Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Begrebet “Planche” i frimureriet
Inden for frimureriet på fransk betegner en “Planche” ikke kun det oplæg, som en frimurer skal holde for logen. Udtrykket bruges mere generelt om ethvert skriftligt dokument, især af officiel karakter. En indkaldelse til en forsamling kaldes således en “Planche de convocation”, en undersøgelsesrapport om en kandidat en “Planche d’enquête”, og referatet fra et møde betegnes ofte som en “Planche tracée”.
Brugen af disse udtryk stammer naturligvis fra et operativt værktøj, der ofte nævnes i frimureriske ritualer og er afbildet på logetæpper: tegnebrættet (la planche à tracer). Dette instrument tilskrives mestergraden, da mesteren er kaldet til at tegne bygningens planer. Men hvorfor kaldes det en “Planche” (planke/bræt) at betegne den flade, man tegner planer på? Fordi planerne oprindeligt blev tegnet direkte på jorden i et skur eller en hal, hvor gulvet bestod af planker. Tegnebrættet var altså oprindeligt et tegnegulv. Man finder et ekko af dette i gamle frimureriske ritualer, der krævede, at logetavlen (som senere blev til et tæppe) skulle tegnes med kridt midt i logen og slettes ved arbejdets afslutning. Den angelsaksiske frimurerverden kalder i øvrigt stadig denne logetavle for et “Tracing Board”, altså et tegnebræt.
Planchen som oplæg
I sit konkrete frimureriske liv møder frimureren primært to typer af “Planches”: Talerens (Orateur) oplæg og de oplæg, som han og hans brødre/søstre selv skal producere. I begge tilfælde er der tale om taler eller foredrag.
Talerens “Planches” kan betegnes som “lejlighedstaler”. De refererer til taler holdt ved særlige lejligheder: efter optagelsen af en ny lærling, svend eller mester, ved solhvervsfester, indsættelse af en ny mester i stolen, begravelsesritualer eller besøg af en dignitær. Oftest er disse “Planches” skrevet af taleren selv, men visse ritualer foreskriver læsning af en fastlagt tekst, især efter optagelsesceremonien til de tre grader. I visse loger bliver taleren opfordret til at præsentere en “Planche” ved hvert møde, og her er emnet naturligvis frit.
Den udbredte brug af talerens “Planches” under arbejdet stammer fra det 19. århundrede. I det 18. århundrede holdt taleren kun en tale i logen ved optagelsen af en ny lærling, og det var stort set det hele. De øvrige taler var forbeholdt banketten, der traditionelt fulgte efter logearbejdet, hvor forskellige embedsmænd tog ordet, ikke kun taleren.
For brødrenes og søstrenes egne “Planches” kan skikkene variere alt efter loge og orden. I nogle loger arbejdes der meget med skriftlige oplæg, i andre kun det absolut nødvendige! Det er primært lærlinge og svende, der skriver, hvilket gør det muligt for logen at måle deres fremskridt. To “Planches” pr. frimurerår virker som et godt tempo, hvis man ønsker at udvikle sig. I mange loger forventes en specifik “Planche”, før man kan gå videre til anden eller tredje grad.
Mestre er generelt ikke længere forpligtet til at præsentere “Planches”, hvilket er en skam. Vi kender heldigvis loger, hvor mestrene fortsætter med at skrive, og ikke kun i tredje grad. Den personlige udvikling for enhver frimurer bør ikke stoppe ved opnåelsen af mestergraden – tværtimod. En “Planche” er en krævende øvelse, der bidrager til det personlige arbejde.
Også her går brugen af “Planchen” ikke længere tilbage end det 19. århundrede og vedrører primært fransksproget frimureri. I denne tradition består frimurerarbejdet hovedsageligt i læsningen af en “Planche” og den efterfølgende diskussion, mens arbejdet i den angelsaksiske tradition primært består i udøvelsen af ritualet. Eventuelle foredrag holdes der under banketten, i overensstemmelse med gamle skikke.
Bekymringen ved at skulle skrive en “Planche”
Mange frimurere føler en reel bekymring ved tanken om at skulle skrive og derefter læse en “Planche” op offentligt. Mange bøger og hjemmesider giver ofte meget fornuftige råd til både begyndere og erfarne “Plancheurs”. Vi vil ikke erstatte disse vejledninger, men snarere tale om den indstilling, man bør have, når man forbereder en “Planche”.
En “Planche” skal frem for alt være personlig. Målet er ikke at præstere et videnskabeligt værk; det handler ikke om at dække et emne udtømmende eller om at blære sig. Naturligvis skal researcharbejdet bag være seriøst og grundigt, men det handler på ingen måde om at udstille abstrakt teoretisk viden. Hvad skulle det nytte? Du har været lærling i tre måneder og påstår for eksempel at kunne forklare frimurerhammeren og mejslen til en bror eller søster, der har tyve års erfaring? Udover at puste dit ego op, vinder du intet ved det!
Det vigtige, både for dig og for logen, er at integrere symbolerne og gøre dem til en del af dit liv. Det er ikke den rene og abstrakte viden om symboler, der får dig til at udvikle dig. Det er snarere din evne til at anvende deres transformerende kraft på din egen tilværelse og dine egne indre mekanismer. Og det er netop dette, der vil gøre det muligt for dine brødre og søstre at se din udvikling og glæde sig over den.
Tøv derfor ikke med at give af dig selv, at åbne dig, vær til tider modig i dine fortolkninger, følg hvad dit hjerte dikterer, og ikke kun din fornuft. Men undgå frem for alt at kopiere eksisterende “Planches” (der er masser af dem på nettet): Det er ikke kun intellektuelt uærligt, det er frem for alt et tegn på dovenskab og manglende interesse for det sande arbejde med sig selv, som frimureriet tilbyder. Du er den rå sten, som du skal lære at tilhugge for at kunne bygge menneskehedens tempel sammen med dine brødre og søstre, så vær sød ikke at bygge med præfabrikerede materialer!
Og hvad med verbet “plancher”?
Verbet “plancher” (at arbejde hårdt/studere), i betydningen at pålægge sig selv et intellektuelt arbejde, er velkendt i den profane verden, hvor det bruges meget bredt. Er dette verbum, der opstod i det 20. århundrede, af frimurerisk oprindelse? Det ville være fristende at tro. Desværre er den direkte oprindelse af dette verbum ikke frimurerisk, men skole-relateret. Det stammer fra “planche” i skole-slang fra det 19. århundrede, som betegnede tavlen. “Plancher” betød oprindeligt “at gå til eksamen, blive udspurgt (af læreren)”, og ved forlængelse “at kaste sig over et intellektuelt og studerende arbejde”.
