Joseph de Maistre, en overraskende frimurer

Joseph de Maistres liv og karriere før revolutionen

Joseph de Maistre blev født den 1. april 1753 i Chambéry i hertugdømmet Savoyen, som dengang var en del af Kongeriget Sardinien-Piemonte. Hans far, der var dommer, var blevet adlet af kong Victor-Amédée III (1726-1796), og det var herfra, han fik sin titel som greve. Joseph de Maistre blev uddannet hos jesuitterne og fulgte i sin fars fodspor; han trådte ind i retsvæsenet i 1774 som vicestatsadvokat og blev senere udnævnt til senator i Savoyen i 1788, hvilket betød, at han var medlem af hertugdømmets højeste domstol.

Det var også i 1774, at han blev optaget i frimureriet i logen “Les Trois Mortiers” i Chambéry, som hørte under Storlogen i London. Men han blev hurtigt træt af det almindelige frimureri, som han kaldte barnagtigt. Han havde mere mystiske forventninger, og sammen med nogle få brødre grundlagde han i 1778 en ny loge i Chambéry ved navn “La Sincérité”. Denne loge arbejdede under jurisdiktion af det skotske direktorat i Lyon, hovedsædet for Auvergne-provinsen under den Templariske Strikte Observans, ledet af Jean-Baptiste Willermoz (1730-1824).

Det var samme år, 1778, at de franske provinser af den Templariske Strikte Observans mødtes til konventet i Lyon og vedtog de ritualer, som Willermoz havde revideret, og hvori han havde indpodet martinezistisk teosofi. Med stor entusiasme omfavnede den unge Joseph de Maistre det nye system og blev optaget som “Chevalier Bienfaisant de la Cité Sainte” (Velgørende ridder af den hellige stad) under navnet Eques Josephus a Floribus. Han blev derefter optaget i klassen af “Grands Profès”, den højeste og mest hemmelige klasse i ordenen, hvis eksistens de almindelige riddere slet ikke kendte til. Her modtog man den fulde lære fra Martinès de Pasqually, således som Willermoz havde forstået og formuleret den. Denne grad blev kun givet til et begrænset antal brødre, der blev vurderet værdige: I Chambéry var der kun fire, herunder Joseph de Maistre.

Jean-Baptiste Willermoz

I Tyskland gennemgik den Templariske Strikte Observans dengang en alvorlig intern krise, og mange loger forlod ordenen for at tilslutte sig konkurrerende systemer (den svenske ritus, Zinnendorf-ritus, det gamle system af Guldkorset osv.). Grundlæggeren af ordenen, baron von Hund (1722-1776), var blevet draget i tvivl om sin legitimitet allerede ved konventet i Kohlo (1772): Mange tvivlede på eksistensen af de “ukendte overordnede”, som Hund påstod at tjene, og på virkeligheden af den mission, han angiveligt havde modtaget fra den stuartske tronprætendent Charles Édouard Stuart (1720-1788) om at genoprette frimurerordenen. Uden direkte at tage afstand fra Hund udpegede konventet hertug Ferdinand af Braunschweig-Lüneburg (1721-1782) som ordenens stormester, hvilket implicit betød, at der ikke fandtes nogen “ukendte overordnede”. Hund blev degraderet til stormester for den 7. provins og ordenens visitator.

Ved konventet i Braunschweig i 1775 blev angrebene mod Hund genoptaget, og han brød til sidst sammen og indrømmede bedraget. Han døde året efter. Ferdinand af Braunschweig besluttede derefter at reformere ordenen gennem et konvent, der skulle afholdes i Wilhelmsbad i 1782, og sendte i 1780 et cirkulære til alle ordenens jurisdiktioner, hvor han bad dem besvare en række spørgsmål skriftligt. Disse kan opsummeres således: Har ordenen overordnede? Hvem er de? Går ordenen tilbage til tempelridderne? Kan tempelridderordenen genoprettes? Er ritualerne passende? Skal ordenens mål være hemmelige eller kendte af alle? Besidder ordenen viden, som ingen andre har? Præfekturet i Chambéry sendte sine officielle svar, men Joseph de Maistre valgte at sende sit eget svar til ordenens overhoved i form af et 64-siders “Mémoire”, hvor han præsenterede sin opfattelse af frimureriet, dets oprindelse, mål og organisation. Vi vender tilbage til dette senere.

Joseph de Maistre under revolutionen og imperiet

Den franske revolutions begivenheder ændrede gradvist Joseph de Maistres synspunkt. Indtil da var han, selvom han var en troende katolik, snarere af gallikansk tendens (dvs. at han ønskede at begrænse pavens magt til den religiøse sfære frem for den politiske), lydhør over for nye liberale idéer og positivt stemt over for visse republikanske tanker. Som mange mystikere, pietister og begejstrede sjæle, både katolikker og protestanter i det 18. århundrede, udviste han en form for millennarisme og forudsagde store begivenheder, der ville ryste verden og føre den ind i en ny tidsalder, hvor religionen, renset for sine urenheder, endelig ville forene et folk af brødre.

Joseph de Maistre anerkendte først revolutionen som begyndelsen på disse begivenheder, men blev hurtigt skuffet, da Frankrig annekterede Savoyen i 1792 og påtvang den civile forfatning for præsteskabet, som var blevet dekreteret i 1790. Rædselsregimet (La Terreur), der hærgede mellem 1793 og 1794, overbeviste ham endeligt om revolutionens iboende destruktive og onde karakter. Det skal siges, at han også blev personligt ramt af de revolutionære omvæltninger; han blev tvunget i eksil i Lausanne i Schweiz og mistede sine jorder, som blev nationaliseret.

Fra Lausanne ledede han som korrespondent for Sardiniens udenrigsministerium en efterretningstjeneste og rekrutterede mænd til at styrke modstandsbevægelsen i Savoyen. Han skrev også adskillige antirevolutionære pamfletter.

Joseph de Maistre

I 1797 sluttede han sig til kong Charles-Emmanuel IV af Sardinien (1751-1819) i Torino, men året efter blev Piemonte invaderet af franskmændene, hvilket tvang ham i eksil til Venedig og derefter til Cagliari på Sardinien. Efter Charles-Emmanuel IV’s abdikation i 1802 udnævnte hans bror og efterfølger, Victor-Emmanuel I (1759-1824), Joseph de Maistre til befuldmægtiget minister for Kongeriget Sardinien hos zar Alexander I.

Joseph blev i Sankt Petersborg i 14 år og var herfra vidne til Bonapartes opstigning og etableringen af det første imperium. Han var ikke beroliget af Napoleons eventyr, hvis krigeriske natur og ønske om at underlægge den religiøse sfære statens autoritet han fordømte. For ham var det blot en fortsættelse af revolutionen.

Det var i Rusland, at Joseph de Maistre begyndte at korrespondere med franske antirevolutionære personligheder, først og fremmest vicomte Louis de Bonald (1754-1840), en af de vigtigste propagandister for genoprettelsen af Bourbon-dynastiet og en søjle i den reaktionære tænkning. Det var først på dette tidspunkt, at han begyndte at acceptere teserne fra abbed Barruel (1740-1820), som gjorde frimureriet til revolutionens ophav. Indtil da havde han altid afvist dem.

Efter Wienerkongressen (1815)

Napoleons fald i 1815 fik de europæiske magter til at omdefinere deres grænser, hvilket skete ved Wienerkongressen. Savoyen, grevskabet Nice og Piemonte blev således givet tilbage til Kongeriget Sardinien.

Da Joseph de Maistre var tæt på jesuitterne, blev han mistænkt for at have omvendt russiske personligheder til den romersk-katolske tro og måtte forlade Rusland i 1817. Jesuitterne blev efterfølgende udvist fra Rusland i 1820.

Joseph de Maistre opholdt sig først tre uger i Paris, hvor han mødte Ludvig XVIII og blev hyldet i det franske akademi. Han vendte tilbage til Torino, hvor han blev udnævnt til kansler og statsminister, og døde der den 16. februar 1821.

Joseph de Maistres eftermæle

Få forfattere har haft et så forskelligartet eftermæle som Joseph de Maistre. Han beundres både til højre og venstre og betragtes som et flagskib af både traditionalistiske katolikker, monarkister, legitimister samt traditionalistiske frimurere og katolske frimurere. Hans dynamiske og polemiske tænkning har naturligvis inspireret den monarkistiske strømning helt op til Charles Maurras (1868-1952), på samme måde som Bonalds tænkning gjorde det. Men det er mere overraskende at se, at Auguste Comte (1798-1857), positivisme-faderen, anerkendte, at Joseph de Maistre havde været en af hans inspirationskilder. Ligeledes så saint-simonernes og fourieristernes socialistiske utopisme ham som en forløber. Og gennem Félicité de Lamennais (1782-1854) udøvede Joseph de Maistre også indflydelse på den liberale katolicisme, den sociale katolicisme og kristendemokratiet.

Man vil undres over dette uventede eftermæle, hvis man kun husker Joseph de Maistre for hans værk “Du pape” (1819) og hans forsvar for pavens ufejlbarlighed, katolsk hegemoni, ultramontanisme, den nødvendige alliance mellem trone og alter, nødvendigheden af dødsstraf og kampen mod protestantismen.

Du pape, originaludgave fra 1819

Det er sandsynligvis i frimureren Joseph de Maistre, at man finder de nuancer, der forklarer hans succes i miljøer, der er langt bredere end den traditionalistiske katolske og monarkistiske reaktion. Joseph de Maistre var katolik og monarkist hele sit liv, men på en anden måde før og efter revolutionen.

Før revolutionen var den unge Joseph de Maistre en lidt begejstret katolik, der troede på, at en stor social bevægelse ville reformere verden, og at de forskellige kristne konfessioner endelig ville forenes under pavens velvillige ledelse. Det “Mémoire”, han sendte til hertugen af Braunschweig, fortæller os meget om hans håb og den rolle, han tildelte frimureriet i dette omfattende foretagende for politisk, social og religiøs fornyelse. Han ser i frimureriet, i det mindste i de højeste martinistiske grader af den retificerede skotske ritus, beholderen for en “oprindelig religion”, som de forskellige folk gradvist var kommet på afstand af, og hvoraf den autentiske kristendom ville være kulminationen. Frimureriets primære mål ville således være at genoprette kristendommens enhed, først omkring frimurerordenens enlige leder (i dette tilfælde hertugen af Braunschweig), som en slags forudsætning for en union med Rom, hvilket han ikke åbent taler om her. Frimureriet ville derfor være en mulighed for ikke-katolikker for at deltage i verdens fornyelse.

Den form for magt, han forestiller sig, er autokratisk uden at være autoritær. En enlig leder er nødvendig ifølge ham, men de lavere niveauer har en vis autonomi i forvaltningen af deres indre anliggender, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Han udelukker derfor ikke en form for lokalt demokrati på niveau med storloger og individuelle loger, men inden for en model, der er centraliseret omkring en enlig stormester, som er garant for hele projektet.

Hvis den senere Joseph de Maistre forsvarer en autoritær version af pavens magt, som påtvinger sandheden uden konsultation, præsenterer frimureren Joseph de Maistre en meget mere nuanceret model, hvor søgen efter kompromiser spiller en stor rolle i jagten på det fælles bedste. Han troede oprigtigt på det, som det ses af hans lange modstand mod abbed Barruels antifrimureriske teser. Selv efter at han var holdt op med at komme i logerne, forblev Joseph de Maistre tro mod sine gamle brødre. Selvom han anerkendte, at visse hemmelige selskaber som Illuminati i Bayern havde haft fordømmelige politiske planer, betragtede han det almindelige frimureri som en simpel barnagtighed uden konsekvenser og bevarede al sin agtelse for de sande “illuminerede”, det vil sige for ham martinisterne (på det tidspunkt omfattede udtrykket uden skel både martinezisme og martinisme).

Hvorfor et sådant omsving i Joseph de Maistres tænkning, der gik fra en katolicerende universalisme til en kompromisløs ultramontanisme? Historien generelt og hans egen historie er uden tvivl årsagen. Revolutionens udskejelser, invasionen af hans land, hans eksil og tabet af hans jorder, Europa sat i brand og blod – alt bidrog til at vise ham, at hans idealistiske drømme som ung frimurer tydeligvis var en chimære. Ikke i absolut forstand, uden tvivl, men så længe menneskene ikke havde nået et vist niveau af åndelig udvikling. Det er derfor, han aldrig fornægtede sin martinistiske fortid, og han forblev uden tvivl altid i sit indre en lidt begejstret og idealistisk katolik med en noget tvivlsom ortodoksi.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker