Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Oprindelsen af Sankt Johannes-ordenen af Jerusalem og aktiviteter under korstogene
Sankt Johannes-ordenen af Jerusalem, også kendt som Hospitalsordenen og senere Malteserordenen, er en orden grundlagt i forbindelse med korstogene. Udgangspunktet var et hospital for pilgrimme, grundlagt i Jerusalem omkring 1070 af købmænd fra den italienske by Amalfi. Efter Jerusalems erobring af korsfarerne i 1099 blev dette hospital i 1113 sæde for en strengt hospitalsorienteret orden, som først i 1182 udviklede sig til en militærorden på linje med Tempelherrerne.
Den nye orden blev oprindeligt stillet under protektion af Sankt Johannes af Jerusalem, bedre kendt som Sankt Johannes Almissedeleren: denne patriark af Alexandria (død mellem 616 og 621) var berømt for sin store gavmildhed over for de kristne i Jerusalem efter byens erobring af perserne i 614. Da den militære dimension tog overhånd i forhold til ordenens hospitalsaktiviteter, blev protektionen ændret til Sankt Johannes Døberen, hvis skikkelse som heroisk og radikal profet sandsynligvis appellerede mere til ridderne.
Riddere af Sankt Johannes-ordenen
I lighed med Tempelherrerne, Den Tyske Orden og andre mindre militærordener leverede hospitalitterne en stor del af de militære kontingenter, der var permanent til stede i det latinske kongerige Jerusalem, hvor de opførte imponerende fæstninger. De var også meget aktive i det komplekse diplomati, der prægede dette lille kongerige omgivet af fjender, og de var ofte i konflikt med Tempelherrerne, som var blevet deres største rivaler. Enighed mellem de forskellige militærordener blev først opnået under det sidste forsvar af Sankt Johannes af Akko, det sidste kristne bastion, der faldt i 1291, hvilket satte et definitivt punktum for det latinske kongerige Jerusalem.
Ordenen efter korstogene
Mens Tempelherrerne trak sig tilbage til Frankrig, slog hospitalitterne sig først ned på Cypern, derefter på øen Rhodos i 1310 og til sidst på Malta i 1530. Deres militære aktiviteter blev derfor primært maritime, og deres mægtige flåde udmærkede sig i mange søslag, herunder det berømte slag ved Lepanto i 1571, hvor den bidrog til nederlaget for osmannerne og satte en stopper for deres ekspansionisme.
Mens Tempelherrerne, som var kreditorer for den franske konge, blev hans gidsler og senere ofre, holdt hospitalitterne på Rhodos sig på afstand og blev på ingen måde forstyrret. Tværtimod blev de de store vindere ved ophævelsen af Tempelherreordenen, da de fik overdraget alle Tempelherrernes besiddelser og kun skulle betale den franske konge 200.000 livres tournois (ca. 3,8 millioner euro) over tre år som kompensation for hans sagsomkostninger.
Ordenens første splittelse
Styrket af Tempherrernes rigdomme blev hospitalitterne den mægtigste orden i kristenheden og rådede på Rhodos og senere på Malta over en reel territorialstat. Men den protestantiske reformation i det 16. århundrede skulle give ordenen et første alvorligt slag.
I England blev Sankt Johannes-ordenen opløst som følge af den anglikanske reformation, ligesom alle andre religiøse ordener, hvis ejendomme blev konfiskeret af kronen. I samme periode tilsluttede Storbaliviet Brandenburg i Tyskland sig den protestantiske reformation og løsrev sig fra ordenen under beskyttelse af Hohenzollern-familien. Det samme skete for kommandierne i Sverige og Holland. I 1988 genskabte den britiske krone den engelske gren som en protestantisk kongelig orden. Denne orden er i dag etableret i Storbritannien, Canada, Australien, Irland og Hong Kong.
I 1961 forenede de fire protestantiske grene sig og dannede Alliancen af Sankt Johannes-ordener. Disse ordener er tro mod den hospitalsdimension, der prægede hospitalitternes oprindelse, blandt andet ved at drive ambulancetjenester og støtte hospitaler. Forfatteren til disse linjer har ikke for vane at inddrage personlige anekdoter i sine artikler, men kan ikke lade være med at nævne, at han besøgte Storbaliviet Brandenburg i slutningen af 1980’erne, uden at være medlem, og at han var så heldig at møde den daværende stormester (Herrenmeister på tysk), Prins Wilhelm Karl af Preussen (1922-2007), barnebarn af Kejser Wilhelm II.
Årsmøde i Storbaliviet Brandenburg
Ordenen, der forblev tro mod Rom, fortsatte med at blomstre og overvejede kortvarigt at blive en kolonimagt ved i 1651 at erhverve øer i Antillerne (Sankt Croix, Sankt Barthélemy, Sankt Kitts og Sankt Martin). Men den franske konge forblev suveræn over disse øer, og ordenen mødte flere og flere økonomiske vanskeligheder, så de solgte dem i 1655 til det Franske Vestindiske Kompagni. Der var også opstået spændinger mellem det franske kongerige, som ønskede at udvide sit hegemoni over Middelhavet, og Sankt Johannes-ordenen, som udøvede en reel dominans der og ikke så med milde øjne på denne indblanding. Da Richelieu reformerede den franske kongelige flåde i 1624, havde han i øvrigt ladet sig inspirere af ordenens flåde. Men at angribe en religiøs orden åbenlyst ville uundgåeligt have fremprovokeret pavens vrede, og det franske kongerige fortsatte med at være den officielle beskytter af Sankt Johannes-ridderne, som man nu kaldte Malteserriddere.
Tabet af Malta og ordenens anden splittelse
Det revolutionære Frankrig havde ikke samme skrupler, og det var dem, der gav ordenen det andet slag. I 1792 nationaliserede Konventet alle gejstlighedens og de religiøse ordeneres ejendomme, og det franske storpriorat af Sankt Johannes-ordenen blev opløst. Og hvad mere var: Da stormester Emmanuel de Rohan-Polduc (1725-1797) nægtede at anerkende Republikken, forsøgte Konventet uden held at erobre Malta og fremprovokere oprør der.
I 1798 overbeviste Bonaparte, der var på vej til Egypten-felttoget, Direktoriet om, at det var nødvendigt at erobre Malta og annektere det til Republikken. Han fik tilladelsen og indtog øen på få dage, udviste ridderne og installerede en garnison på 3000 mand, før han satte sejl mod Egypten. 249 riddere gik i eksil i Rusland for at stille sig under beskyttelse af Tsar Paul I, og året efter abdicerede den nye stormester, Ferdinand von Hompesch, til fordel for Tsaren, som dermed blev den nye stormester og gjorde titlen som Malteserridder arvelig.
Andre riddere søgte tilflugt på Sicilien, og nogle gik endda ind i Bonapartes hær. Malteserordenen havde mistet sin suveræne stat; den var splittet mellem en siciliansk gren uden stormester eller legitimitet og en russisk gren underlagt en ortodoks stormester, hvilket var illegitimt set fra den romersk-katolske kirkes synspunkt. Efter at have mistet sine nordiske grene, der var blevet protestantiske i det 16. århundrede, splittedes ordenen igen ved det 19. århundredes begyndelse.
Ordenens fornyelse
Ved Tsar Paul I’s død i 1801 nægtede hans søn og efterfølger Alexander I, der var bevidst om det upassende i at have en ortodoks stormester i spidsen for en romersk-katolsk orden, at påtage sig dette hverv og forsøgte at få ordenen selv til at vælge en ny stormester. Men den geografiske spredning gjorde dette valg umuligt, og det var i sidste ende pave Pius VII, der i 1803 udpegede den kandidat, som den russiske gren havde foreslået, som ny stormester: bailiff Giovanni Battista Tommasi (1731-1805). Ordenens sæde blev midlertidigt etableret i Catania på Sicilien.
Tommasi døde i 1805 efter kun to år som stormester, og ingen stormester blev valgt i hans sted. Syv løjtnanter efterfulgte hinanden indtil 1879, hvor genopbygningen af ordenen, godkendt af pave Leo XIII, blev iværksat, og en ny stormester blev valgt i skikkelse af Giovanni Battista Ceschi a Santa Croce (1827-1905).
Magistralpaladset i Rom
Ordenen blev reorganiseret, dens opgaver var herefter kun velgørende og hospitalsorienterede, og størstedelen af ridderne bestod nu af lægfolk, alle adelige med undtagelse af ridderne af nåde og hengivenhed, der blev optaget ved særlig gunst. Der er i øjeblikket kun omkring halvtreds riddere, der har aflagt simple eller højtidelige løfter ud af ca. 13.500 medlemmer. Vedtægterne blev revideret i 1961, 1997 og 2012, og ordenen, der nu bærer titlen Suveræne Militære Hospitalsorden af Sankt Johannes af Jerusalem, af Rhodos og af Malta, optager kvinder under titlen Damer. Ordenens sæde, der nyder privilegiet af ekstraterritorialitet, har siden 1834 været Magistralpaladset beliggende i Via dei Condotti i Rom. Siden 1994 har ordenen desuden haft observatørstatus ved De Forenede Nationer, på linje med Den Internationale Røde Kors Komité.
Ordenen nægter enhver anden orden eller organisation retten til at bruge titlen Sankt Johannes af Jerusalem, bortset fra de fire protestantiske ordener, hvis historiske legitimitet den til sidst har anerkendt. Ikke desto mindre eksisterer sådanne ordener ofte, grundlagt af efterkommere af dem, der havde modtaget titlen arveligt i Rusland.
Sankt Johannes-ordenen i det europæiske frimureri
Det er kendt, at tempelherre-legenden trængte ind i frimureriet ret hurtigt efter dens spredning på det europæiske kontinent, sandsynligvis allerede i 1740’erne. Tempelherrerne var omgivet af en aura af mystik, martyrium, fantastiske hemmeligheder og skatte, og det er ikke overraskende, at frimureriets højgrader greb deres påståede arv. Men vigtigst af alt eksisterede de ikke længere, og enhver kunne påstå at være deres efterkommer.
Det forholdt sig helt anderledes med Sankt Johannes-ordenen, som i den grad eksisterede, og som alle vidste var en suveræn orden. Ingen ville have vovet at gøre krav på en tilknytning til denne orden, hvilket straks ville være blevet afkræftet af stormesteren. Desuden havde mange frimurere taget parti for Tempelherrerne, og i dette perspektiv var Sankt Johannes-ridderne for dem historiens “skurke”, dem der havde nydt godt af Tempelherreordenens tragiske afslutning for at berige sig selv. De bliver i øvrigt nævnt i lidet flatterende vendinger i visse Kadosh-ritualer fra det 18. århundrede, som ofte præciserede, at en Malteserridder ikke kunne modtage denne grad.
Selvom Ramsays tale (1736 og 1737) nævnte Sankt Johannes-ridderne og ikke Tempelherrerne som frimureriets oprindelse, glemte det franske og europæiske frimureri hurtigt denne henvisning for kun at interessere sig for Tempelherrerne, og det forsøgte aldrig at integrere Sankt Johannes-ordenen i sine højgrader. Det er i det angelsaksiske frimureri, at denne orden ganske mærkværdigt dukker op, måske i slutningen af det 18. århundrede og i hvert fald i det 19. århundrede.
Sankt Johannes-ordenen i det angelsaksiske frimureri
Tempelherre-frimureriet antager i de angelsaksiske lande en anden form end hos deres europæiske modstykker, hvilket kan opsummeres i tre hovedstrømninger: Den Strenge Observans, som i 1786 blev til Det Rektificerede Skotske Ritual, Kadosh, den nuværende 30. grad i Den Gamle og Anerkendte Skotske Ritus, og Den Svenske Ritus.
En tilsyneladende anderledes form dukkede op i Irland i 1779 gennem oprettelsen af en tempelherreloge baseret på et patent udstedt af moderlogen i Kilwinning i Skotland. Dette system spredte sig til de irske loger og førte omkring 1790 til oprettelsen af en første “Grand Encampment” af tempelherrer, som i 1836 blev til “Supreme Grand Encampment”. Fra Irland spredte systemet sig til Skotland.
I England dukkede tempelherrerne op allerede i 1780’erne i logerne under “Grand Lodge of the Ancients”, hvis tætte forbindelser til det irske frimureri er kendt. Og i 1791 blev et første “Grand Conclave” af tempelherrer grundlagt af Thomas Dunckerley (1724-1795) for at samle de spredte riddere i England.
Malteserriddere af York-riten
I Amerika blev tempelherre-systemet integreret i York-riten, hvor det udgør den højeste klasse.
Det angelsaksiske tempelherre-frimurersystem består af flere grader, som kan variere en smule alt efter forfatningerne. Men i alle tilfælde inkluderer det graden som Malteserridder. I York-riten tildeles den før den ultimative grad som tempelherre, mens den i England og Skotland kun meddeles til tempelherrer, men generelt ikke længere er genstand for en separat ceremoni.
Hvorfor denne optræden af en grad som Malteserridder inden for det angelsaksiske tempelherre-system? Sandsynligvis fordi Sankt Johannes-ordenen var blevet afskaffet af Henry VIII i 1536, og at den dermed kunne indgå med fuld ret i det romantiske univers, der ligger til grund for alle frimureriets højgrader.
