Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Cirkelsymbolikken i den symbolske loge
Selvom en passer er til stede fra første grad, tales der ikke meget om den i lærlinge- og svendegraden i de kontinentale frimureriske riter. Lærlingen skal først lære at håndtere frimurerhammeren og mejslen. Symbolikken omkring passeren og cirklen er naturligvis ikke hans primære fokus!
I svendegraden optræder passeren blandt de værktøjer, som modtageren bærer under sin anden symbolske rejse, i hvert fald i den franske rite og den Gamle og Anerkendte Skotske Rite. Det er ganske naturligt, når man ved, at svenden begynder at opdage geometrien, og at optagelsesceremonien til denne grad kulminerer i disse riter med opdagelsen af den flammende stjerne, som tegnes med passeren og vinklen. Men i dette perspektiv forbliver passeren snarere værktøjet til at overføre mål, og selvom den kan tegne cirkler, lægges der ikke særlig vægt på denne egenskab.
Det er i mestergraden, at cirklen begynder at træde tydeligere frem. Siger man ikke, at mesteren er gået fra vinklen til passeren? Vinklen, som gør det muligt at kontrollere den rette vinkel, antyder straks kvadratet – symbolet på den materielle verden, præget af de fire elementer og de fire verdenshjørner. Passeren fremkalder naturligt cirklen, som klassisk symboliserer himlen, enheden og det uendelige. Mesteren er derfor gået fra kvadratet til cirklen, fra jorden til himlen, fra materien til ånden, fra mangfoldighed til enhed.
Butik samler værker dedikeret til frimurersymbolik. Se samlingen.
Midterkammeret, som er navnet på logen i tredje grad, kan også tolkes som et symbolsk udtryk for cirklen. Denne loge beskrives undertiden som en cirkel, hvor mesteren inviteres til at slutte sig til centrum. Det er grunden til, at visse ritualer i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite ikke længere taler om nord- og sydsøjlerne i tredje grad, men kalder dem nord- og sydsiden; og når man bevæger sig i logen, markerer man ikke længere hjørnerne for at vise vinklen, men bevæger sig cirkulært.
I de angelsaksiske riter bliver cirklen derimod tilbudt frimurernes refleksion allerede fra lærlingegraden. I foredraget til første grad i de engelske ritualer (Emulation osv.) læser man, at “i alle regulære og velkonstituerede loger ser man et punkt i en cirkel, omkring hvilken brødrene ikke kan fare vild. Til denne cirkel er der mod nord og syd knyttet to store tangenter og parallelle linjer; den første repræsenterer Moses og den anden Salomon. På den øverste del af denne cirkel hviler den Hellige Lovs Bog, som bærer Jakobsstige. Og hvis vi altid var så tætte på denne hellige bog, og hvis vi holdt os så strengt til de doktriner, den indeholder, som disse to parallelle linjer gør, ville det føre os til Ham, som ikke vil bedrage os og ikke vil acceptere at blive bedraget. Ved at følge cirklens omkreds må vi nødvendigvis møde disse to paralleller samt den hellige bog; og så længe en frimurer forbliver inden for sådanne grænser, kan han ikke fare vild.” Et lignende symbol optræder i den amerikanske York-rite, men her repræsenterer de to linjer Johannes Døberen og Johannes Evangelisten.
Bag en bibelsk symbolik, der kan overraske mange europæiske frimurere, forstår man, at frimureriet organiserer sig geometrisk omkring et centrum, som er Universets Store Arkitekt. Cirklen repræsenterer da zonen for det frimureriske arbejde, afgrænset af de beskyttende figurer Moses og Salomon eller de to Johannes-skikkelser, samt den Hellige Lovs Bog. I dette perspektiv er cirkelsymbolikken ikke forbeholdt mestrene alene; den vedrører frimureriet som helhed, lige fra første grad.
Her kan man måle den betydelige forskel, der eksisterer mellem opfattelsen af det frimureriske arbejde, som foreslås af det regulære angelsaksiske frimureri, og den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, som – selvom den påkalder Universets Store Arkitekt og traditionelt udstiller den Hellige Lovs Bog – ikke desto mindre fastholder, at frimureriet “ikke pålægger nogen grænser for søgen efter sandheden, og at det er for at garantere alle denne frihed, at det kræver tolerance af alle” (Erklæring om principper fra konventet i Lausanne, 1875).
Cirkelsymbolikken i de høje grader
Selvom forholdet mellem vinklen og passeren (altså mellem kvadratet og cirklen) nævnes i den symbolske loge, bliver det ikke uddybet. Det er i de høje grader i REAA, særligt 5. grad i den Gamle og Anerkendte Skotske Rite, at det udvikles i form af en geometrisk gåde: kvadraturen af cirklen. Kan man få arealet af et kvadrat og en cirkel til at falde sammen?
Der findes naturligvis empiriske tilnærmelser, som kan tegnes med lineal og passer. Men matematisk er dette sammenfald umuligt, da cirklens areal beregnes med tallet π, som er et transcendent irrationelt tal med uendelige og ikke-periodiske decimaler (3,14159265358979323846264338327950288419716939937510582…). Også her kan man ved beregning kun finde en tilnærmelse.
Vi vil ikke dvæle ved det rent matematiske aspekt af cirklens kvadratur og tallet π’s transcendente karakter. Lad os blot huske, at dette matematiske problem optog filosoffer og matematikere i over 3000 år, for først at blive afsluttet i 1882 (Ferdinand von Lindemann) med en definitiv konstatering… af uløselighed!
Det er snarere den filosofiske og symbolske dimension af denne uløselighed, der bør fange vores opmærksomhed fra et frimurerisk synspunkt. Hvis man betragter kvadratet som repræsentant for den materielle verden, det endelige, immanensen, og cirklen som enheden, det uendelige, transcendensen, følger det, at disse to virkeligheder aldrig helt kan falde sammen. Forholdet mellem disse to virkeligheder kan ikke udtrykkes i termer af virkeligt/uvirkeligt, for både kvadratet og cirklen er meget virkelige. Der er blot tale om virkeligheder, der befinder sig på forskellige planer og ikke kan dække hinanden perfekt. Som om cirklen altid besad en form for “overskud af væren” i forhold til kvadratet, og at denne forskel, uanset hvor lille den er, i virkeligheden var afgrundsdyb og uoverstigelig – mere kvalitativ end kvantitativ.
