Hiram og julemanden

En religiøs historisk baggrund

Både Hiram og julemanden har en tydelig religiøs oprindelse. Hiram er en bibelsk skikkelse, der optræder i fortællingen om opførelsen af Salomons tempel, som Bibelen giver to versioner af (1. Kongebog 5-7 og 2. Krønikebog 2-4). Men frimurernes Hiram adskiller sig væsentligt fra den bibelske figur, hvis navn han bærer, og han har gennemgået en betydelig udvikling i legenden om mestergraden.

Sankt Nikolaus-legenden

Hvad angår julemanden, stammer han fra Sankt Nikolaus, biskop af Myra (ca. 270-343), en helgen, der først blev æret i de ortodokse kirker, og hvis kult nåede Vesten i det 11. århundrede for derefter at udvikle sig særligt i Nordeuropa og germanske kulturer.

Men disse to figurer er i høj grad vokset ud af deres historiske religiøse rammer og har antaget en langt bredere symbolsk dimension.

Fra den bibelske Hiram til den legendariske Hiram

I den ældste version af tempelbyggeriet (1. Kongebog) spiller Hiram en ret sekundær og frem for alt sen rolle i fortællingen. Kronologien i denne første beretning er som følger: Salomon beder kong Hiram af Tyrus om hjælp til at bygge templet, og sidstnævnte accepterer at levere cedertræ og cypres. Vi får beskrevet organiseringen af arbejdet under ledelse af en højtstående embedsmand ved navn Adoniram. Derefter skildres templets opførelse og dimensioner, hvor det præciseres, at det blev færdiggjort på syv år, og Salomon selv optræder som bygmester. Salomon bygger derefter sit eget palads, hvilket tager ham tretten år. Det er først på dette tidspunkt, at teksten fortæller os, at Salomon bad om at få sendt Hiram, søn af en enke fra Naftali-stammen og en tyrisk far: denne dygtige bronzestøber udfører alt det liturgiske inventar i bronze, inklusive de to søjler B og J. Det er derfor tydeligt, at Hiram i 1. Kongebog kun optræder, når bygningen er færdig, og han nøjes med at udsmykke den. Der tales ikke mere om denne person, når hans arbejde er udført, og intet tyder på, at han døde på byggepladsen.

I 2. Krønikebog bliver navnet Hiram til Huram, både for kongen af Tyrus og for håndværkeren, der betegnes som Huram-Abi. Denne mand er her søn af en enke fra Dans stamme og en tyrisk far, og hans færdigheder er mere omfattende: han arbejder ikke kun i bronze, men også i guld, sølv og jern samt tekstiler. Og vigtigst af alt sender Huram af Tyrus ham til Salomon lige fra projektets start. Han spiller dog ikke en større rolle i den videre fortælling, som kun tilskriver ham udførelsen af de liturgiske genstande i bronze, inklusive de to søjler. I øvrigt skildres Salomon igen som den eneste bygmester. Beretningen er her mere stram, udelader opførelsen af Salomons palads og forbigår Adoniram-figuren i tavshed.

Skikkelsen Hiram er altså langt fra at dominere fortællingen om templets opførelse, og de gamle operative frimurere anerkendte ham tydeligvis ikke som byggepladsens chefarkitekt. De engelske “Old Charges” nævner faktisk aldrig Hiram. Nogle præciserer, at templets arkitekt var søn af kong Hiram af Tyrus, men de navngiver ham ikke som Hiram. Templets arkitekt forbliver ofte anonym, eller også kaldes han Aynon eller Aymon. Man skal helt frem til Dumfries-manuskriptet nr. 4 fra omkring 1710 for første gang at se navnet Hiram optræde som betegnelse for håndværkeren, der arbejdede for Salomon. Han bliver ganske vist sendt af kong Hiram af Tyrus, han er søn af en enke fra Naftali-stammen, og det præciseres, at han blev hentet fra Egypten. Men der er endnu ikke tale om et mord på ham, i hvert fald ikke eksplicit. Højst kan et spørgsmål antyde, at han er død: “Spørgsmål: Hvor hviler Mesteren? Svar: I et stentrug under det vestlige vindue, hvorfra han ser mod øst og venter på den opgående sol for at sætte sine mænd i arbejde.” Stentruget kan minde om en sarkofag, men det er herfra, Mesteren sender mændene i arbejde. Betyder det, at logens Mester indtager pladsen for Hiram, som ville være genopstået fra graven? Det er endnu ikke klart fastslået.

Hiram

I Graham-manuskriptet fra 1726 finder vi igen Hiram som håndværker ved templets opførelse. Der tales ikke om hans død, men for første gang optræder idéen om, at en lønkonflikt blandt arbejderne fik Salomon til at fastsætte ord for de forskellige grader, så enhver kunne modtage den løn, han havde krav på. Men mere end det, er det dette manuskript, der afslører legenden om opdagelsen af Noas lig af hans tre sønner, hans genoprettelse ved de fem punkter og valget af et ord i M B (i dette tilfælde “There is yet Marrow in this Bone” – der er stadig marv i dette ben). Alle elementer var til stede for at danne Hiram-legenden, som vi kender den i dag: et lønkrav, et kompromitteret ord, en død, et lig der skal findes og genoprettes, og et nyt ord der skal defineres.

Det er tydeligvis i denne periode, at legenden bliver fastlagt, da man allerede i Wilkinson-manuskriptet fra 1727 taler eksplicit om Hirams grav, og fra 1730 i “Masonry Dissected” er historien om mordet på Hiram, søgningen efter hans lig, hans genoprettelse ved mestergradens fem punkter og valget af ordet i M B kendt af frimurerne i den første storloge i London.

Frimurernes Hiram-skikkelse er derfor sammensat. Oprindeligt er der naturligvis den bibelske figur, der udsmykkede Salomons tempel. Men andre figurer er blevet lagt ovenpå. Først og fremmest sandsynligvis Adoniram, leder af Salomons arbejdsstyrker, ham der leder arbejderne; en fransk frimurerstrømning i det 18. århundrede, den adonhiramitiske frimureri, havde i øvrigt gjort Adoniram (stavet Adonhiram) til helten i den tredje grad. Det er måske fra historien om Adoniram, at idéen om et mord stammer, da lederen af arbejdsstyrkerne Adoram (som man generelt identificerer med Adoniram) i Bibelen dør stenet af folkemængdens vrede i forbindelse med en social konflikt mellem folket og Salomons efterfølger, Rehabeam (1. Kongebog 12, 1-19). Derefter kommer denne mærkværdige beretning om opdagelsen af Noas lig, som danner det rituelle grundlag for ophøjelsen til frimurermester. Endelig, i det 19. århundrede, lagde man yderligere den esoteriske figur af den myrdede gud, der genfødes, oven på Hiram, og han blev næsten guddommeliggjort og sammenlignet med Kristus, Osiris, Mithra og Adonis. I dette perspektiv betragtede nogle Hiram som en allegori på solens årlige gang, der aftager under Vægtens, Skorpionens og Skyttens tegn, repræsenteret ved de tre onde svende, for at genfødes under Stenbukken.

Fra den hellige biskop af Myra til julemanden

Hvis den legendariske Hiram er resultatet af en overlejring af flere figurer eller koncepter, kan man sige det samme om julemanden. Selve figuren går tilbage til Sankt Nikolaus af Myra, en biskop der deltog i koncilet i Nikæa i 325, det første økumeniske, dvs. universelle, koncil. Hans kult er attesteret i den kristne orient fra det 6. århundrede og spredte sig til Vesten fra det 11. århundrede i forbindelse med overførslen af hans relikvier til Bari i Italien. Nogle af hans knogler blev bragt til Lorraine og Freiburg (Schweiz), hvilket forklarer, hvorfor hans veneration var særligt udbredt i den germanske verden.

Sankt Nikolaus er kendt for at have uddelt sine ejendele til de fattige, og i Vesten er den mest populære legende om ham historien om de tre børn: tre forsvundne børn havde fundet ly hos en slagter, som derefter havde dræbt dem, skåret dem i stykker og lagt dem i saltkarret; Sankt Nikolaus genopvakte børnene og tilgav slagteren. Det er grunden til, at Sankt Nikolaus blev børnenes skytshelgen. Sankt Nikolaus’ velvillige forhold til barndommen og hans store gavmildhed blev kombineret til en meget udbredt skik i Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Holland, Lorraine og Alsace: den 6. december, Sankt Nikolaus-dag, går en mand forklædt som biskop med bispestav og mitra fra hus til hus for at uddele godter til artige børn. Siden det 16. århundrede er han ofte ledsaget af en makker, som på fransk kaldes “Père Fouettard”: denne figur, klædt i sort og nogle gange sminket i denne farve, antager ofte udseendet af en grov person eller en kulsvier og bærer ris eller en pisk. Hvis Sankt Nikolaus belønner de artige børn, er Père Fouettard der for at straffe dem, der ikke er det. Nogle gange sammenlignet med en maurisk slave, betragtes han ofte som den onde slagter fra legenden, der har angret og ledsager Sankt Nikolaus på hans rute. Som et unikt tilfælde var denne rolle i kantonen Vaud i Schweiz tildelt en gammel kvinde ved navn “la Chauchevieille”, en slags heks, der ledsagede ham, som man i den egn kaldte “le Bon-Enfant”.

Sankt Nikolaus uddeler gaver

Da protestantismen afviste helgendyrkelsen, overlevede skikken med Sankt Nikolaus-festen i Holland i en sekulariseret form, Sinterklaas, som mistede sine biskoppelige attributter. Det samme skete senere i de andre protestantiske lande, hvor Sankt Nikolaus mistede sin mitra og bispestav for at bære en kåbe med hætte, ofte rød, som forvarsel om julemandens nuværende dragt. Det er den sekulariserede form af Sinterklaas, der krydsede Atlanten med de hollandske emigranter og gav ophav til den amerikanske Santa Claus, populariseret fra begyndelsen af det 19. århundrede.

Men hvorfor blev skikkelsen af Sankt Nikolaus, der fejres den 6. december, forvandlet til julemanden, en figur forbundet med julefesten, der har været fastsat til den 25. december siden år 336? Der er tydeligvis tale om en kompleks synkretisk proces, som vi vil forsøge at forstå. Vi finder her elementer af romersk, kristen og måske germansk oprindelse.

På den romerske side kan vi minde om saturnalerne, der fandt sted mellem den 17. og 23. december til ære for guden Saturn, underverdenens gud. Det var en periode med festligheder, måltider og gaver, hvor man dekorerede husene med kristtorn, mistelten og vedbend. Som en karnevalsfest vendte denne tid på året op og ned på sociale værdier og ophævede midlertidigt forskellene mellem mænd og kvinder og mellem herrer og slaver. I 274 tilføjede kejser Aurelian den 25. december festen for fødslen af Sol Invictus, den Uovervindelige Sol, hvilket gav disse festligheder en tydelig solsticial dimension.

På den vestlige kristne side ved vi, at festen for Kristi fødsel (jul) officielt blev fastsat til den 25. december i 336. Denne dato var allerede i brug i visse regioner siden det 2. århundrede, men beslutningen i 336 havde tydeligvis til formål at modvirke kulten af Sol Invictus. Hvad angår saturnalerne, finder vi i middelalderen en reminiscens i form af narrefesten, som findes i forskellige former i Europa. I det nordlige Frankrig valgte man blandt de unge en “Episcopus Stultorum” (Narrebiskop), nogle gange kaldet “Abbé de Liesse”, hvis engelske modstykke var “Lord of Misrule”. Gejstligheden deltog oprindeligt i disse festligheder og lod sig latterliggøre. Narrebiskoppen og hans hof af unge mennesker regerede som mestre fra den 26. til den 28. december i den største uanstændighed. Overskridelser af enhver art, uorden og endda forbrydelser var ikke sjældne, og de første lokale kirkelige fordømmelser faldt allerede i det 12. århundrede, men disse praksisser overlevede i visse byer helt frem til det 17. århundrede. Det virker som om, at kirken for at modvirke narrefesten forsøgte at flytte de godmodige festligheder forbundet med Sankt Nikolaus til denne tid efter jul. Således var festens konge ikke længere en udsvævende ung mand, der vælter de moralske værdier, men en vis og gammel biskop, der belønnede dyder og straffede laster. Moralens var reddet. Og den, der skulle blive til julemanden, bevarede trods sin alder træk af ungdommen: han er en evig ung-gammel mand, ligesom solen, der konstant fornyes.

Endelig mener nogle, at julemanden har lånt en del af sin identitet fra germanske hedenske traditioner og ser i ham en avatar af den germansk-skandinaviske gud Odin. Disse nordiske referencer ville forklare, hvorfor julemanden har en boreal dimension, og hvorfor han menes at bo på Nordpolen. Man kan naturligvis ikke helt udelukke en form for reminiscens født af folkenes kollektive underbevidsthed, men denne hypotese møder ingen historiske beviser. Tværtimod opstod den i anden halvdel af det 19. århundrede i den “völkisch”-strømning af tysk nationalisme, der kulminerede i nazismen. Nazisterne havde faktisk forsøgt at afkristne julefesterne ved at forsøge at knytte dem til deres fantaserede vision om det gamle germanske hedenskab. En yderst ideologisk vision uden reelt historisk grundlag, som vi i dag finder i visse nyhedenske miljøer (Wicca og andre), der deler det samme projekt om afkristning i navnet på et genopfundet nyhedenskab serveret med New Age-sovs.

Studiet af de historiske og traditionelle kilder til figuren forklarer os ikke, hvorfor julemanden har vundet indpas i hele verden ved at frigøre sig fra sine religiøse rødder. Det er i USA, man skal lede efter svaret. Man hører ofte, at det var en reklamekampagne fra Coca-Cola i 1931, der skabte den moderne julemand. Denne påstand er overdrevet, selvom det er sandt, at Coca-Cola kan betragtes som den vigtigste agent for den globale udbredelse af julemandsfiguren. Faktisk er den julemand, vi kender, klædt i rødt (men nogle gange også i gult eller grønt), tydeligt attesteret i det 19. århundrede i Amerika. Født af den hollandske Sinterklaas, blev han særligt hyldet efter den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Det splittede Amerika havde brug for at samles om samlende og positive symboler. Det er grunden til, at præsident Ulysses S. Grant (1822-1885) dekreterede, at julen fremover skulle være en helligdag. Men det handlede ikke så meget om den kristne jul som om udtrykket for en form for civil og sekulariseret religion, der ophøjede værdierne familie, velvilje, gavmildhed, tilgivelse og venlighed. Julemanden ville helt naturligt blive den beskyttende guddom for denne moderne og sekulære jul.

Coca-Colas julemand, ca. 1931

Merkantilismen skulle derefter sørge for at udbrede denne nye sekulære kvasi-guddom til hele verden. Og selvom julemanden i dag virker uløseligt forbundet med julehøjtiden, skete hans indførelse ikke uden modstand. Således lod Mgr. Sembel (1883-1964), biskop af Dijon, den 23. december 1951 en dukke af julemanden hænge og brænde på pladsen foran sin katedral, idet han kaldte ham en usurpator og kætter!

Er Hiram en frimurer-julemand?

Dette spørgsmål er ganske vist lidt provokerende, men fortjener at blive stillet. Skulle det betyde, at frimurere, der “tror på Hiram”, kan sammenlignes med børn, der tror på julemanden? Selvfølgelig ikke! Skikkelserne Hiram og julemanden adskiller sig meget i deres modtagere. Julemanden er en figur beregnet til børn og i bredere forstand til befolkningen som helhed. Den inkarnerer værdier om gavmildhed og velvilje, som frimurere vil acceptere uden besvær, men der er tale om en eksoterisk virkelighed, som kun har en meget fjern forbindelse til det hellige. Hans religiøse rødder, hans forbindelser til solhvervsfesterne, hans sandsynlige symbolske ligestilling med solen er for længst glemt, og der er kun en konsensuel figur tilbage, der i vid udstrækning udnyttes af merkantilismen. Højst fremkalder han hos voksne nostalgien efter barndommen, en tid hvor verden var vidunderlig og fortryllet, og han inkarnerer en slags velkommen våbenhvile i livets vanskeligheder og prøvelser.

Det forholder sig helt anderledes med Hiram, som kaster os ud i et drama, der er meget langt fra duften af peberkager, som gennemsyrer julemandens univers. Frimurernes Hiram er en sammensat figur på samme måde som julemanden, og han kan ligesom ham ikke gøre krav på historicitet: men han tilbyder ikke flugt fra virkeligheden gennem nostalgi efter barndommens slik. Tværtimod konfronterer han os råt med verden i det, der kan være mest voldeligt, og viser os skæbnen for et menneske, der forbliver tro mod sit ideal, selv på bekostning af sit liv. Og den esoteriske lære, som Hiram-legenden giver os, er, at man må dø fra uvidenhed, vold og grådighed, for at menneskehedens tempel kan opstå.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker