Med over femten års erfaring i frimureriske smykker, forklæder og regalier kender hun håndværket og traditionerne til bunds og videreformidler dem med stolthed.
Misraïm-ritualet – En fransk skabelse fra begyndelsen af det 19. århundrede
Legenden om Cagliostro i Venedig
Hvis man skal tro ritualets officielle legende, som vi skylder Robert Ambelain i 1960’erne, skulle Misraïm-ritualet stamme fra en loge, der blev grundlagt af Cagliostro i Venedig i 1788, bestående af socinianere (en protestantisk antitrinitarisk sekt, der var særligt udbredt i Polen på det tidspunkt). Flere historiske indicier viser dog, at en sådan oprindelse er yderst usandsynlig.
Joseph Balsamo, kendt som Grev Cagliostro (1743-1795)
For det første er det lidet sandsynligt, at Cagliostro havde tid til at grundlægge en loge i Venedig i 1788. Det var mod slutningen af hans karriere, og han var trængt, eftersøgt af inkvisitionen. Til orientering: Efter at have været fængslet i Bastillen i forbindelse med affæren om dronningens halsbånd, blev han løsladt i 1786 og udvist fra Frankrig. Han søgte tilflugt i England og derefter i Schweiz, før han rejste fra by til by i Italien, hvor han blev arresteret af de pavelige retsmyndigheder i 1789.
For det andet findes der ingen spor af en sådan loge uden for Ambelains skrifter. Dette argument alene er naturligvis ikke afgørende, da en meget hemmelig gruppe sagtens kunne have efterladt sig usynlige spor. Men skaberne af Misraïm selv nævner intet om en sådan oprindelse, selvom vi ved, at grundlæggerne af ritualer elskede at fremvise prestigefyldte slægtstavler: Hvis de havde kunnet påberåbe sig en sådan filiation, ville de ikke have tøvet med at gøre det.
Brødrene Bédarride og den virkelige fødsel af Misraïm-ritualet
Virkeligheden er langt mere prosaisk, og man behøver blot at læse de samtidige forfattere (i dette tilfælde Ragon og Bègue-Clavel) for at kende oprindelsen af Misraïm, som ikke går længere tilbage end 1805.
Historien begynder i Italien. En gruppe frimurere, medlemmer eller veteraner fra Bonapartes italienske hær, herunder de tre Bédarride-brødre, anmoder om et patent fra Frankrigs højeste råd for det Gamle og Anerkendte Skotske Ritual (REAA), som netop var blevet grundlagt i Paris i 1804. Denne anmodning blev afvist på grund af det dårlige ry, som visse medlemmer af gruppen havde. Skuffede besluttede disse frimurere at stifte deres eget ritual, Misraïm-ritualet, som i begyndelsen talte 77 grader, før det steg til 90.
Tilbage i Frankrig oprettede grundlæggerne af Misraïm logen L’Arc-en-Ciel i Paris, som dermed blev ritualets moderloge. Det var her, mellem 1815 og 1820, at de forfattede ritualerne for de tre symbolske grader i Misraïm, som i det væsentlige er et simpelt plagiat af Guide des Maçons Écossais, den første kendte form for de symbolske grader i REAA, sandsynligvis udgivet omkring 1814. Hvilket behov ville de have haft for at kopiere dette ritual, hvis de havde haft adgang til en tradition, der stammede fra en påstået loge grundlagt i Venedig i 1788?
Generelle vedtægter for Misraïm-ritualet, 1816
Memphis-ritualet – Mellem egyptiske myter og historisk virkelighed
Legenden om Ormus og Memphis-disciplene
Oprindelsen af Memphis-ritualet er også omgivet af en legende, hvis forfatter ikke er andre end dets skaber selv, Jacques-Étienne Marconis de Nègre. Memphis-ritualet skulle have sine rødder i den ældste indvielsestradition, som skulle være blevet overleveret til Europa af Ormus, en mytisk egyptisk præst, som Sankt Markus skulle have omvendt til kristendommen, og som dermed skulle have forenet den gamle egyptiske visdom med kristendommen.
Ritualet skulle være blevet introduceret i Frankrig i 1814 af en indfødt fra Kairo ved navn Samuel Honis, som året efter skulle have grundlagt en loge i Montauban sammen med Gabriel-Mathieu Marconis (Jacques-Étiennes far) og nogle andre brødre. Denne loge, Les Disciples de Memphis, skulle være blevet grundlagt den 30. april 1815 for derefter at gå i dvale den 7. april 1816; arkiverne skulle være blevet betroet til Gabriel-Mathieu Marconis, som skulle være blevet udnævnt til Grand Hiérophante den 31. januar 1816. Og det var naturligvis hans søn Jacques-Étienne, der fik privilegiet at genoplive ritualet i 1838!
Også her modsiger historien legenden.
Jacques-Étienne Marconis de Nègre, den virkelige grundlægger i 1838
Det eneste verificerbare element i denne legende er oprettelsen (og ikke genoplivningen) af Memphis-ritualet i 1838. Udover Gabriel-Mathieu og Jacques-Étienne (og naturligvis Ormus, lånt fra legenden om Den Gyldne Rosenkorsorden, en tysk para-frimurerisk orden, der eksisterede mellem 1777 og 1786), kunne ingen af legendens hovedpersoner identificeres, og de synes alle at stamme fra Jacques-Étiennes frugtbare fantasi.
Hvad angår den påståede loge Les Disciples de Memphis i Montauban, er den fuldstændig ukendt og ser ud til aldrig at have eksisteret.
Et endnu mere afgørende argument er, at Jacques-Étiennes frimurerkarriere ikke giver mening, hvis legenden er sand. Hvis logen Les Disciples de Memphis virkelig eksisterede i 1815, hvorfor blev Jacques-Étienne (der dengang var 20 år) så ikke indviet der, og hvorfor ventede han til 1833 med at blive optaget som frimurer i Misraïm-ritualet? Hvorfor blev han slettet fra Misraïm, for derefter at vende tilbage under et falsk navn, for så at blive slettet igen, hvis han besad kræfterne til at genoplive Memphis?
Hvorfor er det første ritual for Memphis’ symbolske loger, som han udgav i 1839, blot et plagiat af Misraïm-ritualet fra 1815-1820, hvis han havde adgang til alle arkiverne fra Les Disciples de Memphis?
Den gradvise sammensmeltning af de to ritualer
Foreningen under Garibaldi og John Yarkers rolle
Man må derfor erkende, at Misraïm- og Memphis-ritualerne blev skabt i henholdsvis 1805 og 1838 uden anden direkte oprindelse end deres grundlæggeres vilje.
Og hvad med Memphis-Misraïm-ritualet, den formodede sammensmeltning af de to foregående ritualer? Igen er dens oprindelse omgivet af en legende, der skjuler faktaenes kompleksitet.
Det er almindeligt anerkendt, at de to ritualer, Misraïm og Memphis, fusionerede i 1881 under ledelse af Garibaldi, den berømte arkitekt bag Italiens samling, som derefter blev verdensomspændende Grand Hiérophante. Virkeligheden er mere kompliceret.
Misraïm-ritualet, der var snarere anti-royalistisk og nostalgisk over for Napoleon, klarede sig dårligt under Restaurationen. Forbudt i 1823, vågnede det kortvarigt op under Julimonarkiet, for til sidst at gå i dvale omkring 1850. Kun få loger fortsatte med at praktisere det i Frankrig og i en ret obskur gren af ritualet i Italien.
Memphis-ritualet var også i konstant tilbagegang, ligeledes et offer for mange af dets medlemmers anti-royalistiske holdninger. I 1862 satte Marconis de Nègre ritualet i dvale, dog ikke uden først at have givet patenterne til Grand Orient de France og reduceret antallet af grader til 33.
Pessinas indflydelse og fødslen af det Gamle og Primitive Memphis-Misraïm-ritual
Ritualet var derimod stadig aktivt i USA, Storbritannien, Egypten, Italien, Spanien og Rumænien.
Efter opfordring fra John Yarker, stormester for Memphis i England, og hans repræsentant i Italien, Giambattista Pessina (som desuden ledede et obskurt reformeret Misraïm-ritual), forenede de amerikanske, engelske, italienske, spanske og rumænske grene af Memphis (og ikke Misraïm) sig i 1881 og tilbød titlen som Grand Hiérophante til Garibaldi, som døde året efter og ikke havde spillet nogen aktiv rolle i denne forening.
Men hvor kommer idéen om, at Misraïm og Memphis blev forenet under Garibaldi så fra?
Fra Giambattista Pessina, som tilsyneladende på eget initiativ introducerede Misraïm snedigt i denne historie ved at udstede et patent til Rumænien for Memphis- og Misraïm-ritualerne. Idéen var født, og den skulle få mange efterfølgere.
Den okkulte æra – John Yarker og Theodor Reuss
Det egyptiske frimureri havde på det tidspunkt taget en vigtig drejning. Selvom Misraïm og Memphis altid havde været spiritualistiske og esoteriske, havde disse to ritualer ikke desto mindre bevaret en stærk forbindelse til samfundet og politikken og kunne i visse henseender betragtes som revolutionære.
Der er ingen spor i disse ritualer af det, man fra midten af det 19. århundrede ville kalde okkultisme. Indtoget af okkultisme begynder med John Yarker, der var tæt knyttet til Madame Blavatskys Teosofiske Samfund og Societas Rosicruciana in Anglia.
Det var ham, der efterfulgte Garibaldi som Grand Hiérophante, hvorefter embedet tilfaldt den meget kontroversielle Theodor Reuss, grundlægger af Ordo Templi Orientis (O.T.O.), en okkult indvielsesorden stærkt påvirket af Aleister Crowley, som blev optaget i den og bestred høje embeder.
Papus og det Gamle og Primitive Memphis-Misraïm-ritual i 99 grader
Det var Theodor Reuss, der i 1908 gav Papus (Dr. Gérard Encausse), den mest emblematiske figur inden for fransk okkultisme i slutningen af det 19. århundrede, patenter til at organisere det Gamle og Primitive Ritual i Frankrig, dvs. Memphis-ritualet i den 33-graders version, som Yarker havde udviklet.
Papus og hans venner adopterede snarere en version i 99 grader og betegnede herefter dette ritual som det Gamle og Primitive smykke Memphis-Misraïm-ritual, hvis ritualer blev revideret af Joanny Bricaud i 1930’erne og derefter gennemgribende ændret af Robert Ambelain i 1960’erne. Det er dekorationerne til de blå loger i Ambelain-versionen, der er mest udbredte i dag.
De høje grader i Memphis-Misraïm-ritualet i 99 grader er en af de mest anvendte former i de højere værksteder inden for de egyptiske ritualer.
Robert Ambelain (1907-1997)
Med Papus genoptog Misraïm- og Memphis-ritualerne, forenet på papiret, forbindelsen til deres oprindelsesland, men i en form, der var meget forskellig fra det, deres skabere havde forestillet sig.
Konklusion: et egyptisk frimurerritual i krydsfeltet mellem historie og esoterik
Memphis-Misraïm-ritualet, som det praktiseres i dag, er resultatet af en lang historisk proces, der blander legender, rituelle innovationer og okkulte påvirkninger.
Dets esoteriske aura og dets struktur i flere grader gør det til en unik arvtager af det 19. århundredes frimurerstrømninger, samtidig med at det bringer forestillingen om egyptiske traditioner ind i hjertet af det moderne frimureri.
