Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Operative oprindelse af Mærkefrimureriet
Brugen af et “Mærke” går langt forud for det moderne frimureri. Det var kutyme, at hver svend inden for stenhuggerfaget havde et personligt Mærke, som han indgraverede på hver sten, han bearbejdede. Dette system gjorde det muligt at måle det udførte arbejde og fastsætte lønnen retfærdigt. Man finder et eksplicit spor af denne praksis i de tidlige “Shaw-statutter” (1598), som fastlagde skikkene for frimureriet i Skotland: Det blev bestemt, at tilsynsførende skulle føre et register over navnene og Mærkerne på alle murere i sin loge.
Stenhuggermærker
Denne operative praksis ser ud til at være gået i glemmebogen i det spekulative frimureri, men man finder to spor fra 1720’erne, en periode hvor den operative tradition (særligt den skotske) stadig eksisterede side om side med det spekulative frimureri.
“Graham”-manuskriptet fra 1726 fortæller om en løntvist på byggepladsen ved Salomons Tempel, som førte til, at han gav murerne et tegn for at skelne dem fra almindelige daglejere. Dette tegn refererer højst sandsynligt til svendenes Mærke. Det er værd at bemærke, at “Graham”-manuskriptet er et engelsk dokument, der bærer præg af talrige skotske indflydelser.
Et andet skotsk vidnesbyrd fortæller os også om denne praksis. Der er tale om “A Mason’s Confession”, en påstået bekendelse skrevet af en angrende skotsk murer i 1727, som blev udgivet i “The Scots Magazine” i 1755. Her præciseres det, at den nye lærling skal vælge et Mærke, som han sætter på sit værktøj for at kunne genkende det; det er med stor sandsynlighed det samme Mærke, som man indgraverede på stenene.
Mærke-temaets forsvinden og genopblussen
Efter introduktionen af mestergraden, centreret omkring legenden om Hiram i 1730’erne, blev spørgsmålet om løn for de tre grader knyttet til et ord frem for et tegn eller et mærke. Svendenes gamle Mærke faldt derfor midlertidigt i glemmebogen. Men det ser ud til at genopstå i England fra 1750’erne: Et dokument fra 24. januar 1756 nævner Mærket i en uafhængig loge i Newcastle, som havde forbindelse til Storlogen af Skotland. Og den første omtale af optagelse af Mærkemurere og Mærkemestre (som er de titler, der bruges i dag i Mærkefrimureriet) stammer fra 1769 i et Royal Arch-kapitel i Portsmouth.
Det var herefter inden for Royal Arch-bevægelsen, og ikke længere i de symbolske loger (undtagen i Skotland), at den gamle operative Mærke-tradition overlevede og udviklede sig. Dette var et værk af de såkaldte “Ancient” frimurere, og ikke af Storlogen af “Moderns”.
Mærkefrimureriet inden for Side Degrees
Hvilken plads indtog Mærkefrimureriet inden for de “Side Degrees“, der udviklede sig i det angelsaksiske frimureri?
Mærkefrimureriet, der opstod i England ud fra en gammel skotsk tradition, blev praktiseret, så længe Storlogen af “Ancients” eksisterede. Men da de to Storloger forenedes i 1813 for at danne United Grand Lodge of England, fastlagde foreningsgrundlaget klart, at frimureriet udelukkende bestod af de tre grader: Lærling, Svend og Mester, inklusive den Hellige Royal Arch. Der var ingen omtale af Mærkefrimureriet, som “Moderns” ikke havde tilsluttet sig. Det blev derfor fuldstændig ignoreret af United Grand Lodge of England indtil 1878, hvor “Grand Lodge of Mark Master Masons of England and Wales” blev oprettet, som også administrerer graden Royal Ark Mariner.
Mærke-jeton
Skotland, som ser ud til at være oprindelsesstedet for denne tradition, har to måder at få adgang til Mærkefrimureriet på: Det kan enten tildeles inden for den symbolske loge som et supplement til svendegraden, eller inden for et Royal Arch-kapitel.
I Irland er Mærkefrimureriet en integreret del af Royal Arch, hvor det obligatorisk udgør det første skridt. I USA, Canada og flere andre lande er Mærkefrimureriet også inkluderet i Royal Arch-kapitlet, men her som en del af den bredere York-ritus.
Det symbolske indhold i Mærkefrimureriet
En del af optagelsesceremonien i Mærkefrimureriet består i at bede modtageren om at vælge et Mærke, der kendetegner ham. Dette er den operative side af graden.
Men man finder i Mærkefrimureriet en mere spirituel dimension, der kredser om et bibelvers: “Stenen, som bygmestrene vraget, er blevet hovedhjørnesten” (Salme 118, 22), som evangelierne anvender på Jesus selv. Mærkefrimureriet iscenesætter dette billede ved at bruge temaet om slutstenen: Denne tilhuggede sten med en særlig form blev hugget til, men afvist af tilsynsførende, der fandt den uegnet til arbejdet. Men der kommer et øjeblik, hvor den første overvåger konstaterer, at arbejdet er gået i stå, fordi den tilhuggede sten, der skal fungere som slutsten, mangler. Den berømte sten, der var blevet afvist, bliver derfor endelig fundet, og den, der har hugget den til, bliver hyldet.
