand, der er splittet mellem en uudslukkelig tørst efter det absolutte og en meget konkret pragmatisme i sin dagligdag, hvor han altid forsøgte at omsætte sin tro i praksis. Der er utvivlsomt få frimurere, der har taget frimureriet så alvorligt, at de har gjort det til en spirituel vej i sig selv, som styrer hele deres eksistens. Hans fascinerende personlighed vil sandsynligvis altid forblive en smule mystisk for dem, der ønsker at opdage ham.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker