Den mystiske Chevalier de Ramsay

Historien om Andrew Michael Ramsay

Oprindelsen af Andrew Michael Ramsay, i Frankrig bedst kendt som Michel de Ramsay eller Chevalier de Ramsay, er omstridt. Det blev længe hævdet, at han var født i Ayr (det sydvestlige Skotland) i 1686, og at hans far var bager. Et brev fra Ramsay, som først blev offentliggjort i 2018, tyder dog på, at han blev født i 1693 i Abbotshall (det sydøstlige Skotland), og at hans far var præst. Var hans far virkelig af Ramsay-slægten fra Dalhousie og hans mor af Erskine-slægten fra Mar, to store skotske adelsslægter? Det forbliver sandsynligvis et mysterium, men det er netop dette, der blev indskrevet i det patent, som tronprætendenten James Francis Stuart (“The Old Pretender”, søn af den afsatte kong Jakob 2., 1688-1766) tildelte ham i 1723.

Hvis Ramsay vitterligt var præstesøn, forklarer det bedre, hvorfor han læste teologi ved universitetet i Edinburgh, hvorfra han dimitterede som Master of Arts i 1707. Men denne dato sår tvivl om fødselsåret 1693, som det førnævnte brev påstår: Er det sandsynligt, at Ramsay afsluttede sine universitetsstudier som 14-årig? Mange mysterier omgiver denne personlighed…

Ramsay var vejleder for greven af Wermyss’ børn indtil 1709, hvorefter han rejste til Holland for at møde den calvinistiske præst og teolog Pierre Poiret (1646-1719), som han korresponderede med. I 1710 finder vi ham i Cambrai hos Fénelon (1651-1715), byens daværende ærkebiskop. Selvom han indtil da var deist, konverterede Ramsay til katolicismen. Fénelon introducerede ham for Madame Guyon (1648-1717) i Blois, som var inspirator for den franske quietisme – en mystisk strømning, der lagde vægt på indre spirituel erfaring frem for religiøse ydre ritualer. I 1714 blev Ramsay sekretær for Madame Guyon.

Madame Guyon

I 1715 vendte Ramsay tilbage til Skotland for at slutte sig til et jakobitisk regiment (tro mod Stuart-dynastiet, der blev afsat i 1688), som blev besejret ved slaget ved Preston i november samme år. Han blev deporteret til Caribien, men skibet, der fragtede ham og andre fanger, blev ramt af mytteri og endte med at lægge til i Frankrig i september 1716. I 1717 var han i Blois ved Madame Guyons død. Han trådte derefter i tjeneste hos en adelig familie i den mystiske kvindes omgangskreds som lærer for deres yngste søn, en stilling han bestred indtil 1722.

Han bosatte sig derefter i Paris og blev meget aktiv i jakobitiske kredse. Som belønning for hans iver og dedikation anbefalede James Francis Stuart (“The Old Pretender”) ham til Frankrigs regent, Philippe d’Orléans (1674-1723), så han kunne blive slået til ridder af St. Lazarus-ordenen. Ceremonien fandt sted den 20. maj 1723, og regenten tildelte ham en årlig pension på 2000 livres (ca. 17.000 €). St. Lazarus-ordenen, der går tilbage til korstogene, var i Frankrig blevet en æresorden, som kronen brugte til at belønne sine mest loyale tjenere, og man skulle normalt fremvise otte anetavler af adel for at blive optaget som ridder af retfærdighed (Chevalier de Justice). Ved dispensation kunne de, der ikke kunne bevise deres adel, optages som ridder af nåde (Chevalier de Grâce) for ydede tjenester.

Ramsay blev dog optaget som ridder af retfærdighed uden at kunne bevise nogen form for adel, hvilket er yderst besynderligt. Men den 23. maj 1723, blot tre dage efter ceremonien, udstedte James Stuart et patent til Ramsay, der anerkendte ham som efterkommer af Ramsay-slægten fra Dalhousie og Erskine-slægten fra Mar. Vi får aldrig at vide, om det var sandt, eller om det blot var en gunst givet til en loyal tilhænger…

Æresbevisningerne fortsatte for Ramsay, som James Stuart i 1724 udnævnte til vejleder for sin søn Charles Edward (“The Young Pretender”, kærligt kaldet “Bonnie Prince Charlie”, 1720-1788), der dengang var tre et halvt år gammel. Han fik ordre til at rejse til Rom, hvor barnet opholdt sig. Konflikter i det jakobitiske eksilsamfund i Rom fik ham dog til at vende tilbage til Frankrig.

Fra 1729 til 1730 opholdt Ramsay sig i England for at udbrede sine skrifter og blev optaget i det prestigefyldte Royal Society samtidig med Montesquieu. Tilbage i Frankrig forsøgte han uden held at blive optaget i Det Franske Akademi.

Butik samler værker om frimureriets historie. Se kollektionen.

I juni 1735 giftede han sig med Mary Nairne, datter af James Stuarts undersekretær, og fik to børn. Hans søn døde desværre som spæd, og hans datter som 19-årig. Tre måneder før brylluppet havde han modtaget den arvelige titel som baronet af Skotland.

Ramsay døde i 1743, sandsynligvis af et slagtilfælde, og blev begravet i kirken i St-Germain-en-Laye, i hjertet af det jakobitiske højborg i Frankrig.

Hvem var Ramsay i virkeligheden?

Ramsays historie er ret utrolig, når man kender usikkerheden omkring hans familiebaggrund. Man kan med rette spørge, hvordan denne mand, hvis adelige herkomst (hvis den er sand) først blev anerkendt i 1723, formåede at modtage så mange æresbevisninger fra verdens mægtige, til det punkt hvor han blev jakobitternes yndling og protegé for kardinal de Fleury (1653-1743), som var Frankrigs stærke mand fra 1724? Under alle omstændigheder var den historiske kontekst afgørende: Uanset deres fødsel havde James Francis Stuart brug for alle kvalificerede mænd, der kunne tjene ham, og franskmændene støttede alt, hvad der kunne hjælpe jakobitterne og skade det hannoveranske England.

Det skal dog også bemærkes, at Ramsay var klog nok til at føre det meste af sin karriere i Frankrig frem for i Skotland eller England, hvor det ville have været meget sværere for ham at udgive sig for at være adelig, hvis han ikke var det. De jakobitiske eksilanter var utvivlsomt bedre i stand end franskmændene til at vurdere Ramsays sociale status, men anerkendelsen af hans afstamning fra James Stuart i 1723 forbliver mystisk. Hvorfor udstede den kun tre dage efter hans optagelse som ridder af St. Lazarus?

Chevalier de St Lazare

Mysteriet bliver kun dybere, når man opdager, at der ikke findes nogen portrætter af Ramsay. Det er meget overraskende for en aristokrat, selv af nyligt erhvervet adel. I 1921 præsenterede Arthur Waite i sin “New Encyclopaedia of Freemasonry” en tegning af en St. Lazarus-ridder som værende Ramsay, inspireret af en figur i fader Hélyots monumentale værk om religiøse ordener, udgivet mellem 1714 og 1748. Det er dette billede, du kan se ovenfor. Personens træk er ikke de samme som på tegningen i Hélyots værk, men er det mon Ramsays? Endnu et mysterium.

Ramsay som frimurer

Officielt blev Ramsay indviet i logen Tavern Horn i Westminster i 1730 under sit ophold i England. Men denne dato virker meget sen, da der var så mange frimurere i de jakobitiske rækker. Det er langt mere sandsynligt, at han allerede var blevet optaget som frimurer i en jakobitisk loge i Frankrig, måske så tidligt som i 1715. I så fald ville hans optagelse i London i 1730 kun have tjent til at regularisere ham i øjnene på det “officielle” engelske frimureri, som ikke anerkendte de jakobitiske loger. Også her hersker mysteriet.

Man ved i øvrigt ret lidt om Ramsays frimurerkarriere, men vi ved, at han i 1736 var Grand Orator for den første Storloge af Frankrig under stormester Charles Radcliffe, Lord Derwentwater (1693-1748), som i øvrigt var en af underskriverne på hans dødsattest og deltog i hans begravelse i 1743.

Den berømte tale fra 1736 blev holdt af Ramsay foran logen St. Thomas nr. 1 i Paris, som primært bestod af engelske brødre. Han skulle have holdt en modificeret version af denne tale året efter foran Storlogen, men han ønskede først at bede om råd og velsignelse fra kardinal de Fleury, hans beskytter. Kardinalen forbød ham at holde talen, og efter denne afvisning ser det ud til, at Ramsay ophørte med al frimurerisk aktivitet.

Dekorationer til de højere grader i REAA, som Ramsay står bag, findes her. Se kollektionen.

Ramsays filosofi og de to taler

Hvis Ramsays historie er fuld af mysterier, er hans indre og intellektuelle liv også udtryk for en kompleks personlighed i søgen efter spirituel fred. Det ser ud til, at han var deist, da han ankom til Europa i 1709, hvilket ikke er overraskende, da denne holdning var meget udbredt på de protestantiske teologiske fakulteter i det 18. århundrede. Men han var tydeligvis i en spirituel søgen, som det fremgår af hans korrespondance med Pierre Poiret, en calvinistisk præst og teolog med mystiske tendenser. Det var ham, han mødte først på kontinentet. Derefter, sandsynligvis efter råd fra præst Poiret, tog han til Fénelon, hos hvem han konverterede til katolicismen, og til Madame Guyon.

Disse tre personer, som Ramsay mødte, er i centrum af en konstellation domineret af Madame Guyon. Der er tale om quietismen, som lærte ren hengivelse til Guds kærlighed i en attitude af simpel modtagelighed uden ydre ritualer. Denne bevægelse blev fordømt af den katolske kirke, som så det som en form for udfordring af sakramenterne og den kirkelige disciplin, og den overlevede kun i protestantismen, især takket være præst Poiret, og påvirkede i høj grad kvækerne, John Wesleys metodister og den tyske pietisme.

Quietismens indflydelse var afgørende for Ramsays tænkning. Han skylder den sin opfattelse af en universalistisk kristendom, hvor konfessionelle forskelle ikke betyder noget. I den forstand stemte den quietistiske følsomhed overens med det ønske, der tydeligt var udtrykt i Andersons forfatninger, som ønskede at gøre frimureriet til et mødested for mænd af forskellig tro, så længe de var gode mennesker.

Ramsays tale

Det er dette, Ramsay udtrykker i sin tale, både i versionen fra 1736 og i den fra 1737. Og hans spirituelle universalisme gør, at han i høj grad overskrider kristendommens grænser. Hans tænkning er rodfæstet i en esoterisme, der først er bibelsk og salomonisk, og som derefter omfavner antikke indvielser, især græske og egyptiske. Ramsay var en sand noakit, overbevist om eksistensen af en form for universel spiritualitet, der symbolsk går tilbage til Noa og transcenderer de religioner, der senere opstod blandt mennesker. Det bør præciseres, at hentydningen til noakismen i talen fra 1736 går to år forud for introduktionen af dette begreb i Andersons forfatninger i 1738-udgaven. Blev Anderson på dette punkt påvirket af Ramsay? Hvis det er tilfældet, ville Ramsays tale være en grundlæggende tekst for det universelle frimureri og ikke kun for det franske.

Man husker generelt Ramsays tale for, at han var den første til at etablere en forbindelse mellem frimureriet og korstogene, hvilket banede vejen for udviklingen af de ridderlige og tempelridder-højgrader. Det er især den anden version fra 1737, der udviklede dette tema. Denne tale blev aldrig holdt, men blev sandsynligvis spredt skriftligt. Den var rettet mod et overvejende fransk publikum, mens den første var rettet mod en loge med engelsk flertal. Selvom det centrale indhold er det samme, forblev den første tale fra 1736 tættere på ånden i Andersons forfatninger fra 1723, med vægt på den salomoniske symbolik i gotisk kunst, de liberale kunstarter og bibelske temaer. Korstogene er kun en episode i slutningen af talen, der forklarer navnet “St. Johannes-loge” gennem alliancen med hospitalridderne af St. Johannes af Jerusalem. I den anden tale fra 1737 er dette tema forstærket og placeret to steder i teksten.

Relaterede produkter

Kategorier

Frimureri ornamenter (forklæder, bånd, gürler)Ordensbånd & smykkerGaver under €20Forklæder & pakkerSmykkerLogesmykker